Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 13.906
: :
Privat

Ordet privat kommer af latin, privare: fratage, unddrage - i forholdet til det offentlige, dvs. staten eller fællesskabet. Det private er noget, der gælder det enkelte menneske personligt. Det private kan være ejendom, som ingen andre har ret til, eller det kan være intime tanker eller følelser, som ikke vedkommer offentligheden. Der eksisterer en forestilling om, at hvert enkelt individ har noget eget, er noget eget, og at der omkring det enkelte menneske ligger en «urørlighedszone», som filosoffen K. E. Løgstrup udtrykker det. Som vi skal se, er ingen af disse forestillinger om det private ukomplicerede.

Modsætningen mellem privat og offentlig - privat og publicus - er i forskellige former allerede kendt fra græsk og romersk historie. Den blev direkte udtrykt i romerrettens sondring mellem de retsregler, som angår borgerne indbyrdes og «private» forhold - privatret og offentlig ret. Dette skel er fortsat grundlæggende for det moderne retssystem. Vi har her et forhold, der indtager en fremtrædende stilling i Vestens historie: Forestillingen om at ikke alt tilhører herskeren eller fællesskabet, og at der findes et minimum af retsbeskyttelse og ejendomsret for det enkelte individ. Helt tilbage fra grækeren Herodot (ca. 485-425 f.v.t.) er denne forskel mellem «individets frihed» og «det asiatiske despoti» gang på gang blevet understreget i vestlig historieskrivning. Forskellen bliver ligeledes understreget af Machiavelli, og indgår i 1800 tallet i den vestlige selvforståelse og legitimering for «udbredelsen af civilisationen».

Der er grund til at antage, at under den lange udvikling af den liberale kamp for ytringsfrihed og borgerlige rettigheder har denne vestlige tradition spillet en stor rolle. Borgerskabets kamp fra 15-1600 tallet kunne støtte sig på forbilleder i antikken, og kravet om at noget var unddraget kongens eller kejserens magt fik større kraft. I den nye borgerlige forestillingsverden spillede forestillingen om privat ejendomsret en væsentlig rolle: Retten til at tage privat patent på opfindelser, retten til at have sine private meninger osv. Vilkårlige indgreb fra den almægtige hersker forekom aldeles urimelige og var i begyndelsen en alvorlig hindring for kapitalens udvikling. Uden sikkerhed for ejendom og patenter, ingen trang til at investere i produktionsmidler og opfindelser. Med god grund er kampen for privatejendomsretten derfor en ledetråd i den traditionelle borgerlige historieskrivning. Privatejendommen blev indbegrebet af det enkelte menneskes frie, produktive udfoldelse og materielle basis for selvstændige holdninger overfor kongemagt og kirke.

Borgerskabets kamp for retten til det private førte til et enestående hykleri - udover det liberale demokratis umistelige rettigheder. Eftersom modsætningen privat-offentlig blev en hjørnesten i den borgerlige kamp, opstod der i borgerskabets glansdage i slutningen af 1800 tallet en grim kontrast mellem på den ene side den «rationelle» og «patriotiske» moral og på den anden den private: Kristendom og prostitution i enhver tænkelig form.

Privatliv, erhvervsliv og bureaukrati

I vore dages samfund er privatlivet udsat for angreb fra to kanter: Fra de kommercielle selskaber og fra den offentlige forvaltning. Hele befolkningen har nu et privatliv med fritid og ferier. Gennem reklamen og en appellerende vareproduktion som orienteres mod kernefamiliens lyster og behov, bliver stadig større dele af fritiden iscenesat af erhvervslivet og udfyldt af indkøb, planlægning af indkøb og anvendelsen af indkøbte ting eller tjenester - f.eks. charterrejser til udlandet. I dette kommercielle mylder prøver den enkelte at finde sin «stil», og der opstår nye sociale grupperinger - ikke baseret på slægtskab eller naboskab, men på fællesskab i livsstil.

Den offentlige forvaltning griber på en række områder ind i privatlivet: Ved at overtage opgaver som tidligere blev varetaget af familien, naboskabet osv. og ved at regulere forhold - f.eks. mellem forældre og børn - som før var underlagt familiens egne magtforhold og regler. Det offentlige hjælpeapparat har skabt en social tryghed for enkeltindividet, som før var utænkelig. Samtidig synes flere og flere mennesker at blive afhængige af social hjælp og stadig nye grupper af eksperter.

I arbejdet med at påvirke og administrere befolkningen i et helt land har både erhvervslivet og det offentlige fået behov for stadig mere effektive styringssystemer. De nye EDB systemer med en række centrale «databanker» med oplysninger om hver enkelt indbygger, fremmaner skræmmebilledet af det totalstyrede samfund (se Totalitarianisme). I 1970'erne foregik der endnu en omfattende debat om personlig beskyttelse mod misbrug af disse enorme dataarkiver. Jo større centralisering af kapital og bureaukrati, jo større EDB arkiver, og desto større risiko for alskens former for misbrug. Debatten mundede ud i gennemførelsen af en registerlovgivning, som dog ikke hindrer, at visse offentlige myndigheder - bl.a. efterretningstjenesten - har mulighed for at sammenkøre personoplysninger fra de enorme offentlige registre.

For socialister melder det sig især tre opgaver i forbindelse med det private: 1. Afklaringen af hvad der i ens privatliv er politisk vigtigt at bringe frem i den offentlige debat, 2. Udforske vilkårene for alsidig kollektiv solidaritet og kollektive livsformer som den enkelte personligt føler «naturlig» og 3. Fastholde den tekniske landvinding ved EDB systemer i administration og kæmpe for den bedst mulige folkelige og lokale anvendelse af dem.

Det var den nye kvindebevægelse der fra begyndelsen af 1970'erne skabte parolen om at «gøre det private offentligt». Dermed blev arbejdsdelingen i hjemmet, opvækstvilkårene i familien, mænds og kvinders forskellige livserfaringer, reklamens og kulturindustriens formning af privatlivet taget op, analyseret og diskuteret. Resultatet blev et udvidet begreb om «politik» som bedre svarer til vor tids relationer mellem privatliv, erhvervsliv og bureaukrati. Sammenhængen mellem arbejde og fritid, mellem produktion og forbrug blev samtidig betonet.

Både i kvindebevægelsen og i de politiske organisationer udenfor fandt der en vis udviskning af skellene mellem privatliv og organisationsliv sted: Weekendarrangementer, fester, sommerlejre og forsøg på mere «personlige» omgangsformer i det hele taget førte samtidig til noget blåøjede forestillinger om det nye fællesskabs muligheder. En del af det nye søsterskab viste sig at være flygtigt. De «bløde» mænd og «bløde» organisationer var ikke så bløde alligevel. Også blandt mennesker med mange fælles interesser og holdninger kunne der være dybe personlige modsætninger og private gniderier.

I socialistiske organisationer og i et socialistisk samfund må der foregå en kontinuerlig debat om grænserne mellem det private og det kollektive eller offentlige. Der kan gøres meget for at skabe livssammenhæng, hvor folk får en alsidig og nær kontakt med hinanden. Vilkårene for personlig tillid og åbenhed er samtidig et spørgsmål om samfundsstruktur. Men det ville være naivt og derfor skadeligt ikke at respektere en personlig «urørlighedszone».

E.R.