Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 52.796
: :
Borgerkrig
Nationalisterne rykker ind i Bilbao, juni 1937. Den spanske borgerkrig var en klassekrig, hvor bilerne blev et statussymbol for højrefløjen. (NTB)

Borgerkrig er organiseret væbnet kamp mellem indbyggere i samme stat. Borgerkrig kan være en kamp mellem to eller flere grupper om magten i staten eller forsøg fra en eller flere grupper på at løsrive sig fra staten (løsrivelseskrig).

I første tilfælde følger borgerkrig gerne efter et oprør, en væbnet opstand eller revolution, hvor én gruppe sigter mod at styrte statens magthaverne. Borgerkrig er da gerne også en kamp mellem klasser i samfundet, hvor de udbyttede klasser gør oprør mod de udbyttende, eller de herskende klasser går i borgerkrig for at knuse de udbyttede klassers modstand. Historiske eksempler på denne type borgerkrig er bl.a. bondekrigene i Tyskland, i det 14. til 16. århundrede, borgerkrigen i Frankrig efter den store franske revolution, Pariserkommunen i 1871, den spanske borgerkrig 1936-39, borgerkrigen i Finland (1918) og borgerkrigen efter den russiske revolution (1918-21).

Revolutioner er ofte blevet fulgt af en periode med borgerkrig. Det gælder f.eks. den russiske, den kinesiske og den cubanske revolution. Andre væbnede opstande fra arbejderklassens side er blevet slået ned, før de har udviklet sig til borgerkrig. Det gælder f.eks. opstanden i Wien i 1934, etableringen af rådsrepublikker i Ungarn og Bayern efter første verdenskrig og spartakistopstanden i Tyskland i 1919. I Spanien var borgerkrigen den herskende klasses reaktion på arbejderklassens stigende politiske indflydelse.

Borgerkrig kan også føres indenfor én og samme klasse eller på tværs af samfundets klasseskel. Det er f.eks. tilfældet, hvis borgerkrigen får karakter af religionskrig. Det samme kan gælde borgerkrige, der først og fremmest er løsrivelseskrige, hvor oprøret er et krav om løsrivelse og oprettelse af en egen nationalstat. Således var de nordamerikanske koloniers oprør mod den britiske krone (der resulterede i oprettelsen af USA) juridisk set en borgerkrig. Det samme gælder den væbnede kamp for et selvstændigt Irland. Andre eksempler af denne type er den nigerianske borgerkrig (Biafrakonflikten, se Nigeria) og situationen i dele af Etiopien (først og fremmest Eritrea) i 70'erne, hvor oprøret ikke primært rettede sig mod en herskende klasse, men mod et dominerende centrum i en stat, der omfattede flere befolkningsgrupper med egne sociale strukturer og forhold.

Det kan ofte være vanskeligt at trække grænsen mellem rene separatistborgerkrige, hvor en gruppe forsøger at bryde ud af et etableret nationalt fællesskab, og løsrivelseskrige der har karakter af national befrielseskrig, hvor en gruppe kæmper for sin ret til et eget samfund, fri for udbytning indenfor en større statsdannelse. Udover de to eksempler Nigeria og Etiopien gælder dette f.eks. forholdene i det daværende Congo med Katangaprovinsens separatistbestræbelser fra 1960 og frem, kampene i Shaba i 1977 og oprøret i Sydsudan fra 1960'erne. Folkeretligt er en borgerkrig den pågældende stats indre anliggende og andre stater kan således ikke lovlig støtte oprørssiden. Udenlandsk indblanding finder alligevel ofte mere eller mindre åbent sted. Den kan have form af leverancer af våben, materiel og udstyr (f.eks. arabiske staters støtte til oprøret i Eritrea, etiopisk støtte til oprøret i Sydsudan), udsending af frivillige eller «frivillige» tropper, eller mere åben militær intervention (Tysklands og Italiens intervention i Spanien under borgerkrigen, vestmagternes interventionskrige efter den russiske revolution).

Hvis oprørssiden bliver anerkendt af andre stater som lovlig regering og faktisk kontrollerer en del af landområdet, kan den juridisk få status som krigførende part efter konventionerne om krigførsel mellem stater. Hvis det ikke sker, findes der alligevel defineret visse rettigheder i Genevekonventionen fra 1949, som også skal respekteres under en borgerkrig. Det gælder bl.a. omsorg for sårede og syge, forbud mod vilkårlige henrettelser, tortur og mishandling, samt forbud mod at tage gidsler.

En befrielseskrig kan ende med, at oprørssiden bliver anerkendt som selvstændig stat (f.eks. USA, Bangladesh), at oprøret slåes ned (Nigeria, Congo (Zaire)), eller med en forhandlingsløsning der giver oprørssiden større grad af selvstyre (Sudan). En sådan forhandlingsløsning vil næppe kunne nås i borgerkrige, hvor kampen handler om magten i staten og ikke om dens grænser. I en sådan krig vil en part nødvendigvis vinde og den anden tabe (Finland, Sovjetunionen, Spanien), og den vil derfor ofte blive særlig brutal og blodig.

Et oprør kan også iværksættes med støtte fra andre stater. Det gælder f.eks. afrikanske staters støtte i 1970'erne og 80'erne til befrielsesbevægelserne i Sydafrika, Namibia og Zimbabwe.

K.So.