Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2003
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 14.436
: :
Sparekassepædagogik

Sparekassepædagogik, begreb introduceret af Paulo Freire (1921-1997) i hans bog «De undertryktes pædagogik», som udkom i dansk oversættelse i 1972 på basis af den amerikanske udgave «Pedagogy of the Oppressed» og den portugisiske udgave «Pedagogia do Oprimido» fra 1968.

Sparekassepædagogik er Freires kritiske betegnelse for den pædagogik, som betragter eleven som en beholder, læreren skal fylde med viden, eller som en sparekasse, læreren sætter viden ind i. Iflg. denne pædagogik sker der en reduktion af både elev og erkendelse. De bliver begge forvandlet til genstande, læreren kan manipulere med, som han har magt til. Der er således tale om en metafor, hvor elevens bevidsthed sammenlignes med en sparekasse eller bank. (Den må altså ikke forveksles med danske læreres bestræbelser for i 1930'erne og 40'erne at vænne børn til at spare op ved, at lærerne påtog sig den opgave at sælge sparemærker til eleverne i undervisningstiden og sørge for, at penge blev sat i sparekassen).

Begrebet sparekassepædagogik skal forstås inden for rammerne af den mere omfattende bestemmelse: de undertryktes pædagogik. Betegnelsen er dobbelttydig: den henviser til den undertrykkende pædagogik, som Brasiliens fattige landarbejdere og deres børn blev udsat for, og den henviser til den frigørende pædagogik, som skal bevidstgøre de voksne analfabeter om deres vilkår og tilvejebringe vilje og evne til selv at gribe ind for at ændre verden. Gennem sin beskrivelse af undervisningen veksler Freire hele tiden mellem kritikken af den faktisk forekommende undervisning og formuleringen af den undervisning, som skal sættes i stedet. Denne dialektiske beskrivelsesform er karakteristisk for hans tænkning og for hans syn på undervisning.

Freire påviste, hvordan en analyse af lærer-elev-forholdet i den brasilianske skole afslørede forholdets grundlæggende foredragende karakter, hvor lærerens opgave var at fylde elevernes bevidsthed med indholdet af sit foredrag - et indhold, der var løsrevet fra virkeligheden og afskåret fra den helhed, der oprindelig havde skabt det som udtryk for levende menneskers arbejde for forstå og for at ændre verden. Foredraget fører til, at eleverne mekanisk memorerer foredragets indhold. Undervisning bliver således en opmagasinering, hvor eleverne er magasiner og læreren lagerforvalter. Elevens handlemuligheder er reduceret til at modtage, sortere og opmagasinere indskuddene.

Dette er udtryk for en dehumanisering af eleverne, for mennesker kan ikke være sandt menneskelige, når de skal virke adskilt fra undersøgelse og fra praksis. Viden opstår kun gennem opdagelse, gen-opdagelse og den rastløse, utålmodige, fortsatte, optimistiske udforskning, mennesker foretager i verden, med verden og med hinanden.

Sparekassepædagogikken betragter eleven som et tilpasningsdygtigt og medgørligt væsen. Jo mere eleverne arbejder med at opmagasinere de indskud, læreren sætter ind i deres bevidsthed, jo mindre udvikler de kritisk bevidsthed. Den kritiske bevidsthed opstår nemlig som et resultat af menneskers intervention i verden, som forvandlere af denne verden.

Sparekasse-princippet forudsætter, at der eksisterer en dikotomi (2-deling) mellem mennesker og verden. Mennesket er efter denne opfattelse ikke et bevidst væsen, men snarere et væsen udstyret med en bevidsthed, der passivt er åbent for indskud af virkelighed fra verden udenfor. Heraf følger logisk, at lærerens rolle bliver at regulere måden, hvorpå verden kommer ind i eleverne.

Sparekassepædagogikken begynder med en falsk forståelse af mennesket som objekt. Den behandler og ændrer eleverne til modtagende objekter. Den er nekrofil, fordi den - med et citat fra Erich Fromm - er styret af ønsket om at omforme det organiske til det uorganiske, at nærme sig livet mekanisk, som om alle mennesker er ting.

Frigørende pædagogik

Over for sparekassepædagogikken, den undertrykkende, indsættende, kontrollerende pædagogik stiller Freire, hvad han kalder den frigørende pædagogik med den dialogiske, problemorienterede og udforskende undervisning.

I den frigørende pædagogik betragtes mennesket som et bevidst væsen med bevidstheden som en bevidsthed rettet mod verden. Frigørende undervisning består i erkendelseshandlinger og ikke i overførelse af informationer. Udførelsen af en problemformulerende pædagogik kræver en løsning af modsigelsen lærer-elev. Læreren er i den frigørende pædagogik ikke den, der lærer fra sig, men den som selv lærer i dialog med eleverne, der omvendt lærer, mens de lærer fra sig. Lærer og elever bliver sammen ansvarlige for den proces, i hvilken alle vokser. Den problemformulerende pædagog omformer konstant sine refleksioner gennem elevernes refleksion. Læreren forelægger eleverne materiale til deres overvejelser og genundersøger sine egne tidligere overvejelser, efterhånden som eleverne udtrykker deres egne. Den problemformulerende pædagogiks opgave er sammen med eleverne at skabe betingelserne for, at viden på doxa-niveauet erstattes af sand viden – episteme - på logosniveauet. Mens sparekassepædagogikken ved at mystificere virkeligheden søger at skjule visse kendsgerninger, som forklarer den måde, mennesker eksisterer i verden på, stiller den frigørende, problemformulerende undervisning sig den opgave at afmytologisere. Den stræber mod bevidsthedens tilsynekomst og kritiske indgriben i virkeligheden. Efterhånden som eleverne står over for problemer i forbindelse med sig selv i verden og med verden, vil de føle sig udfordret og tvunget til at reagere på denne udfordring.

Mennesker, der er underkastet herredømme, må kæmpe for deres frigørelse. Den problemformulerende undervisning sætter mennesker i stand til at komme ud over deres falske opfattelse af virkeligheden. Verden er ikke længere noget, som beskrives med vildledende ord, men er blevet genstand for menneskers forandrende handling, den handling som resulterer i deres menneskeliggørelse.

I det problemløsende samarbejde mellem lærer og elever bliver dialogen helt afgørende. Dialogens væsen er ordet, men ordet er ikke blot et instrument, der gør dialogen mulig. Der er to dimensioner i ordet: refleksion og handling, og de findes i en sådan vekselvirkning, at hvis den ene ofres, lider den anden øjeblikkeligt. Der findes ikke noget sandt ord, som ikke på samme tid er praksis. Det at sige et sandt ord betyder at ændre verden.

Dialog er mødet mellem mennesker, et møde der formidles af verden således, at disse mennesker kan navngive verden. At eksistere menneskeligt er at navngive verden, at ændre den.

Med baggrund i Freires forståelse af forholdet mellem menneskelig eksistens, ord og handling kan man derfor også betegne hans frigørende eller problemformulerende pædagogik som dialogpædagogik.

Freires begreber og tænkning er inspireret af fænomenologi, eksistentialisme og marxisme. Han citerer og refererer gerne til Erich Fromm, Jean-Paul Sartre, Frantz Fanon, Hegel og Karl Marx.

I Danmark er indlæringspædagogik, overhøringspædagogik og lektiepædagogik eksempler på sparekassepædagogik. Klasseundervisning med lærerforedrag eller stofgennemgang og overhøring i lektien er fortsat ikke ualmindeligt i det danske uddannelsesvæsen. Det deltagerstyrede og problemformulerende projektarbejde, som blev introduceret på RUC i 1970'erne, og som også vil være kendt fra andre uddannelser i Danmark siden 1980'erne, er eksempler på noget, der minder om en alternativ frigørende pædagogik, selv om pædagogikken her ikke er direkte inspireret af Freire. De studerende i Danmark er netop studerende – og ikke arbejdere – og de henter heller ikke problemerne fra et samfund, de selv ville betegne som undertrykkende.

Projektarbejde er indført i den danske folkeskole som arbejdsform, men også som en prøveform. Paradoksalt nok er det frivilligt for eleverne i folkeskolen, om de vil tilmelde sig de afsluttende prøver, men netop projektarbejdet som prøveform med karaktergivning er gjort obligatorisk for alle, dvs. alt i alt en pervertering af Freires forestilling om undervisning som en humanisering – og netop ikke en dehumanisering – af mennesket.

F.H.


Litteratur

Freire, Paulo: De undertryktes pædagogik, København 1973
Freire, Paulo: Kulturaktion for friheden, København 1974.
Henriksen, Spæt: Kan vi bruge Paolo Freire i Danmark? i Henriksen, Holger (red.): Kritik af undervisningslæren. Gyldendal 1976.