Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 15.067
: :
Kooperationen
Brødfabrikken Rutana nedrives. Et af kooperationens sidste slagskibe.
(Solidaritet)

Sammenslutning af virksomheder og foreninger indenfor arbejderbevægelsen der søgte at løfte fælles økonomiske opgaver uden deltagelse af kapitalister. Kooperationen spillede en betydelig rolle i den danske arbejderbevægelses barndom, men de fleste virksomheder er i dag lukket.

Ideen om dannelse af arbejderkooperativer som løsning på arbejderklassens økonomiske og sociale problemer går tilbage til de utopiske socialister - først og fremmest Robert Owen der ofte kaldes «kooperationens fader», og Charles Fourier der i 1820'erne forsøgte at oprette adskillige kooperative idealsamfund.

Indenfor kooperationen kan der skelnes mellem producent- og forbruger kooperativer, og det var især den første type, der blev gennemført eksperimenter med. Alligevel skete det afgørende gennembrud med oprettelsen af Rochdalevævernes brugsforening i England i 1844. Den gav betydelig inspiration i både ind- og udland, men blev efterhånden efterlignet af borgerlige filantroper, og arbejderbevægelsen koncentrerede sig derfor om produktionsforeningerne.

I denne periode var det først og fremmest den tyske arbejderleder Ferdinand Lassalle, der agiterede for disse foreninger, og i Danmark var arbejderbevægelsen længe stærkt påvirket af Lassalles ideer, hvilket bl.a. afspejlede sig i Socialdemokratiets første program, Gimleprogrammet.

I 1870'erne oprettedes en række håndværkerproduktionsforeninger på den måde, at en gruppe af håndværkere dannede et fælles værksted, men især pga. kapitalmangel overlevede ingen af disse foreninger. Det var derfor først den socialdemokratiske presse (se Arbejderpressen) og forsamlingshuse (se Folkets Hus), der fra slutningen af 1870'erne kom til at udgøre rygradden i kooperationen. Blandt producentkooperativerne var det først fællesbagerierne fra midten af 1880'erne der fik succes. Det sidste af disse - Rutana i København - lukkede i starten af 1980'erne.

Producentkooperativerne blev nu organiseret som aktieselskaber, hvoraf nogle ejedes af arbejderorganisationer og andre af personlige aktionærer. På den måde løstes kapitalbehovet.

Storlockouten i 1899 (se Arbejdskonflikter i Danmark) fremkaldte en fornyet interesse for kooperativ-tanken, og frem til 1. verdenskrig oprettedes en række håndværkskooperationer, og desuden oprettedes boligkooperationen.

Efter i Gimleprogrammet at have støtte kooperationstanken, blev Socialdemokratiet påvirket af de mere negative strømninger i Tyskland mod kooperationen (se Erfurtprogrammet), og partiets kongres i Odense i 1898 erklærede derfor, at der «..måtte anbefales den største varsomhed ved oprettelsen af kooperative foretagender». Men de positive erfaringer i både Danmark og udlandet smittede efterhånden også af her, og på den 7. skandinaviske arbejderkongres i 1907 anbefaledes oprettelsen af kooperative virksomheder. Det udløste en principdebat på Socialdemokratiets kongres i 1908 om kooperationen, og her anbefalede bl.a. Fr. Borgbjerg kooperationen som et tredje centralt element i bevægelsen - ved siden af fagbevægelse og parti.

2. Internationales kongres i København i 1910 blev der vedtaget en resolution om, at de kooperative virksomheder skulle danne et fælles forbund. I Danmark skete dette dog først i 1921 ved oprettelsen af Det kooperative Fællesforbund. Under fællesforbundets ledelse oplevede den danske kooperation i de første årtier en hastig udvikling og konsolidering, men der fandt samtidig en organisatorisk udvikling sted, der med centralisering og sammenslutning i større enheder ikke adskilte sig meget fra det øvrige kapitalistiske samfund.

Størstedelen af producentkooperationen (bl.a. bryggeriet Stjernen) løb ind i alvorlige økonomiske problemer i 1960'erne, 70'erne og 80'erne, og de fleste af disse virksomheder har måttet lukke. Allerede i 1870'erne kritiserede Marx voldsomt Gothaprogrammet for netop ideerne om kooperationen, som Marx ikke så som nogen farbar vej til socialismen. Arbejderklassen høster i udgangspunktet nok nogle meget vigtige erfaringer omkring organisering af produktionen, men kooperationen fungerer ikke udenfor det kapitalistiske samfund, men som en del af dette, og tvinges derfor til den samme økonomiske og teknologiske udvikling for at klare sig i konkurrencen. Klarer den ikke dette, udslettes den. Det skete for størstedelen af den danske kooperation.

A.J.