Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 25/5 2006
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 5.206
: :
Losovski, Alexander

Losovski, Alexander (16./28. marts 1878 – 20. januar 1949). Russisk bolsjevik, generalsekretær for Røde Faglige Internationale, henrettet i 1949.

Losovski hed oprindelig Salomon Abramovich Dridzo. Han blev medlem af det russiske socialdemokrati i 1901 og arresteredes første gang i 1903; han blev forvist til Kazan, hvor han var aktiv i den bolsjevikiske fraktion. Under revolutionen 1905-1906 var han især aktiv i Petrograd og Charkov. I 1905 var han delegeret på partiets konference og kom i kontakt med de ledende bolsjevikker. Han blev arresteret anden gang i 1908 og sendt til Sibirien. Herfra lykkedes det ham at flygte til udlandet, og fra 1909 opholdt han sig i Paris, hvor han blev faglig aktiv i hattemagerfagforeningen, men også arbejdede som forretningsfører i et kooperativt bageri, som smed og drejer. Han blev i 1911 medlem af en anden fraktion i partiet end Lenins, men trak sig hurtigt ud af fraktionskampene og blev medlem af det franske parti og samtidig mere aktiv i hattemagerforeningen. Hattemagerne var overvejende af jødisk herkomst og Losovski redigerede et blad Der Yidisher Arbeter for den franske landsorganisation (CGT). I dette arbejde blev han aktiv på venstrefløjen, men med verdenskrigen blev denne integrationsproces afbrudt.

Han tilsluttede sig en gruppe omkring det russiske internationalistiske dagblad Golos (Paris), som pga. forbud måtte skifte navn adskillige gange. De ledende folk i denne gruppe var f.eks. Trotzki, Pokrovski, Rjazanov, Lunačarski og Čičerin. Gruppens flertal tilsluttede sig senere den leninistiske fraktion.

Losovski var aktiv i gruppen og holdt samtidig en snæver kontakt til den franske venstrefløj, især syndikalisterne. Han karakteriseredes af forskellige medlemmer af den franske og den russiske gruppe som ikke særlig betydelig, men som en aktiv og hæderlig person uden stor teoretisk indsigt og med et ønske om enhed i arbejderbevægelsen eller dog i det mindste på dets venstrefløj.

Losovski kunne i 1917 relativt hurtigt vende tilbage til Petrograd, og da han var en person med faglig erfaring, spillede han en rolle på dette område. Samtidig med dette blev han igen medlem af det bolsjevikiske parti. Imidlertid kom han meget hurtig i opposition til den ledende gruppe, der var indstillet på at overtage magten fuldt og helt. Losovski derimod gik ind for en socialistisk koalitionsregering, fagbevægelsens uafhængighed af staten (hhv. de nye magtstrukturer efter revolutionen) og kritiserede censuren af de borgerlige blade. Det medførte hans eksklusion af partiet i december 1917. Indtil marts 1919 opretholdt han sin kritik af den bolsjevikiske taktik i revolutionen, som i hans vurdering ville føre til nederlag. Men da revolutionen overlevede, begyndte han i foråret 1919 igen at nærme sig partiet og blev i december 1919 genoptaget. I den mellemliggende periode havde han tilhørt en mindre gruppe «Det Russiske Socialistiske Arbejderparti», som opløste sig selv i december 1919.

Losovski havde i disse år fortsat en ikke ubetydelig position i fagbevægelsen. Bl.a. var han redaktør af landsorganisationens tidsskrift og i 1920 blev han formand for Moskva-områdets faglige organisation.

På baggrund af sine faglige erfaringer fra tiden i Frankrig, hvor han havde samarbejdet snævert med syndikalisterne, og sine sprogkundskaber blev Losovski en fremtrædende person i forberedelsen af samarbejdet mellem de forskellige internationale revolutionære strømninger i fagbevægelsen. Oprettelsen af en Rød Faglig Internationale (RFI) stod på dagsordenen og Losovski kunne, også med sin selvstændige position overfor bolsjevikkerne i bestemte faglige spørgsmål, være en mægler mellem de forskellige politiske retninger, hvor især syndikalisterne havde betydning. På RFI's 1. kongres blev Losovski valgt til generalsekretær. En position han beholdt indtil RFI opløstes. Som generalsekretær for RFI indtog Losovski andre ledende funktioner i SUKP og i Kommunistisk Internationale. Han blev i denne periode en trofast tilhænger af den ledende gruppe i SUKP uden dog at have større indflydelse på den førte politik. RFI's selvstændige position blev efterhånden ligeledes mindre betydningsfuld og organisationen opløstes endeligt i 1937.

Losovski arbejdede herefter som partifunktionær på forskellige poster - pga. af sine internationale erfaringer i nogle år bl.a. som vice-udenrigsminister. Under verdenskrigen var han leder af det sovjetiske informationsbureau. I 1942 oprettedes en jødisk antifascistisk organisation i Sovjetunionen, som Losovski blev leder af. Organisationen havde ikke en særlig fremtrædende rolle at spille, men udgav dog et dagblad på jiddisch, Eynigkeyt. Organisationen overlevede ikke verdenskrigen.

I januar 1949 ekskluderedes han atter af partiet, blev stillet for en domstol og dømt ham til døden. I 1956 blev han rehabiliteret.

G.C.


Litteratur

Opslag af Michel Dreyfus om Losovski i: José Gotovitch (red.): L’Histoire et les Hommes. Dictionnaire Biographique de l’Internationale Communiste en France, en Belgique, au Luxembourg, en Suisse (1919–1943), Paris 2001.
Tosstorff, Reiner: Profintern. Die Rote Gewerkschafts-Internationale 1920–1937, Paderborn 2004