Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 14/8 2003
Læst af: 23.668
: :
Påskekrisen 1948

Når man taler om påskekrisen, tænker de fleste på forfatningskrisen i 1920, og det er da også den mest kendte påskekrise herhjemme. Imidlertid udspillede der sig en række begivenheder i foråret 1948, der kulminerede i påsken, og som fik stor betydning for Danmarks stillingtagen til den nye, komplicerede sikkerhedspolitiske situation efter Anden Verdenskrig og frem til den danske optagelse i NATO i 1949.

Foråret 1948 var en periode præget af stor usikkerhed og nervøsitet for fremtiden. I Tjekkoslovakiet gennemførte kommunisterne et kup og samtidig pressede Sovjet Finland til en bistandspagt. Opfattelsen var, at Sovjet var yderst ekspansiv i perioden, og herhjemme frygtede man, at turen skulle komme til Danmark. De danske kommunister organiseret i DKP var isolerede i det hjemlige politiske landskab, og mange frygtede at kommunisterne ikke stod tilbage for et væbnet kup, hvis de fik chancen. I dagspressen var der foråret igennem en række historier om kupplaner, hemmelige våbenforsyninger og andre lignende beretninger, der alle involverede kommunister.

Foråret fremstod således som en yderst urolig tid, med kommunister på fremmarch flere steder rundt omkring i Europa. Den socialdemokratiske regering under ledelse af den stærk anti-kommunistiske Hans Hedtoft holdt et vågent øje med kommunisterne - specielt i de forskellige hjemmeværnsforeninger, hvor kommunisterne var meget modvillige til at aflevere våben fra krigens tid - og Hedtoft holdt ved flere lejligheder stærkt anti-kommunistiske taler, hvor han opfordrede til at isolere kommunisterne politisk og i foreningslivet.

Krisen tog sin begyndelse i de første dage af marts måned. Her modtog man et telegram fra gesandten i Prag, hvori han berettede om nogle verserende rygter. Ikke at han først havde tillagt dem nogen særlig betydning, men da halvdelen af rygterne omhandlende kuppet i Prag viste sig at passe ned i detaljen, kunne han ikke undgå at gøre København opmærksom på dem. Ifølge hans kilde skulle Danmark være næste land på listen over lande der skulle underkastes den kommunistiske sfære. Oplysningen blev taget ganske alvorligt i København, og i weekenden 5-6. marts blev der indkaldt til møde i det, som kom til at hedde «Hjernetrust». Hjernetrust var en sammenblanding af forsvarsledelsen, de ledende ministre og udvalgte embedsmænd fra relevante ministerier. Her blev et beredskab diskuteret. Det stod hurtigt klart, at der var et problem i påsken, hvor store dele af de menige var på orlov. Hjernetrust opfattede dette som en afgørende svaghed, og forventede kuppet gennemført netop i de sparsomt bemandede påskedage. En række foranstaltninger blev derfor iværksat, deriblandt øget mandskab på de forskellige kystforter omkring København, samt Holmen og en række militærforlægninger og depoter rundt omkring i landet. Forsvarsledelsen blev desuden sat til at udarbejde en rapport omkring sikkerhedssituationen.

Hvem den egentlige fjende var, stod ikke helt klart, men opfattelsen var, at det formentligt var en form for sovjetisk invasion, kombineret med kup fra de hjemlige kommunisters side, sådan som man delvist havde set det i Prag kort tid forinden.

Hjernetrust holdt løbende møder gennem hele marts måned. Samtidigt havde ambassaderåd Poul Bang-Jensen og Marineattache Fritz Hammer Kjølsen på ambassaden i Washington udarbejdet en sikkerhedspolitisk analyse med fokus på Sovjets mulige offensive hensigter i den nærmeste fremtid. Den legendariske ambassadør Henrik Kaufmann fik forelagt rapporten, og mente at den var så vigtig, at han besluttede at sende Bang-Jensen hjem til København for at fremlægge den. Bang-Jensen landede i København den 15. marts, og fremlagte rapporten for Hans Hedtoft. Analysen gik kort fortalt ud på, at Sovjet formentlig havde offensive hensigter, men ikke i den umiddelbare fremtid, idet landet stadig var yderst svækket ovenpå krigen, der havde kostet Sovjet dyrt - både i materiel og menneskeliv. Denne konklusion lå helt på linie med den betænkning som forsvarsledelsen netop havde fremlagt på Hjernetrusts opfordring, og dermed skifter beredskabet markant formål. Fra at være et decideret forsvar, ændrede beredskabet form og fik et udenrigspolitisk signal som sigte. Danmark rettede nemlig i begyndelsen af marts - hvor frygten blev opfattet som ganske reel for de danske politikere - henvendelse til USA om akut våbenbistand, hvilket blev afslået med den begrundelse, at USA ikke ville levere den slags materiel uden en garanti fra dansk side om at man reelt ønskede at sætte sig til modværge mod en eventuel invasion. USA kunne godt huske den 9. april 1940, hvor Danmark havde overgivet sig til Tyskland. Et par dage efter holdt USA's præsident Truman en tale, hvor samme «noget-for-noget» opfordring blev gentaget i generelle vendinger, med adresse til de vesteuropæiske lande. Beredskabet ændrede derfor form, og fik meget mere karakter af en indenrigspolitisk manøvre med udenrigspolitisk sigte, snarere end en militær manøvre. Men dette formål var forbeholdt den absolut øverste politiske og militære top, idet Hedtoft havde givet Bang-Jensen lov til at forelægge sin rapport for andre, udenfor inderkredsen i Hjernetrust. Hvad Bang-Jensen præcist har fortalt og til hvem vides ikke med sikkerhed, men de tilgængelige oplysninger tyder på, at Bang-Jensen fremlagde et noget mere dystert syn, end hans analyse egentlig indbød til, og udenfor regeringskredsen bredte panikken sig - blandt andet blandt de gamle modstandsfolk.

Påsken nærmede sig, og fra politisk side blev forsvarsledelsens ønske om at inddrage orloven for de menige ikke imødekommet. Dette var blot med til at understrege beredskabets karakter af signal til udlandet, for havde man seriøst regnet med en invasion, ville man næppe lade hovedparten af hæren hjemsende på orlov.

Umiddelbart inden påsken og i de første dage af den, fik en række politikredse rundt om i landet henvendelser fra lokale militærforlægninger, hvorfra det lød at militæret havde oplysninger om et nært forestående kommunistisk kup. Derfor opfordredes de forskellige politikredse til at indtage et øget beredskab. Politiets beredskab var meget varierende, alt fra ingenting til indkaldelse af ekstra bemanding og overvågning af «særlige personer» i politikredsen. Fælles for alle politikredsene var dog en stærk mistro til rygterne, idet de ikke blev bekræftet fra centralt hold - det vil sige fra Rigspolitichefen. De lokale politimestres ræsonnement var i de fleste tilfælde, at når der ikke forelå en ordre fra centralt hold, kunne der ikke være tale om overhængende fare.

Det blev påske og intet skete. Hans Hedtoft var taget til Gjorslev Gods i påskedagene, men statsministeren var tydeligvis ikke helt rolig ved situationen, for en af påskekrisens mest kendte historier udspillede sig en tidlig morgen på godset. Her blev en af de andre gæster vækket - den senere chef for den militære efterretningstjeneste, Oberst Lunding - af en oprevet statsminister, der var blevet vækket af fejende lyskegler og motorstøj. Hedtoft var overbevist om, at det var russerne der var gået i land, men det viste sig blot at være landarbejderne der var på vej ud til marken på deres traktorer. Anekdoten understregede, at stemningen trods alt var særdeles spændt i påskedagene.

Beredskabet blev afblæst efter at påsken var overstået, og var det ikke for Aksel Larsen, ville påskekrisen have været overstået. Aksel Larsen følte sig imidlertid trådt over tæerne i forbindelse med påskekrisen og dens slet skjulte brod mod kommunisterne, og han rettede derfor en forespørgsel til Hans Hedtoft, hvori han ønskede påskedagenes beredskab forklaret. Den efterfølgende debat kom imidlertid ikke regeringens bevæggrunde nærmere, men drejedes ind på at omhandle det Hans Hedtoft kaldte «kommunisterne illoyale opførsel», der blandt andet eksemplificeredes med en række historier i den russiske presse, hvor det danske forsvar var emnet. Kilden til disse skriverier var godt nok en kronik som den danske øverstkommanderende for hæren, General Gørtz, fremlagde i Information i januar 1948. Ikke desto mindre anklagede Hedtoft DKP for at lække oplysninger til russerne.

Påskekrisen fik betydning på længere sigt. De begivenheder som krisen afstedkom, fik Danmark til for alvor at indse, at den nye verdensorden efter Anden Verdenskrig tvang Danmark til at vælge side. Den kolde krig var i fuld gang. Den hidtidige danske udenrigspolitik - hvor hovedformålet var ikke at vække opmærksomhed og derved undgå stormagternes opmærksomhed - var ikke længere en frugtbar vej. Umiddelbart efter påskekrisen begyndte debatten om en nordisk forsvarsunion at blusse op, men det viste sig at være umuligt at opnå enighed om en sådan. Året efter sluttede Danmark sig til NATO, og i den forstand kan påskekrisen ses som det første spæde skridt henimod en dansk sikkerhedspolitisk tankegang, der indbefattede medlemskabet af en veldefineret blok - nemlig den vestlige under ledelse af USA.

J.S., P.H.H.


Litteratur

Nikolaj Petersen: Påskekrisen 1948, i: Danmark og det internationale system (1989)
Bo Lidegaard: I kongens navn, Samleren (1996)
Peer H. Hansen og Jakob Sørensen: Lige ved og næsten - en analyse af påskekrisen 1948, RUC (1999)