Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik  .  Undervisning
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/11 2003
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Arbejderhistorie
Læst af: 5.054
: :
Andersen, Signe (Jensigne)

Signe Andersen (Jensigne) (1851-1928), dansk lærer og aktiv socialdemokrat.

Signe Andersens politiske karriere blev kort, men spektakulær. Allerede som ganske ung blev hun optaget af socialismen. Mens hun arbejdede som lærerinde i Svendborg bidrog hun til at bringe den lokale hensygnende socialdemokratiske forening til live igen. Partiforeningen i Svendborg skulle blive den første af Socialdemokratisk Forbunds afdelinger, der åbenlyst tilsluttede sig den revolutionære linie. Den 28. juli 1888 havde foreningen indbudt Gerson Trier til møde, og ved den lejlighed vedtoges den såkaldte Svendborger Resolution, der krævede, at Socialdemokratiet skulle afbryde ethvert samarbejde med de borgerlige partier og målrettet arbejde for arbejderklassen og gennemførelsen af socialismen. I oktober 1888 havde Signe Andersen som den første kvinde efter Jaquette Liljencrantz deltaget i en socialdemokratisk kongres, og hun valgtes som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, opstillet af provinsafdelingerne. Kort tid efter flyttede hun til København, hvor hun fik arbejde som hjælpelærerinde på den dansk-svenske Elisabet Ochterlonys småbørnsskole på Frederiksberg. Ochterlony, der i 1871 havde været en af initiativtagerne til Dansk Kvindesamfund havde oprindelig tilsluttet sig Venstre, men var under indtryk af en stor strejke i 1885 blevet overbevist socialist. I slutningen af 1880'erne flyttede de sammen, og det var således to politisk bevidste og ligesindede kvinder, der i nogle år skulle danne bofællesskab. Også religiøst delte de opfattelse. De var således begge to medlemmer af Københavns katolsk-apostolske menighed. Ved valget til Socialdemokratiets hovedbestyrelse i maj 1889 kom Signe Andersen ind som ordinært medlem, denne gang valgt for København. Hun blev samtidig medlem af partiets presseudvalg. Hun tilsluttede sig den revolutionære opposition.

I april samme år havde Gerson Trier og Nicolaj Petersen startet det socialistiske ugeblad Arbejderen, og Signe Andersen skrev en række indlæg i bladet. I løbet af 1889 skærpedes modsætningsforholdet mellem hovedbestyrelsens flertal og oppositionen i spørgsmålene om deltagelse i den internationale socialistkongres i Paris og et eventuelt samarbejde med borgerlige partier i forbindelse med det kommende valg. I en artikel i Arbejderen, der i øvrigt konsekvent brugte en meget moderne ortografi, kritiserede hun i skarpe vendinger sine partifæller. Ikke blot anklagede hun dem for deres valgsamarbejde med de borgerlige partier, hun hævdede også, at de «i deres agitasjon (havde) forstået at skjule sosialismens kærne, fortie dens mål eller omtale det som noget, der lå så langt ude i en fjærn fremtid, at ingen behøvede at frygte derfor.» Hovedbestyrelsen betragtede ikke uden grund Signe Andersens indlæg som et direkte angreb på partiledelsen og krævede, at hun tilbagekaldte sine «ærerørige Beskyldninger». Det er tragikomisk og kvindediskriminerende, at Social-Demokraten fratager Signe Andersen et selvstændigt ansvar for indlægget. Det hedder i bladet, at de revolutionære dækkede sig bag kvindeskørter, og det af en kvinde, der var blevet valgt ind i hovedbestyrelsen, ikke på grund af sine personlige egenskaber, men kun fordi hun var kvinde. Det var en ære, der var blevet hende til del, og som hun besvarede med utaknemlighed. Hun havde udelukkende ladet sig skubbe i forgrunden af Arbejderens redaktion. Signe Andersen nægtede at tilbagekalde sine udtalelser. Som hun selv udtalte i et indlæg i Arbejderen: «Hvad jeg har skrevet er min mening, og den står jeg ved.» På et efterfølgende partimøde blev hun stemt ud af hovedbestyrelsen. Umiddelbart efter blev hele redaktionen bag Arbejderen ekskluderet af partiet, og i solidaritet med sine fæller meldte Signe Andersen sig ud af Socialdemokratiet.

Da de ekskluderede i 1890 stiftede Det revolutionære socialistiske Arbejderparti tilsluttede hun sig dette og blev medlem af centralkomiteen. Hun fortsatte her, indtil både partiet og Arbejderen blev nedlagt i 1893.

Også på det lokale plan var Signe Andersen aktiv. I 1889 havde hun sammen med Ouchterlony og medlemmer af Arbejderens redaktion været blandt de drivende kræfter i stiftelsen af Socialistisk Vælger- og Diskussionsforening på Frederiksberg, og hun blev medlem af bestyrelsen. Anført af bestyrelsens revolutionære medlemmer havde foreningen vedtaget en resolution om kun at støtte socialistiske kandidater ved rigsdagsvalget. Da Arbejderens redaktion få uger senere blev ekskluderet af Socialdemokratiet, blev det imidlertid bifaldet af vælgerforeningen, skønt to af de ekskluderede var medlemmer af dens egen bestyrelse. Som konsekvens heraf meldte Signe Andersen sig ud af foreningen, der i øvrigt året efter ændrede navn til Socialdemokratisk Vælgerforening. I 1890 døde Ouchterlony. Signe Andersen, der var indsat som hendes universalarving flyttede i 1905 til Samsø, hvor levede sammen med sin bror, Jens Peter Andersen, der var urmager i Tranebjerg. Ligesom Signe Andersen var broderen socialdemokrat, men også han var kritisk over for partiets samarbejde med Venstre og Det radikale Venstre, hvilket bragte de to søskende på kollisionskurs med den lokale partiforenings bestyrelse. På Samsø gik Signe Andersen ind i kvindepolitisk arbejde, og 1907 finder vi hende som bestyrelsesmedlem i den lokale kvindevalgretsforening. 1908 genvalgtes hun til bestyrelsen, men ved valget i 1909 nævnes hun ikke. Den sidste gang hun nævnes er som taler ved den socialdemokratiske forenings møde i september 1911, hvor hun erklærede, at Højre, Venstre og de Radikale, som partiet jo samarbejdede med, «i økonomiske og sociale spørgsmål stod på overklassens grund.» Hun blev boende på Samsø, også efter broderens død i 1925.

K.Sa.

Litteratur

Jytte Larsen (red.): Dansk kvindebiografisk leksikon, 2000.
Oplysninger fra mag.art. Claus Larsen