Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 24.408
: :
Collett, Camilla
Camilla Collett
Camilla Collett

Collet (1813-1895), født Wergeland, norsk forfatter og kvindesagsforkæmper, var en af de første oprørere fra «de stummes lejr». I Norge var oprørstankerne nye og ukendte, men i lande som England, Frankrig og Tyskland fandtes der radikale politiske miljøer, hvor kvinders stilling blev diskuteret. Camilla Colletts indsats var et vigtigt bidrag til den internationale debat om kvindefrigørelse, som har foregået fra 1700-tallet og frem til i dag. Selv om hun var født og opvokset i embedsstanden og præget af dennes værdisystem, fik hendes skrifter en progressiv virkning. Hun skabte debat i vide kredse og protesterede mod etablerede sandheder. Hun talte om bevidstgørelse, kollektivt oprør og kamp og om kvindelige forfatteres situation, kvindesyn i litteraturen, om pigers socialisering til kvinderollen og den falske kvindelighed. Alt dette er fortsat aktuelle temaer for kvindebevægelsen.

Camilla Wergeland voksede op i Eidsvol præstegård sammen med tre brødre og en søster. Faderen, Nicolai Wergeland, havde læst Rousseaus tanker om fri opdragelse. Men denne frihed gjaldt kun for drengene. Pigerne skulle tidligt lære at indrette sig efter deres behov. Camilla blev sendt til en Herrnhüterskole i Tyskland for at blive «dame», og tilbage i Norge forelskede hun sig i Johan Sebastian Welhaven, broderens politiske modstander. Hun oplevede på sin egen krop, hvordan konventioner tvang kvinder ind i en følelsesmæssig afhængighed: «Hvad der krænkede mig dybest, var hans trang til at besynge mine følelser, mens han klogeligt tiede med sine egne. Dertil havde han ingen ret.» (Brev til Thora Hansteen, 1889.) I 1841 giftede hun sig med Peter Jonas Collet fra miljøet omkring Intelligenspartiet, og i løbet af syv år fik hun fire sønner - «det praktiske livs jernprøve». Men Collet døde allerede i 1851. Onde tunger mente, han døde af mangel på ordentlig opvartning. En kvinde kunne umuligt være en god hustru og mor, samtidig med at hun publicerede skitser og indlæg i aviser og tidsskrifter. Godt nok anonymt, men Oslo var ingen stor by. I 1854 udkom så romanen «Amtmandens Døtre», med ekstraoplag i 1860 og 1879. Op gennem 50'erne, 60'erne, 70'erne og 80'erne fulgte en stadig strøm af avisindlæg, essays, etc., som hun samlede sammen og udgav i bogform: «Stridsskrifterne».

Embedsmandskultur og kapitalismeideologi

Embedsmandsmiljøet udgjorde grundlaget for størstedelen af Camilla Colletts forfatterskab. Grænserne for det tilladte var snævre og strenge. For kvinder drejede det sig som oftest om bryllup i attenårsalderen og et liv indenfor fire vægge. Her skulle hun være mandens og husets tjenende ånd, lave husarbejde, føde sønner, læse romantiske romaner og opbyggelige skrifter, spille piano, brodere - og kede sig ihjel.

Embedsmændene havde officielt den politiske og kulturelle magt frem til parlamentarismen blev indført i 1884. De havde de højeste stillinger i statsadministrationen og udformede grundloven af 1814. Embedsmandskulturen var en blanding af klassisk dannelse - pligttroskab, nøjsomhed, offervilje - og nyere ideer fra den franske revolution - frihed, lighed og broderskab. Frihedstankerne byggede på traditioner fra engelsk 1700 tals puritanisme og fransk rationalisme. Indenfor begge disse retninger var der begyndt at vokse en begyndende kvindebevidsthed frem. Selv om kvinderne i den puritanske revolution ikke havde mulighed for nogen form for politisk feministisk bevidsthed, som kunne føre til organisering og krav overfor samfundet, havde de en moralsk opfattelse om, at hvert individ havde ret til at bestemme over sine egne evner og ret til at modsætte sig overgreb. Denne ret skulle også gælde for kvinder. Franske feminister i 1700 tallet brugte rationalismen til ud fra sund fornuft at argumentere for, at kvinder var ligeværdige med mænd.

Alt dette udgjorde et grundlag, som Camilla Collet kunne bygge videre på. Parallelt hermed udviklede det nye industriborgerskab sine værdier, som gjorde sig stadig mere gældende op gennem 50'erne og 60'erne: Autoritetstvivl, individuelt ansvar, individuel samvittighed, øget aktivitet og kontrol over den ydre og indre verden. Kravet om moralsk og individuelt ansvar kom til at betyde meget for hende, men hun udvidede ansvarsområdet til at blive et kollektivt ansvar. Hun brød med romantikkens og kapitalismens individualisme: Det var ikke bare hendes liv, det drejede sig om, men alle kvinders.

Radikaliseringsproces

Selv om embedsmandskulturen var statisk og stivnet, skete der store ændringer i samfundet i løbet af Camilla Colletts levetid, og dette afspejlede sig i forfatterskabet. Hun blev født omtrent samtidig med, at Norge i 1814 løsrev sig fra den danske kolonialisme - efter 300 års politisk, kulturel og økonomisk undertrykkelse. Hun oplevede en begyndende industriudvikling og et politisk magtskifte fra embedsstand til industriborgerskab. Normer og holdninger blev forandret. Den tidlige kapitalismeideologi tillod et vist spillerum for nye ideer i 50'erne og 60'erne, og dette resulterede i organiseringen af arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen i 70'erne og 80'erne. Camilla Collet gennemgik i løbet af denne periode en radikaliseringsproces. I «Amtmandens Døtre» gør hun oprør mod kvindeidealets tåle-bære-lide-tie-ideologi. Det er først og fremmest følelsernes frigørelse hun kæmper for. Kærligheden bliver et middel til selvrealisering. Andre muligheder er endnu vanskelige at få øje på. Sammenhængen mellem økonomisk og følelsesmæssig undertrykkelse begynder hun først at ane på et senere tidspunkt - i stridsskrifterne. Her udvider hun perspektivet. Hun forstår at frigørelse gennem kærlighed ikke er mulig. Der eksisterer ikke de nødvendige forhold, for at kærligheden kan få de rette udviklingsmuligheder. Hun holder hele tiden fast på kravet om følelsernes ret, men hævder, at kvinder også har ret til praktisk lønnet arbejde. Samfundet har ikke råd til at lade kvinders kræfter gå til spilde - tanker vi kender fra John Stuart Mills nyttefilosofi. Den let undskyldende tone i «Amtmandens Døtre» bliver meget skarpere - hun opfordrer til kamp og aktiv modstand.

Radikal feminisme

Camilla Colletts politiske indsats må vurderes ud fra hendes egne forudsætninger. Vi må se på hvordan hendes skrifter fungerede i samtiden, og hvilke muligheder hun havde for at sætte kvindekampen ind i en helhedssammenhæng. Udover sin moralske forargelse over tingenes tilstand havde hun en radikal politisk forståelse. Hun forvekslede ikke natur med kultur, årsag med virkning: Kvinderollen var et produkt skabt af samfundsforholdene, og disse måtte ændres. Hvordan dette skulle ske, overlod hun til senere tiders feminister at finde ud af. Hun havde ikke noget politisk alternativ, ingen bevægelse eller organisation som kunne formulere visionerne om et andet samfund og kræve en omvæltning af magtforholdene. Forbindelsen mellem kvindeundertrykkelse og undertrykkelsen af andre grupper var fortsat uklar, selv om den socialistiske teori som blev udviklet i sidste halvdel af 1800 tallet, rummede ansatser til en analyse af denne sammenhæng.

Camilla Collet var på mange områder pioner - både litterært og kvindepolitisk. Hun anvendte skønlitteraturen som middel i en bevidstgørelsesproces, analyserede kvindelige forfatteres situation, og skabte grundlaget for en feministisk litteraturkritik. Hun skrev den første norske realistiske roman, som sætter problemer til debat, og hun fremsatte et realismekrav, som Georg Brandes blev berømt for flere år senere. Og gennem tankerne om personlig og kollektiv bevidstgørelse skabte hun grundlaget for senere organisering. Hun ville give kvinder selvtillid og styrke til at handle: «Hellige vrede, besjæl dem til værket, og fyld deres sjæle med din ild» (Mod Strømmen 1, 1879).

Camilla Colletts forfatterskab: Roman: Amtmandens Døtre (1854). Selvbiografiske erindringer: I de lange Nætter (1862). Stridsskrifter: Sidste Blade I-IV (1868-73). Fra de stummes Lejr (1877). Mod Strømmen I-II (1879-85). Efterslæt (1895). Brevsamlinger: Breve fra Ungdomsårene. Frigørelsens År. Før Brylluppet (udgivet 1926-33).

B.E.