Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fredsaftale mellem Israel og PLO undertegnet i Washington 13. september 1993. Navnet har den fået efter Oslo, hvor de to parter i 1993 førte hemmelige fredsaftaler med Norge som mægler. Aftalen indebar de to parters gensidige anerkendelse, og at der samtidig blev startet en længere officiel forhandlingsproces, der skulle føre til en endelig afslutning på konflikten, der har varet siden før staten Israels oprettelse i 1948. Aftalen blev undertegnet af en arbejderparti ledet regering i Israel, og oppositionsblokken Likud var fra starten imod aftalen. I 2001 lykkedes det Ariel Sharons Likud regering endelig at begrave fredsaftalen. På palæstinensisk side vendte flere organisationer sig imod aftalen. Det gjaldt både organisationer indenfor PLO som PFLP og DFLP, og Hamas der står udenfor PLO.

Oslofredsaftalen kaldes også Principerklæringen (The Declaration of Principles, DOP). Den udstak retningslinierne for de forhandlinger der skulle følge efter og gav en overgangsperiode på 5 år for etableringen af et palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza. Efter den periode skulle en endelig løsning for Palæstina træde i kraft, baseret på Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338, der kræver total israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder. Den endelige aftale mellem de to parter skulle løse flere komplicerede spørgsmål:

• den endelige juridiske udformning af det palæstinensiske styre
• Jerusalems status
• de palæstinensiske flygtninge
• de israelske bosættelser
• det regionale sikkerhedsspørgsmål
• grænsedragningen
• og andre spørgsmål af fælles interesse

Gaza-Jericho autonomi aftalen (også kaldet Cairoaftalen eller Oslo I aftalen) blev undertegnet 4. maj 1994. Gaza og Jericho skulle være de første skridt på vej til palæstinensisk autonomi. Tilbagetrækningen af det israelske militær fra disse områder skulle gå forud for etableringen af et styre (the Palestinian National Authority), der skulle have begrænsede civile og sikkerhedsmæssige opgaver. Overgangsperioden startede med den israelske militære tilbagetrækning, og var forudset at skulle vare i 5 år - til maj 1999. Det israelske militær ville dog bevare kontrollen over de israelske bosættelser og militærinstallationer i Gaza.

1995 Tabaaftalen

Interimaftalen om Vestbredden og Gazastriben (også kaldet Taba eller Oslo II aftalen) blev indgået 26. september 1995 og undertegnet 2 dage senere i Washington. Den fastlagde 2. fase i etableringen af den palæstinensiske autonomi. Aftalen fastlagde det palæstinensiske selvstyres geografiske og politiske udstrækning:

• Vestbredden (bortset fra Jerusalem) og Gaza blev inddelt i 3 zoner:
  Område A bestående af de områder der allerede var overtaget i maj 1994 (Gaza og Jericho) samt de 6 største byen på Vestbredden (Jenin, Qalqilya, Tulkarem, Nablus, Ramallah og Bethlehem). Hebron har en speciel status og var en underlagt en separat aftale. I område A har selvstyret den fulde civile jurisdiktion og står endvidere for den interne sikkerhed.
  Område B består af de øvrige palæstinenesiske byer, landsbyer og flygtningelejre. I dette område er der fuld civil palæstinensisk jurisdiktion, men den interne sikkerhed varetages i fællesskab af Israel og Palæstina.
  Område C består af de israelske bosættelser, militærforlægninger, israelske statsjorde og veje. De er fortsat under israelsk civil og militær kontrol. Der er dog begrænset palæstinensisk civil jurisdiktion i sager der ikke vedrører jord.
  Område A og B dækker henholdsvis 7,6% og 21,4% af Vestbredden og Gaza, og her bor over 90% af den palæstinensiske befolkning. Den israelske civile administration i disse områder blev opløst og det israelske militær trukket tilbage. Israel bevarede dog den overordnede kontrol over den ydre sikkerhed.
  Område C dækker de resterende 71% af Palæstina. Det var hensigten, at Israel med 6 måneders intervaller over en 18 måneders periode skulle trække sig militært tilbage fra enkelte dele af dette område efter etableringen af Selvstyret.
• Der skulle vælges et palæstinensisk Autonomiråd, og dets kompetencer skulle fastlægges. Den 20. januar 1996 blev der holdt valg til den palæstinensiske lovgivende forsamling (Palestinian Legislative Council, PLC), og dens udnævnte komite eller regering (selvstyret, Palestinian National Authority, PNA) havde den udøvende civile magt. Alle lovgivningstiltag og handlinger fra disse institutioner blev automatisk sendt videre til de israelske myndigheder til kontrol.

I overensstemmelse med Tabaaftalen indledte Israel sin faseopdelte tilbagetrækning fra område A i oktober 1995. Trods en jødisk ekstremists mord på den israelske premierminister Yitzhak Rabin 4. november 1995, var tilbagetrækningen tilendebragt ved udgangen af 1995, med undtagelse af Hebron. Den nye premierminister Shimon Peres indstillede forhandlingerne om Hebron til efter valget i Israel 29. maj 1996. Dette valg blev vundet af Likud koalitionen og dens leder, Benjamin Netanyahu blev indsat som ny premierminister. Likud og Netanyahu er principielt modstandstandere af Oslofredsaftalen, men valgte at acceptere den som et fait-accompli, og en aftale om Hebron blev undertegnet 15. januar 1997. Med denne aftale skulle den israelske besættelsesmagt trække sig tilbage fra 80% af byen, men bevarede kontrollen over den gamle bydel, hvor der bor 400 israelske bosættere og 20.000 palæstinenesere.

I februar 1997 besluttede den israelske ministerielle komite for Jerusalem at bygge en ny bosættelse, Har Homa på bjergtoppen Jabal Abu Ghneim i Østjerusalem. Dette blev mødt af stærke palæstinensiske og internationale protester og førte til, at forhandlingerne om yderligere israelske tilbagetrækninger gik i stå.

1998 Wye River aftalen

Efter over et års krise i fredsprocessen besluttede USA's præsident Bill Clinton at tvinge parterne til forhandlingsbordet. Han organiserede 23. oktober 1998 et forhandlingsmøde mellem premierminister Netanyahu og PLO's leder Yasser Arafat i Wye Plantation i Maryland, USA. Forhandlingerne resulterede i en aftale om israelsk tilbagetrækning fra 13% af Vestbredden, men efter at Israel havde trukket sig tilbage fra 2% af området (nær den nordlige by Jenin), standsede Netanyahu processen efter pres fra Likud koalitionen og andre ekstremt højreorienterede og religiøse partier, der var imod enhver israelsk indrømmelse. Den 21. december 1998 stemte Knesset for at fremskynde valget, der blev afholdt 17. maj 1999. Denne beslutning standsede effektivt gennemførelsen af Wye River aftalen.

Valget i maj blev vundet af Arbejderpartiet og Ehud Barak blev indsat som ny premierminister. Det vakte forhåbning om, at der atter ville komme gang i fredsprocessen, og på egyptisk initiativ blev der gennemført et topmøde i Sharm-El-Sheikh. Resultatet var en aftale, der blev underskrevet 5. september 1999. Den tillod Israel at strække sin tilbagetrækning (efter Wye River aftalen) frem til 20. januar 2000, og samtidig fastlagde den en ny tidsplan for de afsluttende og afgørende forhandlinger.

Processen så umiddelbart lovende ud. Den første israelske tilbagetrækning fandt sted som aftalt, og den 8. november blev der indledt slutforhandlinger, men så opstod der nye problemer. Den anden israelske tilbagetrækning aftalt i Sharm el-Sheikh blev ikke gennemført som planlagt 15. november, da de to parter ikke kunne blive enige om hvilke områder der skulle overdrages til det palæstinensiske selvstyre. Processen var gået i hårdknude, og forhandlingerne blev indstillet den 5. december, da palæstinenserne protesterede over, at den israelske regering ikke ville standse udbygningen af de israelske bosættelser.

2000 Camp David forhandlingerne

I et sidste forsøg på at bryde den fastlåste situation inviterede USA's bill Clinton Arafat og Barak til en ny forhandlingsrunde i Camp David i august 2000. Disse forhandlinger brød i sidste ende sammen på spørgsmålet om Jerusalem, og i stedet for at forblive i rollen som en ordentlig mægler, beskyldte Clinton offentligt Arafat for at være skyld i sammenbruddet. Beskyldningerne var logiske i lyset af det umiddelbart forestående amerikanske præsidentvalg, men øgede blot yderligere den palæstinensiske frustration.

Den 28. september 2000 udnyttede Likud lederen Ariel Sharon den spændte situation til et provokerende besøg på Tempelbjerget i Jerusalem, der af muslimerne kendes som Al-Haram As-Sharif. Det udløste omgående voldsomme reaktioner i den palæstinensiske befolknig, der udviklede sig til den 2. Intifada, hvor snesevis af palæstinensere og arabiske israelere i løbet af få dage blev dræbt af det israelske militær. Den palæstinensiske ungdom viste sin frustration over en fredsproces, der ikke syntes at føre nogen steder hen. Der var ubetinget tale om de alvorligste sammenstød siden indledningen af fredsprocessen.

Den 22. oktober 2000 erklærede premierminister Barak at fredsprocessen var indstillet, trods det at det arabiske topmøde i Cairo havde vedtaget en moderat sluterklæring samme dag. I februar 2001 blev Barak erstattet på premierministerposten af Likud lederen Sharon, der indledte en decideret tilbagerulning af fredsprocessen. Gennem 2001 skete der en fortsat optrapning af voldsanvendelsen fra israelsk side, der først indsatte angrebshelikoptere og siden F-16 kampfly for at sønderbombe alle selvstyrets bygninger i Gaza og på Vestbredden. Denne proces er foreløbig kulmineret med Israels militære genbesættelse af selvstyreområderne i marts-april 2002.

Sharon repræsenterer den ekstreme højrefløj i israelsk politik og de mest rabiate bosættere, der hele tiden har været imod fredsprocessen. Hver gang der siden hans indsættelse som premierminister i februar 2001 er blevet gennemført en ensidig palæstinensisk våbenhvile i selvmordsattentaterne mod Israel, har Sharon beordret fremtrædende palæstinensiske politikere eller ledere af Hamas likvideret - med det formål at bringe våbenhvilen til ophør. Sharons mål er at rulle fredsprocessen tilbage til før 1993, og muligvis helt at fordrive palæstinenserne fra Israel og fra de besatte områder (transfer). Hans militære og politiske karriere rummer over en 50 årig periode en stribe af massakrer på palæstinensere, der kulminerede med massakren i Sabra og Shatila i 1982. Massakren i flygtningelejren i Jenin i april 2002 er blot den seneste af disse massakrer.

Men selv uden Sharon var fredsprocessen præget af alvorlige strukturelle problemer, der overordnet skyldes, at styrkeforholdet i konflikten er meget skævt til Israels fordel, og uden effektivt internationalt pres på Israel. Konkret er den fortsatte ekspansion i de israelske bosættelser i de besatte områder det største problem. Både under arbejderregeringerne og Likud regeringerne er disse bosættelser fortsat med at vokse siden Oslofredsaftalen i 1993, således at antallet af bosættere næsten er tredoblet siden 1993. Formålet fra Israels side er at skabe et fait-accompli, hvor Israel ikke længere kan trække sig tilbage fra de besatte områder, fordi der allerede bor ½ million israelere der.

A.J.