Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
     .  Køn  .  Kvinde
Ideologi  .  Socialistisk
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Sociologi
Læst af: 15.872
: :
Bevidstgørelse

Begrebet har ingen entydig definition. Vi kan skelne mellem to måder af anvendelse inden for politisk teori.

Traditionel socialisme

Indenfor traditionel, socialistisk skoling anvendes begrebet, der definerer hvordan verden er, ud fra et givet læremateriale. Man bevidstgøres, når man tilegner sig f.eks. Lenins imperialismeteori eller merværdilære. Kundskaberne eller målene, man skal opnå, er underforståede, som noget uden for een selv, uden for dagligdagens erfaringer. I dette ligger en opfattelse af både det, der er aktuelt at vide, hvad indlæringsprocessen går ud på, og hvad der er grundlaget for de politiske handlinger. Denne kundskabsformidling adskiller sig ikke fra den borgerlige pædagogiks syn på indlæring - kun indholdet er et andet. Strukturen i de to indlæringsprocesser er den samme. Vi kan trække en parallel til leninismens syn på overtagelsen af den borgerlige stat.

Frigørende pædagogik

Indenfor den feministiske fløj af kvindebevægelsen - og iflg. nyere forestillinger om uddannelse af arbejdere - er der udviklet en alternativ model. Den lægger stor vægt på selve indlæringsprocessen og på et ikke fastlagt indhold. Indlæringsprocessen tager sit udgangspunkt i de daglige erfaringer og i erfaringernes indhold og vilkår.

Grundlaget for denne erfaringspolitik er, at de vigtige samfundsmæssige modsætninger ikke lader sig formidle direkte. De må genfindes, og erkendes ud fra den måde, de viser sig i dagligdagen - og må også forstås inden for de rammer, de fremtræder i. Udenadslære om modsætningerne i samfundet har kun ringe værdi, så længe man ikke kan se sporene af dem i de daglige konflikter. For det er til hverdag, vi reagerer - det er til hverdag vi må løse vore konflikter på en bevidst, politisk facon. Skræddersyede teorier på metaniveau giver ingen opskrift på handling - og uden handling forandrer vi intet.

Intimsfærens politik

Selv om store dele af vore erfaringer høstes uden for intimsfæren, er den alligevel vigtig. Mange af de erfaringer man gør i det organiserede arbejde, lader sig ikke bearbejde der, hvor de indhentes. Strukturen i den enkelte situation med dets tidspres og specialiserede arbejdsprocesser, gør det vanskeligt at udveksle erfaringer «on location». De ubearbejdede erfaringer tages med hjem, hvor de kan komme til udtryk på en anden måde, f.eks. som ligegyldighed eller irritation, hvilket går ud over de, der er inden for rækkevidde. Det man foretager sig i hjemmet, lige fra magtudøvelse til forbud, skal ofte tjene til kompensation for oplevelser eller nederlag i produktionssfæren. Opholdet i intimsfæren er også længere end i produktionssfæren. Derfor bliver intimsfæren vigtig i bearbejdelsen af erfaringerne fra arbejdslivet.

For kvinder er intimsfæren specielt vigtig. For mænd er det stedet, hvor man rekreerer sig, mens det for kvinder også er en arbejdsplads, hvilket gælder for praktisk taget alle kategorier af kvinder. De hjemmegående kvinder vil indhente næsten alle deres erfaringer i den sfære. Familieerfaringerne er særligt vigtige for kvinderne, også fordi familien er et organiserende udgangspunkt for deres tilværelse. Ægteskab og familie er ofte kvinders vigtigste kilde til forsørgelse, og de lægger rammerne for kvinders selvforståelse - selve kvindeligheden bliver knyttet til intimsfæren.

I disse to opfattelser af begrebet bevidstgørelse ligger altså forskellige definitioner af den politiske læreproces - både af indholdet - og af forholdet mellem processens form og indhold. Det medfører endvidere, at der findes forskellige måder at anskue politisk organisering.

Fra sladder til bevidstgørelse

Kvinder har altid udvekslet erfaringer i den daglige kommunikation - af visse karakteriseret som kællingesnak og sladder. Det har fungeret som gensidig kontrol og har medvirket til at opretholde de sociale mønstre, men det kan også udvikles ud fra en interesse i frigørelse. Det var via «sladdergrupper» at kvindebevægelsen genfødtes, og bevidstgørelsesbegrebet blev revideret. Politisk aktive kvinder udvekslede erfaringer ud fra deres position i «bevægelsen», som de, der ryddede op og lavede kaffe. De opdagede, at den enkeltes erfaringer ikke var unikke, men fælles for kvinderne i miljøet. Endvidere oplevede de, at deres øvrige erfaringer som kvinder syntes ikke-eksisterende; de blev ikke formidlet længere ud end til de personlige relationer. Det var andres erfaringer, teoretisk formidlede, der dannede grundlaget for den interessekamp, de førte. Det var de «andres» erfaringer, som var fælles, almene, politisk og samfundsmæssigt vigtige. Og i forsøget på formidle deres erfaringer og interesser oplevede de, at den sproglige struktur, som disse erfaringer var indkapslede i, ikke var som det «ydre» miljø forlangte for at kunne tage kvinderne alvorligt.

Hverdagens politik

Kvinders erfaringer fra hverdagen var ikke specielle, men i høj grad fælles. Indholdet af erfaringerne kunne heller ikke forstås uafhængigt og isoleret fra interessemodsætningerne i samfundet. Fra dette stammer slagordet: «Det personlige er politisk» Denne kvindepolitiske indsigt har også været vigtig for dele af venstrefløjen. Når man anså kvinders erfaringer for at være reelle og politiske, måtte det nødvendigvis føre til en revurdering af begrebet politik. Man måtte søge at tage de erfaringer op, som ikke var teoretisk formidlede - og erfaringer omfatter også følelser! Angst og usikkerhed er også reelle, selv om de ikke har den samme objektive eksistens, som de materielle forhold. At inddrage disse aspekter blev delvist en revurdering og delvist en tilbagevenden til tidlig, socialistisk teori.(Reich, Adorno).

Kvindebevægelsens program

Kvindebevægelsens erfaringspolitik har to vigtige aspekter, som kan kaldes kvindebevægelsens program. Det er: Bearbejdning af erfaringerne. - At kunne forandre sig selv, eller hverdagens politiske praksis. Det vil blive behandlet mere indgående, ud fra bevægelsens egen teori og praksis. Problemerne ved feminismens syn på indlæring, vil blive behandlet senere.

Bearbejdning af erfaringer

Programmet har bestået i at almengøre de erfaringer, der blot fremstod som private og personlige, og sætte disse ind i en breder samfundsmæssig sammenhæng. Dette betegnes sædvanligvis bevidstgørelse. Den model man anvender, kan beskrives således:

Fase 1: Formidling af egne erfaringer. - Det vil sige at sætte navn på oplevelser og følelser, at fremstille den enkeltes subjektive virkelighed. Det er i første omgang ikke et spørgsmål om, hvad der er godt eller dårligt, rigtigt eller forkert. Pointen er at få empiri på bordet - at fremlægge erfaringer på en sådan måde, at andre delagtiggøres, og dermed er i stand til at forholde sig til dem.

Fase 2: Erfaringernes almene karakter. - Erfaringer bliver sammenholdt ud fra målsætningen om at afgrænse det særegne og personlige fra det fælleskvindelige. På dette niveau fremkommer problemet med erfaringernes sociale og klassemæssige karakter. Det er let at generalisere på et for spinkelt erfaringsgrundlag.

Fase 3: Analyse af det umiddelbart givne. - Her fokuseres på sammenhængen mellem de forskellige erfaringer og hvorledes de er strukturerede i forhold til den oplevede undertrykkelse. Ud fra personlige oplevelser vil nogle af erfaringerne forekomme mere væsentlige end andre og visse sfærer vigtigere end andre. Således kom familien til at fremstå som det vigtigste område at kunne høste erfaringer fra og for at kunne skabe forandring. Denne fase rækker ud over individet og betegner en overgang fra det individ- og gruppeorienterede til det samfundsmæssige.

Fase 4: Abstraktion - teoridannelse. - Her er det de generelle erfaringer, som er råstoffet. Erfaringsanalysen skal her sættes ind i sammenhæng med teorier om samfundsforhold, de generelle teorier om undertrykkelse. Aktuelt vil det i praksis betyde diskussion om teoriernes forudsætninger og begrænsninger, når man skal forsøge at forklare de kønsspecifikke træk ved undertrykkelsen. Det vil være forsøg på at udvikle konkurrerende teorier inden for enkeltområder.

Denne skitse må nødvendigvis ses som et skema og som et ideal for, hvorledes processen skal foregå, men også som en feministisk teori om hvordan man skal gå frem, for at sikre en bestemt udvikling. Hverken i teori eller i praksis vil man forlade et af stadierne, da ny viden giver nye erfaringer, der igen skal formidles osv. Bevidstgørelse er således en «spiralproces» - så længe der findes liv, holder det aldrig op. Ergo bliver «den bevidstgjorte» en utopi! Men det er et problem, både for bevægelsen selvforståelse og praksis, at der ikke findes en automatik i denne spiral.

Selvforandring

Feminister ser kvindeundertrykkelse som et strukturelt betinget forhold, der ikke ændres gennem individuelle sejre. Enkeltindividet har visse muligheder for selvforandring, men uden at det påvirker de sociale vilkår, som genskaber forholdet. Bevidstgørelse kan ikke ses som et terapiforhold, selv om visse elementer er identiske, men af dette følger ikke automatisk revolutionsdeterminisme. Den overordnede strategi må bestå i selvforandring, fordi det ofte er en forudsætning for at kvinder skal handle politisk.

Selve erfaringsanalysen vil fremtvinge en selvforandring. Gennem den bliver vi opmærksomme på, at vor selvforståelse ofte er forkert, og at den konkret hindrer politisk handling. Vi oplever, at vor forståelse har lært os at forklare fænomener ud fra vore egne egenskaber. Når man senere får forståelse af andre årsagssammenhænge, føler man sig bedraget, og det fører til aggression. Ny forståelse og sindelag bliver et potentiale for forandringer. Selvbearbejdning medfører til ophævelse af den afmagt, som mange kvinder føler. Gennem denne selvbearbejdning finder man også frem til egne ressourcer. Bevidstgørelse er ikke udelukkende elendighedsstudier med et teoretisk formål, men er også mobiliserende og selvforandrende.

Selvforandring i hjemmesfæren er ligeledes nødvendigt for at kvinder kan sikre sig albuerum. Kønskampen i ægteskabet er nødvendig for at kvinder kan skaffe sig tid med ansvarsfrihed.

Det, som virker frigørende på hjemmefronten består ikke kun i, at mænd skal foretage sig andre ting, få nye erfaringer, men består lige så meget i, at kvinder etablere frirum for alternative handlinger- og får tænkepauser. 

Hverdagens politiske praksis

Små dagligdags handlinger er også nødvendige for at kunne høste breder erfaringer med undertrykkelsen. De er at sammenligne med undersøgelser; erfaringens politik indebærer desuden, at undertrykkende forhold må bearbejdes hvor og når de findes, selv om den aktuelle modpart i en konflikt ikke er årsagen. Erfaringsbearbejdning lærer en at tage også sine egne erfaringer højtideligt. Det medfører, at man ikke kan se bort fra egen misfornøjelse, men er nødt til at reagere mod den. I denne handlingsetik ligger også, at det er mere rigtigt at reagere ud fra egne konkrete erfaringer end ud fra andres - på andres vegne. Feminister har derfor kun ringe forståelse for mellemlagenes arbejderheroisme.

I denne opfattelse af lære og selvforandring ligger også et syn på forholdet mellem teori og praksis. Feminismen kræver en praksis, der tager udgangspunkt i det konkrete, i forholdet mellem erfaringer, erkendelser - og idealer. Feminister er i denne forstand utopister. Dermed bliver det organisatoriske pligtarbejde ikke den eneste praksis; man skal også «leve» ens standpunkter, føre et ideelt og eksemplarisk liv. Både som et middel inden for målets horisont og som et eksempel på overensstemmelsen mellem liv og lære. Skal andre tage een alvorligt, må man i hvert fald gøre det selv! I praksis er det ideelle liv ikke muligt - de ydre vilkår tillader ganske enkelt ikke «at leve feministisk», som hippierne «levede» deres revolution? Pointen er derfor at foretage politiske valg, også i sin livsførelse, når dette er muligt. F.eks. må kritikken af ægteskabet tages så alvorligt, at man forsøger at finde alternative måder at organiseret tilværelsen på.

Arbejdets organisatoriske forudsætninger

Både erfaringsbearbejdning og selvforandring er afhængige af egnede sociale og organisatoriske rammer. Det har bestået i den lille, selvstyrende kvindegruppe - lukket og stabil gennem længere perioder. Udveksling af erfaringer kræver en gensidighed og tryghed, som en gruppe er i stand til at skabe. Bearbejdning kræver, at der ikke findes en ekstern autoritet, der bruges til at fortolke materialet. Mænd som er bærere af den etablerede ordens autoritet, må derfor udelukkes. En løs, social struktur er i sig selv befordrende for forandringer, fordi forholdene mangler anerkendte og vanemæssige normer til fortolkning af konflikter og erfaringer. Den lille kvindegruppe har også vist sig at være et godt arbejdsredskab i optræning til en mere selvstændig kvinderolle, via gruppens sammenhold og støtten til den enkelte. Her bekræfter kvinderne gensidigt den nye kvindeidentitet hos hinanden - og hvem gør ellers det? (Se: Flad organisering).

Erfaringspolitiske misforståelser

Erfaringspolitikken har også sine afvigelser. Eet af dem er synet på erfaringer. Inden for visse sektorer af kvindebevægelsen har der eksisteret en opfattelse af, at egne erfaringer er tilstrækkelige, og er det eneste læremateriale. Andre erfaringer bliver anset for at være patriarkatets ideologiske produkter, men dermed afskærer man sig fra andre kundskabskilder og andre former for viden. Samtidigt fastholdes de umiddelbare erfaringers niveau og kommer derfor aldrig videre end til det fælles erfaringsindhold. Erfaringerne selv giver ikke altid de analytiske begreber; dette begrebsproblem skjules gennem en anti-intellektuel holdning.

Hvis man fastholder sine egne erfaringer som det eneste råstof, kommer men også let til at generalisere på et for spinkelt grundlag. Kvindebevægelsens sociale basis og erfaringer er ikke fuldkomne; det må man drage konsekvenserne af. Konsekvensen bliver ikke at separere bevægelsen fra dens rekrutteringsgrundlag, men at analysere bevægelsens materiale og politik ud fra dens sociale forudsætninger. Kvindebevægelsen pointe bliver ikke primært at forholde sig til andres erfaringer, men at analysere den begrænsede gyldighed, som ens egne erfaringer har, og disse erfaringers forudsætninger. Kun sådan kan erfaringer sættes i forbindelse med den materielle virkelighed, de udsprang fra.

Et problem. der viser sig i praksis, er tendensen til at forblive i intimsfæren. Det hænger sammen med, at man her finder de kvindeerfaringer, som følelsesmæssigt optager os - men man fastholder også erfaringer fra intimsfæren, fordi det er det letteste. For hvad skal man i grunden helt konkret foretage sig? Hvis en gruppe ikke får arbejdet til at glide, har de foreskrevne indgreb altid været organisatoriske. Forudsætningerne har implicit været, at hvis blot metoden finpudses og følges slavisk, vil der automatisk ske en indholdsmæssig forandringsproces - vi får denne automatiske cirkelproces. Det afspejler igen en tendens i kvindebevægelsen til en type socialteknisk tænkning, når det drejer sig om at forandre. Den traditionelle, socialistiske bevidstgørelse fastlagde læreprocessens indhold - de nye feministiske strømninger fastlægger processens forløb - og kan udmærket være et forløb uden indhold. Det må overvindes ved at finde frem til hvilke konflikter og hvilke erfaringer, som gennem bearbejdning giver en indgang til de grundliggende, samfundsmæssige konflikter. Det er hvad Oskar Negt kalder «eksemplarisk læring».

Erfaringspolitik og totalstrategi

Bevidstgørelsesarbejdet har af kvindebevægelsen aldrig været betragtet som bevægelsens eneste opgave eller for den sags skyld, som en overordnet forandringsstrategi, men den er alligevel blevet stående som strategi, da kvindebevægelsen i sine analyser endnu ikke har været i stand til at frembringe en overordnet strategi, der kunne konkurrere med andre politiske interesser eller organisationer. For bevægelsen og dens organisationer har det betydet, at mange kvinder kommer og går, for at gå over til andre politiske fora med bedre strategiske tilbud. På denne måde bliver det en rekrutteringsbevægelse og tappes for kræfter! Erfaringspolitikken er blevet stående som bevægelsens kendetegn - og som kvindepolitik.

S.N.