Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Algeriet
Historiske begivenheder  .  Krig
   .  Revolution
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 22/10 2003
Læst af: 41.677
: :
Algierkrigen
Snigskydnng og terror mod civilbefolkningen var daglig kost i den 7 år lange lange blodige krig, som Frankrig førte mod Algeriet. (London News 1962)

Den væbnede kamp for Algeriets selvstændighed tog afsæt i en række koordinerede attentater mod økonomiske og militære anlæg natten til den 1. november 1954 og varede i 7½ år. De seks mænd i C.R.U.A. der havde planlagt aktionen var: Didouche Mourad, Ben Boulaïd, Ben M'Hidi, Boudiaf, Rabah Bitat og Krim Belkacem. Den sidste havde længe ledet en oprørsgruppe i Kabylia. I en tid med almen afkolonisering syntes den store franske militære indsats i denne krig ret meningsløs, men kolonialisterne («piedsnoirs») tilhørte i mange tilfælde tredje og fjerde generation franskmænd født i Algeriet, og de kæmpede for deres eksistens, der var baseret på mindretallets dominans over flertallet. Krigen blev derfor en af de blodigste og grusomste af kolonikrigene, og den pegede frem mod amerikanernes krigsførelse i Vietnam. Krigens karakter blev varslet gennem Sétif-massakren, hvor en fredelig demonstration i anledning fredsafslutningen i Europa, 8. maj 1945, udviklede sig til en almen opstand. Grupper af europæere med jagtgeværer foretog rene straffeekspeditioner mod algirerne, og mellem 20 og 40.000 algirere og 97 europæere blev dræbt i løbet af nogle uger.

Militær kamp

Den militære udvikling kan inddeles i tre hovedfaser. I den første, fra 1954 til 1956, gennemførte befrielseshæren (ALN) en militær opbygning, og krigen gik fra at bestå i tilfældige aktioner til at blive en organiseret guerilla-krig. ALN bestod i 1956 af omkring 10000 soldater («moudjahidin»). Samme år indkaldte franskmændene to årgange værnepligtige og reserveofficerer, sådan at der nu stod over 400.000 franske soldater i Algeriet, mod 50.000 i 1954. Da de regulære hærafdelinger hverken havde udrustning eller træning, der kunne gøre dem egnede til at bekæmpe guerillastyrkerne, havde ALN, til trods for styrkeforskellen, et vist overtag frem til 1957. Fra 1957/58 begyndte de franske faldskærmstropper med små, mobile enheder at have succes i anti-guerilla krigsførelsen, baseret på erfaringerne fra Vietnam. Algierkrigen tog til i styrke, blot få måneder efter franskmændenes nederlag ved Dien Bien Phu i Vietnam og mange af officererne havde studeret teorier om revolutionær krigsførelse, mens de sad i fangenskab i Vietnam. Frem til 1957 havde FLN (befrielsesfronten) vundet kontrol over den arabiske bydel i Algier (Kasbah), efter rekruttering blandt pjalteproletariatet. Med Kasbah'en som base blev der foretaget en række attentater i den europæiske bydel. Med hjælp fra general Massus faldskærmssoldater og oberst Godards efterretningstjeneste, blev hele FLN's organisationsnet imidlertid optrevlet i løbet af 1957. Metoderne bestod i vilkårlige arrestationer, tortur, angiveri, natlige raids og brug af dobbeltagenter. Flygtningestrømmen fra «slaget om Algier» spredte mistænksomheden i FLN's organisation udenfor Algeriet, og en periode med nedbrydende interne opgør fulgte. I denne periode blev der også oprettet permanente fæstningsværker ved grænserne til Marokko og Tunesien, således at kontakten mellem FLN's afdelinger indenfor og udenfor grænserne blev dårlig. I den sidste hovedfase, fra 1959/60 og til krigens afslutning, gennemførte franskmændene systematiske «oprydningsaktioner» for at udrydde FLN's afdelinger på algiersk område. FLN's styrke blev kraftig reduceret, samtidig med at de opbyggede deres styrke blandt flygtningene i nabolandene. Men afdelingerne inde i landet blev isoleret fra hinanden, og i nogen grad, fra befolkningen, og krigen blev igen reduceret til sporadiske aktioner. Et vigtigt led i den franske strategi var baseret på Maos formulering om, at befrielseshæren må bevæge sig blandt folket som fisken i vandet. Når franskmændene ikke havde held til at fange fisken, måtte de fjerne vandet. Omkring 2½ millioner mennesker blev tvangsforflyttet til «omgrupperingslejre» under hærens kontrol, og yderligere 1 million flygtede fra krigshandlingerne. «Vandet» var fjernet, og hæren kunne antage, at alt der bevægede sig i landsbyerne, og ikke var under deres kontrol, var fjender. Dette «effektiviserede» krigførslen og dertil kom anvendelsen af flyvåbenet. For yderligere at reducere FLN's bevægelsesfrihed, bombede franskmændene systematisk vegetation og bygninger, der kunne tjene som skjulesteder. Halvdelen af den skov der fandtes i landet ved krigens begyndelse, var ved dens afslutning ødelagt - bl.a. med napalmbomber. Resultatet af krigen var derfor ikke blot over en million døde, men halvdelen af bondebefolkningen var gjort hjemløse og naturgrundlaget for landbruget var mange steder blevet ødelagt.

Politisk sejr

FLN's sejr var først og fremmest politisk. Befrielsesbevægelsen var en del af bondesamfundet og havde stærk opbakning blandt folket. Franskmændene formåede ikke at vinde befolkningens støtte. Hverken ved trusler og repressalier eller ved reformtiltag. De første metoder øgede blot FLN's rekruttering, og de andre blev saboteret, og kom desuden alt for sent til at have nogen virkning. FLN's politiske platform, vedtaget på Soummam-konferencen i Kabylia i 1956, var desuden udpræget nationalistisk og kunne forene forskellige fraktioner, mens den socialistiske orientering først efter befrielsen kom klart til udtryk. Det internationale pres på Frankrig var også af betydning for krigens udfald. En række afrikanske og arabiske lande anerkendte FLN's provisoriske regering, og FN's debatter (i 1957 og 1961) underkendte i virkeligheden franskmændenes argument om at konflikten var et indre politisk anliggende, og at krigen var en «politioperation» for at opretholde ro og orden. Kritikken af den franske regering øgedes, både ude og hjemme, efter kapringen af et marokkansk fly med FLN-ledere ombord (bl.a. Ben Bella, Aït Ahmed og Boudiaf) i internationalt luftrum (i 1956) og franske flys bombning af den tunesiske landsby Sakiet-Sidi-Youssef (i 1958).

Konsekvenser i Frankrig

De politiske modsætninger på fransk side fik store konsekvenser for krigens forløb. «Omgrupperingen» af befolkningen havde ikke bare militære formål. Man ønskede også en øget «integration» af de «indfødte» gennem administrative og sociale reformer, der i første omgang blev administreret af hæren. Kolonialisternes modstand mod reformer bragte dem i begyndelsen i modsætning til officererne, men de to grupper fandt sammen i fælles modstand mod den fjerde republiks handlingssvage politikere, og efter en demonstration i 1958 besatte civile og soldater de offentlige bygninger i Algier. Resultatet af aktionen var, at de Gaulle kom til magten i Paris, og at militæret overtog den civile administration i Algeriet året ud. Efter en periode mistede officererne gradvist deres politiske magt og ledelsen af krigen overgik til regeringen i Frankrig, der var indstillet på at få gang i forhandlinger med FLN. For at forhindre en forhandlingsløsning, forsøgte fire generaler, Salan, Zeller, Jouhaud og Challe, at gennemføre et statskup i Algeriet i 1961. Officerernes og kolonialisternes sidste krampetrækninger førte til organiseringen af Organisation Armée Secrète (OAS), der gennem terrorvirksomhed i Algeriet og Frankrig forsøgte at sabotere forhandlingerne med FLN i Evian og våbenhvilen, der trådte i kraft i marts 1962. OAS var bl.a. ansvarlig for et attentat på de Gaulle, og kampene mellem OAS på den ene side, og FLN og franske afdelinger på den anden, fortsatte frem til juni. Evian-aftalen blev godkendt ved folkeafstemninger både i Frankrig og Algeriet. I Algeriet stemte 5.975.581 for aftalen og 16.534 stemte imod. Selvstændigheden blev erklæret den 5. juli 1962.

K.H.H.


Litteratur

Y. Courrière: La guerre d'Algérie, (4 bind), Paris 1968.
F. Fanon: Jordens fordømte, Oslo 1967.