Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.973
: :
Jernhårde lønningslov

Den jernhårde lønningslov var Ferdinand Lassalles betegnelse for en teori, udviklet af den britiske økonom, David Ricardo. Loven fastslår, at arbejdslønnen i det kapitalistiske samfund vil være præcis så stor, som det er nødvendigt for at opretholde arbejderfamiliens levestandard på et eksistensminimum - at de netop reproduceres men ikke mere. Hvis lønnen kommer over dette niveau, vil arbejderne formere sig mere, hvorved der bliver tale om et stigende udbud af arbejdskraft, og lønnen vil da atter falde til det strengt nødvendige. Hvis lønnen til gengæld falder under eksistensminimum, vil dødeligheden stige i arbejderklassen. Antallet af arbejdere vil da falde, og det vil presse lønnen i vejret, til balancen er genetableret.

På baggrund af denne teori mente Lassalle at det var nødvendigt at omstyrte det kapitalistiske samfund, og denne omstyrtelse skulle indledes med oprettelsen af såkaldte produktionsforeninger (der var arbejder-ejede virksomheder med det formål at befri arbejderne fra kapitalens åg. Se Kooperationen.).

Teorien forkert

Teorien om den jernhårde lønningslov er imidlertid forkert, fordi den bygger på den forudsætning, at lønniveauet svinger ifht. befolkningstallet. Men dette er ikke tilfældet, da der også er andre forhold, der bestemmer løndannelsen - bl.a. konjunkturudviklingen og klassekampen. Lassalles teori var derfor ubekvem for den unge arbejderbevægelse, da den gjorde ethvert forsøg på hævning af lønnen illusorisk indenfor rammerne af kapitalismen. Alligevel var teorien grundlæggende for de tyske socialdemokraters første program, Gothaprogrammet, fra 1875. Karl Marx angreb derfor teorien skarpt i sin kritik af programmet. Med udgangspunkt i sin merværditeori begrundede han, hvorfor arbejderklassens kamp for højere løn og kortere arbejdstid i høj grad gav mening.

A.J.