Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/7 2007
Læst af: 22.847
: :
Marxistisk økonomi

Begrebet marxistisk økonomi dukkede op i årene efter Marx’ død som en betegnelse for analyser af den kapitalistiske økonomi, der i et eller andet omfang havde udgangspunkt i Marx’ analyser af kapitalismens økonomiske struktur og udvikling, der omfattede de teorier om kapitalismens struktur og udvikling og ikke mindst dens undertrykkende karakter, som Marx begyndte at arbejde med fra 1857 og til sin død - kun afbrudt af sygdom og politisk arbejde. I de knapt 120 der er gået siden Marx døde, er marxistisk økonomi blevet et meget bredt og omfattende begreb, der i den ene ende rummer forsøg på at videreudvikle Marx’ teorier til en bred samfundskritik af den moderne kapitalisme og i den anden forsøg på at modstille dele af Marx’ teorier med borgerlig økonomisk teori - ikke mindst hvad angår teorier om prisdannelse (priser og produktionspriser) og om kriser og konjunkturbevægelser. Betegnelsen marxistisk økonomi indeholder imidlertid ikke nogen model til analyse af økonomien i socialistiske samfund. I den forstand dækker termen alene teorier om og forståelser af kapitalismens økonomi.

Kritikken af den politiske økonomi

Udgangspunktet for Marx’ samfundskritik og hans udvikling af en kritisk teori om kapitalismen var samfundets materielle produktion og dennes organisering. Det er vigtigt at være opmærksom på, at Marx selv brugte begrebet politisk økonomi om sin samtids økonomiske teorier og betegnede sine egne arbejder med at undersøge disse teorier som «kritik af den politiske økonomi» eller som han skriver i et brev til Lassalle: «en kritisk fremstilling af den borgerlige økonomis system».

Denne kritik fra Marx’ side var resultatet af en lang systematisk kritisk undersøgelse af de vigtigste af datiden politisk-økonomiske teorier. Den klassiske politiske økonomi (Ricardo, Smith) havde iflg. Marx kun delvis forstået kapitalismens markedsmekanismer og modsætninger (tydeligst i arbejdsværditeorien hos Ricardo), men ikke forstået vareformen og arbejdskraften som vare og dermed ikke merværdien. Grundlaget for den kapitalistiske tilegnelse af værdien i en form hvor udbytning og undertrykkelse blev formidlet via markedet kunne ikke forklares hos de klassiske politiske økonomer. En omfattende kritisk læsning af den klassiske politiske økonomi udgjorde grundlaget for den kritiske analyse af kapitalismen, som Marx først og fremmest udviklede i Kapitalen. De politiske økonomer i perioden efter Smith og Ricardo - hvor kapitalismen blev den dominerende produktionsmåde i England - betegnede Marx som vulgærøkonomer (Bentham, Say, Malthus), hvis vigtigste opgave var at legitimere kapitalismen. Marx kritiserede dem skånselsløst.

Marx’ præsenterede den første plan for sin kritik af det kapitalistiske samfund i «Zur Kritik der Politischen Ökonomie» fra 1859. Afbrudt af journalistiske arbejder, politisk aktivitet og dårligt helbred arbejdede Marx i resten af sit liv med en kritisk fremstilling af det kapitalistiske samfunds struktur, fra produktion af varer over handel, kredit og kriser til stat og verdensmarked. Flere vigtige manuskripter fra dette arbejde er først blevet kendt i dette århundrede: først og fremmest «Grundrids», «Resultater af den umiddelbare produktionsproces» og «Teorien om merværdien». Disse hidtil uudgivne og ufuldstændige manuskripter viser tydeligere end «Kapitalen», hvorledes Marx arbejdede med sin kritiske metode, som han kun få steder har gjort rede for. Sammenhængen mellem den Hegel-inspirede abstraktionsproces i begrebsudviklingen og de historiske forudsætninger herfor finder vi formuleret i indledningen til «Grundrids», hvor Marx argumenterer for, at begreberne skal analyseres ud fra deres historisk mest udviklede former. Først på baggrund af de mest udviklede former kan man forstå deres udvikling og særlige historiske udformning. Med eksemplet arbejde udtrykkes dette i følgende kendte citat:

«Dette eksempel med arbejdet viser slående, hvorledes selv de mest abstrakte kategorier - på trods af, at de netop på grund af deres abstrakte karakter er gyldige for alle epoker - alligevel i denne abstraktions bestemthed er produktet af historiske forhold og kun besidder gyldighed for og indenfor disse forhold.» (Grundrids, Bind 1 1974 s. 24)

Dette metodiske princip anvender Marx til en systematisk kritik af den politiske økonomis kategorier for herved at nå frem til at forstå og analysere de særlige former, som centrale begreber som penge, værdi og arbejde og deres indbyrdes relationer må have i en kapitalistisk økonomi, som i Marx' analyse udgør en særlig historisk form for organisering af samfundsøkonomien, hvor herredømmeforholdene og tilegnelsen af det samfundsmæssige merprodukt, er skjult i en tilsyneladende ligestilling mellem ejere af kapital og ejere af arbejdskraft.

Kun Kapitalens 1. bind blev færdigredigeret og udgivet af Marx selv. Engels færdigredigerede og udgav de 2 følgende bind af kapitalen efter Marx’ død og det har fået konsekvenser for udviklingen af «marxistisk økonomi», idet Engels ikke har fulgt eller forstået Marx’ fastholdelse af, at værditeorien og værdiformen er en teori om grundstrukturen i den kapitalistiske økonomi. Det er især i formanalysens skelnen mellem væsenskategorier, og de nødvendige former disse bevæger sig i - eksempelvis forskellen mellem merværdi og profit eller mellem arbejdskraftens værdi og arbejdslønnen - at Engels drejes i retning af en teori om historiske udviklingsfaser, hvor kapitalismen blot er en af disse faser. Dette er meget tydeligt blevet påvist i en ny analyse af Hans-Georg Backhaus og Helmuth Reichelt (1994).

I Kapitalen finder vi den mest udførlige fremstilling af kernen i Marx’ kritiske teori om kapitalismen - analysen af varen. Rigdommen i dette samfund viser sig som «en uhyre vareophobning» (Kap. 1, 128), og Marx havde gennem sine omfattende studier af den klassiske økonomi gennemhullet dennes forståelse af den kapitalistiske vareproduktion. Hvad der stod tilbage var at vise, hvorledes man med udgangspunkt i privatejendommen og det lige varebytte på markedet, kunne forklare produktionens samfundsmæssige sammenhæng, herredømmeforholdene i produktionen og den stigende sociale ulighed.

Varen er en enhed af brugs- og bytteværdi: af konkret nyttigt arbejde som brugsgenstand og samfundsmæssigt arbejde i varebyttet mod andre brugsværdier. Det er gennem varens værdiform, at Marx kan vise hvorledes varens dobbeltkarakter kan fungere som grundelementet i denne form for produktion, der besidder en hidtil uhørt social dynamik, som viser sig i en stadig voksende arbejdsdeling og produktivitet.

Det særlige forhold at varen samtidig eksisterer i en dobbeltform - som naturform og værdiform - gør dette muligt. Ved at inddrage det levende arbejde i denne betragtning - dvs. køberens anvendelsen af den arbejdskraft som dens ejer, arbejderen er tvunget til at sælge for at kunne erhverve fornødenheder til livets opretholdelse fordi hun/han ikke ejer produktionsmidler - åbner Marx i modsætning til den klassiske økonomi for en sammenhængende teori om merværdiens opståen. Arbejdskraften skal som enhver anden vare sælges til sin værdi, dvs. hvad der kræves af varer til dens opretholdelse - i form af arbejdsløn -, men ejeren af produktionsmidlerne får den fulde rådighed over denne arbejdskraft for et givent tidsrum og dermed også over værdien af anvendelsen af arbejdskraften. Dette er helt i overensstemmelse med markedsbyttets vilkår, men her findes samtidig den samfundsmæssige mulighed for at anvendelsen af arbejdskraften vil resultere i en produktion af varer med en samlet større værdi. Forskellen tilegnes af ejeren af produktionsmidlerne som profit, legitimeret på baggrund af dennes udlæg af kapital (penge) til køb af arbejdskraft og produktionsmidler. En tilegnelse der i sin form tilslører herredømmeforholdet, og får det til at fremstå som et lige bytteforhold.

Nøglebegreberne i Marx’ kapitalismeanalyse

Varens værdi

En vares værdi er den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der skal anvendes til denne vares fremstilling. Varen udgør en enhed af brugs- og bytteværdi, hvor bytteværdien er den form som på markedet gør det muligt at udveksle forskellige varer mod hinanden gennem det de alle har fælles-  bytteværdien - som viser sig i pengeformen.

Penge

Penge er både cirkulationsmiddel for udveksling af varer på markedet, og under kapitalismen endvidere den form der gør det muligt at opsamle værdi. Hvor den enkelte vares værdi altid er lokalt og fysisk bundet til konkrete nyttige formål (brugsværdi), som viser sig i varebyttet på markedet, så er værdien i pengeform uden grænser. Allerede i Kapitalen fremhæver Marx, at det først er verdensmarkedet, der er pengenes virkelige funktionsområde. (s.156)

Penge-kapital

Næste spørgsmål Marx rejser er hvorledes penge kan forvandles til kapital, dvs. til en værdi der bliver til mere værdi, når udgangspunktet er at alle varer byttes til deres værdi.

Svaret er, at den historiske adskillelse af besiddelse af de nødvendige produktionsmidler til at forsøger sig selv for et stort flertal af mennesker gør det ikke bare muligt men tvingende nødvendigt at de må sælge deres arbejdskraft for et tidsrum som vare. «Arbejderen er fri i dobbelt forstand, har fri råderet over sin person og er fri for at eje de nødvendige midler til at anvende sin arbejdskraft», skriver Marx (183) .

Arbejdskraft

Ved at erhverve den særlige vare arbejdskraft og de nødvendige produktionsmidler kan en given pengesum forvandles til kapital. Marx indfører betegnelsen variabel kapital for den pengemængde (værdi) der lægges ud til arbejdskraft og konstant kapital for den pengemængde (værdi), der lægges ud til produktionsmidler.

Anvendelsen af arbejdskraften i produktionsprocessen skaber en værdi i form af en mængde produkter, der er større end udlægget til køb af arbejdskraft (arbejdsløn). Denne forskel, værdiskabelsen eller værdiøgningen, er processen bag frembringelsen af det helt særlige ved kapitalismen, merværdien.

Absolut merværdi

Betragtet som arbejdstid taler Marx om den nødvendige arbejdstid (til arbejdskraftens reproduktion) og merarbejdstiden (den restende tid arbejdskraften arbejder for arbejdslønnen) og sat i forhold til hinanden danner de merværdiraten. Merværdien kan forøges på to måder, ved at forlænge den daglige arbejdstid således at endnu flere arbejdstimer pr. dag bliver til merværdi, den absolutte merværdi. Presset mod forlængelsen af arbejdsdagen kan arbejderne kun modvirke gennem organisering (fagforeninger), som kan forøge at regulere konkurrencen arbejderne imellem. Marx bringer adskillige eksempler på sin samtids hensynsløse rovdrift på arbejdskraften i form af lange arbejdsdage.

Relativ merværdi

Den anden måde at forøge merværdien på er ved at mindske arbejdskraftens værdi gennem billiggørelse af de varer der medgår til arbejdskraftens reproduktion, den relative merværdi. Dette forudsætter en produktivitetsudvikling i industrien og er en proces som via konkurrencen mellem kapitalisterne om stadig større markedsdsandele er uundgåelig. Udviklingen af maskineri og storindustri frem til dagens høj- og informationsteknologisk baserede produktion belyser dette med al ønskelig tydelighed.

Det forhold at merværdien har sin oprindelse i, at arbejderen (arbejdskraften) arbejder længere end hvad der er nødvendigt for dens opretholdelse er ikke umiddelbart synligt. Arbejdskraften købes til sin værdi, arbejdslønnen, og denne kan i form af tids- og stykløn udslette alle spor af en opdeling af arbejdsdagen i en betalt og ubetalt del. Arbejdslønnen fremtræder i så fald som retfærdig - som om alt arbejdet er betalt med arbejdslønnen. At arbejdslønnen fremtræder som værdien af arbejdet er afgørende for arbejdere såvel som kapitalisters retsforestillinger og frihedsillusioner og andre mystifikationer, hvor de egentlige herredømmeforhold i produktionsprocessen såvel som i samfundet tilsløres. For hele dette komplekse spørgsmål om den kapitalistiske produktionsmådes mystifikationer og bevidsthedsformer er analysen af arbejdslønnen central, og det var et tema Marx havde planlagt at udarbejde som afslutning på sin analyse af kapitalismen, men det blev kun til de sidste kapitler i 3. bind af Kapitalen (Revenyerne og deres kilder).

Kapitalakkumulation

Hvorledes den mere grundlæggende udvikling eller vækst sker under kapitalistisk produktion fastholdes i begrebet kapitalakkumulation, hvor Marx indfører begrebet den organiske sammensætning - forholdet mellem produktionsmidler og arbejdskraft set i et samfundsmæssigt perspektiv. Tvangen eller nødvendigheden af hele tiden at udvikle produktiviteten og producere billigere og bedre end konkurrenterne betyder en stadig skærpet konkurrence med en centralisering og koncentration af kapital som resultatet for kapitalen. For lønarbejderne betyder det en krisefyldt udvikling gennem skabelsen af en relativ overbefolkning ved hele tiden at efterspørge færre arbejdere og udstøde beskæftigede. Denne overbefolkning eller reservearme trykker gennem skærpet konkurrence om arbejdet lønnen for de beskæftigede, og bidrager herved til at styrke kapitalens herredømme.

Kapitalens cirkulationsproces

I Kapitalens 2. bind er temaet kapitalens cirkulationsproces, hvor Marx først og fremmest undersøger cirkulationsprocessens struktur og indvirken på kapitalens kredsløb - nogle af de forhold der blev forudsat i kapitalens 1. bind.

Forhold som omløbstid, cirkulations-, opbevarings- og transportomkostninger undersøges for at nå frem til et begreb om kapitalens omslagstid og dennes opdeling i en fast og en cirkulerende kapital samt produktionstid. Marx bruger denne undersøgelse af betingelserne for kapitalens reproduktion til at opstille en model bestående af en sektor 1, produktionsmidler og sektor 2, konsumtionsmidler som igen kan opdeles i variabel og konstant kapital. 2-sektormodellen bruges til at vise omfanget af problemerne, dvs. de modsætninger og uligevægte der opstår, hvis man forudsætter en uforstyrret cirkulation i en akkumulerende kapitalisme. Den virkelige kapitalismes «løsning» på disse modsætninger i form af kriser er temaet for den samlede analyse af cirkulationsprocessen.

Kapitalens produktion og cirkulationsproces som en enhed

Akkumulations- og kriseproblematikken er hovedtemaet i 3. bind, hvor det er enheden af den samlede proces - produktion og cirkulation - der undersøges.

Begrebet kostpris - værdien af produktionsmidler og arbejdskraft - fremstår for kapitalisten som de samlede omkostninger der er fælles om at frembringe en merværdi, som nu tager en ny form som profit. Hvor merværdiraten udtrykte merværdi i forhold til arbejdskraftens værdi så udtrykker profitraten nu merværdien i forhold til kostprisen, hvorved «merværdiens oprindelse og hemmelighed tilsløres og opløses» (58).

Kriser og profitratefald

Kapitalismens samfundsmæssige dynamik - som gennem konkurrencen virker overfor de enkelte kapitaler - fører til dannelsen af en gennemsnitsprofitrate, som i forhold til de enkelte kapitalister fremstår som det forventelige afkast på kapital af en given størrelse, uanset produktionsgren. Netop denne udligningsproces fremtvinger en stadig tvang til udvikling af produktiviteten og besparelse af arbejdskraft med det resultat, at den gennemsnitlige profitrate falder. Loven om profitratens tendentielle fald og de modvirkende tendenser hertil er den mest centrale og kendte kriseteori i Marx' kapitalismeteori, som allerede er præsenteret i den almene analyse af kapitalens akkumulationsproces i begrebet om kapitalens organiske sammensætning. Det er samtidig også den teoretiske sammenfatning fra Marx’ side af alle de modsætningsfyldte tendenser i den kapitalistiske økonomi, som gennem en krisefyldt udvikling søger at overvinde alle geografiske og nationale skranker og begrænsninger.

Nyudviklinger af Marx' økonomikritik

Allerede i løbet af de første 20 år efter Marx' død tegner der sig et kompliceret billede af en række retninger, der inspireret af Marx teoretiserer over strategier til regulering af den kapitalistiske økonomi. De første socialdemokratier i Europa havde en klar inspiration fra Marx, omend de sjældent stod i et tæt dialogisk forhold til værditeorien - og slet ikke til værdiformsanalysen. (Det er i realiteten først Frankfurterskolen med Grossmann og Loewenthal, der fra slutningen af tyverne atter sætter fokus på Marx' økonomikritik som værdiformsanalyse).

De socialdemokratiske politiske strateger er især Rudolf Hilferding, K. Kautsky og Otto Bauer. Fra Marx' økonomitænkning hentede de først og fremmest en analyse af kapitalismens planløshed og tilbagevendende krise - med hertil hørende klasseulighed. Men i modsætning til Marx hæftede de sig ved de økonomiske mekanismer, som syntes påvirkelige med statslige reguleringer (finanssektoren, politisk løndannelse, nationalisering af nøglesektorer mm). Efterhånden konvergerede disse reguleringsteorier til forskellige former for neoklassisk vækst - og udviklingsteori.

Men inden for den mere snævre kategorielle ramme i Marx' økonomikritik sker der en udvikling/videreførelse i relation til analyser af verdensmarkedet og kapitalens internationalisering. Marx åbner denne analyse i «Kapitalen» og «Grundridse» igennem et lille kort oplæg om verdensmarkedet og et lige så kort oplæg om kolonisering. I første omgang er det Lenin, som i en politisk teorisammenhæng formulerer begrebet om imperialismen, som kapitalismens højeste stadium. Men Lenins teori er ikke en dybdeanalyse af den økonomiske logik i imperialismen, og den har således også alene været brugt som udgangspunkt for en forståelse af den imperialistiske konkurrence om råstofferne. Efter den store koloniafvikling efter 2. verdenskrig blev der behov for en nyformulering af en økonomikritisk teori om imperialisme - byggende på globale økonomiske dominansrelationer. Dominansen opretholdes igennem bytterelationer og kapitalinvesteringer i såkaldt 3. verdenslande, med en undergennemsnitlig produktivkraftsudvikling og først og fremmest en stor sektor baseret på naturalieøkonomi eller simpel vareproduktion. Teorierne kritiserer de neoklassiske forestillinger om, at kapitalistiske centres øgede investeringer og samhandel med 3. verdenslande formidler en jævn velfærdsudvikling og modernisering. Det hævdes i imperialismeteorierne, at der tværtimod sker en blokering af disse landes modernisering og velfærdsudvikling. Det er især nyere teoretikere som P. Jalè, H. Magdoff , Samir Amin og Andrè Gunther Frank, som åbnede denne videreudvikling af Marx' økonomikritik i 1960'erne og 70'erne. Også Elmer Altvater har fastholdt et nutidigt teoriudviklingsarbejde med denne side af økonomikritikken. (se nedenfor).

Kontroverserne om Marx' økonomiske kategorier - specielt kriseteorien

Det er bemærkelsesværdigt, at den teoretiske kritik af Marx med få undtagelser aldrig har forholdt sig til formlogikken eller indholdet i teorien om værdiformen. Det hænger bl.a. sammen med, at bl.a. «Grundrids» først blev tilgængelig, efter at den ukrainske revolutionsveteran Roman Rosdolsky i eksil i USA i 1960'erne havde beskrevet dette værk som et væsentligt forarbejde til «Kapitalen» . Det var således også først efter 1968 - hvor «Grundrids» første gang blev udgivet på tysk - at disse aspekter af Marx' økonomikritik overhovedet blev omfattende tematiseret. Men selv efter dette tidspunkt hører det til undtagelserne, at Marx-kritikere har diskuteret eller forhold sig til værdiformsanalysen, som grundlag for forståelsen af Marx' økonomiske teorier. (Undtagelsen er her hjemme H. Andersen 1975).

Derimod er der et utal af Marx-kritikker, som i forlængelse af at Böhm Bawerk i 1880'erne søgte at tilbagevise værditeorien - i 1880'erne - som værende logisk inkonsistent, har bidraget til at problematisere den storslåede teoribygning i «Kapitalen». Böhm-Bawerks kritik hævder, at værditeorien må opgives, fordi den ikke kan løse logiske problemer ved at indregne forskellige slags arbejders forskellige værdiskabende evne. Følgelig bliver værditeorien empirisk uhåndterbar og vejen åbnes for en værditeori baseret på den neoklassiske subjektive nytteværdi. I den marxkritik som udgår fra Böhm-Bawerk og de senere neoklassiske økonomer negligeres det væsenslogiske metodeapparat; men det kan ganske vist også kan være vanskeligt at få øje på i Engels redigeringer af «Kapitalen». Opgives værditeorien og merværditeorien hos Marx falder hele det økonomikritiske begrebsapparat sammen og kapitalismens konflikter og modsigelser reduceres til sociologiske beskrivelser af social ulighed og fremmedgørelse forbundet med stigende centralisering og koncentration af kapital.

Heller ikke teorien om profitratens tendens til fald kan i så fald opretholdes og forklaringerne til kapitalismens tilbagevendende økonomiske konjunkturkriser må reduceres til ubalanceproblemer, der kan og skal reguleres bort ved hjælp af staten.

Enkelte marxistisk inspirerede økonomer har forsøgt at fastholde arbejdsværdiloven og på dens eget grundlag kritiseret teorien om profitratens tendens til fald (det gælder f.eks. Paul Sweezy og Ernst Mandel. Denne diskussion handler bl.a. om den samme indbyggede systematik, der fremmer profitratens tendens til fald, og i sig også bærer på en lige så systematisk logik, som modvirker det selvsamme fald. Denne diskussion om forholdet imellem profitrateloven og de modvirkende tendenser er en uafsluttet kontrovers, som har stor betydning for vurderingen af akkumulationsformerne i den nutidige internationaliserede kapitalisme. Det uløste problem drejer sig bl.a. om, hvordan den værdidestruktion (renselsesproces) som systematisk sker igennem den relative merværdiproduktions udvikling af arbejdets produktivkraft, formidles i de konkrete konjunktursvinger.

Her ved årtusindskiftet er sporet efter Marx' økonomiske kategorier meget lidt tydelige i den økonomiske videnskab. Iblandt fagøkonomer kendes Marx først og fremmest som én blandt de klassisk politiske økonomer . Dette er forbavsende, fordi det netop ikke afspejler, at fagøkonomien har gjort andre fremskridt i retning af at kunne opstille sammenhængende teorier om årsagerne til økonomiske kriser og større globale konjunkturudsving. Man må således også antage, at ophøret af en krisediskussion byggende på Marx' økonomikritik snarere skyldes relevante blokeringer overfor de politiske figurer, den har været kædet sammen med, end det skyldes en udtømning af teoriens intellektuelle og logiske bærekraft. En undtagelse fra reglen om at ingen økonomer i dag i dybden beskæftiger sig med Marx' kriseteori er den norske økonom og filosof Jørgen Sandemose og den tyske økonom Elmer Altvater. Begge har stædigt deltaget i tilbagevisninger af overfladiske tolkninger og læsninger af Marx' akkumulations- og kriseteori.

Den marxistiske økonomikritik og opfattelsen af arbejderklassen

Når økonomikritikkens kategorier og grundlæggende forståelsesformer af kapitalismens udvikling og krisemodsigelser ikke formår at markere sig på dagsordenen i nutiden, skyldes det mere de politiske selvforståelser, som analyserne oftest har været forbundet med og mindre den indre konsistens og intellektuelle overbevisningskraft. Især kriseteorien har politisk været bundet til forskellige varianter af en «elendighedsteori» (Rosa Luxemburg) - hos nogle sågar en sammenbrudsteori (H. Grossmann).

Det kan tilskrives økonomikritikernes manglende følsomhed overfor inddragelsen af kompliceringsfaktorer i akkumulationens tendens til at skabe et «proletariat» - at den for hurtigt er blevet indlejret i en for firkantet politisk diskurs om polariseret klassekamp og homogenisering af arbejderklassens situation. Uden realistiske genspejlinger i virkelighedens sociale forhold har det været vanskeligt at fastholde en diskussion af de grundlæggende elementer i teorierne. Der er mange grunde til såvel individualisering som øgede differentieringer eller opdelinger af arbejderklassen. Disse klassekampsdæmpende forhold træder i hvert fald for tiden frem med så stor evidens, at en teori der i sig lægger op til øget polarisering imellem lønarbejde og kapital synes at miste fodfæste.

Imidlertid kalder det snarere end på en konkretiseret analyse af netop disse kompliceringsfaktorer end en opgivelse af de økonomikritiske kategorier.

Vækstkritik og akkumulationsteori

Selv om der således ikke her ved årtusindskiftet er megen grøde i Marx økonomikritiske kategorier, er der grund til at antage, at vi står overfor en mulig renæssance. Marx' økonomikritik er i det 20. århundrede blevet aktualiseret, når den borgerlige - fortrinsvis neoklassisk inspirerede - økonomitænkning er ramt i sin indre forklaringskraft. I de seneste 15-20 år er det ikke «udviklingen i de sociale forhold», som har problematiseret det kapitalistiske akkumulationssystem; men derimod den økologiske balance. Her er der til gengæld åbnet en ny form for kritik af den borgerlige økonomi (bl.a. Daly 1991 og Altvater 1992). Denne kritik opererer ikke eksplicit på den marxistiske værditeori eller værdiformsteori, men problematiserer en «grænse for vækst» som ligger i naturressourcer - som principielt også omfatter den levende natur - mennesket, det levende arbejde. Det vigtige i denne kritik er parallellen til Marx' akkumulationskritik, der påviser at kapitalismen har udviklet sig til et trin, hvor dens videreudvikling efterlader flere menneskelige (og naturmæssige) tilbageskridt end gevinster i form af højnelse af arbejdets produktivkraft. Neoklassisk inspireret teori har store vanskeligheder med at omgås denne nye form for «grænser for vækst», og den kalder atter på en mere «klassisk» eller objektivt orienteret værditeori. Udfordringen ligger bl.a. i at blive i stand til at sammentænke disse nye former for akkumulationskritik med den akkumulationskritik, der har rødder i «elendiggørelsen» af de sociale forhold.

F.H. / K.A.N.

Litteratur

Altvater, Elmar: The Future of the Market. An Essay on the Regulation of Money and Nature After the Collapse of «Actually Existing Socialism». Verso, London (1993)
Andersen, Heine m.fl.: Kritik af kapitallogikken. Demos. København (1975)
Anderson, Perry: Betragtninger over marxismen i den vestlige verden. Suenson. København (1971)
Backhaus, Hans-Georg og Helmuth Reichelt: Der Politisch-Ideologische Grudncharakter Der Marx-Engels-Gesamtausgabe: Eine Kritik Der Editionsrichlinien Der IMES. MEGA-Studien 2 (1994)
Marx, Karl: Kapitalen.1-3. Bog. Kritik Af Den Politiske Økonomi. Rhodos. København (1970)
Marx, Karl og Fredrich Engels: Werke. Bd. 24. Das Kapital. Bd. 2. Unveranderte Nachdruck. Berlin. (1973)
Marx, Karl: Werke. Bd. 25. Das Kapital. Bd. 3. Unveraenderte Nachdruck. Berlin. (1979)
Marx, Karl: Grundrids. Til Kritikken Af Den Politiske Økonomi (Råudkast). Modtryk/Kurasje. Aarhus (1974)
Marx, Karl: Resultater af den Umiddelbare Produktionsproces Modtryk. Aarhus (1974)

Internet

Robert Brenner og den kapitalistiske verdensøkonomi. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk