Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Spanien
    .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Befrielsesbevægelser
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 29.725
: :
De danske spaniensfrivillige

Omkring 40.000 internationale frivillige deltog i den spanske borgerkrig (1936-39) på republikkens side - heraf omkring 500 danskere. Antallet er behæftet med en vis fejlmargin, da ikke alle er blevet identificerede.

Rekrutteringen

I Danmark blev afsendelsen af frivillige organiseret fra omkring slutningen af november 1936 af Hartvig Sørensen og Harald Ferdinand Nielsen - begge partisekretærer i DKP. Allerede inden november 1936 var der taget adskillige danskere afsted, men under individuelle forhold og uden nogen egentlig organisering. Kommunisternes partilokaler i H.C. Andersensgade blev fra november 1936 brugt til rekrutteringskontor, og ungkommunisternes hus på Bjelkes Allé på Nørrebro i København fungerede som inspirationsforum, og mange valgte at starte deres rejse derfra. Endvidere fungerede en smørrebrødsforretning i Nyhavn som kontaktsted for de frivillige. Udover disse steder fandt der en del agitation sted i køerne til arbejdsløshedskontorene og på kaffebarer med arbejderklientel.

Blandt de 500 danske frivillige kendes afrejsetidspunktet for de 219’s vedkommende. Hovedparten af disse tog afsted i vinteren 1936/37, det vil sige før der blev indført lovgivning imod dansk deltagelse i borgerkrigen.

Rejsen

Der var stor forskel på, hvordan de frivillige fandt vej til Spanien. Den mest benyttede rute gik fra Esbjerg med DFDS-damperen A.P. Bernstorff til belgiske eller franske havne. Andre tog toget igennem Tyskland til Paris, men det var en tur forbundet med risikoen for klammeri med det tyske politi, der jævnligt lavede razziaer i togene.

Under rejsen var de frivillige ofte udstyret med en minimal dækhistorie. De var typisk på vej til Antwerpen for at tage hyre på et skib, på ferie, eller på vej til verdensudstillingen i Paris. En gruppe rejste til Spanien forklædt som et fodboldhold.

Paris var det store internationale centrum for de frivillige på turen til Spanien.

Den mest legendariske historie om danske frivilliges tur til Spanien er historien om de tre brødre Åge, Kaj og Harald Nielsen der som ungkommunister var stærkt optaget af situationen i Spanien. De mødtes i huset på Bjelkes Allé og efter en mindre sammenkomst begyndte turen til Spanien - på cykel! Afrejsen var mere eller mindre åbenlys. F.eks. lukkede en frisør sin butik ned for at tage til Spanien. I vinduet hængte han et skilt, hvorpå der stod: «er taget til Spanien for at bekæmpe fascisterne - kommer straks».

Der lå flere åbenlyse hvervekontorer rundt omkring i Paris, og hjemmefra var danskerne udstyret med adresser på disse, ofte bare skrevet på et stykke cigaretpapir, som de kunne give til en taxachauffør, når de kom frem til byen. Fra Danmark var navnene på de afsendte kommunister sendt i forvejen, og de der mødte frem på hvervekontorene blev således tjekket med deres bagland, før de blev underkastet en nødtørftig session, lægekontrol og sendt afsted videre sydpå. Fra flere sydfranske byer, hvor grupperne voksede til 50-70 mand af forskellige nationaliteter, blev de sendt over Pyrenæerne. Med hjælp fra lokale guider vandrede de frivillige over grænsen og ind til opsamlingssteder i Spanien.

Forberedelsen af de frivillige i Spanien

Her blev tiden brugt til let træning og politiske møder, før turen gik videre med tog til Albacete, sydøst for Madrid, hvor selve indrulleringen fandt sted. Her blev der udleveret uniformer, der dog savnede ensartethed, og de frivillige skulle fortælle om deres militære baggrund, hvis de overhovedet havde en sådan. Mange af de frivillige gjorde den store fejl at lyve om deres baggrund, for derved at komme hurtigere til fronten.

For dem alle gjaldt det, at de skulle i træningslejr inden de blev sendt til fronten. Opholdet varierede fra 3-4 dage til 3 uger, afhængig af deres forkundskaber og den militære situation. Træningen bestod af forskellige kampøvelser, eksercits, politiske diskussioner, nyt fra fronterne og sprogundervisning.

Danskerne var spredt over alle funktioner i de Internationale Brigader. Omkring 60% gjorde tjeneste i infanteriet, men også artilleriet, luftværnet, saniteten, køkkentjeneste og administration rummede danske frivillige. Hovedparten af danskerne var tilknyttet den 11. brigade, «Thälmann», hvis grundstamme var tysk og østrigsk, og altså også suppleret med skandinaviske og hollandske frivillige.  I februar 1937 blev der oprettet et dansk kompagni under denne brigade.

En enkelt dansker, Villy Fuglsang, opnåede en central post som politisk kommissær i den Internationale Brigade. Fuglsang var i høj grad kommunistpartiets mand i Spanien, og hans afrejse til Spanien var da også gået over Moskva. Han har fortalt sin historie i bogen «Pasaremos».

De frivilliges sociale sammensætning

De danske spaniensfrivillige var en ensartet gruppe, hvad angik social og politisk baggrund. 95 % af dem var arbejdere, og blandt disse var omkring halvdelen ufaglærte eller søfolk. De frivillige var folk fra trange kår. Typisk kom de fra børnerige familier, og de var ofte ramt af arbejdsløshed på det tidspunkt hvor de blev hvervet. De var ofte aktive i arbejderbevægelsen, eller havde familie der var det. Det var med andre ord mennesker, der havde mærket 30’ernes krise på deres egen krop. Blandt de frivillige der tog til Spanien var de 80 % arbejdsløse og omkring halvdelen kom fra København.

40% af de frivillige var medlemmer af DKP eller DKU. Hovedmotivet blandt de frivillige for at deltage i den spanske borgerkrig var at bekæmpe fascismen, der hvor den stak sit fjæs frem. De frivillige vidste, at Tyskland og Italien aktivt støttede general Franco, og harmen over dette kombineret med en stærk anti-fascisme og deres sociale placering, udgjorde motivationen for deres deltagelse.

Det er klart, at hver frivillig havde sin egen personlige årsag til at tage afsted, men overordnet var det i høj grad netop det ovenstående, der fik dem til at tage afsted. Uro på hjemmefronten, eventyrlyst eller den pludselige mulighed for at skride til handling imod reaktionen har fungeret som katalysator for de overordnede bevæggrunde.

Udfra de danske spaniensfrivillige som vi kender, ligger den danske tabsprocent på ca. 25%. Skal den følge de Internationale Brigaders tabsprocent, der lå på 30 %, vil det sige at omkring 135 danskere mistede livet i den spanske borgerkrig. Antallet af sårede kendes ikke, men generelt var tallet meget højt for de Internationale Brigader.

De danske frivillige blev brikker i et sort kapitel i dansk retshistorie, idet deres deltagelse i borgerkrigen blev kriminaliseret under henvisning til internationale aftaler. Det betød, at de frivillige selv måtte betale for deres hjemsendelse, selvom meget tyder på, at de blev lovet noget andet af de danske myndigheder i Spanien og Frankrig. Hjemme blev de mødt med tilbagebetaligskrav og forfulgt med opkrævningssager. Tilbagebetaling var stor set umulig, idet de frivillige ikke havde arbejde eller penge ved deres hjemkomst, og bestemt ikke havde lagt penge til side inden deres afrejse. De blev efterfølgende registreret af de danske myndigheder, og disse lister faldt senere tyskerne i hænde under besættelsen, hvor de frivillige i stort tal sluttede sig til modstandsbevægelsen, og blev opfattet som særligt farlige af den tyske værnemagt. De frivillige havde jo netop på et tidligere tidspunkt vist, at de var villige til at gå meget langt i kampen for deres overbevisning, og tyskerne konkluderede logisk nok, at de fleste nok var villige til at fortsætte kampen hjemme. Desuden var de frivillige allerede våbentrænede og kamperfarne, og udgjorde derfor et potentielt problem for besættelsesmagten.

Den danske stat fraveg først kravet om tilbagebetaling efter anden verdenskrigs afslutning, under henvisning til det faktum, at de frivillige havde bekæmpet samme kræfter som modstandsbevægelsen havde under krigen, og at det næppe var god, politisk tone efter krigen at straffe de frivillige for det.

De nulevende spaniensfrivillige deltog i det omfang det var dem muligt i en ceremoni for 60-året for den spanske borgerkrig, hvor de for første gang fik officiel spansk anerkendelse for deres deltagelse i kampen.

J.S., P.H.H.


Litteratur

Carsten Jørgensen: Fra Bjelkes Allé til Barcelona, Nyt Nordisk Forlag (1986)
Leo Kari: De danske spaniensfrivillige, Rosenkilde og Bagger (1952)
Villy Fuglsang: Pasaremos - den spanske borgerkrig 1936-39, Burmester (1981)