Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Afrika  .  Algeriet
   .  Caribien  .  Martinique
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
   .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin  .  Læge
    .  Humaniora  .  Psykologi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 20.582
: :
Fanon, Frantz
Frantz Fanon
Frantz Fanon

Fanon (1925-61), født i Martinique, Vestindien, men hans revolutionære arbejde og forfatterskab er knyttet til Algeriet og Afrika.

Fanon voksede op indenfor den sorte middelklasse, og uddannede sig senere som psykiater i Paris. Under opholdet i Frankrig blev han nært knyttet til Sartre og den eksistentialistiske/dialektiske filosofi. Efter at have været overlæge på et hospital i Algeriet, tilsluttede han sig i 1954 den nationale befrielsesbevægelse, FLN. Fanon havde mange vigtige poster indenfor FLN, bl.a. som redaktør for «El Moudjahid» og som FLN-eksilregeringens ambassadør i Ghana. Under en kraftanstrengelse lige før han døde af blodkræft i 1961, kun 36 år gammel, afsluttede han sit hovedværk «Jordens fordømte». Fanons verdensomspændende betydning som forfatter og revolutionær inspirator, har i høj grad sammenhæng med masseudbredelsen af denne bog. Udenfor Afrika har indflydelsen været særlig stor indenfor Black Power-bevægelsen i USA i 1960'erne. I Fanons forfatterskab er der en klar udvikling i emnevalg fra kolonialismens fremtrædelsesformer - ikke mindst gennem faglige studier af racistisk indoktrinering og kulturel/psykisk undertrykkelse - til analysen af de økonomiske drivkræfter bag kolonisystemet, befrielseskampens strategi og den formelle afkoloniserings utilstrækkelighed. Centralt står Fanons påvisning af kolonialismen som et totalt voldssystem, som grundlæggende kun kan omstødes gennem en voldelig kamp. En sådan kamp har også konsekvenser for befrielsen på det mere individuelle plan; «den fjerner den indfødtes mindreværdskompleks, hans passive indstilling præget af håbløshed». Fanon blev beskyldt for voldsromantik af dem som ikke støttede den algierske befrielseskamp, men han understregede, at vold ikke var noget mål i sig selv, men et nødvendig instrument for at omstyrte et undertrykkende og umenneskelig kolonisystem.

Fanons bidrag til debatten om revolutionær strategi, har et stærkt populistisk antræk. I «Jordens fordømte» er der en nærmest religiøs lovprisning af bøndernes revolutionære kraft, med en tilsvarende afvisning af byproletariatet som et korrumperet arbejderaristokrati. Det er et forsøg på at give de algierske erfaringer almen gyldighed, trods de grundlæggende forskelle som eksisterer mellem jordløse bønder i et sådant samfund med udenlandske godsejere, og et mere almindeligt afrikanske mønster med småbønder, som har kollektiv brugsret til jord gennem landsbysamfund. I sin klasseanalyse ser Fanon desuden ud til at forveksle det egentlige proletariat - f.eks. industri- og havnearbejdere - med tjenestefolk, som er nærmere det koloniale småborgerskab - kontorister, taxachauffører o.l.

Selv om Fanon fra marxistisk hold er kritiseret for at tale mere i mytiske termer om folket og bønderne end om parti, stat og klasse, er der bred tilslutning til hans skarpsindige og profetiske beskrivelse af den «falske afkolonisering» omkring 1960. Det er et underudviklet borgerskab, som her overtager taburetterne, og «som i sin stræberagtige selvbeundring har været overbevist om, at det med fordel kan erstatte det europæiske borgerskab. Men når det er kommet godt på plads og skal forvalte uafhængigheden, opdager det, at det står med ryggen mod muren, hvorefter det bliver grebet af panik og bønfalder det forhenværende moderland om hjælp». Fanon har i denne del af sit forfatterskab leveret både en ramme for teoretisk forståelse og et inspirerende politisk grundlag for de kræfter som arbejder for en reel befrielse, i overbevisningen om at «udbytningen kan have både et afrikansk og et arabisk ansigt».

T.L.E.

Litteratur

F. Fanon: Jordens fordømte, København, Rhodos, 1968.
D. Caute: Frantz Fanon, Oslo 1970.