Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Videnskab  .  Humaniora  .  Historie
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
     .  Folkesocialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 16.645
: :
Bull, Trygve
Trygve Bull

I rækken af arbejderbevægelsens store parlamentarikere i Norge - Alfred Eriksen, Olav Scheflo, Olav Oksvik - står Trygve Bull som den sidste slagfærdige intellektuelle demokrat. Med sin politiske stil forener han elementer fra 1920'erne motdagisme, 1930- og 40'ernes socialdemokratiske radikalisme, og 60- og 70'ernes venstreopposition. En meget sjælden kombination i norsk arbejderbevægelse.

Bull er født i Oslo 1905 som forretningsmandssøn. Han studerede filologi og deltog i Mot Dag til han blev lektor i Bergen efter sin embedseksamen. I Bergen havde han frem til 1947 hverv i arbejderbevægelsen, og gik ind i kommunalbestyrelsen og arbejdersamfundet efter i 1945 at være vendt hjem fra tysk fangenskab. Miljøet fra 1930'erne er beskrevet i Agnar Mykles roman: «Sangen om den røde rubin». Efter at være flyttet til Oslo blev han i 1950'erne aktiv i sprogdebatten på samnorsks side, medlem af Sprognævnet fra dets oprettelse i 1952 og aktiv i socialdemokratiets skolepolitik på samme grundlag: Udjævning. Bull var stortingsrepræsentant 1958-64 og mødte som varamand frem til 1969. Han udviklede i denne periode sine specielle parlamentariske evner, der med rette gav ham tilnavnet: «Indignatius Loyola». Bull var skandinavist, USA skeptisk og NATO kritisk, skønt han bortset fra 50'erne ikke var kendt som en aktiv modstander af alliancen. Hans karriere i Socialdemokratiet kulminerede i afskedstalen under Kings Bay debatten i efteråret 1963, hvor han på tværs af stortingsgruppens forhalingstaktik indrømmede, at oppositionen havde grund til kritik af regeringen. Dog ville han holde på Einar Gerhardsen, «det største statsmandsemne i vort land siden grev Wedel» - en typisk Bull-replik.

Bull var EF-modstander, og både under og efter EF afstemningen i 1972 spillede han en betydningsfuld rolle i samlingsbestræbelserne på venstrefløjen. Han var medlem af AIK, af AIK's landsudvalg, og var blandt dem der gik ind i Sosialistisk Valgforbund og videre i Sosialistisk Venstreparti (SV), hvor han sad som medlem af SV's hovedbestyrelse i 1973-75. Som veteran i arbejderpolitikken gjorde han meget for at give det nye oppositionsparti en historisk identitet og knytte det til traditionerne i norsk politik og norsk socialisme.

Af fag er Bull historiker. Udover artikler i arbejdernes leksikon og Aschehougs verdenshistorie, har han skrevet bogen: «Mot Dag og Erling Falk» (1955) - et hovedværk i efterkrigstidens politiske litteratur - og desuden en række debatbøger om sprog og politik.

T.He. / H.F.D.