Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/1 2005
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 48.606
: :
Risikobørn

Børn der har en forhøjet risiko for at få et dårligt liv, få en sygdom eller dø tidligt. Gruppen omfatter i Danmark 15-20 pct. af alle børn og unge. Trods forskellige bestræbelser på at reducere gruppens størrelse siden starten af 1990'erne, er det ikke lykkedes at reducere den alvorligt.

Dagligsproget taler om «at have en risiko» - for at det bliver regnvejr, for at noget ikke lever op til forventningerne, for at forretningen giver underskud eller for at noget går galt. Det vil sige, at chancerne for at det går godt ikke er helt optimale: der en vis risiko for, at det ikke forløber, som det er ønsket. På samme måde taler samfunds- og sundhedsforskningen om risiko: betingelserne er ikke helt optimale. Der er da en risiko for at få et dårligt liv, få en sygdom, dø tidligt. Forskningen på dette område har vist, at risikoen forøges, hvis en række livsomstændigheder er til stede. Det er livsomstændigheder, der hænger sammen med problematisk opvækst, dårlige familieforhold, ringe boligforhold, dårlig ernæring og sociale traumer og belastninger i det hele taget. Jo flere af disse negative livsomstændigheder, desto større risiko - for svækket udvikling, dårlig sundhed osv. Men der er ingen automatik knyttet til begrebet: der er tale om forøget risiko sammenlignet med personer, der ikke er udsat for disse livsomstændigheder.

Risiko hænger således sammen med forekomsten af belastninger. Jo flere belastninger en person er udsat for, desto større risiko er der for at personen reagerer og bliver ramt af disse belastninger - og jo større belastning desto større risiko. Belastninger vil for børns vedkommende ofte være forbundet med hjemlige forhold med forældre, der er udsat for arbejdsløshed, sygdom og måske dødsfald, forældre der lever i et konfliktfyldt forhold, med forekomst af vold og psykiske lidelser. Det vil sige belastninger, som familien er udsat for og som børnene også bliver påført. Derfor talen om social arv, der dog er mindre hensigtsmæssig, fordi der hermed antydes en automatik mellem forældres belastninger og børnenes dårlige udviklingsforløb. Der eksisterer nemlig også altid en mulighed for at overvinde belastningerne. Eller: belastningen kan føre til andet end en direkte negativ udvikling. Der kan være tale om sårbarhed eller andre former for reaktion. Eller der kan være tale om at personen mobiliserer en modstandskraft, der hjælper til at overvinde belastningen.

Forbindelsen mellem risikobegrebet og social arv er den indlysende, at børn af belastede familier vokser op med større risiko for selv at få vanskeligheder - altså begrebet social arv udtrykker en forøget risiko. Når risikobegrebet er at foretrække frem for begrebet social arv hænger det sammen med, at der her er tale om et videnskabeligt begreb, der lader sig dokumentere i undersøgelser.

Historisk set er risikofaktorerne i det danske samfund ændret - f.eks. gennem det sidste århundrede. Omkring 1900 tallets begyndelse var fattigdom en reel trussel for mange. I dag drejer det sig om få procent, der lever med denne risiko Til gengæld har risikoperspektivet skiftet karakter og drejer sig primært om en stående risiko for at miste «tilknytning»: til arbejdsmarkedet, til sociale netværk, til fortrolige. Risikoen er knyttet til udstødelse, marginalisering og dermed svækket social integration. For store grupper er der tale om både svækkede materielle vilkår og udtyndede netværk. Den enkelte står mere ubeskyttet og dermed med risiko for at blive udsat for reel isolation og overgreb.

Den model, der ofte lægges til grund for denne forskning, kan anskues således:

Hvor mange risikobørn er der?

En blot nogenlunde præcis angivelse af, hvor mange børn, der totalt må siges at befinde sig i risikogruppen i dag er yderst vanskeligt. Alene af den grund, at der ikke er præcise opgørelser eller oplysninger i eksisterende registre. Men også fordi risikobegrebet er bredt og rummer forskellige grader af risici. En inddeling, der ser ud til at have vundet en vis hævd er den, der blev anvendt i analysen af risikobørn i 1993 (Jørgensen et al, 1993). Her skelnes mellem tre hovedgrupper af risikobørn, nemlig:

Disse tre grupper blev i begyndelsen af 1990'erne vurderet til at omfatte omkring 15 pct. af gruppen af børn og unge i 0-18 års alderen - med omkring 5 pct. i hver af de tre risikogrupper.

Hvilke risikogrupper er der?

En beskrivelse af relevante risikogrupper er vanskelig. Den er dybt afhængig af de diagnoser og de symptomer, der anvendes - af de faggrupper og forskere, der tilfældigvis har belyst området. Derfor skal en sådan oversigt også behandles med en vis forsigtighed, og med en understregning af, at disse grupper angiver, at der er tale om en forhøjet risiko - ikke om en forudsigelse. Hvor stor risikoen er, er vanskeligt at angive, men ved relativt svære belastninger hos forældrene (f.eks. langvarig arbejdsløshed) kan der være tale om tre-fem gange forhøjet risiko for en dårlig udvikling hos børnene. Eller udtrykt på en anden måde: at omkring 30 pct. af børnene med en sådan familiebaggrund får sociale og psykiske problemer. Det betyder derfor også, at langt hovedparten klarer sig - på trods af belastningerne.

Med disse forbehold kan en oversigt set fra en social synsvinkel se således ud:

Hvilke årsager ligger bag?

Der er i første række tale om en række velkendte belastningsfaktorer, der fortsat har betydelig gennemslagskraft i det danske samfund - ikke mindst på familieplanet. Dette er i sig selv provokerende for den opfattelse af samfundsudviklingen, at den konstant bevæger sig i en stadig mere positiv retning - sammen med stigende velstand. De belastende forhold, der er tale om, er velkendte for de fleste. De omfatter:

Ofte er der tale om at koblinger mellem faktorerne, eller hvad der er omtalt som «kæder» af sammenhængende belastninger.

Et gennemgående træk som ledsagefænomen til sociale belastninger er konsekvenserne for den sociale integration. Med stigende belastning ses ofte en forringet social integration.

Social integration omfatter både sociale netværk, arbejdsfunktioner, lokale og slægtsbaserede relationer og tilhørsforhold til et fællesskab, der praktiserer et socialt ansvar.

Sociale belastninger og svækket social integration er medvirkende til at fastholde de svage grupper i periferien af samfundet og denne placering er de tilbøjelige til at overføre på deres børn. Altså social arv som en fastholdelse af både de faktiske sociale belastninger og den svækkede sociale integration.

Perspektiver

Risikobegrebets styrke er, at der kan arbejdes videnskabeligt med at kortlægge konsekvenserne af forskellige former for belastninger, traumer og stress. Men der er altid tale om store undersøgelsesgrupper og om en meget kvantitativ forskning. Det betyder, at der ikke fra den kant kan hentes belysning af det tætte og nuancerede samspil den enkelte person altid har med sine omgivelser, og som i den sidste ende er med til at forme dette menneskes konkrete livsforløb. Derfor findes der med rette en vis kritik af begrebet fra den forskning, der i højere grad baserer sin indsigt på kvalitativ belysning. Der er imidlertid fra alle sider enighed om, at risikoforskningen bidrager med en enorm styrke i kortlægningen af de faktorer, der spiller en rolle for menneskers livsforløb. Man kan blot tænke på forskningen inden for rygning og kost. Her er resultaterne f.eks. krystalklare, hvad angår påvisningen af, at der er stærkt forhøjet risiko for udvikling af cancer ved forekomst af rygning. Det giver en god rettesnor for den enkelte, selvom der ikke ligger en individuel forudsigelse i konstateringen.

Risikogruppen omfatter i dag formentlig 15-20 pct. af børne- og ungegruppen i Danmark. Bag denne andel gemmer der sig varierede sværhedsgrader og forskellige symptomgrupper. Risikomekanismerne i det danske samfund er både forbundet med sociale belastninger i børns umiddelbare hverdag, herunder især i deres familie- og institutionsliv, og med svækket social integration som udtyndede netværk og reducerede sociale og kulturelle ressourcer.

Indsatsen over for disse grupper har været forsøgt på flere planer: via lovgivning, puljemidler til projekter og forskning og en række initiativer i forskellige kommuner, og projekterne er ofte hver for sig løfterige. Men det samlede billede af indsats over 10 år er, at den ikke har været i stand til alvorligt at reducere gruppen af risikobørn.

P.S.J.


Supplerende litteratur:
Christensen, E.: Omsorgssvigt? En rapport om de 0-3 årige baseret på sundhedsplejerskers viden. Socialforskningsinstituttet 92:7  (1992)
Christensen, E. & T. Egelund: Børnesager. En evaluering af kommunernes forebyggende arbejde. Socialforskningsinstituttet 02:10 (2002)
Due, P., Holstein, B. E. & Jørgensen, P. S.: Mobning som sundhedstrussel blandt store skoleelever. Ugeskrift for læger, 161, 2201-6. (1999)
Egelund, T.: Beskyttelse af barndommen. København: Hans Reitzels forlag. (1997)
Ekspertgruppen om social arv: Social arv - en oversigt over foreliggende forskningsbaseret viden. Socialforskningsinstituttet 99:9. (1999)
Halskov, T., Jørgensen, P. S. & V. Polakow: Tab af rettigheder. Sårbare enlige mødre og deres børn. København: Hans Reitzels forlag. (2000)
Hansen, E. J.: Danskernes levekår: 1986 sammenholdt med 1976. København: Hans Reitzels forlag. (1986)
Hestbæk, A-D: Når børn og unge anbringes. En undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager. Socialforskningsinstituttet 97:6 (1997)
Holstein, B. E.: Sociale uligheder i sundheds og trivsel. I: Jørgensen, P. S., Holstein, B. E. & P. Due (red.) Sundhed på vippen. En undersøgelse af de store skolebørns sundhed, trivsel og velfærd. København: Hans Reitzels forlag. (2001)
Jørgensen, P. S., Ertmann, B., Egelund, N. & D. Hermann: Risikobørn. Hvem er de - hvad gør vi? København: SIKON. (1993)
Nygaard Christoffersen, M.: Opvækst med arbejdsløshed. En forløbsundersøgelse af to generationer født 1966 og 1973. Socialforskningsinstituttet 96:14. (1996)
Nygaard Christoffersen, M.: Risikofaktorer I barndommen - en forløbs undersøgelse særligt med henblik på forældres psykiske sygdomme. Socialforskningsinstituttet 99:18 (1999)
Robinsohns Fond: Social arv - begreb og realitet. København: Susi og Peter Robinsohns Fond. (2003)