Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/7 2009
Læst af: 35.190
: :
Lockerbie sagen

Den 21. december 1988 eksploderede et Boeing 747 fly der var på vej fra Frankfurt til New York over den lille landsby Lockerbie i Skotland. Alle ombordværende 259 mennesker og 11 mennesker i landsbyen blev dræbt. Næsten 3 år senere, 13. november 1991 udstedte myndighederne i Skotland og USA internationale arrestordrer mod de to libyere: Al-Amin Khalifa Fahima, ansat ved Libyan Arab Airlines på Malta, og Abd al-Basset al-Megrahi, en tidligere sikkerhedschef i flyselskabet. Begge blev anklaget for at have sendt en kuffert med bomben fra Malta til Frankfurt, hvor den blev omlastet til Pan Am flight 103.

Involveringen af de to libyere og Libyen i terrorhandlingen var ikke indlysende. Oprindelig blev der søgt efter mistænkte i Syrien, Iran og blandt ekstreme palæstinensiske grupper. En af flere hypoteser var, at attentatet kunne være en iransk hævn for nedskydningen af et iransk passagerfly over den persiske Golf den 3. juli 1988. Flyet blev skudt ned med en raket fra det amerikanske krigsskib USS Vincennes, og denne terrorhandling kostede 290 mennesker livet. Der blev aldrig rejst sag mod de ansvarlige officerer ombord på krigsskibet. Lockerbie attentatet kunne muligvis være blevet beordret af myndigheder i Iran og være blevet gennemført med hjælp fra Syrien og palæstinensere.

Men i august 1990 invaderede Iraq Kuwait, og USA havde da brug for at sikre sig Damaskus' støtte til krigen mod Iraq (se Golfkrigen). Undersøgelserne rettet mod Iran og Syrien blev derfor indstillet og mistanken blev istedet rettet mod Libyen, der gennem årtier og specielt efter USA's bombardementer af Tripoli og Benghazi i 1986 havde været en af USA's yndlingsfjender.

Alligevel forstummede rygterne om syrisk, iransk og/eller palæstinensisk indblanding aldrig. I december 1998 erklærede en tysk dommer at en afhoppet iransk sikkerhedschef havde fortalt ham, at attentatet faktisk var beordret af Iran, men var blevet gennemført af de to eftersøgte libyere.

Trods denne tvivl holdt både USA og Storbritannien sig til Sikkerhedsrådets resolution i sagen. Den 21. januar 1992 havde Sikkerhedsrådet beordret Libyen til at udlevere de to mistænkte til USA eller Storbritannien, og til samtidig at samarbejde med Frankrig i efterforskningen af attentatet mod det franske UTA DC-10 fly over Niger i hvilket 171 passager og besætningsmedlemmer blev dræbt. Frankrig mistænkte 4 libyere for at have placeret bomben ombord på flyet.

Gennem 7 år afviste Libyen at udlevere de to mistænkte på det grundlag, at den libyske forfatning forbyder udleveringen af landets egne statsborgere - hvilket gælder for de fleste lande i verden. Som konsekvens af den libyske afvisning vedtog Sikkerhedsrådet den 31. marts 1992 resolution 748, der forbyder al international flytrafik til Libyen og våbensalg til landet.

Den 11. november 1993 vedtog Sikkerhedsrådet med resolution 883 yderligere sanktioner mod landet: med undtagelse af overskuddet fra eksporten af olie blev alle libyske værdier i udlandet indefrosset, og samtidig blev der nedlagt forbud mod eksport af visse typer af udstyr til den libyske olie- og gasindustri. Samtidig blev det libyske flyselskabs kontorer i udlandet lukket, og al forbindelse til luftselskabet (i form af salg af fly, flydele og træning af piloter) blev forbudt. USA havde allerede i 1986 indført økonomiske og handelsmæssige sanktioner mod landet og udbredte nu disse sanktioner til andre lande. USA's kongres vedtog den såkaldte Iran-Libyan Sanctions Act der gav mulighed for sanktioner mod lande, der årligt investerede mere end 40 mio. US$ i den iranske eller libyske olie- og gasindustri.

Selvom Libyen kategorisk afviste at udlevere de mistænkte, søgte landet alligevel en vej ud af problemet. Oberst Qaddafi erklærede ved flere lejligheder at han ikke personligt ville modsætte sig, hvis de to frivilligt besluttede sig at overgive sig til en domstol, men samtidig lagde han vægt på, at de skulle have en ærlig retsforfølgelse, hvilket ville være umuligt i både Skotland og USA. Han foreslog flere alternativer: en retssag i Libyen, en domstol under den Arabiske Ligas jurisdiktion, et islamisk tribunal i Storbritannien eller et andet land, eller en retssag i et neutralt land. Hans seneste forslag var en retssag i Holland med skotske dommere under skotsk lov. Men helt frem til 1998 afviste både USA og Storbritannien alle disse alternativer, og krævede blankt de mistænkte udleveret.

I mellemtiden havde Libyen indbragt sagen for den internationale domstol i Haag, som i februar 1998 erklærede, at domstolen havde jurisdiktion til at tage sig af sagen og gerne ville tage den. I august 1998 ændrede USA og Storbritannien derfor holdning og accepterede nu en retssag i Holland ved en domstol med skotske dommere. Den 27. august 1998 vedtog Sikkerhedsrådet efterfølgende resolution 1192 der erklærede, at de internationale sanktioner mod Libyen ville blive hævet, når de to mistænkte ankom til Holland. I december 1998 rejste FN Generalsekretær Kofi Annan til Tripoli i håbet om at få udleveret de to til en retssag i Holland.

I mellemtiden havde Storbritannien vedtaget en lov, der gav mulighed for at nedsætte en domstol i udlandet med skotske dommere, og samtidig havde Holland stillet en tidligere amerikansk militærbase til rådighed for formålet. Denne blev erklæret for britisk område og stillet til rådighed for domstolen. Libyen insisterede dog på, at en række problemer skulle løses, inden de to kunne udleveres. Bl.a. skulle de have garantier for, at de ikke ville blive sat på et fly til USA eller Storbritannien ved deres ankomst til Holland, samt at udenlandske efterretningsagenter ikke skulle have adgang til de mistænkte hverken før, under eller efter retssagen. Et andet problem var, hvor de mistænkte i givet fald skulle afsone deres straf, hvis de blev fundet skyldige. Tripoli insisterede på, at de skulle afsone straffen i Libyen, mens USA og Storbritannien krævede at de skulle afsone i Skotland.

Efter forhandlinger der involverede både Saudi Arabien, Sydafrika og FN ankom de to mistænkte endelig til Camp Zeist i Holland den 5. april 1999. Samme dag blev FN's sanktioner mod Libyen suspenderet og efterfølgende fuldstændig hævet.

Den 31. januar 2001 fandt en jury bestående af 3 dommere den anklagede Abdel Basset Ali Megrahi skyldig og dømte ham til livsvarigt fængsel. Den anden anklagede, Lamen Khalifa Fhimah blev frifundet og umiddelbart derefter sendt tilbage til Libyen. USA og Storbritannien erklærede imidlertid, at de ville fortsætte FN sanktionerne, indtil Libyen åbent erkendte sin skyld i attentatet og gav erstatning til ofrenes familier.

Den 27. juli 2001 forlængede USA's kongres sanktionerne mod Libyen og Iran for en yderligere 5 års periode. EU beklagede denne beslutning udfra en modstand mod ensidige sanktioner med konsekvenser for tredje-lande. USA har i forvejen sanktioner rettet mod Cuba, som også har konsekvenser for bl.a. EU.

Libyen accepterede i maj 2002 at betale 2,7 mia. US$ i erstatning til de efterladte. 40% af beløbet skulle udbetales når FN's sanktioner, der blev suspenderet i 1999 blev ophævet; yderligere 40% når USA's handelssanktioner blev hævet; og de sidste 20% når USA fjernede Libyen fra listen over lande der sponsorerer terrorisme. Først i 2008 fjernede USA de sidste restriktioner. Supermagten havde da også betydelige interesser i at deltage i kapløbet om olieefterforskning i Libyen.

A.J.