Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 22.043
: :
Elite

Udvalgt gruppe eller person. Af latin «eligere», «at vælge» og «electus», «den som er valgt». Ordet elite har to hovedbetydninger.

1. Det kan betegne den gruppe personer, som er de faktiske indehavere af de øverste positioner i et samfund - politisk, socialt, kulturelt, militært og religiøst - eller er de ledende inden for den gruppe, de føler sig som en del af. Det giver således god mening at snakke om såvel politisk-økonomisk elite(r), som eliten af skakspillere i verden.

2. Men ordet elite kan også have en anden hovedbetydning. Det kan betegne folk som enten på grund af en særlig begavelse (f.eks. af overnaturlig art), social oprindelse eller funktion, selv gør krav på elitestatus. Dette krav på at udgøre en elite kan ytre sig på flere måder: Krav om højere løn, om særlig respekt, fritagelse for pligter som gælder andre folk, etc. Når personer eller grupper (f.eks. klasser eller nationer) fremkommer med sådanne krav, udvikles der teorier der skal retfærdiggøre denne elitestatus. Eksempler: Forsøg på at begrunde racemæssig overlegenhed som udslag af Guds vilje - Apartheidstyret i Sydafrika, hvide plantageejere i USA's sydstater før borgerkrigen - eller under henvisning til særlige arvemæssig betingede egenskaber som blondt udseende, angivelig større handlekraft, styrke, etc. - nazismens racelære. Tanken om en særlig elitestatus genfindes også i aristokratiets selvforståelse. Aristokratiet mente, at det havde «blåt blod». Deres krav om privilegier baserede sig på tradition og magt som var funderet på jordejendom og forskellige former for tvang over bøndernes arbejde. Kravet om elitestatus blev søgt godtgjort ved at koble socialposition sammen med særlige forpligtelser over for folk af ringere byrd - «noblesse oblige», adelskab forpligter.

Elitebegrebet i politisk tænkning

Teologien er det område, hvor eliteforestillinger har haft størst gennemslagskraft, f.eks. i den bibelske forestilling om Israel som Guds udvalgte folk og hos kirkereformatoren Johannes Calvin (1509-1564). Calvins præ-destinationslære gik ud på, at den kommende frelse blev foregrebet i jordisk fremgang. Den er et godt udtryk for, hvor dybt tanken om at nogen er kaldet og udvalgt ligger i kristendommen. I den politiske tænknings historie kan Platons forsvar for filosofiens «kongers» ret til uindskrænket lederskab opfattes som en tidlig form for en eliteteori. Til de mest udprægede eliteteoretikere i nyere tid regnes ofte de to italienske samfundsforskere Vilfredo Pareto (1848-1923) og Gaetano Mosca (1859-1941). Pareto hævder, at alle samfund, uanset styreform, er delt i to, en styrende elite (altid i minoritet) og en ikke-elite (altid i majoritet). Pareto taler også om en undergruppe af den styrende elite - den ikke-styrende elite - som overvejende består af aspiranter til den styrende elite. Medlemmer af eliten er ifølge Pareto aristokratiet og undergrupperne «det religiøse, militære og kommercielle aristokrati». Hensigten for Pareto er at analysere politisk magtudøvelse og skelne mellem grupper, som er politisk indflydelsesrige eller som selv repræsenterede den politiske magt, og grupper som står i en afmagtsposition. Han står for en klar anti-demokratisk opfattelse. For ham var demokrati i betydningen «styre af folket, for folket, ved folket» som Abraham Lincoln udtrykte det, en umulighed, for selv efter en revolution i folkets navn vil nye elitegrupper dominere og sørge for deres egne interesser. En socialistisk revolution indebærer for Pareto kun et skifte af eliter. I tæt forbindelse til dette elitebegreb udvikler Pareto sin teori om eliternes cirkulation. Udskiftning af eliter kan ske på individuel basis, men det forekommer også, at eliten skiftes ud i sin helhed. Historien er for Pareto «aristokratiernes kirkegård». I sine senere arbejder skelner Pareto mellem arvelige eliter og selvsupplerende eliter. De arvelige skiftes ud efter «zoologiske principper», dvs. ikke-levedygtige eksemplarer uddør, mens de selvsupplerende eliters vækst og fald mere er et resultat af indre opløsning, en mangel på «idealisme», som Pareto skriver, eller en uvilje mod at ty til magt. Ifølge Pareto varsler humanismefølelsen om dekadence; hvis der opstår den slags følelser, er det kun et spørgsmål om tid før den eksisterende elite må vige pladsen for en ny.

Arbejderklassen er aldrig i stand til at styre sig selv, mener Pareto. I stedet udvikler den en egen elitegruppe, der så tager kampen op mod den herskende elite. Pareto ser en elites position i sammenhæng med dens åbenhed for rekruttering nedenfra. For at overleve, må den opsuge potentiel truende elementer fra nye samfundslag. Samtidig med at den på den måde optager nytilkomne og uskadeliggør dem ved at gøre dem til del af den oprindelige elite, må den være «mandig» nok til at bruge magt om nødvendig. Paretos syn på denne nyrekruttering er ingen indrømmelse til et demokratisk tankesæt, for det er netop en hovedpointe ved hans teori, at nyankomne medlemmer af eliten ophører med at tale deres sociale lags interesser i det øjeblik de selv bliver medlemmer af eliten. I sin analyse af disse eliteskift indfører Pareto begrebet økonomisk-kulturelle svingninger. Disse svingninger tager form af cykliske bevægelser, og det er særlig pendulbevægelserne mellem «fornuft» og «tro» i historien som optager ham. Paretos begreb om epokers kulturelle stil er et tidlig forsøg på at karakterisere hele tidsbølger i historien og kan opfattes som en form for historisk periodisering. I den udformning teorien om pendulbevægelser får hos Pareto, understreges det, at når en elite har fortrængt en anden, følger der ofte perioder af stærk intellektuel og kunstnerisk skaberkraft.

Pareto som antidemokrat

Paretos teorier udsprang af en dyb modvilje mod demokratiet og særlig mod arbejderklassens organisering. De er udtryk for det politisk-kulturelle klima som udgjorde en vigtig bestanddel af fascismens forudsætninger i Europa. Pareto mente, at massernes deltagelse i det politiske liv var umulig, og tog sigte på at svække den marxistiske teori om, at det var klasser med rod i økonomiske magtforhold som udgjorde samfundets grundlæggende opdeling. Marx mente, at den politiske magts fordeling på en afgørende måde var en afspejling af ejendomsforhold, eller mere præcist: Kapitalejernes dispositionsret over produktionsmidlerne. Traditionelle eliter ville forsvinde når deres økonomiske magtgrundlag forsvandt. Pareto mente, at en sådan opfattelse var både naiv og et udslag af ønsketænkning. Uanset økonomisk system ville eliterne uafladelig afløse hinanden, når blot de holdt sig relativt åbne nedad til. Det gav derfor ingen mening at snakke om en herskende klasse som holdt sig uændret over tid. Marxistisk klasseteori påpeger, at selv om individerne inden for eliterne skiftes ud, vil det strukturelt betingede magtgrundlag bestå. Det vil ikke ændres før efter en revolutionær omvæltning. Netop denne strukturelle betragtning var Pareto fremmed for: Han hævdede, at det ikke var socialstatus eller økonomisk magt, der nødvendigvis gav eliterne magt, men individuelt talent. I det hele taget er det karakteristisk at Pareto forsvarer politikkens selvstændighed som en arena med egne love. For ham er den politiske sfære ikke et andenrangs fænomen i forhold til, hvad marxismen ser som de dybereliggende årsagsforhold. Pareto angreb også Marx i den forstand, at han så forestillingen om et klasseløst samfund som en umulighed. I alle samfund vil det være, og må det være, en minoritet som styrer andre.

Eliteteori og empirisk samfundsforskning

Pareto fik afgørende betydning for organisationsforskeren Robert Michels' teori om fåmandsvældet (se Oligarki), særlig indenfor arbejderbevægelsens organisationer. Debatten efter Pareto har særlig drejet sig om eliternes faktiske position inden for det parlamentariske demokrati. Den demokratiske elitisme hævder, at demokratiet primært er en ordning, som giver folket adgang til at vælge mellem konkurrerende eliter ved jævne mellemrum. Der forekommer ofte en værdiforestilling på dette punkt: En vis gennemstrømning af eliter er alt, hvad man kan håbe på, og en sådan tilstand er i bund og grund sund (Lipset, Schumpeter). Denne retning inden for moderne demokratisk teori henviser til erfaringerne fra Weimarrepublikken, hvor valgdeltagelsen øgedes markant ved de sidste valg før Hitlers magtovertagelse. En sådan pludselig høj deltagelse er tegn på en «febertilstand» i systemet. Den indvarsler eller er selv tegn på ustabilitet.

Fra socialistisk side er denne passivitetsmodel af demokratiet blevet stærkt kritiseret og dens ideologiske begrundelse understreget. Marx fremhævede selv i sin fremstilling af erfaringerne fra Pariserkommunen i bogen «Klassekampene i Frankrig», hvor vigtig retten til uindskrænket tilbagekaldelse af valgte repræsentanter kan være. Direkte kontrol udført af dem, som de udsendte repræsenterer, kan være et egnet middel til at styrke demokratiet på det grundlæggende plan og svække tilløb til selvsupplerende elitedannelse. Efterhånden som det moderne demokrati mere og mere bliver præget af interesseorganisationer, vil dets sundhed mere og mere kunne aflæses i organisationernes åbenhed for initiativer nedefra. Demokrati i betydningen lydhørhed for den jævne borgers ønsker bliver mere og mere et spørgsmål om demokratisering af beslutningsproceser inden for organisationer. Et afgørende punkt i arbejdet med at kontrollere valgte og administrative eliter er opbygningen af en uafhængig mod-ekspertise, der kan udøve en vedvarende kritik af de præmisser, som eksplicit eller implicit ligger til grund for de beslutninger, som forskellige styrende grupper foretager.

Historisk er der ingen tvivl om, at eliteteorierne har givet intellektuel ammunition til fascismens ideer om socialt hierarki. Dette fremgår bl.a. ved at se på den vægt, som blev tillagt «enere», som udtryk for den politiske situation i de lande, hvor disse teorier først blev formuleret. Eliteteorierne var - i lighed med senere aristokratisk, demokratikritik som f.eks. José Ortega y Gassets «Massernes oprør» (1930) - forsøg på at dæmme op for jævne folks indtræden på den politiske arena. Som György Lukács påpeger, er det karakteristisk, at disse teorier opstår i lande, hvor det liberale demokrati ikke fik ordentlig fodfæste (Italien, Spanien, Tyskland).

Teoriernes nok så dystre forhistorie hindrer imidlertid ikke, at eliteforestillinger har vist sig meget igangsættende og frugtbare i empirisk samfundsvidenskabelig forskning. I 1950- og 60'erne opstod der f.eks. en heftig debat i USA om, hvorvidt landet var styret af en magtelite. Sociologen C. Wright Mills bragte fra radikal side begrebet i fokus i bogen: «The Power Elite» (1956). I den tager han afstand fra begrebet den herskende klasse, fordi han mener, at det er for økonomistisk, dvs. for optaget af økonomiske årsagsforklaringer på politisk adfærd. Mills ønsker at give større plads til politikken og dens aktører og deres relative selvstændighed i forhold til økonomiske strukturer. Hans bog er en analyse af toppen inden for erhvervslivet («the business corporations»), statsmagten og militærfolk; Folk som gennem deres sammenfiltrede interesser «udgør et indviklet net af kliker, som hver har deres indflydelse på beslutninger som i det mindste får nationale konsekvenser». Mills viser, at rekrutteringen til disse topgrupperinger i alt væsentlighed sker fra de samme sociale lag. Han er imidlertid tilbageholdende med at hævde, at det er én og samme klasse, som regerer gennem deres repræsentanter på disse tre felter af samfundslivet. Folket har under alle omstændigheder kun lidt kontrol; Valgene spiller en helt underordnet rolle som kontrolmekanisme. Eliterne på de tre områder handler meget ofte i hinandens interesser og understøtter som sådan hinanden. Dette klare interessefællesskab mener Mills, er opstået som en følge af de kriselignende konfliktsituationer, som USA er blevet konfronteret med efter 2. verdenskrig. Af marxister er C. Wright Mills blevet kritiseret for at lægge for stor vægt på eliter istedet for på klasser; af liberale fordi han opererer med en konspirationsteori om magten og fordi han sammenblander forskellige beslutningsområder med institutioner. Det har også været indvendinger mod «The Power Elite», der gik på, at bogen rummer for meget om opbygningen af organisationer og for lidt om faktiske beslutninger og beslutningsprocesser. Mills' arbejde har imidlertid vist sig at være en vigtig kilde til videre forskning omkring allianceformer inden for USA's elitegrupper. At der virkelig eksisterer en tæt sammenvævet elite i landet, er også blevet hævdet af G. W. Domhoff, som netop fører Mills' teorier videre. Hans kritikere fra den liberale fløj har, anført af Robert A. Dahl, hævdet, at der snarere er konstante konflikter og kompromiser og ikke sammenfald af interesser, der karakteriserer den politiske proces på øverste eliteplan.

B.Ha.

Litteratur

T. B. Bottomore: Elites and Society, Harmondsworth 1964.
L. Lewin: Folket och eliterna, Stockholm 1969.
W. G. Runciman: Social Science and Political Theory, Cambridge, England 1963.
C. Wright Mills: Det nye venstre, Oslo 1966.
G. W. Domhoff og H. B. Ballard (red.): C. Wright Mills and the Power Elite, Boston 1968.
R. A. Dahl: Democracy in the United States, Chicago 1973.