Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.614
: :
Penge

Oprindelig var pengebegrebet ikke knyttet til mønter eller pengesedler som tilfældet er i dag. Pengenes funktion som værdimåler - almen ækvivalent - og bytteformidler blev varetaget af andre genstande, som f.eks. tørfisk (Island), vadmel og kvæg (Norge). Penge i denne form satte skranker for udviklingen af omfattende handelsvirksomhed. Måleproblemet var stort, ligeledes deleproblemet og problemet med at opretholde genstandens kvalitet over tid. Lagrings- og transportproblemet gav yderligere vanskeligheder. Udviklingen af pengemetallet - mønterne   løste disse problemer på en bedre måde end de konkurrerende pengetyper.

Med sin store bevægelighed gør mønterne det muligt for markederne at ekspandere. De skabte mulighed for et fælles værdimål på tværs af kulturelle og geografiske grænser. En forudsætning for grænseoverskridende bytte var imidlertid veksling mellem de forskellige mønttyper. Et svar på dette funktionelle krav var fremkomsten af de første professionelle bankinstitutioner.

Pengesedlernes oprindelse er knyttet til bankvæsenets udvikling. Bankerne udstedte skriftlige kvitteringer, «banknoter», som tegn på at indskud i bankerne kunne indløses mod en påført metalværdi. Snart begyndte disse kvitteringer selv at cirkulere med de samme funktioner som mønterne.

I marxistisk sprogbrug skelner man mellem penge og kapital. Udgangspunktet for Marx' beskrivelser af pengenes funktion er det han kalder den enkle varecirkulation. Her byttes der varer på et marked gennem bevægelsen vare-penge-vare (v-p-v). Pengene er her det byttemiddel - den ækvivalent - der gør det muligt for en producent af varen at sælge sit produkt mod pengesummen p1 som gør det muligt for ham at købe varen v2. Producenten sælger her sit produkt med det formål at benytte salgssummen til køb af en ny vare. Han sælger for at købe. I den enkle varecirkulation har pengene funktion som penge. Nærmere bestemt: De er en reservefond af betalingsmidler - penge «på kistebunden».

Pengene får derimod funktion som kapital gennem en anden cirkulationsform, som Marx udtrykker i formlen P-V-P. I dette tilfælde drejer det sig om en pengeejer, som køber en vare, som han siden sælger. Pengene byttes altså først mod en vare, og varen byttes siden mod penge. Det gælder altså om at købe for at sælge. Mens forholdet med den første bevægelse var at ende op med en genstand som er kvalitativt forskellig fra den man starter med, er den anden bevægelses formål alene at ende op med en kvalitativt lig genstand: Penge.

Vi kan formulere forskellen mellem de to ved at sige, at kredsløbet i den enkle varecirkulation har en brugsværdi som mål - den skal tilfredsstille et eller andet menneskeligt behov. Den anden bevægelse har derimod ikke et sådan formål. Slutpunktet er her kvalitativt det samme som startpunktet. Den første bevægelse ender ved, at behovet tilfredsstilles gennem forbrug. Den anden synes at være meningsløs: Hvad skulle formålet være med et bytte, hvor man bytter til sig den samme genstand, som man giver fra sig? For at bevægelsen skal få mening, må den ende med en større mængde penge end den startede med. Uligheden er kvantitativ. Målet er bytteværdi. Vi får formlen: P-V-P' hvor P' står for forøgningen eller tilvæksten af penge. Denne tilvækst af penge som har fundet sted fra bevægelsens første til sidste led, kaldes merværdien.

Fremstillingen af merværdi bliver dermed et nødvendigt kendetegn ved penge i deres anden funktion: Som kapital.

Når penge indgår i et kredsløb, hvor formålet er «flere penge», omtaler Marx kredsløbet som en udvidet cirkulationsproces. I marxistisk forstand bliver penge i deres funktion af kapital dermed ikke en genstand, man kan have «på kistebunden». Penge bliver først kapital som del af en proces, der finder sted over tid: Akkumulation. En stadig gentagende bevægelse mod forøgning.

Økonomisk vækst eller akkumulation finder sted gennem menneskelig handling. Den person som forøger en pengesum ved at lede den gennem en kapitalistisk proces, er for Marx en kapitalist, eller som han formulerer det: Personificeret kapital. Den person der gemmer sine penge i kisten, er trods alle populære forestillinger ikke nogen kapitalist i Marx' forstand, ligegyldig hvor store beløb det drejer sig om. Han er pengebesidder. Han leder ikke sine penge ind i et kapitalistisk kredsløb.

T.R.L.