Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/8 2003
Læst af: 11.174
: :
Asymmetrisk krigsførelse

Asymmetrisk krigsførelse, nyt begreb for taktikker der i virkeligheden har været anvendt gennem årtusinder under væbnede konflikter. Det er et meget omfattende begreb der både dækker guerillakamp, spionage, voldelig modstand, ikke-voldelig modstand, sabotage og terrorisme. Det anvendes, når der er stærk asymmetri i styrkeforholdet mellem to parter i en konflikt. Dette vil ofte føre til, at parterne anvender andre taktikker, end når der er tale om mere lige styrkeforhold. I starten af det 21. århundrede anvendes begrebet især ifbm. terrorisme, hvor den svage part i en konflikt anvender taktikker der koster civile livet - terror. Det var terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001, der for alvor satte begrebet på dagsordenen, fordi USA her stod overfor en modstander af en helt anden type, end dets forsvar var rustet til at klare.

De civile tab ifht. de militære tab har været stærkt stigende gennem de sidste par hundrede års væbnede konflikter, men det er fortsat det konventionelle militær der tegner sig for langt de fleste drab på civile. I Vietnam døde f.eks. 56.000 nordamerikanske soldater, mens op mod 4 millioner civile vietnamesere måtte lade livet. I Iraq er omkring 200 nordamerikanske soldater døde, mens over 10.000 civile irakere er blevet dræbt.

Den svage part i en asymmetrisk konflikt er i sagens natur ikke i stand til vedvarende at holde et område besat, eller via sin militære styrke alene at besejre modparten. Dette tvinger den til at tage andre taktikker i anvendelse - guerillakamp, voldelig- eller ikke-voldelig modstand, sabotage eller terror mod civilbefolkningen. Dette er imidlertid metoder, der ikke alene er forbeholdt den svage part. Samtidig med at der f.eks. findes palæstinensiske grupper, der gennemfører terroraktioner i Israel, gennemfører den stærke part - Israel - også terror mod den palæstinensiske befolkning i form af såkaldte «målrettede mord» (henrettelse af palæstinensiske ledere), raketangreb på palæstinensiske flygtningelejre, veje eller boligområder, sprængning af palæstinensiske huse, kollektive udgangsforbud mod hele den palæstinensiske befolkning eller begrænsninger i retten til arbejde, uddannelse og bevægelse.

Når en svag part i en konflikt - f.eks. ANC i Sydafrika i 1960-90 - står overfor en langt stærkere part, så vil den ofte ikke have andre muligheder end asymmetrisk krigsførelse. Alternativet er at acceptere den fred, den stærke part måtte påtvinge - som i sagens natur er til den stærkes fordel - eller kapitulere. Overfor verdens eneste tilbageværende supermagt - USA - må stort set alle de potentielle modstandere vi kender i dag karakteriseres som en langt svagere part. Uanset om der er tale om Afghanistan, Iraq eller terrorister. De konflikter USA vil kunne komme ud for indenfor en overskuelig fremtid vil derfor være asymmetriske. Deraf også den aktuelle interesse for asymmetrisk krigsførelse. USA's militær er gennem de seneste 50 år blevet opbygget til at kunne blive sat ind overfor en symmetrisk modstander - som Sovjetunionen. USA er derfor militært dårligt forberedt på asymmetrisk krigsførelse, og har lettere ved at besætte Afghanistan end at fange Osama bin Laden eller knuse islamiske terrorgrupper.

Omvendt er der tegn på, at asymmetrien tvinger de stater USA overvejer at besætte - deriblandt de stater USA selv betegner som slyngelstater - til at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. Besiddelse af masseødelæggelsesvåben kan få USA til at overveje en ekstra gang, før det starter et militært angreb. Dette kan være baggrunden for, at USA i foråret 2003 angreb Iraq, der ikke rådede over masseødelæggelsesvåben, mens Nordkorea der tilsyneladende råder over atomvåben blev ladt i fred.

Social og økonomisk elendighed kan føre til terrorisme

Gennem det 20. århundrede har alle hære i stigende grad draget brug af guerillakrigsførelse (med kommandosoldater), spionage, sabotage, provokatører, dobbeltagenter og endog terrorhandlinger. Dette er tegn på, at det i nogle situationer er en større fordel ikke at have nogen taktisk organisering, end at have en sådan organisering:

«Når du forleder andre til at danne en formation, mens du selv er uden form, så er du koncentreret, mens modparten er splittet. Målet for dannelsen af en hær er derfor at nå til formløshed. Når du ikke har en form, kan modpartens spionage ikke fremskaffe oplysninger og derfor ikke udvikle en modstrategi.»
Sun Tzu

Global handel og transport, moderne teknikker til «hjernevask», religiøs fundamentalisme, den politiske meningsløshed ved at bekæmpe udemokratiske ledere eller besættelsesmagter med ikke-voldelige midler, samt andre faktorer leder os frem til den slutning, at fremtidens politiske mordere ikke nødvendigvis er højtlønnede professionelle lejemordere, men derimod almindelige mennesker, der ikke tidligere har været på kant med loven, og hvis politiske motiv er tåget eller uforståeligt. Historikeren Barbara Tuchman har undersøgt de anarkistiske mordere, der i 1880-1901 dræbte 5 europæiske og 1 nordamerikansk statsoverhoved. De faldt alle i netop den kategori, og selvom de betalte for mordet med deres liv, syntes de at være ligeglade.

Selvom denne type af asymmetriske teknikker synes at være spild af liv, desorganiseret og umoralsk for almindelige officerer, der søger at forsvare deres soldaters liv og moral, så findes der mange samfund hvor opofrelsen for det kollektive respekteres eller endog opmuntres. Det gælder f.eks. Kina og Japan (som Kamikaze piloterne under 2. Verdenskrig). Ligesom John F. Kennedy, Martin Luther King og Robert Kennedys mordere i 1960'erne eller moderne selvmordsbombemænd, så dukker morderen op ud af det blå, dræber sit offer, og fanges hurtigt eller er allerede død. Belønningen for den døde kan være opofrelsen for det fælles mål, at komme i himlen, eller at familien belønnes - som palæstinensere under den igangværende Intifada.

I den tredje verden findes der et stort antal mennesker, der er villige til at gå denne vej - fordi de er berøvet uddannelse, arbejde, i det hele taget en fremtid, eller fordi de udsættes for grov undertrykkelse. Det gælder f.eks. palæstinenserne i de israelsk besatte områder. I den forstand er det Israel selv der skaber selvmordsbombemændene. Samtidig findes der hensynsløse politiske og religiøse ledere, der rekrutterer selv børn til sådanne forehavender. Personer der ikke længere har noget at leve for, som er stærkt troende eller som bærer stærk sorg (pga. f.eks. familiens sociale situation eller fordi familiemedlemmer er blevet dræbt af modparten) kan derfor ende som mordere eller terrorister.

Traditionelle kontrolmekanismer kan ikke hindre den type mordere eller terrorister. Det kan kun social og økonomisk udvikling, arbejde, uddannelse samt ophøret af undertrykkelse og despoti.

A.J.


Litteratur

Kaplan, Robert: The Coming Anarchy, The Atlantic Monthly, 1994.
Tuchman, Barbara: The Proud Tower, Europe 1880-1914