Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Togo
DatoOpdatering
2015.01.26Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 1/7 2016
Læst af: 42.429
Verden  .  Afrika  .  Togo
: :
Togo
Befolkning4,5 mio.
ValutaCFA francs
Areal56.790 Km2
HovedstadLomé
Befolkningstæthed79,2 indb./Km2    
HDI placering139    

Land udgør en smal stribe, inddelt i forskellige horisontale regioner. I syd findes et lavt område med laguner, der er karakteristiske for Guinea bugten; kystområdet er tæt befolket og her dyrkes maniok, majs, bananer og oliepalmer. Længere mod nord findes et område med subsistenslandbrug, der gradvis afløses af kaffe- og kakaoplantager. Landet gennemskæres fra nordøst mod sydvest af Togo bjergkæden.

Folket: De dominerende etniske grupper er: ewé-adja (43,1%), tem-kabye (26,7%); gurma (16,1%); kebu-akposo (3,8%); ana-ife (yoruba) 3,2%. Efterkommerne af frigivne slaver der vendte «hjem» fra Brasilien kaldes «brasilianerne». De udgør en social gruppe med stor politisk og økonomisk indflydelse. En lille europæisk minoritet på 0,3 % er koncentreret i hovedstaden.

Religion: Flertallet praktiserer traditionelle afrikanske religioner (50%). Kristne (35%) muslimer (15%).

Sprog: Fransk (officielt). De vigtigste indfødte sprog er ewé, twi og hausa.

Politiske partier: Sammenslutningen af Togos Folk (RPT) var det eneste legale parti mellem 1969 og 1991; Koordinationen af nye kræfter. Oppositionens partier er: Unionen af kræfter for Forandring; Fornyelses Aktionskomiteen; Patriotisk panafrikansk Sammenslutning; Partiet for fornyelse og Demokrati; den Demokratiske Konvention af Afrikanske Folk; Unionen af uafhængige Liberale.

Sociale organisationer: Den Nationale Sammenslutning af Togos Arbejdere (CNTT)

Officielt navn: République Togolaise.

Administrativ inddeling: 5 regioner og 21 præfekturer

Hovedstad: Lomé, 790.000 indb. (1999).

Andre vigtige byer: Sokodé, 115.100 indb.; Palimé, 47.100 indb., Atakpamé, 40.300 indb. (2000).

Regering: Fauré Gnassingbé er præsident siden februar 2005, genvalgt i 2010 og 15. Komi Sélom Klassou er premierminister siden juni 2015. Parlamentet har ét kammer med 91 medlemmer.

Nationaldag: 27. april (Uafhængighed, 1960)

Væbnede styrker: 9.000 soldater (2003)

Paramilitære styrker: 750 (Gendarmeriet)

 

Togo var befolket af ewés folket, der endnu udgør en tredjedel af befolkningen. De er beslægtede med iboerne og yorubaerne i Nigeria og ashantierne i Ghana. De var fattige, levede i fred og deres spæde statsdannelser brugte Dagomba kongedømmerne i den nordlige del af området som forbillede.

Den enorme handel med mennesker gav området det triste navn Slavekysten. Herfra afskibedes millioner af slaver i det 16-19. århundrede for at blive solgt på det amerikanske kontinent.

Togo blev tysk koloni i 1884, efter at små lokale høvdinge langs kysten havde underskrevet «traktater» med tyskerne, men den tyske dominans kom ikke til at vare længe. Under 1. verdenskrig besatte engelske og franske tropper landet, og efter krigen blev det delt mellem disse med Folkeforbundets billigelse. Den vestlige del blev indlemmet i Ghana i 1956 efter en folkeafstemning arrangeret af briterne, mens den østlige del forblev under fransk koloniherredømme.

I 1958 vandt Sylvanus Olympio fra Unité Togolaise valget i landet, der da blev kaldt «det oversøiske territorium Togo». Hans program var orienteret mod selvstændighed, men modereret. Landet fik sin selvstændighed i 1960, og på det tidspunkt havde alle glemt en kontrakt undertegnet i 1957 med Benins Mineselskab. Ifølge dette dokument var det franske konsortium ejere af forekomsterne af fosfat, der var landets vigtigste naturressource. Det var en betydelig skår i glæden over selvstændighed. I 1963 blev Olympio myrdet ved en militæropstand anført af Etienne Gnassingbe Eyadema, der da var officer i de væbnede styrker. Olympio var samme år gået i gang med gennemførelsen af en række grundlæggende reformer inspireret af N'Krumahs radikale reformprogram i nabolandet Ghana.

Olympio blev efterfulgt på præsidentposten af Nicolás Grunitzky fra Parti Togolais du Progrès. Han havde været i opposition til den myrdede præsident og hans neokolonialistiske tendens. I 1967 blev han væltet ved et statskup af general Etienne Gnassingbe Eyadema, der indsatte sig selv som ny statschef.

I 1969 dannedes Sammenslutningen af Togos Folk (RPT), der fungerede som landets eneste legale parti, og som Eyadema var formand for. Hans regering var i udgangspunktet karakteriseret ved nationalistiske holdninger, som han dog senere bakkede tilbage fra. I 1972 nationaliserede han 35 % af mineselskabet, i 1975 51 %, og i 1976 blev hele produktionen og eksporten af fosfat nationaliseret.

Den 30. december 1979 blev der vedtaget en ny præsidentiel forfatning, og Eyadema blev valgt til præsident for en 7 årig periode. Hans regering nød godt af den gunstige økonomiske udvikling baseret på turisme, olie og stigende verdensmarkedspriser på fosfat. Men i 1981 faldt de internationale priser til halvdelen, og den internationale økonomiske krise medførte samtidig en drastisk reduktion i turismen fra Europa. Underskuddet på betalingsbalancen steg og udlandsgælden nåede op på 1 milliard dollars.

I juni 1984 indgik regeringen en låneomlægningsaftale med Parisklubben, der stillede endnu skrappe vilkår end dem IMF allerede havde stillet. Konsekvensen var totalt lønstop, reduktion af de statslige investeringer til et minimum og indførelsen af nye indtægtskilder som den voldsomt kritiserede «solidaritetsskat», der sænkede alle lønninger med 5 %.

I januar 1985 undertegnedes i Togos hovedstad den såkaldte «Lomé-3» aftale, der fastlægger rammerne for samarbejdet mellem ACP landene (de gamle koloniområder i Afrika, Caribien og Stillehavet) og EU.

I januar blev Eyadema genvalgt for yderligere en 7 årig periode med 99,95 % af stemmerne. Efter en kortvarig afbrydelse af kontakterne undertegnede Togo i 1988 en ny aftale med IMF. Med underskud på både handels- og betalingsbalancen og en udlandsgæld der i 1990 beløb sig til 1,27 milliarder dollars indledte regeringen et økonomisk kriseprogram, der inkluderede privatiseringen af de offentlige virksomheder.

Med det mål at oprette en jagtpark på 80 km2 blev over 10.000 bønder fra Kerán Oti distriktet i landets nordlige del i 1991 fordrevet fra deres jorder.

I april 1991 gennemførte oppositionen demonstrationer i en række byer. Den 8. april indtog over 1000 personer en af Lomés vigtigste bydele, byggede barrikader og krævede Eyademas afgang. Regeringen svarede voldeligt igen, over 30 blev dræbt og et ukendt antal såret. Den 12. april blev oppositionens politiske partier legaliseret, og Eyadema offentliggjorde en amnesti til de politiske fanger og indledte en demokratisk åbning.

Den 28. august udpegede en Nationalkongres Kokou Koffigoh til provisorisk premierminister. Han var præsident for landets Advokatråd og en kendt skikkelse i forsvaret af de menneskelige rettigheder. Nationalkongressen etablerede endvidere en lovgivende Nationalforsamling, der fjernede Eyadema fra posten som øverstbefalende for de væbnede styrker og forbød ham at opstille ved præsidentvalget i 1992.

Den 26. november 1991 besluttede Nationalforsamlingen at opløse RPT, men dette udløste et militærkup. To dage senere indtog militæret regeringsbygningen, opløste den lovgivende forsamling og tilfangetog Koffigoh i flere timer. Omkring 20 mennesker blev dræbt af militærpatruljer. Kupmagerne beskyldte den lovgivende forsamling for at bestå af ekstremister, der bagtalte præsident Eyadema. De politiske partier og øvrige oppositionsorganisationer opfordrede til at organisere modstanden for at hindre tilbagevenden til diktatur.

Den komplicerede politiske situation i Togo forværres yderligere af økonomiske, sociale og stammemæssige problemer. Eyadema tilhører f.eks. den nordlige del af kabye stammen, der med 12.000 soldater dominerer militæret. Til gengæld repræsenterer premierminister Koffigoh ewés folket i syd, der er landets største etniske gruppe. Under disse omstændigheder indledtes i 1992 forhandlinger om overdragelse af magten til civile. Der blev opstillet en tidsplan for tilbagevenden til demokrati, og vælgerkorpset blev registreret.

Oppositionen brød med Koffigoh i januar 1993, mødtes i Benin og udnævnte en ny parallelregering. Samme måned dræbte præsidentgarden over 100 demonstranter i Lomé, hvilket sendte tusinder af mennesker på flugt mod Ghana og Benin.

Eyadema gik med til at gennemføre valg i august. Under borgerkrigslignende tilstande «vandt» han med 96,5 % af stemmerne, i et valg der af oppositionen blev karakteriseret som ren svindel. De folkelige protester tog til, og i januar slap Eyadema uskadt fra et attentatforsøg, der blev gennemført af 100 bevæbnede mænd. 67 blev dræbt.

Oppositionen vandt parlamentsvalget i februar, men Eyadema afviste at tillade, at en af dens ledere, Edem Kodjo dannede regering uden deltagelse fra RPT. Fornyelses Aktionskomiteen der rummede oppositionsgrupperne besluttede sig derfor for at boykotte parlamentet, og lammede gennem størstedelen af året regeringen.

I juli medførte omfattende oversvømmelser af Lomé, at 150.000 mennesker mistede deres hjem. I september ødelagde 3 ugers regn hele landsbyer, veje og broer - især i landets nordlige og centrale dele. 21.000 mennesker mistede deres hjem.

I august 1996 trak Kodjo sig tilbage fra premierministerposten og blev erstattet af Kwassi Klutse fra RPT. I juli forstærkede oppositionen sine kontakter med henblik på samling, for således at få væltet Eyadema. Præsidenten havde nu været ved magten siden 1967 og blev udsat for pres fra selv militæret for at liberalisere det politiske system.

EU besluttede at bevilge 30 millioner dollars i bistand til regeringen til anvendelse indenfor områderne sundhed, uddannelse og til anlæg af veje i landområderne.

Den lovgivende forsamling vedtog i 1998 en ny presselov, der forbød vilkårlige arrestationer af journalister og andre politiovergreb, som de natlige «besøg» gennemført af sikkerhedsstyrkerne uden juridisk grundlag. Præsidentvalget i juni blev kraftig kritiseret af oppositionen, der karakteriserede det som svindel. Det blev vundet af Edayema med 52 % af stemmerne, mens Gilchrist Olympio - søn af den myrdede præsident - tabte. De følgende måneder var præget af hyppige demonstrationer fra oppositionens side mod det påståede svindel-valg.

I november 1999 trodsede tusinder af studenterende og lærere forbuddet mod at deltage i en protestdemonstration pga. forsinkelserne i udbetalinger af lærerlønninger og med krav om forbedring af undervisningskvaliteten. Men trods enkelte yderligere manifestationer af utilfredshed syntes situationen at blive normaliseret i løbet af året.

Gennemførelsen af et topmøde blandt de frankofone lande i Vestafrika i marts 2000 blev en diplomatisk succes for Edayema-regeringen. I topmødet deltog udover Togo, Benin, Niger, Burkina Faso og Côte d’Ivoire. For Togo gav det mulighed for tættere forbindelser til nabolandene.

En international undersøgelseskommission konluderede i februar 2001, at der efter valget i 1998 fandt systematiske krænkelser sted af menneskerettighederne - deriblandt sumariske henrettelser, tortur af fanger, voldtægter og bortførelser.

I august 2001 meddelte regeringen, at Eyadema respekterede forfatningen og nedlagde sit mandat i 2003. Fra dette år ville han nemlig iflg. forfatningen ikke på ny kunne stille op som præsident. Premierminister Kodjo skabte røre da han meddelte sin støtte til en forfatningsændring, der ville gøre det muligt for præsidenten at stille op til endnu en periode.

En måned senere blev 68 børn i alderen 18 måneder til 17 år sendt til togo efter at være blevet reddet fra en synkende båd. De menes at være ofre for smuglere af børnearbejdere. I båden blev der desuden opdaget mange lig. Handelen med børn finder overvejende sted i grænseområdet mod Benin og er et af landets største problemer. Midt i 2001 gav regeringen midler til en NGO, der arbejdede for beskyttelse af mindreårige, og den øgede desuden antallet af politifolk og soldater i marinen, der arbejder med at hindre denne handel.

Der skulle være afholdt valg i oktober 2001, men dette blev aflyst. I marts 2002 genoptog en fælleskommission sit arbejde. Den bestod af både folk fra regeringen og oppositionen, og var blevet nedsat i forlængelse af den politiske krise omkring 1998 valget. Kommissionen trådte sammen i Lomé med det formål at «genoplive den politiske dialog», gennem organisering af det lovgivende arbejde. Oppositionen havde afvist at deltage i den Nationale Valgkommission, indtil oppositionslederen og advokaten Yawovi Agboyibo blev løsladt. Han var blevet arresteret af myndighederne den 3. august 2001. Agboyibo blev løsladt 16. marts 2002, og oppositionen erklærede sig derefter villig til at genoptage dialogen med regeringen.

I april undertegnede landene i den Vestafrikanske Union en handelsaftale med USA. De havde indtil da overvejende været handelsmæssigt orienteret mod EU.

Regeringspartiet vandt parlamentsvalget i oktober 2002, og det fik de vigtigste oppositionspartier til at protestere mod den måde stemmerne blev talt op på. I december fjernede parlament den paragraf i forfatningen der hindrede Eyadema i at stille til en tredje præsidentperiode.

EU erklærede sig i februar 2003 villig til at deltage i organiseringen af valget i juni, på den betingelse at regeringen gav klare signaler om ønske om en demokratisk åbning, ville respektere valgresulatet og tillade alle politiske sektorer at deltage.

Omgærdet af beskyldninger om valgsvindel blev Eyadema i juni 2003 valg til en tredje præsidentperiode med 57% af stemmerne. EU havde besluttet sig for ikke at sende valgobservatører, eftersom betingelserne ikke var til stede for gennemførelsen af et frit og retfærdigt valg. Bistanden fra EU blev suspenderet frem til oktober.

Der blev spekuleret i, at Eyadema - Afrikas længst siddende diktator med 35 år på magten - var syg. Han var ikke blevet set siden fejringen af selvstændighedsdagen i januar.

Omkring 150 soldater blev i september sendt fra Togo til Liberia til forstærkning af den vestafrikanske fredsstyrke.

Eyadema døde i februar 2005. Efter en forudset forfatningsændring udpegede militæret hans søn Fauré Gnassingbé til posten som overgangspræsident. Et skridt der blev fordømt både indenfor og udenfor landets grænser og karakteriseret som statskup. Under parolen «Togo, et dødt land» opfordrede lederen af Aktionskomiteen for Fornyelse, Yawovi Agboyibo til demonstrationer, og der fulgte 2 dages demonstrationer mod militærets kup. Den Afrikanske Union truede med at indføre sanktioner mod Togo.

Præsidentvalget i april blev vundet af Fauré Gnassingbé med 60,22% af stemmerne. Efter resultatet blev kendt, kom det til uroligheder i Lomé, hvor oppositionen erklærede valget for svindel og præget af manglende gennemsigtighed. Gnassingbe overtog nu formelt præsidentposten, mens mindst 16.500 togolesere flygtede til Benin og Ghana fra den vold og det kaos der brød ud efter valget. Mange af flygtningene kritiserede sikkerhedsstyrkerne for overgreb.

I juni erklærede FN's menneskerettighedshøjkommissær Louise Arbour, at hun ville sende en mission til Togo for at undersøge rapporterne om overgreb mod de fundamentale rettigheder i landet før, under og efter præsidentvalget i april. Samme måned udnævnte Gnassingbe Kodjo til posten som premierminister. Oppositionslederen vendte dermed tilbage til samme post han havde beklædt i 1990'erne. Præsidentens bror, Kpatcha Gnassingbe blev udnævnt til forsvarsminister.

Oppositionsleren Harry Olimpio blev i februar 2006 anklaget af regeringen for at have planlagt et attentat mod et politihovedkvarter en måned tidligere. Olimpo nægtede kendskab til angrebet, og erklærede at han selv havde modtaget anonyme opkald hvor han blev advaret om en plan sikkerhedsstyrkerne havde lagt for at myrde ham.

I 2007 var der planlagt parlamentsvalg til afholdelse i juni, men i maj udsatte valgkommissionen dem til oktober. Som begrundelse gav kommissionen, at det var nødvendigt at rense ud i valglisterne, og at der skulle udvikles software, der kunne lette optællingen af stemmer.

Parlamentsvalget i oktober blev vundet af Gnassingbés RPT parti, der fik 72 ud af parlamentets 81 pladser. I starten af december udpegede præsidenten RPT medlemmet Komlan Mally til posten som premierminister.

Efter blot 9 måneder på posten trådte Mally i september 2008 tilbage. Han blev erstattet af Gilbert Houngbo. Iagttagere pegede på, at Mally havde været en svag premierminister, og det var baggrunden for hans udskiftning. Houngbo var en forholdsvis ukendt teknokrat, der havde været ansat i UNDP.

Præsidentvalget i marts 2010 blev vundet af Gnassingbé med 61% af stemmerne foran oppositionens Jean-Pierre Fabre, der fik 34%. Valget udløste store spændinger i oppositionspartiet UFC, der oprindelig havde nomineret sin grundlægger og præsident, Gilchrist Olympio. Men da denne i januar var i USA til behandling, opstillede partiet i stedet dets generalsekretær Jean-Pierre Fabre. Spændingerne mellem de to fløje i partiet tog yderligere til efter valget, og i slutningen af maj indgik Olympio på egen hånd en politisk aftale med premierminister Houngbo, der førte til at UFC fik optaget 7 ministre i dennes nye regering. Aftalen førte til, at Olympios modstandere krævede ham ekskluderet af partiet.

Gennem 2010 organiserede oppositionen fredelige demonstrationer i protest mod valgresultatet fra marts. Demonstrationerne blev rutinemæssigt angrebet af politiet. I juni blev 1 demonstrant dræbt af politiet. Snesevis såret i løbet af året og flere hundrede arresteret. Politiet anvendte rutinemæssigt tåregas mod demonstranterne. Der er udbredt straffrihed for politiet i Togo, og den ansvarlige for mordet i juni blev da heller ikke stillet retten.

Efter kritik fra Amnesty International i efteråret 2011 for politiets anvendelse af tortur indledte den nationale menneskerettighedsorganisation en undersøgelse. Dens rapport fra februar 2012 blev imidlertid censureret, og regeringen udsendte i stedet sin egen «rapport», der fritog politiet for ansvar. CNDH's formand Koffi Kounté bekræftede overfor Amnesty, at han havde været udsat for trusler, og at undersøgelserne bekræftede, at politiet anvendte tortur. Regeringens censur af rapporter udløste både nationale og internationale protester, som regeringen i sidste ende bøjede sig for. Den accepterede rapportens konklusioner og lovede at bekæmpe den udstrakte straffrihed til sikkerhedsstyrkerne. Men ved udgangen af året var der fortsat ikke taget skridt i denne retning. Myndighederne fortsatte med at anvende tortur, chikanere oppositionen voldeligt samt begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden.

I juni 2012 udbrød der flere dages demonstrationer mod en valgreform regeringen havde vedtaget i maj, der bl.a. fjernede begrænsningen på genvalg af præsidenten. Demonstranterne krævede tilbagevenden til forfatningen fra 1992, der rummede en sådan begrænsning. Demonstrationerne blev slået ned med tåregas og knippelsuppe. Præsidenten erstattede i juli premierminister Houngbo der overraskende havde trukket sig tilbage med den tidligere handelsminister Kwesi Ahoomey-Zunu.

Parlamentsvalget skulle oprindelig være gennemført i oktober 2012, blev derefter udskudt til marts 2013, for endelig at blive gennemført i juli. Det blev vundet af det regerende UNIR, der fik 46,7% af stemmerne og 62 af parlamentets 91 pladser, mens oppositionen samlet i Union des Forces du Changement (UFC) måtte nøjes med 27 pladser.

Mens der blev planlagt præsidentvalg til afholdelse i første kvartal 2015 var der fortsat usikkert hvornår der ville blive gennemført lokalvalg. Det sidste blev afholdt i 1986.

Gnassingbé blev genvalgt med 58,75% af stemmerne til en 3. periode som præsident ved valget i april 2015. Hans modkandidat Jean-Pierre Fabre fik 35,21%. Fabre stod i nogle dage fast på, at det var ham der havde vundet valget, men en uge efter valget bekræftede forfatningsdomstolen Gnassingbés valgsejr.

Sikkerhedsstyrkerne fortsatte traditionen med anvendelse af overdreven vold overfor demonstranter. Ved en demonstration mod etableringen af et nyt naturreservat i Mango i det nordlige Togo i november 2015 beskød sikkerhedsstyrker demonstranterne, dræbte 7 (deriblandt gravide og børn) og sårede 117. Lignende demonstrationer rundt om i landet i løbet af året blev ligeledes besvaret med skarp ammunition. Ingen medlemmer af sikkerhedsstyrkerne blev stillet for retten.

Uafhængige medier og websites blev lukket af myndighederne i løbet af året for spredningen af «falske informationer». En fransk statsborger blev idømt 2 års betinget fængsel for samme forseelse og udvist af landet.

Guia del Mundo

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Togo)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)