Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 32.523
: :
Rationalitet

Rationalitet refererer til fornuften i menneskelige handlinger, meninger og planer. Begrebet anvendes både om form og indhold. Meninger og planer er formelt rationelle, hvis de er fri for selvmodsigelser - rationalitet som konsistens. En handling er formelt rationel, hvis den er et godt middel til at realisere den plan, den handlende har sat sig - rationalitet som effektivitet. Det giver knapt mening at sige, at indholdet i en handling er fornuftig eller ufornuftig. Derimod kan man sige, at en mening er indholdsmæssig rationel, hvis den er velbegrundet, uden at den nødvendigvis må være sand - rationalitet som dømmekraft. En plan er indholdsmæssig rationel, hvis den er i samklang med visse etiske krav - rationalitet som moral. Disse begreber kan anvendes både overfor individuelle handlinger, meninger og planer, og overfor kollektive.

Rationel handling uden en rationel plan

Rationel adfærd udspringer ikke nødvendigvis af en rationel plan. Dyrenes tilpasning til deres omgivelser er et resultat af den naturlige udvælgelse, og ikke af nogen bevidst planlægning. På samme måde kan det ske, at når virksomheder maksimerer profitten, sker det ikke nødvendigvis ud fra en bevidst plan, men fordi de virksomheder som ikke gør det går konkurs. Den bevidste plan bag virksomhedslederens handlinger kan være en helt anden, f.eks. at skaffe sig størst mulig magt. Denne form for «blind tilpasning» er alligevel ikke i samme grad rationel som bevidst tilpasning.

Menneskelig rationalitet kendetegnes ved evnen til at anvende indirekte strategier af typen «et skridt tilbage - to skridt frem». Et eksempel er kapitalistens investering i produktionsmidler i stedet for at forbruge hele produktet på en gang: Man forbruger mindre nu for at kunne forbruge mere senere. Et andet eksempel er revolutionære handlinger, hvor man må kunne acceptere midlertidige tilbageslag umiddelbart efter revolutionen. Sådanne strategier kræver bevidst planlægning: De forudsætter, at man handler i lyset af både det mulige og det fremtidige, i modsætning til den «nærsynede» og «opportunistiske» handlemåde i det naturlige udvalg.

Indenfor samfundsvidenskaberne siger man ofte, at «funktionel tilpasning» er at andet eksempel på rationel adfærd, som ikke bunder i en rationel plan. Marx skriver f.eks., at social mobilitet under kapitalismen er et middel til at sikre kapitalens herredømme, fordi den trækker de «bedste hjerner» i arbejderklassen over i kapitalistklassen. Med dette mener han, at denne mobilitet er rationel for kapitalisterne, til trods for at den ikke er resultat af nogen bevidst plan fra deres side. Denne form for sprogbrug kan let blive misvisende. Det bedste er at begrænse sig til at anvende ordet «rationel» om en handling, som har gunstige virkninger for nogen, hvis disse virkninger forklarer handlingen. Man bør ikke sige, at en handling er rationel, blot fordi den tilfældigvis er gunstig for den som udfører den - eller for andre.

Rationelle holdninger

Det mindste krav vi kan stille til de holdninger en person har, er at de skal være fri for selvmodsigelser. Selvmodsigende holdninger er mere udbredte, end man ofte tror. Et barn kan tro på julemanden og samtidig spørge forældrene om, hvor meget julegaverne har kostet. En forfatter kan skrive i forordet til sin bog: «Jeg tror at nogle af påstandene i denne bog vil vise sig at være forkerte», og samtidig tro på hver enkelt af påstandene i bogen. Det er ikke selvmodsigende at tro, at det bliver regn, hvis jeg lader paraplyen bliver hjemme, og sol hvis jeg tager den med mig, men det er selvmodsigende at tro, at det bliver regn, hvis og kun hvis jeg ikke tror, det bliver regn. Lidt mere kompliceret bliver konsistenskravene, når vi knytter sandsynlighedsvurderinger til holdninger. Det er f.eks. selvmodsigende, hvis man vurderer chancen for hjemmesejr til 60%, for udesejr til 30% og for uafgjort til 20%.

Udover den formelle konsistens kan man kræve, at holdningerne skal være vel begrundet - i den forstand at de tager hensyn til al tilgængelig og relevant information. Hvis der ikke findes meget information, kan det hænde, at man vurderer galt, men at vurderingen alligevel var så god som mulig: Dette bliver da en rationel holdning, som blot ikke svarer til de faktiske forhold. En holdning er irrationel - ufornuftig - hvis den lægger vægt på informationen på en forkert måde, eller bygger på irrelevant information. Ønsketænkning er et eksempel på irrationel holdningsdannelse. Vanetænkning er et andet eksempel. Måske kan man også tale om irrationel holdningsdannelse, hvis man lader være med at skaffe sig relevant information, som man let kunne få fat i. Når dette udføres bevidst - «jeg ønsker ikke at høre detaljerne» - som Nixon sagde til sine mænd under Watergatesagen, kan man tale om selvbedrag.

En vigtig form for irrationel holdningsdannelse ligger i selve ønsket om at skulle have en holdning for enhver pris, selv hvor den foreliggende viden er ringe og usystematisk. Ofte er det langt mere fornuftigt at indrømme, at man er uvidende, end at skulle vurdere sandsynligheden for hvert af de mulige udfald. Stillet overfor ny og åbenbart farlig teknologi - som ved olieboringer eller kernekraftværker - er det ofte rationelt at indrømme, at man ikke ved noget om, hvor sandsynlig det er, at visse katastrofale uheld vil indtræffe. Dette har vigtige konsekvenser for hvad der er en rationel handling. (Se Risiko)

Rationelle planer

Formelt set bør en plan være rationel i den forstand, at det skal være logisk muligt at gennemføre den. Selvmodsigende planer opstår, når man vil for meget - i modsætning til viljesvaghed, hvor problemet snarere er, at man kan for lidt. Et eksempel på en selvmodsigende plan er, når man forsøger at glemme noget: Selve forsøget gør, at man ikke kan lade være med at tænke på det, man skal glemme. Et andet eksempel er instruksen: «Vær ikke altid så lydig», hvor man kræver, at en anden person både skal være lydig og ulydig.

Økonomer har studeret andre typer af irrationelle planer under betegnelsen «inkonsistente præferencer». De forlanger af en rationel person, at han skal foretrække a fremfor b, b fremfor c, og c fremfor a: En person hvis ønsker på denne måden bider sig selv i halen, vil ikke vide hvad han vil. De forlanger samtidig, at hvis en person lægger planer for et længere tidsrum, må forholdet mellem planerne for de forskellige dele af fremtiden ikke være sådan, at det er umuligt at følge dem op. En person som arver et større pengebeløb kan f.eks. bestemme sig til at bruge halvdelen det første år og resten jævnt fordelt over de følgende 20 år. Når han når til det andet år kan det være, at han det år vil bruge halvdelen af den tilbageværende halvdel, og den sidste fjerdedel over de følgende 20 år, osv. Denne person vil ikke blot angre sine tidligere beslutninger. Han vil også være ude af stand til at følge dem op.

Et mere indholdsmæssigt krav til rationelle planer er, at de ikke bør udspringe af tvangsmæssige forhold. Det er f.eks. ikke rationelt at ændre planer, bare fordi man hele tiden ønsker noget nyt, og det er heller ikke rationelt at holde fast ved gamle planer af ren vane. Planer der skyldes, at man vil gøre akkurat som andre - eller det stik modsatte - er heller ikke rationelle. At stemme på et parti fordi forældrene har stemt på det - eller netop fordi de ikke har gjort det - er heller ikke særlig fornuftig. Om en rationel person bør man kunne sige, at han har planer - ikke at det er planerne der har ham. Rationalitet i denne forstand knyttes ofte til begrebet autonomi - selvstændighed.

Et andet indholdsmæssigt krav til rationelle planer er, at de ikke må være egoistiske, men at man kan tænke sig og ønske sig et samfund, hvor alle havde lignende planer. Ønsket om at snylte på andres hjælpsomhed uden at give igen når der er behov for det, er i denne forstand ikke rationelt, for hvis alle snylter, ville det ikke være nogen, de kunne snylte på. Handlingen må kunne almengøres. Dette krav til rationelle planer er ikke tilstrækkelig til at afgøre, hvorvidt en handling er moralsk. Ensidig nedrustning kan være en umoralsk handling, hvis den der ruster ned ved, at de øvrige vil starte en krig imellem sig for at fylde tomrummet - selv om en situation hvor alle rustede ned, er den bedste af alle. Et indholdsmæssigt krav til rationalitet må tage udgangspunkt i situationen som den er, og ikke i en hypotetisk situation hvor alle andre handler på samme måde.

Kollektiv rationalitet

Planer som er individuelt rationelle - i betydningen konsistente og effektive - kan være kollektivt irrationelle. Hvis alle tilskuere på en fodboldbane rejser sig for at se bedre, vil ingen af dem kunne se bedre, og alle bliver trætte i benene. Hvis alle ønsker at tjene mere end gennemsnittet, vil selv de der opnår det, sandsynligvis skulle arbejde så hårdt, at det ville have været bedre for dem, hvis alle havde taget det mere med ro. Hvis alle investerer i tankskibe, fordi det giver en god fortjeneste, sparker de gensidig benene væk under hinanden, så der ikke bliver nogen fortjeneste. Sådanne paradokser kan oftest kun løses gennem kollektiv handling.

Kollektiv holdningsdannelse kan både modvirke og forstærke de mekanismer, der fører til irrationel holdningsdannelse hos den enkelte. Hvis en gruppe personer har afvigende vurderinger af faktiske forhold, kan deres gensidige vurderinger af hinanden bruges til at bringe holdningerne nærmere hinanden. Hvis man mærker, at ens vurdering ligger langt fra vurderingen hos en person, hvis vurderingsevne man sætter højt, bliver det rationelt at bringe sin egen vurdering bedre i samklang med denne persons opfattelse. Omvendt gælder det også, at personer gensidigt kan styrke hinanden i et fælles selvbedrag eller ønsketænkning. Nordamerikanernes vurdering af situationen før det japanske angreb på Pearl Harbor i 1941 synes at have være baseret på en sådan kollektiv ønsketænkning. Dette afslører det fejlagtige i den normale opfattelse, at intersubjektivitet - fællesskab i opfattelse - er en garanti for rationalitet.

Et specielt problem opstår i teorien om kollektive valg, hvor man ud fra enkeltindividernes rangordning af forskellige alternativer, skal komme frem til samfundets rangering. Kenneth Arrow har påvist, at hvis man stiller en del indholdsmæssige krav til samfundets rangering, og til forholdet mellem de individuelle rangeringer og samfundets rangering, kan man ikke samtidig opfylde det formelle krav, at samfundets rangering skal være konsistent. Man kan få «cirkulære rangeringer», hvor der f.eks. er flertal for at foretrække a fremfor b, b fremfor c og c fremfor a, til trods for at alle de individuelle rangeringer er konsistente nok. Dette er et grundlæggende paradoks, i den forstand at det ikke kan løses gennem kollektiv handling, fordi det tvært imod opstår gennem den kollektive handling.

J.E.


Litteratur

A. Sen: Collective choice and social welfare, San Francisco 1970.
J. Hintikka: Knowledge and Belief, lthaca 1961.
J. Elster: Ulysses and the Sirens, Cambridge 1979.
I. Janis: Victims of Groupthink, Boston 1974.