Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Metalarbejder
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
    .  Reformistisk  .  Folkesocialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 32.151
: :
Larsen, Aksel
Aksel Larsen
Aksel Larsen

Aksel Larsen (1897-1972), dansk kommunist, født 5. august 1897 i Brændekilde på Fyn som søn af træskomager Lars Larsen og Ehrengott Larsen. Han voksede op i Odense som det fjerde i en børneflok på 9. Forholdene var fattige, men en friplads på Mulernes Legatskole samt flere boglegater muliggjorde, at han i april 1914 som det eneste af Ehrengott og Lars Larsens børn fik en realeksamen. Måneden efter startede han som trafikelev ved de Sydfyenske Jernbaner, hvor han efter endt uddannelse blev ansat som trafikassistent i april 1917. Livet på de små sydfynske stationer sagde ham imidlertid ikke noget, og i maj 1918 flyttede han til København.

Fra Socialdemokratiet til Venstresocialistisk Parti

Mødet med hovedstaden blev en omvæltning for den unge Larsen, der flyttede ind på et kvistværelse i Istedgade på Vesterbro og fik arbejde som cykelbud. Han meldte sig ind i Budenes Fagforening og Socialdemokratiet og blev hurtigt tillidsmand og i maj 1919 medlem af bestyrelsen i fagforeningen. Både hans far og mor var mangeårige medlemmer af Socialdemokratiet, så hjemmefra var han opfostret med betydningen af arbejderklassens organisering, men gennem sit faglige og politiske arbejde mødte han nu også syndikalismen og den voksende opposition indenfor arbejderbevægelsen mod Socialdemokratiet.

Aksel Larsen deltog i de voldsomme demonstrationer på Grønttorvet november 1918 og blev efterhånden mere radikal i sine synspunkter. Han optrådte som folketaler på Rådhuspladsen i København under Påskekrisen i april 1920, hvor arbejderbevægelsen mobiliserede og kaldte til generalstrejke, mens Social-Demokratens redaktør, Frederik Borgbjerg, på det nærmeste udråbte republikken. Imidlertid indgik Socialdemokratiet og De Samvirkende Fagforbund forlig, og Aksel Larsen blev så forbitret og skuffet, at han måneden efter forlod Socialdemokratiet og indmeldte sig i det nystiftede Venstresocialistisk Parti.

Han deltog som taler i partiets valgkampagne op til folketingsvalget 21. september 1920 og blev som alle andre medlemmer skuffet over de beskedne 5.160 stemmer, som ikke gav mandater. Ikke desto mindre havde Påskekrisen været et vendepunkt i Aksel Larsens liv, og han forblev medlem af det nye parti i de næste 38 år.

Partisekretær i et kupparti

Aksel Larsen havde været begejstret for de russiske revolutioner i marts og november 1917 og den tyske revolution i november 1918. Han støttede derfor, at Venstresocialistisk Parti i november 1920 tilsluttede sig Komintern og tog navneforandring til Danmarks Kommunistiske Parti - sektion af Kommunistisk internationale. Han blev hurtigt en benyttet agitator og organisator, og i august 1921 blev han formand for DKP Indre By og samtidig medlem af Københavnsledelsen.

Partiet var på det tidspunkt ramt af voldsomme fraktionskampe, og i januar 1922 deltog Aksel Larsen i det kup, der førte til en sprængning af DKP i to partier. Han blev medlem af partiledelsen og sekretær i det såkaldte «Blågårdsgadeparti», hvor han var en af de centrale figurer på kongressen i juli 1922, men efter Århus-kongressen i februar 1923 og den efterfølgende samling af de to partier gled han ud af partiledelsen. Han flyttede til Lyngby og stillede ved Folketingsvalget 11. april 1924 op som kandidat for DKP i Københavns Amt, hvor han markerede sig i en sådan grad, at han underhånden fik et tilbud om at vende tilbage til Socialdemokratiet, hvilket han dog afslog. Forhindre endnu et valgnederlag til sit parti kunne Aksel Larsen dog ikke. Til gengæld fik han mulighed for at komme til det forjættede land, Sovjetunionen.

I efteråret 1925 tilbød Komintern, at DKP kunne sende et partimedlem til Moskva for at studere på nogle nyoprettede Lenin-kurser af 8 måneders varighed. Hensigten var at uddanne loyale ledere til Kominterns sektioner, men da undervisningen skulle foregå på tysk, engelsk, russisk eller fransk, stilledes der foruden politiske og organisatoriske evner store krav til de kommende studerendes sprogkundskaber. Det indsnævrede feltet noget, men Aksel Larsen drog fordel af sin realeksamen fra Mulernes Legatskole. I september 1925 forlod han Danmark - lidet anende, at der skulle gå næsten 3½ år, inden han var hjemme igen.

Trotskist på Lenin-skolen i Moskva

Ved sin ankomst til Moskva blev Aksel Larsen først indskrevet ved det såkaldte Vest-Universitet for kommunistiske studerende fra de baltiske lande og Polen samt de dele af Ukraine og Hviderusland, der var gået tabt under den russiske borgerkrig 1918-1921. Først efter et halvt års ophold i den sovjetiske hovedstad blev han overflyttet til Lenin-skolen, der åbnede officielt 1. maj 1926 med Bukharin som rektor. I mellemtiden var længden på kurserne udvidet til to år.

Da Aksel Larsen kom til Moskva, var Stalins endelige opgør med Trotskij og venstreoppositionen i SUKP under udvikling. Han var blevet medlem af SUKP, og både i undervisningen og på møderne i particellen på Lenin-skolen valgte han side til fordel for oppositionen og stemte bl.a. imod en resolution, der krævede Trotskij, Zinovjev og Kamenev ekskluderet af partiet. Efter Stalins totale sejr på partikongressen i december 1927 og den efterfølgende forvisning af Trotskij til Alma Ata blev Aksel Larsen afkrævet en selvkritik, men først efter et voldsomt pres og trussel om eksklusion, bøjede han af. Som straf for sine oppositionelle synspunkter blev han i april 1928 udelukket af Lenin-skolen og i samme efterår forvist til Nizjnij Novgorod.

Opholdet i den sovjetiske provinsby varede dog ikke længe, da DKP's ledelse anmodede om, at Aksel Larsen fik lov at vende tilbage til Danmark. 1. februar 1929 forlod han Moskva med kurs mod København, men hans trotskistiske aktivitet på Lenin-skolen kom til at forfølge ham resten af livet.

Fra arbejdsløshedsbevægelsen til Folketinget

Den hjemvendende Aksel Larsen var ikke populær - hverken i Moskva eller i DKP's ledelse, hvor Thøger Thøgersen var formand. Manglen på kadrer var imidlertid så stor, at han blev valgt som ny partisekretær for København, selvom EKKI havde anbefalet, at han «ikke straks» fik en ledende partifunktion. Desuden vendte han hjem til et historisk valgnederlag den 24. april 1929, hvor DKP kun opnåede 3.656 stemmer, eller blot 0,2% af de afgivne. Det lille parti blev kastet ud i en dyb krise, mens tiltagende fraktionsstridigheder truede med helt at splitte det ad.

Ved årsskiftet 1929/30 greb Komintern ind og sendte en tysk EKKI-repræsentant til Danmark med et åbent brev til DKP's medlemmer. Indgrebet havde til formål at skabe ro i partiet, men i stedet brød en rasende fraktionskamp ud med Aksel Larsen og Thøger Thøgersen som de to hovedmodstandere. Politisk krævede Komintern et opgør med «højrefaren», og at DKP slog ind på ultravenstrelinien fra internationalens 6. verdenskongres.

Udslagsgivende for fraktionskampen blev Aksel Larsens organisering og ledelse af arbejdsløshedsbevægelsen, som voksede med eksplosiv hast. I marts 1931 mødtes 110 repræsentanter for mere end 100.000 arbejdsløse landet over til en landskonference i København, hvor Aksel Larsen blev valgt til formand for de Arbejdsløses Landsudvalg. I oktober samme år indskrev han sit navn i Danmarkshistorien, da han talte til demonstrerende arbejdere fra en robåd i kanalerne omkring Christiansborg, mens politiet forgæves forsøgte at fange ham.

Aksel Larsen stod i spidsen for den største massebevægelse i partiets historie, og da både partiets medlemstal og Arbejderbladets oplagstal steg betydeligt, greb Komintern ind i fraktionskampene og kaldte Thøger Thøgersen til Moskva. Aksel Larsens trotskistiske fortid på Leninskolen var imidlertid ikke glemt, men da DKP ved Folketingsvalget i november 1932 opnåede 1,1% af stemmerne, og foruden Aksel Larsen fik indvalgt Arne Munch-Petersen, kunne Komintern ikke forhindre, at han på partikongressen i december 1932 blev valgt til formand for partiet - en post han beholdt i 26 år.

En særlig dansk kommunisme?

Mobiliseringen af arbejdsløshedsbevægelsen og DKP's parlamentariske gennembrud var bl.a. et resultat af Aksel Larsens oratoriske evner. I sine taler formåede han at forbinde de arbejdsløses krav med partiets politik, og ikke mindst evnede han at give Kominterns ofte fremmedartede paroler en dansk tone. Det var evner, som efter valgsejren for alvor kom til udfoldelse i Rigsdagen, hvor han hurtigt blev kendt som en af Folketingets store talere. Aksel Larsen nøjedes imidlertid ikke med at fordanske Kominterns paroler - han modificerede dem også. Således havde han under valgkampen opblødt ultravenstrelinien gennem udsendelse af et internt particirkulære, hvori der - i strid med EKKI's instrukser - blev advaret imod at gøre Socialdemokratiet til hovedfjenden.

Aksel Larsen var af den opfattelse, at DKP's politik burde udformes i Danmark og ikke i Moskva, og tendenserne til en selvstændig, dansk kommunisme forstærkedes efter Kominterns 7. verdenskongres i 1935. Han var skeptisk overfor folkefrontspolitikkens krav om et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, og han fik støtte af den øvrige partiledelse med undtagelse af Arne Munch-Petersen, der i januar 1936 blev dansk repræsentant ved EKKI efter at være røget ud af Folketinget ved valget i 1935. Ligesom Aksel Larsen havde advaret imod at gøre Socialdemokratiet til hovedfjenden, så troede han på den anden side heller ikke på, at et tæt samarbejde mellem de to partier overhovedet var muligt. Det var en opfattelse, der bl.a. bundede i Socialdemokratiets hårde og totalt afvisende kurs overfor DKP, og Aksel Larsen mente i stedet, at en dansk folkefront burde bygges op omkring et samarbejde med Det Radikale Venstre.

I Moskva voksede bekymringen over udviklingen i det danske parti, der ydermere blev sat i sammenhæng med Aksel Larsens trotskistiske fortid. Det kom til stadig flere uoverenstemmelser om DKP's politik, ligesom tonen i brevvekslingen mellem Aksel Larsen og EKKI blev stadig skarpere. Dråben kom, da Aksel Larsen i marts og april 1937 offentliggjorde to artikler i Kommunistisk Tidsskrift, hvor han med henvisning til, at Danmark ikke kunne forsvares, afviste et regeringsforslag om en ny militærordning og øgede forsvarsudgifter.

Artiklerne var skrevet uden forudgående konsultation med EKKI, hvilket var galt nok i sig selv, men hertil kom, at deres indhold var i strid med Kominterns linie, der gik ind for militær oprustning vendt mod Hitler-Tyskland. Nok så afgørende var det imidlertid, at de var i modstrid med Sovjetunionens udenrigspolitiske interesse i et stærkt dansk forsvar. Med sin centrale placering ved indsejlingen til Østersøen og som porten til det øvrige Skandinavien, kunne Danmark blive det første brohoved i et tysk angreb på Sovjetunionen. Situationen var med andre ord alvorlig, og Aksel Larsen blev kaldt til Moskva til forhandlinger.

På anklagebænken i Moskva

Aksel Larsens bestræbelser på udvikling af en selvstændig, dansk kommunisme omfattede ikke en kritisk holdning til Sovjetunionen. Han forsvarede ubetinget Sovjetunionen, herunder udrensningerne og processerne, selvom de ramte mange af hans tidligere allierede og personlige bekendte fra tiden på Lenin-skolen, og at han - i hvert fald i begyndelsen - havde sine tvivl om rigtigheden af anklagerne. Nu kom han selv i stormens centrum.

Da Aksel Larsen ankom til Moskva 20. maj 1937 troede han, at hans ophold i den sovjetiske hovedstad skulle vare en uge, men han blev klogere. Det var under kulminationen på 1930'ernes udrensninger, som Aksel Larsen nu oplevede tæt på, da en række af hans gamle bekendte var «forsvundet», mens andre ikke turde mødes med ham. I en atmosfære af stalinistisk massehysteri, anti-trotskistisk propaganda og frygt blev der lagt et enormt pres på ham under forhandlingerne i EKKI, der efterhånden antog karakter af en politisk proces med Aksel Larsen på anklagebænken. Med direkte henvisning til Aksel Larsens trotskistiske fortid erklærede Kominterns generalsekretær, Dimitrov, «at der i kroppen, i hjertet og i sjælen hos ledelsen for vort danske parti stadig findes trotskistisk indflydelse og trotskistisk mistillid til sagen.»

Aksel Larsen forsvarede sine standpunkter og DKP's politiske linie, indtil presset blev så stort, at han underskrev en politisk erklæring om, at både han og partiet ville slå fuldt og helt ind på Kominterns folkefrontslinje. Det var dog først, da han havde henvist til, at han af hensyn til sin kræftsyge kone og sit politiske arbejde i partiet og Folketinget skulle hjem til København, at han fik lov til at forlade Moskva 26. juni 1937.

Netop Aksel Larsens medlemskab af Folketinget reddede sandsynligvis hans liv. Efter alt at dømme havde NKVD forberedt en arrestation af Aksel Larsen, men Dimitrov greb ind med henvisning til, at man ikke kunne arrestere et dansk folketingsmedlem. I stedet blev Arne Munch-Petersen, som på EKKIs side havde deltaget i forhandlingerne med den danske partiformand, arresteret natten til 29. juli 1937. Efter tre ugers forhør, hvorunder der blev anvendt tortur, underskrev Arne Munch-Petersen 20. august en tilståelse for trotskistisk aktivitet.

Aksel Larsen og tre andre medlemmer af DKP's sekretariat blev i januar 1938 informeret om arrestationen af Arne Munch-Petersen. Oplysningen kom som et chok, men der var intet, de fire kunne gøre for at hjælpe deres arresterede partikammerat, med mindre de ville udfordre Moskva og skade deres eget parti - evt. helt bryde med Komintern og Sovjetunionen. Derfor tav de med deres viden - ikke kun overfor offentligheden, men også overfor Arne Munch-Petersens kone, hans forældre og søskende. For Aksel Larsen blev fortielsen en stor personlig byrde og indledningen til et livslangt traume, da eftertidens interesse for Arne Munch-Petersens skæbne udelukkende rettede sig mod ham. Men for øjeblikket handlede det om at føre den nye, politiske linie ud i livet

«Læg Danmarks skæbne i folkets hænder»

Efter Aksel Larsens hjemkomst vedtog DKP's centralkomité i begyndelsen af august 1937 et manifest om dannelsen af en national folkefront i overensstemmelse med Kominterns paroler. Vendepunktet i den politiske nyorientering kom dog først for alvor i midten af marts 1938, hvor Aksel Larsen efter Hitlers Anschluss af Østrig under parolen, «Læg Danmarks skæbne i folkets hænder», anslog stærke, nationale toner, da han i en tale advarede imod at Danmark led Østrigs skæbne. Talen blev fulgt op af en resolution fra DKP's centralkomité, der opfordrede den socialdemokratisk-radikale regering til at sætte sig i spidsen for skabelsen af en dansk folkefront, og i et brev til Socialdemokratiets formand, statsminister Stauning, tilsagde Aksel regeringen sit partis «mest ubetingede og loyale støtte» i dannelsen af «den store danske folkeforsamling for fred, frihed, uafhængighed, demokrati og trygge vilkår for alle.»

Nyorienteringen blev fulgt op af en storstilet politisk offensiv, kulminerende på landspartikonferencen 4-6. juni 1938 i Odense, hvor Aksel Larsen holdt en af de største og mest betydningsfulde taler i sit liv. Hovedbudskabet var, at DKP var et både dansk og demokratisk parti, og i tilnærmelsen til Socialdemokratiet gik han nu så langt som til at erklære, at hans parti «alvorligt ønsker enheden, stræber efter enheden, kampenheden, såvel som den organisatoriske enhed i arbejderbevægelsen».

Sommeren 1938 repræsenterede et foreløbigt højdepunkt i Aksel Larsens politiske liv. Siden 1932 havde han været den ubestridte leder af DKP, men på grundlag af den nationalt orienterede folkefrontspolitik opbyggede partiet nu en særlig aura omkring ham for at personificere sin politik i en bredt favnende person, der kunne udgøre partiets modstykke til Socialdemokratiets Thorvald Stauning. Og trods sin hidtidige modvilje overfor Kominterns linie så Aksel Larsen hurtigt mulighederne i folkefrontspolitikken, der vandt genklang udenfor partiets faste tilhængerskare, men ikke hos Socialdemokratiets ledelse, der pure afviste enhver form for samarbejde.

At tilslutningen til partiet i befolkningen dog stadig var begrænset, viste sig ved folketingsvalget 3. april 1939, hvor DKP med et stemmetal på 40.983 ganske vist opnåede fremgang og gik et mandat frem til 3, men hvor resultatet langt fra levede op til forventningerne i partiet. For Aksel Larsen var den beskedne valgsejr en stor personlig skuffelse. Det samme blev folkeafstemningen 23. maj om en ny Grundlov, hvor partiet havde agiteret kraftigt for et ja, men loven blev forkastet på grund af for lav valgdeltagelse. Men det skulle blive langt værre.

Fra Folketinget til Sachsenhausen

23. august 1939 indgik Sovjetunionen og Hitler-Tyskland en ikke-angrebspagt. Meddelelsen herom forbløffede en hel verden og kom som et chok for kommunisterne - også for Aksel Larsen, der var dybt rystet og måtte se grundlaget for folkefrontspolitikken kuldkastet. Han var dog ikke sen til at forsvare Stalins geniale træk, men Tysklands angreb på Polen 1. september og udbruddet af 2. verdenskrig skabte ny rådvildhed, og da Den Røde Hær 17. september invaderede Polen, der blev delt mellem Sovjetunionen og Hitler-Tyskland, var forvirringen total. Det hidtidige verdensbillede med Sovjetunionen som bolværket mod fascisme og krig var brudt sammen, mens DKP blev udsat for en voldsom hetz i offentligheden.

Aksel Larsen gjorde sig bedste for at forsvare Sovjetunionens politik, men presset var massivt, og han havde både politisk og personligt vanskeligt ved at håndtere situationen. I midten af september 1939 bad han derfor partisekretariatet om at måtte træde tilbage som formand, og sidst på måneden rejste han også spørgsmålet overfor EKKI under et ophold i Moskva. Begge steder var svaret et nej, da et formandsskifte kunne skabe tvivl hos partiets medlemmer og åbne op for yderligere pres på partiet. Efter at Sovjetunionen i midten af oktober begyndte at lægge pres på Finland for gennemtvinge en finsk rømning af det Karelske Næs, tog Aksel Larsen igen sagen op, men med samme, negative resultat.

Aksel Larsen var derfor formand for DKP, da Sovjetunionen 30. november 1939 angreb Finland og indledte den finske Vinterkrig. I samme omfang som den danske befolknings sympati, medfølelse og støtte samlede sig om Finland, blev DKP mødt med foragt og had på grund af sit ubetingede forsvar for Sovjetunionen. Ikke mindst Aksel Larsen stod for skud, og kort efter krigsudbruddet måtte han lide den tort, at hele Folketinget udvandrede, da han gik på talerstolen. DKP blev tvunget i knæ, og da presset på partiet lettede efter fredsslutningen mellem Sovjetunionen og Finland i marts, blev partiet mødt af en helt ny og kompliceret udfordring.

Da Danmark 9. april 1940 blev besat af Hitler-Tyskland var Aksel Larsen i Moskva. Først 22. april var han tilbage i København med dessiner fra EKKI om partiets politik under den tyske besættelse. DKP skulle forsøge at bevare sin legalitet så længe som muligt, og imens forberede overgangen til den illegalitet, som både DKP's og Kominterns ledelse var sikre på ville indtræffe før eller senere. Alligevel kom det danske politis aktion mod kommunisterne 22. juni 1941 som en overraskelse, men det lykkedes Aksel Larsen at undgå arrestation.

Han gik under jorden, men at hverken han eller partiet var knækket, manifesteredes første gang, da Aksel Larsen i et åbent brev til statsminister Stauning og i en illegal publikation protesterede mod vedtagelsen af kommunistloven 20. august 1941. Som leder af det nu illegale DKP deltog Aksel Larsen i januar 1942 i stiftelsen af modstandsorganisationen Frit Danmark, der begyndte at udgive et illegalt blad af samme navn. Måneden senere stod han i spidsen for det møde i den illegale partiledelse, der besluttede at DKP skulle indlede sabotage mod besættelsesmagten.

Endnu inden der for alvor kom gang i modstandskampen, blev Aksel Larsen imidlertid arresteret af det danske politi 5. november 1942. Han blev indsat i Vestre Fængsel og overgivet til tyskerne, der underkastede ham langvarige forhør. 28. august 1943 blev han overført til Tyskland, hvor han i koncentrationslejren Sachsenhausen blev indsat i en enecelle i særlig fængselsafdeling, isoleret fra den øvrige lejr af en ringmur med elektrisk pigtrådshegn.

Betroet stalinist - og den første tvivl

Aksel Larsen overlevede opholdet i Sachsenhausen, og i april 1945 blev han reddet af de Hvide Busser og ført til Sverige. Ved sin tilbagekomst til Danmark 5. maj 1945 blev han modtaget som en frihedshelt, og i det hele taget var situationen vendt på hovedet sammenlignet med tiden før krigen. Det dengang foragtede DKP var med ét blevet umådeligt populært i kraft af indsatsen i modstandskampen. Sovjetunionen og den Røde Hær hyldedes for befrielsen af Østeuropa og indtagelsen af Berlin. Stalin regnedes én af «de tre store» sammen med Churchill og Roosevelt.

Under forhandlingerne mellem modstandsbevægelsen og politikerne var Aksel Larsen blevet udpeget som medlem af befrielsesregeringen - om end uden portefølje. Hans helbred var stærkt svækket efter opholdet i Sachsenhausen, og selvom han deltog i enhedsforhandlingerne med Socialdemokratiet, som han var skeptisk overfor, spillede han ikke nogen væsentlig politisk rolle i befrielsessommeren, hvor ledelsen af partiet var lagt i hænderne på Alfred Jensen.

Ved folketingsvalget 30. oktober opnåede DKP sit bedste valg nogensinde med 255.236 stemmer, (12,5 % af de afgivne) og 18 mandater. Personligt opnåede Aksel Larsen den store tilfredsstillelse, at han opnåede valgets største personlige stemmetal på 27.497, men den historiske valgsejr kunne ikke bruges til noget. Allerede inden valget havde Socialdemokratiet vendt DKP ryggen og indledt en offensiv mod kommunisterne, og efter Churchills «Jerntæppe» tale i marts 1946 begyndte de gamle fronter fra før krigen at genetablere sig.

For DKP betød udbruddet af den kolde krig en tilbagevenden til situationen før 2. verdenskrig. Det afgørende vendepunkt kom med kommunisternes magtovertagelse i Prag 1948, som førte til en voldsom stemningsbølge mod de danske kommunister. Siden fulgte udrensninger og processer i både Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Aksel Larsen forsvarede det hele, og i modsætning til Moskvaprocesserne i 1930ernes Sovjetunionen var der denne gang ingen tvivl i hans sind.

Ydermere havde han opgivet sin tro på en særlig dansk kommunisme. Selvom Komintern var blevet nedlagt i 1943, søgte han jævnligt råd - både politisk og personligt - hos den sovjetiske ambassadør i København og SUKP's ledelse i Moskva. Han var ubetinget loyal overfor Sovjetunionen og vandt ry som «en af Nordens mest pålidelige og betroede stalinister», da han medvirkede ved udrensningen af den norske kommunistleder, Peter Furubotn. Aksel Larsen bevarede dog sin evne til at omsætte parolerne fra Moskva til danske forhold, og hans optræden som taler og debattør på offentlige møder og i Folketinget var en væsentlig årsag til, at DKP trods tilbagegang bevarede sin parlamentariske repræsentation - selv under de værste år under den kolde krig. Forhindre at partiet blev sat uden for politisk indflydelse og stadig mere isoleret, kunne han dog ikke.

Personligt blev Aksel Larsen udsat for et kraftig pres, da Gestapos protokoller fra forhørene af ham under krigen blev offentliggjort i det konservative Nationaltidende i marts 1946. Han blev anklaget for at have givet unødvendig mange oplysninger til tyskerne og forrådt sine kammerater, men selvom han blev forsvaret både af sit parti og af modstandsfolk, blev forhørsprotokollerne sidenhen flittigt brugt af hans politiske modstandere for at kompromittere ham. Historikere er dog enige om, at han gjorde sit bedste for at beskytte det illegale DKP og modstandsbevægelsen.

Også sagen om Arne Munch-Petersens forsvinden i Moskva forfulgte ham. Under et ophold i Moskva ved årsskiftet 1950-51 fik Aksel Larsen oplyst, at Arne Munch-Petersen var død i 1940. Han tav imidlertid med sin viden overfor Arne Munch-Petersens enke og familie såvel som den danske offentlighed. Sagen vedblev imidlertid med jævne mellemrum at dukke op i pressen og også i Folketinget, men Aksel Larsen fastholdt, at han intet kendte til sin tidligere folketingskollegas skæbne.

Både politisk og personligt var den kolde krig en hård tid for Aksel Larsen - uden at det dog fik ham til at overveje sin kommunistiske overbevisning og sin tilknytning til Sovjetunionen. Den første tvivl dukkede op kort efter Stalins død, da det i april 1953 blev meddelt fra Moskva, at alle de anklagede i den såkaldte «Lægeproces» var blevet rehabiliteret, da tilståelserne var fremkommet gennem anvendelse af tortur. I midten af juni 1953 fulgte arbejderurolighederne i Berlin, der blev knust af sovjetiske tanks, og måneden efter blev den mangeårige leder af Sovjetunionens hemmelige politi og en af Stalins nærmeste medarbejdere, Lavrentij Berija arresteret.

Tvivlen varede imidlertid kun kort og førte ikke til dybere overvejelser. Tværtimod betød det begyndende tøbrud både internationalt og i Sovjetunionen under Khrusjtjov samt styrkelsen af DKP på arbejdspladserne og i fagbevægelsen efter Phillipsstrejken, at Aksel Larsen begyndte at se fortrøstningsfuld på partiets fremtid. Det afspejledes bl.a. i hans beretning på partiets 18. kongres i oktober 1955, der gik over i partihistorien som «Det nye opsvings kongres», ligesom han havde store forventninger til den forestående partikongres i Sovjetunionen.

«Et hamskifte er nødvendigt»

Da SUKP's 20. kongres indledtes i Kreml 14. februar 1956 var det med Aksel Larsen på tilhørerpladserne. Han overværede imidlertid ikke Khrustjovs såkaldt «hemmelige tale» om Stalin-tidens forbrydelser, som han i lighed med de øvrige danske partimedlemmer hørte om første gang, da den blev omtalt i New York Times 16. marts. Meddelelsen kom som et chok. Aksel Larsen var - som resten af partiet - rystet, og efter at have læst talen på den sovjetiske ambassade i København lagde han på et centralkomitémøde 21.-22. april op til, at partiet fremover skulle indtage en mere selvstændig og uafhængig holdning overfor Sovjetunionen.

I løbet af sommeren lykkedes det Aksel Larsen at vinde flertal i partiledelsen for sin holdning, som blev konfirmeret på partiets landskonference i september 1956, og samtidig var DKP blevet styrket efter forårets overenskomstsituation og generalstrejke. Alt i alt var partiet kommet helskindet gennem den krise, som Khrustjovs hemmelige tale havde afstedkommet, og at Aksel Larsen havde andre og mere vidtrækkende planer, fremgår af, at det lykkedes ham at overtale Mogens Fog til at genindtræde i partiet og medvirke til at omforme det til et «bredt, nationalt, socialistisk parti».

Situationen ændredes imidlertid dramatisk med invasionen i Ungarn i slutningen af oktober 1956. DKP blev igen kastet ud i politisk isolation og udsat for et pres, der bragte minder frem om den finske vinterkrig. Aksel Larsen forsøgte at balancere mellem inderkernen i partiledelsen, der støttede invasionen, og de partimedlemmer og intellektuelle, som tog afstand. Der blev indkaldt til ekstraordinær kongres i januar 1957 for få en afklaring på situationen, og for første gang siden 1932 aflagde Aksel Larsen beretning i sit eget - og ikke i centralkomitéens navn. Det kom dog ikke til nogen afklaring. Tværtimod blev der vedtaget flere modstridende udtalelser, og da det kom til valg af ny partiledelse, måtte Aksel Larsen indkassere et nederlag, da han fik et klart flertal imod sig i både centralkomitéen og forretningsudvalget.

Situationen var både uklar og ustabil, og det var udelukkende et spørgsmål om, hvornår en egentlig partistrid ville bryde ud. Den udløsende faktor blev kongressen i det jugoslaviske Kommunisternes Forbund i april 1958, hvor DKP i lighed med SUKP og andre kommunistiske partier takkede ja til en invitation til at deltage. Imidlertid meldte SUKP pludselig afbud og lagde pres på de øvrige partier for at boykotte kongressen, hvilket fremkaldte et opgør i DKP's ledelse. Et flertal i forretningsudvalget støttede Aksel Larsen i, at DKP i modsætning til de fleste andre kommunistiske partier skulle sende en delegation, men samtidig måtte han lide den tort, at et flertal vedtog ikke at sende partiets formand, men derimod Knud Jespersen, der tog afsted sammen med Børge Houmann.

Efter den jugoslaviske partikongres fortsatte striden, indtil Aksel Larsen 18. juli 1958 afleverede et memorandum til partiledelsen. Heri erklærede han om situationen i DKP, at «et hamskifte er nødvendigt», og at det først og fremmest gjaldt om at gøre partiet selvstændigt i forhold til Sovjetunionen. Det var en tilbagevenden til hans bestræbelser i midten af 1930erne på udformningen af en særlig dansk kommunisme, men nu med den tilføjelse, at partiet selv skulle tage stilling til udviklingen i Sovjetunionen og ikke nødvendigvis forsvare SUKP's politik.

En åben partikamp brød ud, og efter en kongres i slutningen af oktober 1958, som Aksel Larsen og hans tilhængere tabte, meddelte det kommunistiske Land og Folk 16. november 1958, at partiets hidtidige formand var ekskluderet af DKP. Det var på dato præcis 26 år efter, at Aksel Larsen sammen med Arne Munch-Petersen var blevet valgt til Folketinget som de første kommunister.

Socialistisk Folkeparti

Aksel Larsens brud med kommunismen og Sovjetunionen var ikke et opgør med socialismen. Allerede 20. november 1958 talte han på et møde om en ny partidannelse, og den følgende dag besluttede 76 personer at nedsætte et partiforberedende udvalg med Aksel Larsen i spidsen. 24. november anmeldte han Socialistisk Folkeparti i Folketinget med sig selv som eneste MF (folketingsmedlem). Det nye partis stiftende kongres blev holdt i København 15. februar 1959. Det erklærede at bygge på «marxismens idégrundlag», men i modsætning til DKP bekendte det sig ubetinget til det danske, parlamentariske demokrati og til en fredelig vej til socialismen. Det ville «selvstændigt» tage stilling til udviklingen i andre lande og ikke være bundet af «udenlandske paroler og problemstillinger».

Socialistisk Folkeparti's parlamentariske gennembrud kom allerede ved Folketingsvalget 15. november 1960, hvor partiet med 149.900 stemmer, eller 6,4% af de afgivne, vandt 11 mandater, mens DKP blev sendt ud i mørket. Galluptallene havde ellers ikke være opløftende, men Aksel Larsen demonstrerede sin sans for udnyttelse af det nye medie, fjernsynet, da han med et brækket ben talte til landets seere fra en hospitalsseng.

Af de 11 folketingsmedlemmer var de 9 tidligere kommunister - i lighed med størstedelen af partiledelsen. I de første år blev SF og ikke mindst Aksel Larsen derfor mødt med betydelig skepsis fra de øvrige partier - ikke mindst Socialdemokratiet, der angreb det nye parti for at være kommunister i forklædning. Efterhånden blev partiet dog accepteret, og da Socialdemokratiet og SF ved folketingsvalget 22. november 1966 tilsammen opnåede flertal, var Aksel Larsen tæt på en ministerpost. De socialdemokratiske betingelser var imidlertid uantagelige for SF, og istedet indgik de to partier en samarbejdsaftale samtidig med, at der blev nedsat et fælles kontaktudvalg, der hurtigt blev døbt «Det Røde Kabinet». Jens Otto Krag dannede herefter en ren socialdemokratisk regering med SF som støtteparti.

Samarbejdet med Socialdemokratiet revnede i december 1967, da seks af SF's 20 folketingsmedlemmer - på trods af Aksel Larsens anbefaling - stemte imod regeringens forslag om indefrysning af en dyrtidsportion. Der blev indkaldt til en ekstraordinær kongres, hvor Aksel Larsen vandt flertal for sin linie, men samtidig måtte han love at nedlægge sine to poster som formand for henholdsvis folketingsgruppen og partiet. Partiet blev imidlertid sprængt, da mindretallet udvandrede og 17. december stiftede partiet Venstresocialisterne.

Ved vejs ende

Aksel Larsen stod ved afslutningen af sit politiske liv, selvom han forblev i Folketinget. Han var netop fyldt 70 år, og både psykisk og fysisk var han mærket af sine mange år i DKP og ikke mindst opholdet i Sachsenhausen. Som formand for SF havde han endelig opnået den anerkendelse, som hans medlemsskab af DKP tidligere havde forhindret, og i sine sidste år blev han bredt respekteret som en af de største parlamentarikere og mest folkelige politikere, Danmark har haft.

Ikke desto mindre vedblev han til sin død at være en omstridt person. Mens mange af hans tilhængere hyldede ham som en helt og ligefrem talte en om særlig «larsenisme», betragtede andre ham som en opportunist, der havde brudt med sine principper af hensyn til sin politiske karriere. Samtidig blev han konfronteret med sit mangeårige forsvar for Sovjetunionen og ikke mindst sin formodede viden om Arne Munch-Petersens skæbne. Han løftede imidlertid aldrig sløret for sin viden om forholdene i Sovjetunionen, heller ikke i erindringerne, Aksel Larsen ser tilbage, der udkom i 1970.

Aksel Larsen døde 10. januar 1972.

K.J.

Litteratur

Kurt Jacobsen: Aksel Larsen - en politisk biografi (1993)
Kurt Jacobsen: Mellem København og Moskva (1989)
Kurt Jacobsen: Moskva som Medspiller (1987)