Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 21.133
: :
American Indian Movement (AIM)

Den Amerikanske Indianske Bevægelse (American Indian Movement, AIM) var den mest effektive, militante og folkelige bevægelse, der kæmpede for selvbestemmelse for de oprindelige folk i USA i det 20. århundrede.

Indtil starten af 1960'erne havde modstanden blandt de oprindelige folk i USA været lokal og diffus. På det tidspunkt var der konflikter i gang omkring fiske- og jagtrettigheder i Oklahoma, den nordvestlige del af landet og i andre indianske områder. Derfor oprettedes Det nationale indianske Ungdomsråd (National Indian Youth Council, NIYC), der overvejende bestod af børn af stammehøvdinge, der fungerede som koloni-nikkedukker for det statslige Bureau of Indian Affairs. NIYC var den første moderne pan-indianske organisation, der ikke var under statsmagtens kontrol. Den eneste anden betydningsfulde organisation på dette tidspunkt var Native American Church (NAC), hvis medlemsskare overvejende bestod af traditionelle indianere, hvoraf mange var spirituelle ledere for deres nationer.

Men begge grupper havde et begrænset potentiale. NIYC fordi organisationen var udpræget elitær, NAC pga. dens medlemmers isolation.

I 1968 stiftede indianere American Indian Movement (AIM) for at kæmpe for det indianske samfunds rettigheder i Minneapolis. De fleste af grundlæggerne havde en fælles baggrund fra de nordamerikanske fængsler og fattigdommen i byerne. AIM's mål var at bekæmpe politibrutalitet og forbedre mulighederne for de oprindelige folk. Dens tidlige ledere var Clyde Bellecourt og Dennis Banks. I 69 deltog AIM i besættelsen af Alcatraz øen i San Francisco bugten, og i 70 havde bevægelsen udbredt anerkendelse blandt de indianske folk i USA. De fleste af dens medlemmer var yngre fremmedgjorte indianere fra byerne - en anden medlemssammensætning end NIYC's collegeuddannede unge, eller de traditionelle medlemmer af NAC. AIM's militante orientering, dens villighed til aktivt at støtte op om indianernes kampe overalt i landet samt de desperate forhold i reservaterne og i byernes indianske miljøer gjorde AIM attraktiv for en ny generation af aktivister. I denne periode var Russell Means, Carter Camp og John Trudell ledere af bevægelsen.

I 1972 gennemførte bevægelsen sin «Spor af brudte traktater» kampagne - en karavane gennem landet der fokuserede på de rettigheder, de oprindelige folk skulle have iflg. de forskellige traktater. Karavanen endte med besættelsen af Bureau of Indian Affairs (BIA) kontorer i Washington D.C. og gjorde dermed bevægelsen til en størrelse, myndighederne måtte regne med. Regeringen forhandlede sig frem til en aftale for at få bragt besættelsen til ophør. Under besættelsen fandt AIM dokumenter, der bagefter blev offentliggjort, og som afslørede korruption og magtmisbrug indenfor BIA.

Året efter blev AIM verdenskendt, da den støttede Oglala Sioux indianere fra Pine Ridge i deres kamp mod den diktatoriske og BIA-støttede høvding, Dick Wilson. Sammen besatte de landsbyen Wounded Knee og holdt den i 71 dage. Regeringen indsatte Phantom jetfly, pansrede mandskabsvogne, føderale marshalls og enheder fra den 82. Luftbårne Division mod indianernes håndvåben, og hele operationen blev ledet fra kælderen under præsident Richard Nixons Hvide Hus.

I sommeren 1974 gennemførte AIM en konference i Standing Rock Sioux reservatet. Tusinder af indianere deltog og besluttede at stifte International Indian Treaty Council (IITC), der skulle arbejde for international anerkendelse af de oprindelige folks traktatrettigheder. Ved slutningen af året havde IITC et kontor på den anden side af gaden fra FN, og søgte støtte fra tredje verdenslande og alliancefri stater, på samme måde som SNCC havde gjort ti år tidligere.

I årene efter Wounded Knee organiserede AIM sig i de indianske samfund i hele Nordamerika, kørte overlevelsesskoler hvor politisk økonomi var et af emnerne, og afholdt konferencer med talere fra bl.a. ANC og ZANU i Zimbabwe. Trods disse projekter lykkedes det aldrig at udvikle AIM til en stærk national organisation.

Selv på højden af sin popularitet var det en bevægelse uden formelt medlemsskab, uden mulighed for at stille sine ledere til regnskab for deres handlinger, og uden nogen klar politisk platform. Wounded Knee skaffede AIM støtte fra de fleste oprindelige folk i USA, men omkostningerne var høje: Snesevis af aktivister blev efterfølgende stillet for retten i Rapid City, Sioux Falls, Cedar Rapids og St. Paul. Retssagerne drænede de fleste af bevægelsens ressourcer og placerede den i en defensiv position.

Samtidig tog repressionen mod AIM til. Dens aktivister blev chikaneret, overvåget eller der blev stillet fælder for dem. En rådgiver for AIM lederen Dennis Banks blev afsløret som FBI agent, og udtrykte omfanget af myndighedernes infiltration af bevægelsen.

Samtidig tog de interne politiske modsætninger til i denne periode, da nogle af bevægelsens ledere anlagde en mere spirituel tilgang og afstand fra alliancer med venstrefløjen. Andre modererede deres holdninger og begyndte at samarbejde med høvdingene.

I slutningen af 1970'erne var AIM ikke længere nogen betydende organisation blandt de oprindelige folk. Den eksisterede alene takket være en række nationale ledere, der i deres retorik hævdede, at bevægelsen fortsat var levedygtig, samt pga. eksistensen af nogle institutioner som overlevelsesskolerne og IITC.

P.S.

Litteratur

Buhle, Mari Jo et al: Encyclopedia of the American Left. University of Illinois Press, Urbana, 1992.
Matthieson, Peter: In the Spirit of Crazy Horse. Viking, New York, 1983.
Talbot, Steve: Roots of Oppression: The American Indian Question. International Publishers, New York, 1981.