Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.539
: :
Hele folket i arbejde
Disse to samlende paroler holdt DNA ved regeringsmagten i en hel generation.

«Hele folket i arbejde» blev lanceret som politisk slagord af Det norske Arbejderparti (DNA) op til valget i 1933. Kravet må ses på baggrund af en lang periode med økonomisk krise og arbejdsløshed. Forholdene blev forværret efter krakket i 1931, og ved årsskiftet 1932/33 var der mellem 150 og 200.000 arbejdsløse.

Det borgerlige regimes talsmænd mente, at der ikke var meget der kunne gøres før konjunkturerne bedrede sig. Det borgerlige slagord var «Vente på bedre tider», og den økonomiske politik byggede på princippet om, at staten og kommunerne skulle spare. Dermed ville byrderne på det private erhvervsliv blive mindre og virksomheden større, blev det hævdet.

Arbejderpartiet var indtil 1932 præget af den samme forskræmte sparelinie i sin kortsigtede politik. Fra tidligt i 1932 skete der imidlertid en kursændring. Initiativet kom fra en outsider i partiet, Ole Colbjørnsen. Inspireret både af russisk planøkonomi og af nye tanker som den britiske socialøkonom John Maynard Keynes havde præsenteret, indledte han i 1932 en serie artikler i Arbejderbladet. Hovedpointen var her påstanden om, at krise og arbejdsløshed var unødvendige og kunne undgås ved effektive indgreb i samfundsøkonomien fra statens side.

Sammen med Axel Sømme udgav Colbjørnsen i begyndelsen af 1933 bogen: «En norsk 3-års plan» hvor en såkaldt ekspansionistisk antikrisepolitik mere sammenhængende blev præsenteret. Samtidig spillede han en afgørende rolle ved udformningen af Arbejderpartiets program til valget i 1933 - både før og på selve landsmødet. Diskussionerne i partiet førte til, at man i valgkampen kunne stå frem med en politik, som på kort sigt kunne lempe kraftigt på krisen i den kapitalistiske økonomi. Partiets tidligere standpunkt var i princippet, at der måtte en revolution til, og at det var begrænset hvad der kunne udrettes indenfor rammerne af kapitalismen. Nogen revolutionær situation forelå imidlertid ikke, og i den konkrete politik kom Arbejderpartiet frem til 1932 til at stille sig lige så opgivende overfor krisen som det borgerlige styre.

Colbjørnsens store bidrag var, at han viste vej for en offensiv linie, midt i al håbløsheden. Han pegede på det forkerte i, at et land som endnu var ganske fattigt, kunne lade hundredetusinder af arbejdsvillige arbejdere gå ledige. «Vi kan ikke blive fattigere af at arbejde!» var et centralt budskab. Med al den håbløshed som prægede det politiske miljø på dette tidspunkt, fik en nogenlunde troværdig offensiv linie en stor styrke.

Ideen til selve slagordet «Hele folket i arbejde» kom fra et menigt partimedlem fra Flekkefjord. Alle greb slagordet begærligt, og det blev et stærkt redskab for Arbejderpartiet i valgkampen 1933. Ved valget fik Arbejderpartiet omkring 40% af stemmerne, mens Højre gik tilbage til 20%. Mens disse to partier ved valget i 1930 havde været næsten lige store, var Arbejderpartiet nu blevet næsten dobbelt så stort. Det fascistiske fremstød gennem National Samling blev samtidig en fiasko.

Det er ikke for stærkt sagt, at slagordet «Hele folket i arbejde» markerer et skel i norsk politik. Den kortsigtede antikrisepolitik ledte det norske økonomiske system mod blandingsøkonomi og korporativt samarbejde. Den makroøkonomiske planlægning fandt sit første politiske fundament. Efterhånden fik ekspansionismen også et langt sikrere fagligt grundlag, takket være økonomiprofessoren Ragnar Frisch' teoretiske bidrag. Norge blev på dette felt et foregangsland.

«Hele folket i arbejde» markerede samtidig Arbejderpartiets overgang til folkeparti. Denne udvikling havde parallelle træk i de andre nordiske lande. I 1934 vedtog det danske socialdemokrati programmet Danmark for folket, der pegede i samme retning.

T. H.