Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Pham Van Dong (1906-2000), vietnamesisk statsmand. Dong blev født i 1906 og var Vietnams premierminister i mere end 30 år, helt frem til 1987. Han havde en status, der var helt på højde med general Vo Ngyen Giap's, den store strateg fra Dien Bien Phu. Pham Van Dong var måske også den, der i alle år stod Ho Chi Minh nærmest, lige fra han som 17-årig meldte sig ind i Vietnams Ungdomsforbund, der var stiftet af Ho Chi Minh, og som senere, i 1930, indgik i Indokinas Kommunistiske Parti.

Pham Van Dong tilhørte som flere af de andre revolutionære ledere i virkeligheden landets elite, idet han var søn af en mandarin fra hoffet i Hue. Det forhindrede ham dog ikke i at gøre fælles sag med den forarmede bondebefolkning, hvilket han måtte betale en høj pris for. Efter at bønderne i Nge Tinh-provinsen i 1930 havde forsøgt at gøre opstand mod kolonimagten Frankrig og havde organiseret såkaldte Xo Viet'er, slog franskmændene frygtelig hårdt ned på oprørerne, og Pham Van Dong var en af de mange, der endte på den berygtede fangeø Poulo Condore. Først i 1936 med Folkefrontens dannelse i Frankrig blev der givet amnesti til de politiske fanger, og da grebet atter strammedes i 1939, flygtede han i tide til Kina og undgik at blive sendt tilbage til Poulo Condore som så mange andre revolutionære.

Han deltog i ledelsen af den nationale front Viet Minh, og efter at Vietnam den 2. september 1945 havde erklæret sin uafhængighed, blev det i 1946 Pham Van Dongs opgave at forhandle med franskmændene i Fontainbleu om en foreløbig løsning, hvor Den Demokratiske Republik Vietnam blev anerkendt som en fri nation under Den franske Union. Men i december samme år var krigen i fuld gang og endte ikke før maj 1954 med den franske fæstning Dien Bien Phus fald. Her var det igen Pham Van Dong, der ved fredsforhandlingerne i Genève kæmpede for de resultater, de tre indokinesiske befrielsesbevægelser havde opnået.

I mange år var Pham Van Dong både premierminister og udenrigsminister. Han var anerkendt både af tilhængere og modstandere som en meget kløgtig og intelligent forhandler med en næsten flegmatisk ro.

Så sent som i maj 1999 spillede han en aktiv rolle, selv om han da var 93 år gammel og både blind og skrøbelig. Han skrev en artikel i partiavisen Nhan Dan, hvor han rettede en skarp kritik mod sit partis højtplacerede folk. Disse magtfulde personer i parti, stat og masseorganisationer havde dårlig karakter og jagtede magt, penge og fordele, hævdede den tidligere premierminister. Når partiet anslog, at 70-80 % af medlemmerne var «rene», var tallet overdrevet. Antallet af korrupte kadrer var ganske anderledes højt, ifølge Pham Van Dong. Og dette var en af grundene til at partiet manglede tilgang af de unge og af intellektuelle og arbejdere, hvilket han beklagede dybt. Van Dong døde i april 2000.

W.G.