Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Økonomi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 9.755
: :
Bytte

I vort samfund tænker vi ved begrebet bytte først og fremmest på markedsmæssigt bytte af varer - materielle goder og tjenester. Varer hos os er netop goder, der kan omsættes markedsmæssig for en pris. Hele vor økonomiske tankegang er bygget på teorier om markedsbytte og prisdannelse. Går vi derimod til andre samfund, opdager vi, at der findes flere andre former for bytte ved siden af markedsformen, og disse andre former er i mange samfund de vigtigste. Dette gælder de fleste primitive samfund og også mange gamle statssamfund i ældre kulturer. Vi ser også, at bytte her ikke indskrænker sig til at gælde varer i streng forstand, men også personer, tegn og symboler. Bytte fremtræder da som et alment led i kommunikationen, og vi må derfor betragte byttet ud fra almen kultur- og kommunikationsteori og ikke ud fra snæver økonomisk teori, sådan som det stort set er almindeligt i det varedominerede kapitalistiske samfund.

Noget forenklet kan man inddele alle de former for bytte, der findes i forskellige kulturer, i tre hovedtyper: 1. Markedsbytte vil sige udveksling af goder mellem parter der optræder som køber og sælger overfor hinanden . Udover dette behøver de to parter ikke at have noget med hinanden at gøre. Bytteforholdet mellem de to forskellige goder der byttes - altså prisen - bestemmes af udbud og efterspørgsel for den enkelte vare. I de fleste markedsøkonomier kommer prisen til udtryk i penge, der fungerer som et alment værdimål og byttemiddel. Men markeder fungerer i mange primitive samfund uden penge, fordi det grundlæggende i markedsbyttet ikke er pengene som værdimålere, men derimod forholdet mellem udbudet og efterspørgsel og det at folk kan optræde overfor hinanden i rollerne som køber og sælger. I markedsbyttet er folk styret af tanken om gevinst og tab. Byttepartnerne har mellem sig kun køber/sælgerforholdet. Derudover har de ikke pligter eller rettigheder. Køber du en bog i en boghandel, har du pligt til at betale og ret til at få bogen. Du må optræde efter reglerne for almindelig god opførsel på offentlige steder, og det samme må sælgeren. I situationen gennemføres der en kommunikation, men det der udtrykkes, handler kun om selve markedssituationen og peger ud over denne ikke på andre sociale forhold mellem køberen og sælgeren.

Netop dette er langt mere udpræget for det vi kan kalde 2. Gensidigt eller reciprokt bytte. Her er det nemlig således, at bytte af goder indgår som bekræftelse på et mere omfattende forhold mellem de to parter. Mest udpræget er dette i gavebyttet. Vi giver gaver for at indlede, vedligeholde og udtrykke noget om forhold, vi har til andre mennesker. Det er dette udsagn, der er vigtigt, og den enkelte ydelse indgår i et stort og sammensat regnskab, hvor parterne sjældent interesserer sig for at udregne tab eller vinding for hver enkel byttehandling. Det er bytteformen der præger udvekslingen af goder mellem medlemmer af fællesskaber som familier, slægtsgrupper, lokale fællesskaber, enkelte religiøse grupper, osv. Udvekslingen af goder indenfor familien i vort samfund er almindelig. Det enkelte familiemedlem giver goder til andre i familien uden krav på umiddelbar vinding i form af en målbar gentjeneste. Gensidigheden er her helt ubestemmelig, fordi det er vanskeligt at se nogen tovejs udveksling af sammenlignelige goder. Uanset om det er moderen, der ammer sit barn, eller forældrene der giver teenageren nyt tøj, ser byttet temmeligt ensidigt ud, og det er vanskeligt at snakke om bytte i betydning af udveksling. Men dette er netop gensidighedens, reciprocitetens, kendetegn, at enhver enkeltydelse indgår i et mærkværdigt bogholderi, hvor bytte af goder indgår sammen med mange andre former for menneskelig kommunikation, og hvor enhver ydelse først og fremmest udtrykker noget om selve forholdet. Uanset hvor ufornuftig det er af forældre, hele tiden at give barnet nye ting, så bliver der i hvert fald hver gang sagt noget i retning af at: «vi er glade for vore børn, og forholdet mellem dem og os er urokkeligt.» Men dette betyder ikke, at folk i fællesskab med gensidighed ikke holder regnskab med ydelserne. Folk regner mere eller mindre klart med grænserne for, hvor meget de selv vil yde til fællesskabets bedste, før de selv siger stop. F.eks. er ægteskabet udformet som et sådant gensidighedsfællesskab, hvor de to må være enige om, hvad de skal have fælles og yde hinanden i form af goder, arbejde, kærlighed og anden kommunikation. Forholdet fungerer så længe byttet og kommunikationen er til begges vedvarende fordel, og de ikke behøver at tænke på umiddelbar vinding eller tab. Men når parterne oplever, at forholdet medfører store omkostninger - i bredeste forstand - sammenlignet med hvad de kunne opnå ved at bryde ud, indtræder skilsmissen som en opløsning af bytteforholdet.

Den tredje hovedform for bytte, 3. omfordeling eller redistribution, er en speciel udvidelse af gensidighedsbyttet. Omfordeling vil sige, at goder indsamles fra medlemmerne af en gruppe, og derpå atter fordeles blandt gruppemedlemmerne. Dette sker i politiske systemer, der er centraliserede, høvdingedømmer, kongedømmer og stater. Omfordeling har det til fælles med gensidighed, at den enkelte giver til fællesskabet og får noget igen uden at føre noget klart regnskab med tab og vinding, selv om der også her kan være grænser for, hvor meget folk vil yde til fællesskabet, før de ønsker at bryde ud. Omfordelingdydelser har på samme måde en betydning. De bekræfter fællesskabet og dets magtforhold. Typiske eksempler er ceremonielle fester i Melanesien, hvor stormænd og høvdinge opbygger sig ved at indsamle mad og luksusvarer fra slægtninge og følgesvende, og gennem festerne konkurrerer med hinanden. Under disse fester fordeles goderne atter til dem, der oprindelig gav dem fra sig. Meget af den økonomiske cirkulation i Danmark foregår efter omfordelings-, og ikke markedsprincippet. Staten indkræver skatter og afgifter, og denne indtægt deles derpå ud bl.a. som bistand og subsidier. Da får folk ikke efter ydelse, men fordi de er samfundsmedlemmer.

R.Gr.