Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 16.701
: :
Kollektivisering
Den første traktor modtages på et kollektivbrug i den nye Sovjetstat. (Arbeiderbevegelsens Arkiv) 

Landbruget er et problematisk område indenfor den økonomiske teori. Samtidig er landbruget af afgørende betydning for opbygningen af et socialistisk samfund. Især i u-landene står landbruget helt centralt, da det ofte kun er overskud fra landbruget, der kan finansiere den økonomiske udvikling. Svaret på spørgsmålet om en socialistisk omformning af landsbyerne har været en kollektivisering af landbruget. Målsætningen er både at forbedre bøndernes egen situation og at øge produktiviteten i landbruget. Dette indebærer såvel et brud med et kapitalistisk landbrug for at kunne ophæve kapitalistiske produktionsforhold som et brud med førkapitalistiske produktionsformer for at hæve udviklingen af produktivkræfterne over et førkapitalistisk niveau.

Betingelser for kollektivisering

Der kan opstilles fire betingelser for en vellykket og fuldstændig kollektivisering.

  1. Der må ske en socialistisk revolution i samfundet, hvis kollektiviseringsforsøget i landbruget ikke skal bukke under for kapitalens kontrol.
  2. En grundlæggende ændring af ejendomsforholdene og en omfordeling af jorden må finde sted.
  3. For at udnytte de større driftsenheders fordele må staten gennemføre forskellige støttetiltag med hensyn til investeringer, produktionsudstyr, organisation og distribution.
  4. Bønderne må selv lede kollektiviseringerne og anse den kollektive drift som et middel til sin egen frigørelse.

De vigtigste praktiske erfaringer med kollektivisering indenfor landbruget blev høstet i Sovjetunionen og Kina. De to lande illustrerer på en udmærket måde, hvordan kollektiviseringen er en proces, der kan gennemføres på forskellige måder og imødegå forskellige problemer. En væsentlig forskel var, at i Sovjetunionen blev produktionstilvækst hurtigt den overordnede målsætning og kollektiviseringen blev et middel til dette, hvilket påførte bønderne en vis grad af tvang. I Kina var væksten i produktionen snarere et resultat af bøndernes frivillige organisering, og de gode resultater blev en stimulans til en fortsat kollektiv organisering i landbruget.

Forløbet af kollektiviseringsprocessen vil samtidig være afhængig af, om landbruget og samfundet i øvrigt er overvejende kapitalistisk eller overvejende førkapitalistisk. Eftersom næsten alle kollektiviseringsforsøg er blevet gennemført i u-lande, har dette en særlig betydning. Både kapitalistiske og førkapitalistiske produktionsmåder eksisterer side om side i disse lande - en situation der er skabt af den imperialistiske arbejdsdeling. I de fleste u-lande eksisterer der samtidig traditioner med stammefællesskab baseret på kollektiv ejendom, hvilket bønderne kan identificere kollektiviseringen med.

I litteraturen anvendes betegnelserne «kollektiv» og «kooperativ» gerne synonymt til betegnelse af samme fænomen. I den udstrækning der skelnes mellem dem, er der en tendens til at benytte «kollektiv» om ejendomsformen og «kooperativ» om organisationsformen. I det første tilfælde lægger man gerne mest vægt på, at lige ret til en fælles ejendom i øvrigt giver lige rettigheder og pligter. I et kooperativ er det gerne selve samarbejdet mellem deltagerne der betones, mens deres rettigheder og pligter vil variere, alt efter hvilket tilskud de bidrager med til fællesskabet. Alligevel kan der i praksis være ringe forskel mellem et produktionskooperativ i landbruget og landbrugskollektiv. Men kooperativerne vil almindeligvis i højere grad end kollektiverne være dannet ud fra præcise opgaver - også udenfor selve produktionen - som f.eks. videreforædling og salg af produkterne.

Praktiske og politiske problemer

Ingen steder findes der en kollektivisering, der fuldt ud opfylder de fire betingelser, der er nævnt ovenfor. Når man vurderer forskellige kollektiviseringsforsøg, må man derfor opfatte dem som overgangsformer eller som skridt på vejen til en socialistisk omformning af landbruget.

I praksis har den første og mest grundlæggende betingelse om en socialistisk revolution vist sig i sig selv at være utilstrækkelig. Nationale hensyn vil for et u-land ofte fortrænge socialistiske målsætninger, og resultatet vil snarere være et statskapitalistisk styre end et socialistisk. Ønsket om at styrke den teknologiske udvikling og garantere økonomisk vækst vil gerne føre til, at staten trækker et overskud ud af landbruget og erstatter godsejeren, som udbytter bønderne. Andre steder vil statens mangel på kontrol med økonomien åbne for, at den kapitalistisk sektor bringer kollektiviseringen ind under kapitalens kontrol, især gennem dens kontrol med låne- og kreditmuligheder og over markedet.

Landbrugsreformer står på programmet i de fleste lande, også de rent kapitalistiske. Reformerne indebærer ofte en ændring af ejendomsforholdene og en omfordeling af jorden. (Se Jordreform). Ejendomsretten kan overføres til de enkelte medlemmer af kooperativer eller til staten. Yderpunkterne er de latinamerikanske kooperativer bestående af privatejede parceller og de rene statsbrug med nationaliseret ejendom, fuld statslig styring og ansatte funktionærer og arbejdere. I praksis vil enhver ejendomsform også kunne indordnes under kapitalistiske produktionsforhold, således at ændringer i ejendomsforholdene heller ikke alene er tilstrækkelige for en socialistisk kollektivisering. Fælles ejendom og lighed indenfor isolerede enheder hjælper ikke meget så længe enheden er afhængig af kapitalistiske omgivelser. Dette vil f.eks. gælde frivillige og forholdsvis vellykkede sammenslutninger enkelte steder i Indien. For at opfylde målsætningen om en stigning i produktionen bliver der gerne opstillet en forudsætning om, at småbrug sammensluttes til større enheder, der bedre kan udnytte mekaniseringen og mere intensive dyrkningsmetoder.

Men lige så vigtigt er det, at staten yder effektiv støtte til produktionsenhederne. Sådanne støttetiltag kan organiseres af bønderne selv gennem kooperativer, eller de kan organiseres af staten. I begge tilfælde vil man kunne opnå, at private interesser ikke får kontrol over kollektiviseringsprocessen.

Men statens organisering af støttetiltagene stiger faren for en bureaukratisk kontrol med udviklingen og faren for at de centrale eksperters planlægning bliver mere bestemmende end bøndernes egne behov. Derfor bliver den fjerde betingelse meget vigtig. En bureaukratisk kontrol har mange steder sat en stopper for bøndernes eget initiativ, og statens ledelse og kontrol har gjort kooperativbønderne til statslige lønarbejdere. Bøndernes egen medbestemmelse er derfor helt afgørende i kollektiviseringsprocessen. En hurtig kollektivisering og betydelig ekspropriering af overskuddet fra landbruget vil indebære et stærkt element af tvang overfor bønderne. Gennemførelsen af Ujamaa-programmet i Tanzania er et eksempel på dette. En vellykket overgang fra individuelle småbrug, over forskellige former for kooperation, til kollektiv forudsætter, at bønderne selv indser, at de får fordele af en sådan udvikling. Hvorvidt bønderne finder det lønsomt at gå ind i produktionskooperativer, vil afhænge af en lang række forhold, som f.eks. indflydelse på hvad der skal dyrkes, støttetiltagenes effektivitet, forholdet mellem arbejdsindsats, tidligere privat jordareal og endelig belønningen på grundlag af produktionen.

Kollektiviseringerne af landbruget gennem det 20. århundrede har overordnet haft til formål at øge landbrugsproduktionen for at skabe det nødvendige overskud til opbygningen af industri samt sociale, sundheds- og undervisningsmæssige strukturer. Hvor denne kollektivisering ikke er blevet gennemført med rå vold som under Stalins kollektivisering i Sovjetunionen i 1929-33 eller i Cambodia under Pol Pot, er den i sidste ende slået fejl: Magthaverne har i sidste ende måttet erkende, at bøndernes største ønske i u-landene ikke er at arbejde i kollektivbrug, men på egne jordlodder. Dette har været det bedste middel til øgning af produktionen. Forestillingen om at bønderne kunne tage springet direkte fra feudale til socialistiske produktionsformer var fostret af revolutionære ønsker om at hindre en kapitalistisk udvikling i landbruget. Men bønderne var ikke taget i ed. De progressive bondebevægelser i bl.a. Brasilien stiller i dag ikke kollektiviseringen på dagsordenen, men derimod ekspropriationen af godsejernes jord, fjernelsen af de feudale strukturer og udviklingen af privatlandbrug med visse kooperative former.

A.J.