Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Finland
DatoOpdatering
2013.12.06Opdatering 2013
2015.01.28Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 16/7 2016
Læst af: 122.772
Verden  .  Europa  .  Finland
: :
Finland
Befolkning5,2 mio.
ValutaEuro
Areal338.130 Km2
HovedstadHelsinki
Befolkningstæthed15,3 indb./Km2    
HDI placering16    

Fladt land (gennemsnitshøjen er 150 m) med bakker dannet da gletsjerne i slutningen af istiden trak sig tilbage, samt søer der ikke er særligt dybe. Det meste af befolkningen bor ved kysten, der er landets primære landbrugsområde. Den økonomiske basis er udnyttelse af nåleskovene. De primære eksportprodukter er træ, papirmasse og papir. Udledningen af svovldioxid og af forurenet vand i Østersøen er de alvorligste miljøproblemer. Endvidere trues landet af omfattende radioaktive forurening fra Murmansk i det nordligste Rusland.

Folket: 92,1% af befolkningen er finsk og 7,5% er svensk. Endvidere findes der minoriteter af sigøjnere og samer.

Religion: 2 officielle kirkeretninger: Evangelisk lutheranske kirke (over 94% af befolkningen), Finlands Ortodokse Kirke (2%).

Sprog: Finsk (officielt, 93,2%), svensk (officielt, 6%). En lille minoritet - omkring 1700 personer - taler lappisk.

Politiske partier: Socialdemokratiet (SDP), centrum-venstreorienteret. Centerpartiet (KP), der tidligere hed Landbrugspartiet. Demokratisk Folkelige Liga. Nationalkoalitionspartiet (KOK), moderat konservativt. Det Folkeliberale Parti. Svensk Folkeparti, liberalt parti der repræsenterer den svenske minoritet. De Grønne. Finlands Kristne Liga. Landbrugerpartiet. Finlands Kommunistiske Parti.

Sociale organisationer: LO med 1.086.000 medlemmer fordelt på 28 forbund.

Officielt navn: Suomen Tasavalta

Administrativ inddeling: 12 provinser

Hovedstad: Helsinski, 1.036.000 indb.(2010).

Andre vigtige byer: Espoo, 219.400 indb.; Tampere, 197.200 indb.; Turku (Åbo), 175.100 indb. (2000).

Regering: Sauli Niinistö, præsident siden marts 2012. Juha Sipilä premierminister siden maj 2015. Parlamentet har ét kammer med 200 pladser. Siden 1996 har samerne haft deres eget parlament - sámediggi - med begrænset autonomi og ret til lovgivning på det kulturelle område.

Nationaldag: 6. december (Uafhængighed, 1917)

Væbnede styrker: 31.100 (1995).

Paramilitære styrker: 4.400 (Grænsepoliti)

 

Finland tilhører i dag de rige kapitalistiske lande. Denne stilling er følgen af en kraftig industriel vækst siden 1890'erne. Samfundet har forandret sig meget hurtigt. Finland var ved århundredeskiftet endnu et tilbagestående samfund domineret af landbrug, trods det at landets papirmonopoler allerede da dominerede papirmarkedet i hele Rusland. I år 1900 beskæftigede industrien ikke mere end 11% af den erhvervsaktive befolkning, mens de tilsvarende tal for Norge var 26% og for Sverige 29%.

Finland var beboet allerede i år 7.500 f.v.t. og de første indbyggere var samerne, senere diskriminerende kaldet lapper af andre folk. Samerne var oprindeligt jægere, fiskere og samlere, men efterhånden udviklede de et husdyrs- og subsistenslandbrug - isoleret fra udviklingen i det øvrige Europa. Langt senere, i det 1. århundrede e.v.t. trængte finno-ugurere frem i den sydlige del af landet, og pressede i deres fremmarch samerne stadig længere mod nord, indtil de kontrollerede det meste af landet. Den samiske kultur findes stadig i de finske stednavne, der for en stor dels vedkommende har samisk oprindelse. Omkring år 1000 havde finnerne oprettet utallige bopladser i den sydlige del af landet.

1172 Svensk koloni

I sydvest trængte forfædrene til tavastlanders - Hameen Laanis folk - over Finskebugten ind i landet og i sydøst kom karelerne ind. Skandinaviske folk bosatte sig på vestkysten, øerne og desuden Ahvenanmaa. Fra det 12. århundrede stredes svenskerne og russerne om kontrollen over landet. I år 1172 anbefalede pavestolen svenskerne at bevare kontrollen over Finland for at hindre, at finnerne konverterede til den ortodokse russiske kristendom. Reformationen i Europa indebar, at Sverige i det 16. århundrede erklærede protestantismen for officiel religion - også i Finland, der var opdelt i en række grevskaber og en integreret del af det svenske rige.

1809 Russisk koloni og begyndende industrialisering

I 1809 blev Finland et Storgrevskab indenfor det russiske imperium, selvom det fik lov at beholde parlamentet, hæren og et retsvæsen. Disse rettigheder blev forsvaret gennem civil ulydighed overfor de skiftende russiske guvernører. I 1889 dannedes det finske socialdemokrati, der fra da af kom til at spille en central rolle i det finske politiske liv. Tilstedeværelsen af Lenin og andre russiske bolsjevikker i eksil bidrog til en styrkelse af partiet.

Det økonomiske grundlag for en finsk nation blev skabt under den store industrielle udvikling, som kom i gang med konjunkturopsvinget efter 1896. De forskellige dele af landet blev nu endelig knyttet sammen gennem fremvæksten af nationale markeder. Dette var samtidig grundlaget for dannelsen af den landsomfattende arbejderbevægelse, og det var først omkring århundredeskiftet, at der opstod en egentlig klasse af industriarbejdere.

I 1899 trådte arbejderklassen for første gang frem som en selvstændig klasse ved at forkaste det borgerlige krav om «borgfred». Arbejderklassen var fra 1880'erne blevet organiseret under en borgerlig ledelse, men løsrev sig nu fra denne. I 1903 vedtog Arbejderpartiet et socialistisk program og begyndte at kæmpe for stemmeret. De revolutionære begivenheder i Rusland i 1905-1906 banede vejen for en storstrejke, som førte til, at der blev dannet et etkammers parlament med almen stemmeret - også for kvinder. Finland blev dermed det tredje land i verden, der gav kvinder stemmeret. I 1907 sendte proletariatet 80 repræsentanter til et parlament med i alt 200 pladser, og i 1916 fik de absolut flertal med 103 mandater.

Det var håndværkerne og senere også industriarbejderne der ledte Arbejderpartiet. Men partiet havde også et stort vælgergrundlag på landet. Det bestod af forskellige grupper fra landsbyernes proletariat. Proletariatet på landet havde meget vanskeligt ved at organisere sig direkte pga. de personlige og sociale bånd mellem det og bønderne. Det kunne kun ske indirekte med hjælp fra Arbejderpartiet.

Men også industriarbejderne havde dårlige vilkår for faglig organisering. De fleste industrianlæg lå geografisk spredt, der fandtes få industricentre, og mange fabrikker var de eneste i deres lokalområde. Det lave teknologiske niveau og den store overbefolkning på landet bidrog også til at mindske konkurrencen om arbejdskraft. Fagbevægelsen var længe domineret af håndværkerne, og de fleste industriarbejdergrupper stiftede først fagforbund efter storstrejken. Først i 1907 blev den faglige landsorganisation dannet. Arbejderpartiets fremmarch og højkonjunkturen førte i disse år til, at der blev indgået kollektive aftaler. Men fra 1908 skete der alligevel en tilbagegang til de gamle forhold. Resultatet var stort set det samme som i landbruget: Arbejdskøberne havde hverken behov for, eller var i stand til at forandre de sociale forhold i industrien.

De borgerlige var nok blevet tvunget til at acceptere væsentlige formelle ændringer i det politiske system, men indholdet var fortsat det samme. Der var flere grunde til, at der ikke opstod en demokratisk politisk praksis. Regeringen var fortsat afhængig af kejseren. Det kom ikke på tale at indføre parlamentarisme. Den russiske hersker benyttede sig flittigt af retten til at opløse parlamentet, og hans regering trak stadfæstelsen af love som parlamentet havde vedtaget i langdrag. Dette var forhold, som ikke afhang af finnerne. Men de borgerlige politikere undlod ikke at anvende disse forfatningsmæssige «midler» mod Arbejderpartiet. Specielt ifht. de sociale spørgsmål, var opfattelsen blandt højre- og venstrekræfterne så langt fra hinanden, at der ikke kunne opnås enighed på nogen væsentlige punkter. Mangelen på resultater i sådanne sager blev samtidig forstærket af, at de sociale grupper som ikke var direkte indblandet i modsætningerne mellem arbejderne og arbejdskøberne var så fåtallige.

Udviklingen efter 1899 havde flere vigtige følger for arbejderbevægelsen. På grund af de sociale forhold var det vanskeligt at organisere sig direkte, og de dårlige resultater man opnåede på denne måde førte til, at staten fik afgørende betydning for alle arbejdergrupper. Dette gav ikke blot arbejderbevægelsen et stærkt «statslig» præg i den forstand at partiet var klart dominerende i forhold til fagbevægelsens forskellige aktiviteter. Men alle arbejdergrupper opfattede også staten som det instrument, der opretholdt den sociale undertrykkelse. Ligeledes oplevede de konkret modsætningerne i de ideologier og institutioner, som retfærdiggjorde det bestående samfundssystem. Dette bidrog stærkt til at udvikle enheden i arbejderbevægelsen i en situation, hvor forskellige grupper af arbejdere levede under meget forskellige forhold, og der var hverken socialt eller organisationsmæssigt grundlag for at forlade den revolutionære ideologi, som Anden Internationales «kautskyistiske» marxisme indebar. Alligevel viste det sig i 1917, at denne ideologi hvilede på et spinkelt grundlag.

Selvstændighed og borgerkrig

Reaktionen i Rusland i 1908 havde ført til en række forsøg på at afskaffe Finlands selvstyre, men februarrevolutionen i Rusland i 1917 sikrede atter selvstyret. For borgerskabet blev det nu vigtigt at neutralisere en eventuel revolutionær udvikling i Arbejderpartiet. Arbejderpartiets flertal i parlamentet førte til, at partiet blev tilbudt statsministerposten og halvdelen af regeringsposterne, hvilket det accepterede.

De socialistiske medlemmers taktik var baseret på to forhold, som viste sig begge at være lige rædselsfulde: De borgerlige partiers selvstændighedsvilje og den revolutionære udvikling i Rusland.

I juli 1917 gennemførte Arbejderpartiet med hjælp fra en del borgerlige repræsentanter den såkaldte magtlov. Den gav parlamentet den øverste magt i alle sager - undtagen udenrigs- og forsvarssager, som indtil videre blev overladt til den russiske regering. Kerenskis kabinet der netop havde undertrykt bolsjevikkernes revolutionære aktioner, svarede ved at opløse parlamentet. Flertallet af de borgerlige politikere accepterede hellere dette end at overdrage magten til det socialistiske parlamentsflertal. Især fordi Finland hverken havde egen hær eller politistyrke. Arbejderpartiet gav til slut efter og gik med til nyvalg, som førte til et borgerlig flertal og en borgerlig regering.

Magtlovens nederlag og valgresultatet havde reduceret mulighederne for en reformistisk taktik - især da forholdene for arbejderne blev værre for hver dag der gik. Den finske økonomi var baseret på leverancer til den russiske hær, men disse ophørte nu. Samtidig med at arbejdsløsheden hastigt steg, blev inflationen forstærket bl.a. pga. varemanglen. Hungersnøden truede. Tilførslen af forbrugsvarer baserede sig på import fra Rusland, men også den ophørte. Alle disse problemer udløste en almen utilfredshed med samfundssystemet, hvilket kom til udtryk i spontane aktioner fra arbejdermassernes side. Aktionerne havde i løbet af foråret ført til, at 8 timersdagen var blevet indført, og gav sig nu udtryk ved at bl.a. smørforråd blev beslaglagt. Initiativet gled bort fra Arbejderpartiet og på den ene side over til de borgerlige partier, og på den anden til de hurtigt voksende fagforbund og til den nye røde garde.

Bolsjevikkernes oktoberrevolution fik de borgerlige partier til at kræve national selvstændighed. Den nye borgerlige samlingsregering prøvede at få opfyldt dette krav med støtte fra kejser-Tyskland. Trods de ideologiske forskelle havde socialisterne længe samarbejdet med bolsjevikkerne og overbevist dem om, at finsk selvstyre var nødvendig. Da Lenins parti også selv havde gjort dette standpunkt offentligt kendt, mente socialisterne, at regeringens tyske politik havde indenrigspolitiske formål. Disse helt forskellige opfattelser lå bag den udvikling, der førte til selvstændighedserklæringen den 6. december 1917, og til at sovjetregeringen og derefter flere udenlandske magter anerkendte den.

1918 Revolution og kontrarevolution

Arbejderpartiets ubeslutsomhed var kommet klart frem under generalstrejken i november 1917, da det i sidste øjeblik afstod fra at tage magten. Borgerskabet begyndte nu åbent at forberede en kontrarevolution. Den 28. januar 1918 brød denne ud i Østerbotten, samtidig med at de røde tog magten i Helsinki.

I Sydfinland havde den røde regering suverænt magten i de efterfølgende tre måneder. Hundredetusinder af mennesker deltog på en eller anden måde i borgerkrigen, og resten af folket var tvunget til at vælge side. Det store omfang samt arbejderbevægelsens enhed forklarer hvorfor den hvide reaktion blev så grusom, efter den havde sejret med hjælp fra tyske tropper, under ledelse af general Mannerheim. Over 20.000 røde forsvandt under den hvide terror, over 80.000 sultede ihjel i koncentrationslejrene i løbet af sommeren 1918. De hvides sejr var fuldstændig. Højrefløjens terror blev senere fortrængt i den finske historieskrivning. Først ved 80 året for den finske selvstændighed i december 1997 indrømmede den finske præsident, at det var nødvendigt at afdække de blodige hændelser.

Regeringsmagten blev udøvet af højrekræfterne, der ville sikre, at arbejderbevægelsen ikke skulle komme til magten igen. De valgte en tysk prins til konge, planlagde et tokammer parlament, undergravede i praksis 8 timersdagen m.m. At slutresultatet alligevel blev anderledes end højrekræfterne havde ønsket skyldtes den internationale udvikling.

Hele den monarkistiske politik var bundet til kejser Tysklands skæbne, og ententens sejr i 1. verdenskrig medførte en nyorientering i udenrigspolitikken. Finland manglede fortsat diplomatisk anerkendelse fra England og USA. Det var livsvigtigt at kunne eksportere til vesten, og landet havde behov for at importere fødevarer. Vestmagternes betingelser for dette var, at regeringen måtte skiftes ud og der måtte holdes nyvalg. Valget gav magten til det republikanske centrum og bragte 80 socialdemokrater ind i parlamentet. Agrarforbundet og Fremskridtspartiet kunne alligevel ikke regere uden støtte fra socialdemokraterne, samtidig med at det forandrede hele mønstret i det politiske system.

I et land hvor 2/3 af befolkningen fortsat levede af primær erhverv (landbrug, skovdrift og fiskeri), var det ikke blot muligt, men også naturligt at den borgerlige ideologi opfattede bondesamfundet som kernen i den nationale samling. Det handlede om at genoprette roen på landet og at forsvare den mod den truende industrialisering. Dette blev den vigtigste ide i finsk samfundspolitik helt frem til 1960'erne. Efter borgerkrigen blev det vigtigt at sikre en mere ligelig fordeling af jorden på landet, og bl.a. skaffe jord til tidligere landarbejdere for at undgå en social eksplosion.

Socialdemokrater og kommunister

Den nye aktive statspolitik som centrum gennemførte, fik mærkbar virkning på samfundsopfattelsen blandt de grupper i arbejderklassen, der havde vanskeligt ved at forsvare deres interesser gennem kollektiv optræden. Det gjaldt arbejderne i tertiærerhvervene og størsteparten af proletariatet på landet. Landbrugsreformerne bidrog desuden til at mindske betydningen af de erfaringer de tidligere havde fået - både i pligtarbejdet og i lønarbejdet udenfor landbruget. Med løsningen på jordproblematikken forsvandt også det forhold, der havde gjort kollektiv optræden blandt landarbejderne mulig. Disse grupper som i 1920'erne støttede op om de reformistiske socialdemokrater (SPD), havde ved årskiftet 1918-19 genoplivet arbejderbevægelsen i Finland. Socialdemokraterne fortsatte det gamle Arbejderpartis traditioner.

I slutningen af 1919 begyndte en økonomisk opgang, som sammen med de revolutionære begivenheder i Europa førte til en fornyet aktionsvilje blandt arbejderne i Finland - først og fremmest til en omfattende strejkebevægelse. En endnu kraftigere strejkebølge opstod i 1927-29. Det var altså under højkonjunkturen, at arbejderne havde muligheder for en fremgangsrig faglig kamp. Men den økonomiske struktur - den ringe industrialisering - fremmede ikke arbejderklassens sag. Dette kom til udtryk i det lave antal af organiserede faglærte. I mellemkrigstiden blev toppen nået i 1928 med 90.000 organiserede. Fagbevægelsens svaghed bidrog til at opretholde arbejdsgivernes traditionelle syn på arbejdsmarkedet. Det drejede sig om individuelle, ikke kollektive forbindelser. Fagforbundene med deres krav om kollektive aftaler, udgjorde et illegitimt og politiserende element.

Socialdemokraterne var ideologisk set lige så lidt i stand til at optage en faglig bevægelse - der af arbejdskøberne blev karakteriseret som illegitim - som det gamle Arbejderparti i efteråret 1917. Kommunisterne havde bedre held. De gamle arbejderledere der var emigreret til Rusland, stiftede i efteråret 1918 et kommunistisk parti (FKP), der afstod fra alle arbejderbevægelsens traditionelle aktionsformer og istedet koncentrerede sig om en væbnet omvæltning. Denne taktik slog ikke rigtig an i Finland. Det var først da de begyndte at udnytte arbejderorganisationerne i revolutionært øjemed, at FKP fik indflydelse i Finland. Fagbevægelsen blev domineret af kommunisterne, trods det at FKP var forbudt i det hvide Finland helt frem til 1944. Alligevel sad kommunisterne i parlamentet gennem formelt ikke-kommunistiske valgforbund.

Krise og lappobevægelse

Det parlamentariske system havnede i 1929 i en krisesituation, pga. indbyrdes stridigheder i de borgerlige partier samtidig med den vanskelige økonomisk krise. Centrum i finsk politik stod nok for et parlamentarisk demokrati, men samtidig delte det erfaringerne og traditionerne fra 1918 med højrefløjen.

Borgerkrigen havde ført en til en dyb modsætning mellem det finske borgerskab og Sovjetunionen. For hele borgerskabet fremstod kommunisterne kun som Moskvas agenter. Finland var også det eneste land i Europa, hvor alle borgerlige partier støttede en ikke-officiel væbnet organisation, Værnekorpset - den hvide hærs rygrad fra 1918. Det var umuligt for centrum i 1929-30 at holde fast ved 1918 traditionerne og samtidig forsvare det parlamentariske demokrati. Da Lappobevægelsen, der blev ledet af højreekstremister, krævede forbud mod at «Moskvas agenter» kunne deltage i parlamentet, stod centrum ideologisk forsvarsløst. Lappobevægelsen adskilte sig fra den samtidige fascisme ved, at den havde sin baggrund i en politisk krise indenfor borgerskabet, og ikke som andre steder i økonomiske og sociale problemer der skulle løses ved at afskaffe demokratiet, fordi arbejderbevægelsen var for stærk. Alligevel var Lappobevægelsens baggrund en strejkebølge, der genoplivede modsætningerne mellem de røde og de hvide. Udviklingen på arbejdsmarkedet gjorde, at socialdemokraterne havde store problemer, så længe den faglige bevægelse ikke blev anset som legitim. Problemet blev løst ved, at de gik ud af det kommunistisk ledede LO i 1929 og i 1930 stiftede en ny landsorganisation - FFC. Socialdemokraternes antikommunisme var blevet forstærket, fordi de var overbeviste om, at den kommunistiske virksomhed på alle måder var til skade for arbejderbevægelsen.

Under LO kongressen i 1929 havde også den ikke-reformistiske arbejderbevægelse store interne problemer. Den faglige sektor prøvede at nå til et kompromis, men kom til at stå alene, da FKP førte en hård linie. Partiet holdt fast ved Strassbourgerteserne og behandlede reformister som socialfascister.

Resultatet af modsætningsforholdet indenfor arbejderbevægelsen var for det første en katastrofal svækkelse af den faglige organisering: Under krisen i 1930'erne fandtes der ingen handlekraftig fagbevægelse i landet. For det andet var arbejderbevægelsen ikke i stand til at hindre Lappobevægelsens fremmarch.

Lappobevægelsen pressede de borgerlige partier til at fratage kommunisterne alle muligheder for lovlig virksomhed. Også arbejdernes kollektive interesserepræsentation blev svækket. Alle de borgerlige parlamentsmedlemmer stemte for en lov, der gjorde det strafbart at udøve pres mod strejkebrydere. I efteråret 1930 blev der svindlet med parlamentsvalget, og vælgerne blev terroriseret. Det førte til, at venstrefløjen (nu socialdemokraterne) fik betydelig færre pladser end nogensinde tidligere.

Der blev alligevel ikke oprettet et formelt diktatur, selv om den reelle magt i sommeren 1930 lå hos Lappobevægelsen. Krisen kunne løses ved blot at begrænse demokratiet, og ved en regeringskoalition der bestod af alle de borgerlige partier. Dermed blev den politiske stabilitet som storfinansen krævede genoprettet.

Det var i Finland fortsat muligt at lade den statslige økonomiske politik være orienteret mod at sænke omkostningsniveauet - fremfor alt lønningerne. Initiativet lå hos Finlands Bank, der førte en stram pengepolitik. Hensigten var at gøre træforædlingsindustrien mest mulig konkurrencedygtig. Den dominerede landets økonomi og stod for 75% af eksporten. Fra efteråret 1931 øgedes eksporten hurtigt. Dermed var den samme mekanisme der lå bag 20'ernes kraftige økonomiske vækst, blevet sat i gang. I 30'erne da de fleste europæiske lande oplevede økonomisk stagnation, formindskedes forskellen mellem Finland og de mere udviklede kapitalistiske lande.

På kort sigt skærpede den økonomiske politik modsætningerne mellem de borgerlige. Fremfor alt gjorde den det umulig for Agrarforbundet at samarbejde med de øvrige borgerlige partier. Fremskridtspartiet og Det svenske Folkeparti var - især efter Lappobevægelsens kupforsøg i vinteren 1931 - begyndt at kritisere regeringen. Samlingspartiet havde derimod allieret sig med den Fosterländska Folkrörelsen (IKL), der blev stiftet efter Lappobevægelsen var blevet forbudt pga. kupforsøget. Det politiske system var havnet i en ny krisesituation, hvor en «von Papen regering» som i Tyskland var det ene alternativ. Det andet var en mindretalsregering bestående af de borgerlige småpartier. Sidstnævnte blev valgt. Det parlamentariske underlag fik regeringen fra socialdemokraterne, der ikke havde noget alternativ.

Udviklingen i Finland adskilte sig således på en afgørende måde fra resten af Skandinavien. Der var truslen fra arbejderklassen allerede fra begyndelsen af århundredet blevet neutraliseret gennem sociale reformer. I Finland var dette ikke nødvendigt efter borgerkrigen. Arbejderbevægelsen i resten af Skandinavien havde også været stærk nok til at sikre, at de borgerlige friheder ikke kunne krænkes. Den finske var for svag til at sikre det. Med krisen i 30'erne fik arbejderpartierne statsbærende funktioner i resten af Skandinavien. I Finland var socialdemokraterne i 30'erne ikke stærke nok til at få anerkendt arbejdernes kollektive interesserepræsentation. Da Finland i 1937 fik en samlingsregering bestående af socialdemokrater og Agrarforbundet, havde den kun formelle lighedspunkter med tilsvarende koalitioner i resten af Skandinavien.

«Rödmylleregering» og førkrigstid

Trods det at socialdemokraterne i den såkaldte «Rödmylleregering» 1937-39 ikke formåede at forandre karakteren af det hvide Finlands samfundsinstitutioner, var regeringsskiftet alligevel et progressivt skridt. Arbejderbevægelsen havde endelig opnået at få garanteret sin legitimitet. Sammen med den kraftige økonomiske udvikling skabte dette både en stærk selvopfattelse og fremtidsoptimisme blandt de røde fra 1918 og deres efterfølgere. Vinterkrigens udbrud den 30. november 1939 skabte alligevel en helt ny situation.

«Rödmylleregeringen» så også ud til at være svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Finland tilhørte den demokratiske eller den fascistiske lejr i Europa. I realiteten var landet nemlig «neutralt» i denne sammenhæng. Det ville nemlig ikke udelukke muligheden af at få støtte mod Sovjetunionen. Det finske borgerskab var overbevist om, at Sovjetunionen arbejdede på at bolsjevisere Finland og erobre det. Hovedprincippet i den finske udenrigspolitik var at skaffe udenlandsk støtte mod Sovjetunionen. Efter at Hitler havde overtaget magten, blev dette for alvor vigtigt. Især da Moskva begyndte at arbejde for, at Sovjetunionens nabolande i vest skulle være neutrale. Konkurrencen mellem England og Tyskland om indflydelse i Finland og Finlands økonomiske afhængighed af begge disse stater gjorde det alligevel umuligt for landet at orientere sig klart mod nogen af dem. Derimod accepterede begge stormagter et tættere samarbejde mellem Finland og Sverige. Og dette samarbejde påvirkede den indenrigspolitiske udvikling i Finland.

I midten af 1930'erne ønskede den finske storfinans at flette orienteringen mod Sverige sammen med et stort rustningsprogram og en ny bred borgerlig koalition. Selvom det sidstnævnte mål blev tilintetgjort af «Rödmylleregeringen», så blev socialdemokraterne tvunget til at acceptere rustningsprogrammet for at blive accepteret som et parti på linie med de andre.

Efterhånden som den internationale spænding øgedes, blev det vanskeligt for socialdemokraterne i regeringen at beholde den klart fredsvenlige udenrigspolitik, de indtil da havde stået for.

Efter at have lidt nederlag i forsøget på kollektivt at neutralisere randstaterne, forsøgte Sovjetunionen at nå dette mål gennem tosidige forhandlinger. Ifht. Finland var dette dømt til at mislykkes, da hele den finske udenrigspolitik netop var indstillet på at undgå en sådan form for tosidighed. Derfor indebar freden efter vinterkrigen i marts 1940 heller ikke en nyorientering fra finsk side. I juni 1941 blev Sovjetunionen angrebet af Finland i samarbejde med nazi-Tyskland.

Krigstid og fredsslutning

«Rödmylleregeringens» store betydning skyldtes, at finnerne kunne møde det sovjetiske angreb samlet. Den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt fra efteråret 1939, Terijoki-regeringen der blev dannet af FKP ledelsen i Sovjetunionen under vinterkrigen, indlemmelsen af de baltiske lande i Sovjetunionen og endelig vinterkrigen, mindskede den udenrigspolitiske kløft mellem borgerskabet og socialdemokraterne.

Før «fortsættelseskrigen» i 1944 var der opstået en opposition mod den samlingsregering af alle partier, som styrede landet. Modstanden havde sit udspring i arbejderklassen, især i fagbevægelsen. Den blev anført af en gruppe socialdemokrater («sexlinger») og kommunister. Men oppositionen fra 1940-41 kunne regeringen forholdsvis let feje til side. «Vinterkrigsånden» havde ført til, at al demokratisk opinionsdannelse var vanskelig.

Mobiliseringen og den regulerede økonomi havde gjort det nødvendigt at tage arbejderorganisationerne med i styringen af samfundet. Dette indebar, at borgerskabet nu erkendte deres retmæssighed - specielt FFC. Men de blev ikke anerkendt som repræsentanter for arbejderne som klasse, kun som repræsentanter for en gruppe samfundsmedlemmer med visse fælles interesser. Af «vinterkrigsånden» opstod der teorier om et slags korporativistisk samfundsopfattelse, der blev legitimeret af antisovjetismen. Denne ideologi led delvist, men ikke endeligt, nederlag i september 1944, da regeringen sluttede våbenhvile med Sovjetunionen.

Våbenhvilen blev ikke påtvunget den finske regering på samme måde som Moskvafreden i 1940. De allierede styrker stod fortsat sammen mod Tyskland, og der fandtes ingen muligheder for at spekulere i en tredje partner i forholdet til Sovjetunionen. I denne situation blev den gamle udenrigspolitik vendt på hovedet af statsministeren, J. K. Paasikivi, der var leder for en af de herskende finansgrupper i Finland og som senere blev præsident.

Mens finnerne før 1944 havde forsøgt at undgå en situation, hvor de kom til at stå alene i deres forbindelser med Sovjetunionen, så forsøgte de nu at hindre, at en tredje magt blandede sig i disse forbindelser. Dette forblev grundideen i finsk udenrigspolitik frem til Sovjets sammenbrud.

Fremtiden var afhængig af finnernes evne til på egen hånd at få etableret forbindelser med øst. Den nye udenrigspolitik tilfredsstillede Sovjetunionens strategiske og ideologiske interesser: De imperialistiske magter kunne ikke spekulere i Finland mere, og det kom ikke på tale at okkupere landet med sovjetiske tropper.

Sammen med den udenrigspolitiske kursændring indebar 1944 en betydelig demokratisering af samfundet. FKP blev gjort lovlig, og fremfor alt blev arbejdernes kollektive interessepræsentation endelig anerkendt. Alligevel mødte demokratiseringen en stærk modstrøm, som f.eks. førte til, at kommunisternes aktiviteter fra 1948 og helt frem til midten af 1960'erne ikke blev anset for helt lovlige, samt at fagbevægelsens politik i den samme periode blev reduceret til en gammeldags dagskravslinie uden politiske målsætninger.

«Ny» og «gammel» retning i finsk politik

Efter våbenhvilen krævede den såkaldte «nye retning» ikke bare udenrigspolitisk kursændring, men også demokratisering af samfundet, sociale reformer, udrensning af «fascistiske» elementer i statsapparatet, at den «gamle retnings» politikere skulle træde tilbage osv. Ledelsen af den «nye retning» bestod af den såkaldte fredsopposition. Det var for det meste socialdemokrater, men også nogle borgerlige politikere, som under krigen krævede en hurtig fredsslutning. Rygraden i den «nye retning» bestod af fagbevægelsen og kommunisterne. På det socialdemokratiske partilandsmøde i 1944 led fredsoppositionen et snævert nederlag. Efter dette dannede en stor del af disse, sammen med oppositionskræfterne fra 1940-41 og kommunisterne, det Demokratiska Förbundet för Finlands Folk (DFFF). Ved parlamentsvalget i 1945 fik forbundet næsten 1/4 af stemmerne. Efter valget dannede de «tre store», DFFF, SDP og Agrarforbundet, en regering for at gennemføre den «nye retnings» politik.

I begyndelsen af 1945 havde ledelsen i FFC indgået en samarbejdsaftale med kommunisterne. Det bidrog til at medlemstallet i organisationen øgedes fra 50.000 - gennemsnittet i 1930'erne - til ca. 350.000 i 1947. Det holdt sig på det niveau frem til 1960'erne. Fra og med 1946 tilspidsede kampen mellem socialdemokraterne og kommunisterne sig så stærkt, at socialdemokraterne i fagbevægelsen blev tvunget til at søge hjælp hos SDP ledelsen. Dette førte hurtigt til, at socialdemokraterne blev samlet.

I Agrarforbundet udgjorde den «nye retning» aldrig mere end et lille mindretal. Partiets deltagelse i koalitionsregeringerne fra 1945 til 1958 var baseret på et målbevidst arbejde for at bevare det bestående samfund, og fremfor alt det private landbrugs interesser.

Der fandtes også en international baggrund for, at de «tre stores» koalition allerede i 1947 var tæt på at opløses indefra. Den kolde krig fik den «gamle retnings» repræsentanter til atter at samle sig. De igangsatte en kampagne mod DFFF og benyttede sig af modsætninger indenfor regeringskoalitionen. Ved valget i 1948 måtte også kommunisterne notere sig et alvorligt tilbageslag. De blev isoleret fra regeringspolitikken.

Den «gamle retning» formåede alligevel ikke at forandre landets udenrigspolitik. Oppositionskræfterne var så svage, at Paasikivi ikke havde store vanskeligheder ved at gennemtvinge sin opfattelse af, at Finland f.eks. burde afstå fra Marshallhjælp og stå udenfor OECD. At finnerne på egen hånd havde ført en politik, der tilfredsstillede de sovjetiske interesser førte til, at Stalin i 1948 tog hensyn til de finske ønsker i forhandlingerne om en «venskabs-, samarbejds- og bistandspagt» (VSB pagten). Det militære samarbejde begrænsede sig til kun at gælde krigstrusler mod Finland eller mod Sovjetunionen gennem finsk territorium. Samarbejdet blev også gjort afhængig af gensidige samtaler og rådslagning. VSB pagten adskilte sig derfor fra de aftaler af samme navn, som Sovjetunionen indgik med folkedemokratierne i Østeuropa.

Ved valget i 1948 var der ikke noget parti, der gik mod Paasikivi linien i udenrigspolitikken.

Socialdemokratiet og agrarpartiet i 50'erne

FFC var blevet en vigtig faktor i finsk politik og havde også fået gennemført en betydelig udjævning til fordel for de lavtlønnede. Alligevel formåede FFC ikke at forsvare det, organisationen havde opnået. Svagheden i FFC's stilling kom mest dramatisk til syne, da det i 1956 blev nødvendigt at gribe til generalstrejke. Denne kamp som socialdemokraterne ledte, blev nok formelt vundet af arbejderne, men den var overvejende et nederlag, da FFC's lønkrav blev ophævet af forringelser på andre områder - først og fremmest i prispolitikken. Dette bidrog til, at både FFC og de finske socialdemokrater blev splittede, og til at hele arbejderbevægelsen i begyndelsen af 1960'erne spillede en meget ringe selvstændig rolle i samfundet.

Det havde været de «indtægtspolitiske» spørgsmål, der fra starten havde ført til de største praktiske vanskeligheder for «de tre stores» regeringskoalition. Det kom også frem, at socialdemokraterne havde forandret sig fra at være et parti for småfolk på landet til at repræsentere byernes arbejdere og deres forbrugsbehov. Industriarbejdernes andel øgedes blandt partiets tilhængere, hvilket hang tæt sammen med fagbevægelsens ændrede position. Efter isoleringen af kommunisterne blev regeringspolitikken helt frem til slutningen af 1950'erne en endnu mere begrænset interessekamp mellem industriarbejdernes og bøndernes repræsentanter.

Højredrejningen i politikken efter 1948 var blevet gennemført af en socialdemokratisk mindretalsregering. I en situation der var kendetegnet af bl.a. Berlinblokkaden og oprettelsen af NATO, havde dette ført til en krise i de finsk-sovjetiske forbindelser. Det var disse vanskeligheder i socialdemokraternes udenrigspolitik der frembragte den anden arkitekt af den nye udenrigspolitik, U. K. Kekkonen, der var leder af Agrarforbundet. Det var Kekkonens erkendelse af, at det var nødvendigt at tage hensyn til Sovjetunionens politik, der nu slog igennem i partiet.

Udenrigspolitikken blev for Agrarforbundet først og fremmest et middel mod socialdemokraterne i indenrigspolitikken. Dette gjorde det endnu vanskeligere for SDP at løse dilemmaet omkring foreningen af det næsten fjendtlige forhold til de finske kommunister med nødvendigheden af fortrolige forbindelser med Sovjetunionen. Den manglende evne til at løse dette dilemma var den ene årsag til, at socialdemokratiet i begyndelsen af 1960'erne kom ind i en blindgyde. Den anden årsag var, at det sammen med det politiske højre forsøgte at bryde landbrugsinteressernes dominerende stilling i samfundspolitikken.

Socialdemokraternes og industriorganisationernes fælles samfundsinteresser kom til udtryk i efteråret 1958 i dannelsen af en regering, hvor SDP og Samlingspartiet havde flertallet, men hvor også Agrarforbundet deltog. Regeringsdannelsen fandt sted efter en betydelig højredrejning i indenrigspolitikken efter generalstrejken, og efter at resterne af den økonomiske reguleringspolitik fra efterkrigstiden var afskaffet. Den nye situation viste sig også i udenrigspolitikken. Særligt da Geneveånden førte til, at Sovjetunionen i 1955 tilbageleverede Porkkalabasen ved Helsinki. Den var blevet lejet i 1944.

Finland blev i 1955 medlem af både FN og Nordisk Råd, og importen fra vesten blev frigivet - det indebar tilstrømning af f.eks. «vestlige» forbrugsvarer. Den udenrigspolitiske orientering mod vesten blev forstærket, da handlen med vesten øgedes. Den finske træforædlingsindustri ville have garantier for sine eksportmuligheder til det nye frihandelsområde. For at få dette havde det været nødvendigt at overbevise Sovjetunionen om, at det ikke ville ske noget brud i finsk udenrigspolitik. Dette var vigtigt, ikke mindst når man betragter udviklingen i den finske opinion og tilspidsningen i de internationale forhold, men regeringen indså ikke dette. Resultatet blev en tillidskrise mellem Finland og Sovjetunionen («nattefrosten»), der først blev løst, da Agrarpartiet dannede regering.

Økonomisk «modernisering»

Det var takket være Kekkonens personlige indsats, at forbindelserne østover stabiliserede sig, og at agrarpartiregeringen fik Finland ind i EFTA i 1961 som associeret medlem. Denne udvikling kulminerede med undertegnelsen af en samarbejdsaftale med EF i 1973. Aftalen blev først ratificeret i 1974 samtidig med en samarbejdsaftale med COMECON. Samtidig blev der også indledt forhandlinger om øget vareudveksling med de små socialistiske lande, og der blev godkendt love der skulle søge at neutralisere skadevirkningerne af samarbejdet med Vesten. Alt dette var et tegn på, at den indenrigspolitiske situation i Finland har blevet grundigt forandret.

Deltagelsen i det vesteuropæiske samarbejde fremskyndede udviklingen af nye industrigrene. Træforædlingsprodukternes andel af eksporten lå i 1950'erne endnu på ca. 75%. To årtier senere var den faldet til ca. 45 %. Metalindustriens andel voksede fra ca. 10 til ca. 40% og den «øvrige» industri øgedes til ca. 20%. Den videnskabelige-tekniske udvikling øgede også specialiseringen og dermed de indbyrdes afhængighedsforhold indenfor industrien, hvilket bl.a. kom til udtryk ved at de gamle eksportmonopoler blev koncerner, der spændte over flere brancher.

En industrialiseret og specialiseret produktion blev også nødvendig i landbruget. Forandringerne i industrien og landbruget hang tæt sammen med en stærk folkevandring indenfor landet, og med en kraftig økonomisk vækst, der var koncentreret i Sydfinland. Der opstod helt nye problemer med bolig, transport, planlægning, daginstitutioner osv., samtidig med at udkantområdernes stilling blev forværret. De forandringer der fandt sted i samfundet finder vi afspejlet i følge tal: Primærerhvervene beskæftigede endnu i 1950 36% af befolkningen, mens det tilsvarende tal i 1975 var faldet til 15%. For industrien var tallene 28% og 35%, for service- og de øvrige tertiærerhverv 25% og 50%.

Arbejderbevægelsen i 1960'erne

SDP samarbejdede med højrekræfterne op til præsidentvalget i 1961, hvor de prøvede at rydde Kekkonen af vejen. Forsøget mislykkedes og førte, i sammenhæng med Berlinkrisen, til nye problemer i relationerne med Sovjetunionen. De parlamentsvalg der blev holdt umiddelbart efter den såkaldte notekrise, var et stort nederlag for SDP. DFFF udgjorde den afgjort største venstrefløjsgruppe i parlamentet. SDP havde også «mistet» FFC og de fleste store arbejderorganisationer til udbryderpartiet ASSF (Arbetarnas och Småbrukarnas Socialdemokratiska Förbund). Alt dette førte til, at SDP fra og med partikongressen i 1963 tydeligere og tydeligere tog afstand fra sin gamle taktik - både ifht. inden- og udenrigspolitik.

Parlamentsvalget i 1961 havde vist, at de socialdemokratiske vælgere ikke stolede på ASSF, og partiet fil lav vælgertilslutning. Dets skæbne blev fastlåst, fordi det deltog i de borgerlige regeringer den første halvdel af årtiet. Det var en konsekvens af arbejdskøbernes forsøg på at binde FFC, der havde ASSF som sin «politiske repræsentant». Den konkurrerende landsorganisationen (LO) der var dannet af SDP, forsøgte at udnytte denne situation, men kunne kun samle en lille del af fagforbundene. SDP's nye ledelse opgav efterhånden LO, og splittelsen i fagbevægelsen blev faktisk reduceret i 1966 da SDP og FKP indgik en aftale om at dele magten i FFC. Dermed var døren åbnet for, at fagbevægelsen kunne blive en enhedsorganisation, hvilket faktisk skete i slutningen af 60'erne. I begyndelsen af 1970'erne var FFC blevet en kæmpeorganisation med omkring en million medlemmer.

Aftalen mellem SDP og FKP om FFC undergravede ASSF's position. Kommunisterne opgav nemlig forsøget på at udnytte den socialdemokratiske splittelse. I virkeligheden var det først nu, at afstaliniseringen slog igennem i FKP. Højretendenserne i finsk politik havde forhindret det i at ske efter generalstrejken i 1956. En strejke der ikke havde givet partiet store muligheder for udspil. FKP's nye taktik kom klart til udtryk ved, at det gik ind i regeringen i 1966, og ved at partiet støttede de indtægtspolitiske udspil i slutningen af årtiet.

Kommunisternes indtræden i regeringen var et tydelig tegn på, at den antikommunistiske arv fra det hvide Finland endelig var brudt sammen. Vendepunktet var nederlaget for Kekkonens modstandere ved præsidentvalget i 1962. Det afsluttede striden om indholdet i udenrigspolitikken, der faktisk havde præget det politiske liv i hele efterkrigstiden. Paasikivi-linien var slået klart gennem. SDP's nyorientering blev baseret på denne erkendelse; Det kom ud af den blindgyde, som ideerne fra 1948 havde bragt partiet ind i. Også Agrarforbundets særstilling blandt de borgerlige partier på det udenrigspolitiske område begyndte at fortone sig, samtidig med at deres samfundspolitik - også en arv fra det hvide Finland - kom i krise.

1970 Venstreoffensiv og borgerlig modoffensiv

Rækkevidden af forandringerne i det politiske system blev forstærket af en revolutionslignende ideologisk udvikling. Forandringerne var større end i 1944. Ikke mindst fordi det var hele arbejderbevægelsen der nu tog initiativet. Den hvide reaktion fra 1918 havde formået at dominere 1950'ernes kulturelle udvikling - en finsk version af McCarthyismen i USA. Men i 1960'erne kom så godt som alle de værdier i vanry, som de borgerlige traditionelt havde stået for i samfundet og i samfundslivet.

Men frygten for socialismen der blev skabt af først og fremmest arbejderbevægelsens offensiv, men også studenter- og kulturradikalismen, gødede jorden for en ny borgerlig reaktion. Den nye regeringskoalition der blev dannet i 1966 formåede heller ikke at udslette den utilfredshed, som strukturforandringerne i samfundet havde skabt. Fra og med 1970 var højlydt reaktionære borgerlige protestpartier et permanent fænomen i finsk politik. Sammen med samfundsforandringerne mindskede dette vælgergrundlaget for Centerpartiet - tidligere Agrarforbundet - og for DFFF.

Den omfattende reformpolitik blev ført videre, trods den reducerede politiske indflydelse fra venstrefløjen, og den borgerlige ideologiske modoffensiv. Sammen med højkonjunkturen i 1972-1975 formåede denne reformpolitik i vid udstrækning at stabilisere forholdene i samfundet. Finland havde nærmet sig resten af Skandinavien. Samtidig var Finlands økonomiske afhængighed af den øvrige kapitalistiske verden øget. Den internationale krise nåede til slut også Finland i anden halvdel af 1970'erne. Da nåede også den borgerlige modoffensiv mod venstrefløjen sit højdepunkt.

At borgerskabet udnyttede krisen til en ideologisk modoffensiv, er et træk som alle de kapitalistiske industrilande har til fælles. Det finske særtræk ligger i reaktionens natur. Afstanden til 1960'erne var så lille, at reaktionen kunne tage tendenser fra det hvide Finland op. Det kom til udtryk i f.eks. angrebene på arbejdernes selvstændige organisering. FFC måtte igen true med generalstrejke for at få arbejdskøberne til at respektere de aftaler de havde underskrevet.

Den defensive taktik som venstrefløjen blevet tvunget over i, førte også til forandringer blandt kommunisterne. FKP's deltagelse i regeringen, og specielt dets støtte til de indtægtspolitiske aftaler, skabte opposition i partiet. Oppositionen blev forstærket, fordi flertallet af de studenterradikale gik ind i partiet - hvilket også effektivt modvirkede opkomsten af små venstreekstremistiske sekter i Finland. Presset fra oppositionen fik partiledelsen til i 1971 at træde ud af regeringen. Det bidrog til at stabilisere styrkeforholdene. Efter dette eksisterede der i realiteten to kommunistiske partier indenfor FKP. Den borgerlige offensiv i slutningen af 1970'erne fik imidlertid flertallet til at genoptage regeringssamarbejdet. Flertallets selvtillid var blevet styrket af mindretallets manglende evne til at præsentere et handlekraftigt alternativ.

I modsætning til kommunisterne var SDP præget af større indre enighed. Det var en konsekvens af den borgerlige offensiv, der først og fremmest blev rettet mod socialdemokratiet. SDP blev beskyldt for at have forrådt de «vestlige» socialdemokratiske traditioner. På den anden side formåede hverken SDP eller FKP klart at udvikle en finsk løsning på den omfattende arbejdsløshed, på den stigende inflation eller på underskuddet på handelsbalancen. Begge arbejderpartier stod grundliggende for den samme opstramningspolitik, der blev ført af regeringerne i de øvrige kapitalistiske industrilande.

1990 Dyb krise efter Sovjets sammenbrud

I 1980'erne støttede regeringen træindustrien og en øget udbygning af den øvrige industri samt en udvidelse af udenrigshandelen. Denne politik viste forholdsvis gode resultater frem til Sovjets sammenbrud, der ramte Finland hård, da Sovjet aftog 25% af landets eksport. I 1991 gennemførte statsminister og centerleder, Esko Aho et hårdt kriseprogram, der mødte voldsom modstand fra arbejderklassen. Krisen førte til et reelt fald i levestandarden og arbejdsløsheden steg fra 3½ % til over 20 % i december 1993. Ved præsidentvalget i 1994 vandt socialdemokraten Martti Ahtisaari i anden valgomgang med 54% af stemmerne over den finsk-svenske Elisabeth Rehns 46%. Det var første gang, der stillede en kvinde op til posten. Ved regeringsdannelsen i 91 havde kvinder sat sig på 7 ud af 17 ministerposter.

1995 Ind i EU

Med sammenbruddet i Sovjet var vejen banet politisk for langt tættere forbindelser til de udviklede kapitalistiske lande, og krisen gjorde samtidig en sådan udvikling nødvendig. I 1992 søgte Finland om optagelse i EU. I 94 bekræftede en folkeafstemning dette ønske, og Finland blev sammen med Sverige og Østrig medlem den 1. januar 95. Optagelsens negative konsekvenser for landbruget blev mildnet gennem specielle subsidier til landbruget, der med landets kolde klima har en række bagdele ifht. resten af EU. Staten fik endvidere lov til at bevare sit monopol på salg af alkoholiske drikke.

Da optagelsen i EU varen realitet, erklærede præsident Ahtisaari, at Finland ikke ville søge om optagelsen i WEU (Den Vesteuropæiske Union), hvilket ellers kunne have været et første skridt i retning af optagelse i NATO. Den finske regering mente, at en fælles forsvarspolitik skulle baseres på konsensus, og at den traditionelle neutralitetspolitik var blevet forældet efter afslutningen på opdelingen af Europa. Regeringen henledte endvidere vestens opmærksomhed på farerne ved at isolere Rusland og miljøfarerne ved dette lands atomindustri.

Ved valget i marts 95 overhalede socialdemokratiet under ledelse af Paavo Lipponen det tidligere regeringsparti, Centerpartiet, som største parti i parlamentet. Lipponen erstattede Esko Aho som statsminister, og fremsatte i oktober en plan til reduktion af arbejdsløsheden, der fortsat lå på omkring 17%. I 1996 bekræftede regeringen, at den ikke ønskede optagelse i nogen militæralliance, men gav samtidig udtryk for vilje til at ville deltage i EU's fælles valutasamarbejde, ØMU'en fra 1999. Arbejdsløsheden faldt en smule - til 16% - og inflationen lå på lige godt 0%. Et niveau der blev fastholdt gennem 1997. Væksten i industriproduktionen var med 3,2% blandt de højeste i EU, og i oktober 97 var arbejdsløsheden faldet til 12,6%.

I starten af 1998 forstærkede Lipponen sine kontakter med andre vestlige regeringschefer for at sikre større økonomisk bistand til udviklingen i Rusland. Den internationale analyseorganisation Transparency International udnævnte i 1998 Finland til et af verdens 5 mindst korrupte lande.

Ved præsidentvalget i januar 1999 vandt den daværende socialdemokratiske udenrigsminister, Tarja Halonen. Hun vandt i anden valgrunde med 51,6% over Esho Aho fra Centerpartiet, der fik 48,4%, og hun blev dermed den første kvinde på præsidentposten. Posten er dog overvejende repræsentativ; hun har ingen indflydelse på regeringsdannelsen eller nogen afgørende indflydelse på udenrigspolitikken, eftersom den seneste grundlovsændring lægger hovedvægten i regeringen og parlamentet.

Ruslands præsident Vladimir Putin besøgte for første gang Finland i januar 2001. Hans møder med præsidenten Tarja Halonen og premierminister Paavo Lipponen drejede sig især om Ruslands forhold til EU og indlemmelsen af nye medlemmer i NATO, hvilket Rusland var imod. Putin blev under besøget den første russiske leder, der aflagde besøg ved feltmarskal Carl Gustav Mannerheims grav. Han ledte de finske tropper mod den Røde Hær under 2. Verdenskrig.

Trods den igangværende debat om hensigtsmæssigheden i anvendelsen af atomenergi, besluttede regeringen i 2002 at bygge en 5. atomreaktor til dækning af landets stigende energibehov. Finland er det eneste land i Europa, der ikke undersøger anvendelsen af alternative energikilder, og som ej heller arbejder på reduktion af CO2 udslippene fra træindustrien, trods det at landet faktisk har underskrevet Kyoto protokollen.

I marts 2003 blev Centerpartiets leder, Anneli Jaatteenmaki valgt som premierminister med en margen på blot 6.600 stemmer. Valgresultatet tvang hende til at danne en koalitionsregering med Socialdemokratiet og Svensk Folkeparti. To måneder efter sin indsættelse måtte hun trække sig fra posten, da det kom frem, at hun havde citeret fra hemmelige dokumenter ifbm. USA's angreb på Iraq. Posten blev i juni overtaget af Matti Vanhanen, ligeledes fra Centerpartiet. Han er journalist, akademiker og specialiseret i EU forhold. Han udtrykte sine forbehold overfor EU's forsvarspolitik. Han var desuden imod bygningen af den 5. atomreaktor, var bekymret over den fortsat høje arbejdsløshed (10% i 2003) og den tiltagende racisme i kølvandet på en indvandrerstrøm fra Afrika og Sydøsteuropa.

I marts 2004 blev den tidligere premierminister Anneli Jaatteenmaki anklaget for illegalt at have skaffet sig adgang til dokumenter om krigen i Iraq, mens hun var leder af oppositionen. Jaatteenmaki blev frifundet i retten pga. mangel på beviser. Hun erklærede sig lettet, og håbede på at frifindelsen ville bringe ende på en længere periode af personlig lidelse.

Efter 7 måneders konflikt og 6 ugers strejke indgik arbejdsgivere og arbejdere i den finske papirindustri i slutningen af juni 2005 en ny overenskomst. Strejken berørte også de store finske papirvirksomheder Stora Enso og PM-Kymmene, og begyndte at true leverancerne af papir til Europa.

Tarja Halonen blev genvalgt som præsident i januar 2006. Under sin valgkamp præsenterede hun sig som «præsidenten for hele folket», og lovede at fortsætte sit arbejde for bevarelse af lighed og velfærdssamfundet.

Parlamentsvalget i marts 2007 blev vundet af Centerpartiet med 23,1% af stemmerne. Den Nationale Koalition fik 22,3% og Socialdemokratiet 21,4%.

Finland blev forholdsvis hårdt ramt af den globale økonomiske krise. I 2009 faldt BNP med 7,8%.

Premierminister Vanhanen trådte i juni 2010 tilbage og blev erstattet på posten af sin partifælle, Mari Kiviniemi.

I april 2011 blev der gennemført parlamentsvalg. Valget blev et sviende nederlag for Centerpartiet, der mistede 16 mandater og fik 35, men også det Nationale Koalitionsparti og Socialdemokratiet gik tilbage. Den store sejrherre var Sandfinnerne, der gik 34 mandater frem til 39. Partiet gik til valg på et nationalistisk program, der lagde lang afstand til EU og dets kriseprogrammer. Det Nationale Koalitionsparti blev for første gang landets største, men regeringsdannelsen kom til at tage 2 måneder, da partierne ønskede at undgå Sandfinnerne. I juni kunne Koalitionspartiets Jyrki Katainen tiltræde som premierminister for en regering bestående af hans eget parti, Socialdemokratiet, Venstrealliancen, de Grønne, Svenskernes Folkeparti og Kristendemokraterne.

Katainen var fra starten stor tilhænger af EU og EU's redning af de havarerede EU lande. Dog var han imod EU forslaget om finansskat, der blev overvejet i november 2012. Selvom andre partier i hans koalitionsregering var for forslaget var hans modstand så stærk at han truede med at sprænge regeringen og udskrive nyvalg, med mindre hele regeringen bakkende ham op.

Regeringen bakkede ikke op om reduktion af CO2 udledningen. Katainen var i 2005 med til at udforme en plan for øget energiforbrug frem til 2020. Det primære energiforbrug skulle stige med 13%, og det samlede elektricitetsforbrug skulle stige med 15,4% i perioden.

I januar-februar 2012 gennemførtes præsidentvalg. Sauli Niinistö fra Koalitionspartiet vandt første valgrunde med 37,0% mod den Grønne Ligas Pekka Haavisto der fik 18,8%. I anden valgrunde fik Niinistö 62,6%. Den lange tradition for socialdemokratiske regeringer var dermed brudt.

Ombudsmanden indledte i november 2012 en undersøgelse af Finlands rolle i USA's Rendition Programme, der gik ud på tortur på centre rundt om i verden og transport af fanger mellem disse. Undersøgelsesrapporten blev udgivet i april 2014. Der eksisterede ikke håndfaste beviser for Finlands deltagelse i torturprogrammet.

Som i mange andre lande anvender politiet ofte overdreven fysisk magt. I maj 2012 døde en 30 årig mand på en politistation efter politiet havde brugt en stun-pistol mod ham. I august blev en stun-pistol brugt mod en 14 årig dreng, der fik læderet sin arm. En undersøgelse af overgrebet blev efterfølgende indstillet.

Landet konstaterede i 2013 for andet år i træk negativ økonomisk vækst. Økonomien skrumpede med 1% i 2012 og 1,4% i 2013.

Fra at være verdens største mobilproducent sakkede Nokia fra slutningen af 00'erne stadig længere bagud, og i april 2014overtog Microsoft Nokias mobildivision for 5,44 mia. €. Tre måneder senere meddelte Microsoft, at det afskedigede 12.500 i den opkøbte division.

Finland tillader ikke ægteskab mellem to personer af samme køn. En finsk kvinde ønskede efter 18 års ægteskab at blive anerkendt som transkønnet i ægteskabet, men det blev afvist af de finske myndigheder, der krævede at parrets status ændredes fra ægteskab til partnerskab. Den europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i juli 2014 en kendelse, der gik parret imod. Både domstolen og de finske myndigheder blev kritiseret af de internationale menneskerettighedsorganisationer for overtrædelse af LGBT personers rettigheder.

Finland frarådede i foråret 2014 de økonomiske sanktioner mod Rusland, som EU planlagde. Katainen erklærede at det var nødvendigt at betragte udviklingen på Krim halvøen afbalanceret, og at sanktioner iøvrigt ville skade Finlands økonomi.

Premierminster Katainen blev i juli 2014 udnævnt til EU kommissær for økonomi og monetære anliggender. Han trådte derfor tilbage som formand for Koalitionspartiet. Denne post og posten som premierminister blev overtaget af Alexander Stubb, der samtidig omdannede regeringen.

Parlamentsvalget i april 2015 blev en stor sejr for Centerpartiet, der gik 14 mandater frem til 49 ud af parlamentets 200. Valgets store tabere var den Nationale Koalition der gik 7 mandater tilbage og Socialdemokratiet der mistede 8. Venstrealliancen mistede 2 og fik 12. I maj dannede Centerpartiet en højreorienteret koalitionsregering med sin leder Juha Sipilä som premierminister. I regeringen indgik også Sand Finnerne og den Nationale Koalition.

I juli strammede regeringen landets flygtningelovgivning. Mens uledsagede flygtninge under 15 år fortsat ikke kan tilbageholdes, kan flygtningebørn i alderen 15-17 tilbageholdes i op til 72 timer, hvis der foreligger en udvisningsordre. Denne kan forlænges med yderligere 72 timer.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Finland)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)