Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 19.640
: :
Merværdi

I alle klassesamfund falder arbejdet i to dele. Den ene del - det nødvendige arbejde - går til at opretholde livet for dem, som arbejder. Det overskydende arbejde - merarbejdet - tilfalder den herskende klasse. Den tilegner sig ubetalt arbejd fra de umiddelbare producenter, som således bliver udbyttet. Merværdien er den specielle form som merarbejdet antager under kapitalistiske produktionsforhold.

Når kapitalisten køber arbejdskraft, er det arbejdskraftens brugsværdi for kapitalen - arbejdet - som optager kapitalisten. Arbejdet har i sig selv ingen værdi. Men arbejdskraften skaber værdi ved at den producerer varer. Arbejdskraften har ifølge marxistisk teori den specielle egenskab, at den frembringer mere værdi end den værdien der svarer til omkostningerne ved at reproducere (genskabe) arbejdskraften. Overskuddet - merværdien - er kapitalistens ejendom.

Analytisk set falder den totale arbejdstid derfor i to dele - den nødvendige arbejdstid, dvs. den tid som går med til at skabe nødvendige forbrugsvarer for arbejderne - og merarbejdstiden. Forholdet mellem nødvendig tid og merarbejdstid kalder Marx for udbytningsraten eller merværdiraten. Da referere vi ikke til tiden, men til værdiformen.

Marx skelner mellem de to former for merværdiproduktion, selv om de i praksis ofte foregår samtidig.

Absolut merværdi kan produceres på to forskellige måder. Det kan ske ved at ansætte flere arbejdere, benytte mere arbejdskraft. Og det kan ske ved at forlænge arbejdsdagen, mens produktivkræfterne og arbejdsintensiteten er konstant. Denne form for merværdiproduktion kendetegner først og fremmest de tidlige faser af kapitalismen, da kapitalisterne stort set overtog de eksisterende produktionsmetoder, håndværk og manufaktur. Der findes imidlertid visse naturgivne skranker for denne form for merværdiproduktion. Arbejdsdagen kan ikke forlænges uendeligt, og den arbejdsføre befolkning i et givet land er begrænset.

Den typiske form for merværdiproduktion i de senere faser af kapitalismen er derfor karakteriseret ved produktionen af relativ merværdi. Her må man skelne mellem to former, der begge kendetegnes af, at arbejdsdagens længde er konstant.

I det første tilfælde er produktionsmetoden uforandret, mens arbejdsintensiteten ændres. Et samlebånd kan f.eks. begynde at gå hurtigere, således at hver arbejder langs samlebåndet må udføre arbejdsoperationerne hurtigere end før. Resultatet er altså, at der udføres mere arbejde på samme tid. - Arbejdet er blevet intensiveret På samme arbejdstid er der frembragt en større mængde ny værdi. Men samtidig er der også blevet produceret flere varer, således at værdien af hver enkelt vare er den samme som før. Dette betyder også, at værdien af de varer der går til at reproducere arbejdskraften ikke ændres, således at værdien af arbejdskraften forbliver den samme. Når denne værdi er uændret mens arbejderne frembringer større værdier, øges merværdien.

I det andet tilfælde ændres produktionsmetoderne, mens arbejdsintensiteten er konstant. Dette sker f.eks. ved anvendelse af mere teknisk avancerede maskiner. Resultatet bliver, at produkterne får lavere værdi. Hvis disse forbedrede produktionsmetoder også indførtes i virksomheder, der producerer forbrugsvarer til arbejderne, er grundlaget lagt for øget udbytning. Resultatet af den relative merværdiproduktion er, at produktionsprocessens stoflige side har ændret karakter, fordi der til en given mængde arbejdstimer nu anvendes flere råstoffer, og sliddet på maskinerne også er steget. Produktionens tekniske sammensætning er øget. Hvis den værdimæssige sammensætning afspejler denne stigning, er kapitalens organiske sammensætning dermed øget.

Å C.