Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Storbritannien
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/6 2007
Læst af: 5.595
: :
Hare, R.M.
R.M.Hare

Hare (1919-2002), professor i filosofi ved University of Oxford 1966-1983. Hares primære indsats ligger indenfor moralfilosofien, hvor han igennem hele sin karriere har arbejdet på at kortlægge det moralske sprog. Især tre bøger har været indflydelsesrige, nemlig The Language of Morals (1952), Freedom and Reason (1963) og Moral Thinking: Its Levels, Method and Point (1981).

Hares udgangspunkt er, at for at vi kan besvare tidens moralske spørgsmål er vi nødt til at have en forståelse af det sprog, som spørgsmålene stilles i. I den forbindelse gør Hare op med de sprogforståelser, der var fremherskende da han selv begyndte at interessere sig for moralfilosofi.

Ifølge den etiske naturalisme beskriver moralske sætninger en naturlig (dvs. ikke-moralsk) virkelighed. Dette er imidlertid en fejlagtig opfattelse, siger Hare, da moralske vurderinger ikke er deskriptive men præskriptive. Det vil sige, at de foreskriver eller anbefaler. At sige, at racisme er forkert er således ikke at beskrive racisme, men at tage afstand fra den og sige, at man skal lade være med at udføre racistiske handlinger. At sige «racisme er forkert» er dermed en sproghandling, hvis opfyldelse indebærer, at man rent faktisk undlader racistisk adfærd.

Den anden dominerende retning indenfor moralens sprogfilosofi, som Hare gør op med, er emotivismen. Emotivister tager ligesom Hare afstand fra naturalismen, og i det hele taget fra ideen om, at moralske vurderinger skulle beskrive noget som helst. De tjener derimod, ifølge emotivister, et helt andet formål, nemlig at udtrykke følelser. At sige «racisme er forkert» svarer dermed blot til at sige «Racisme: Ad!», og har slet ikke noget erkendelsesindhold. Ifølge Hare indfanger emotivister hermed moralens præskriptive indhold, men de overser, at moralske vurderinger derudover også er universaliserbare. Hermed mener han, at hvis en person vurderer, at en handling (situation, person) A har den moralske egenskab M (f.eks. «forkert»), så er hun logisk forpligtet på også at hævde, at enhver anden handling (situation, person) B, der ligner A i alle de relevante ikke-moralske henseender, er M. Man kan f.eks. ikke hævde, at det er forkert af Hansen at køre spirituskørsel, med mindre man er villig til at fælle samme dom om sig selv, i fald man skulle køre i beruset tilstand. Det Hare udelukker med universaliserbarhedskravet er dermed det, man i almindelige tale kalder «dobbeltmoral». Men universaliserbarhedskravet indebærer også et krav om begrundelse i moralen som gør, at moralske spørgsmål kan diskuteres på en rationel måde.

Ifølge Hare er det moralske sprog altså karakteriseret ved, at det er præskriptivt og universaliserbart. Fra disse to logiske egenskaber ved det moralske sprog mener Hare desuden, at han kan udlede en bestemt teori om rigtig og forkert, nemlig utilitarisme. Ifølge utilitarismen er en handling rigtig, hvis og kun hvis den fører til den størst mulige sum af velfærd (lykke). Foruden at forsvare utilitarismen som teori, har Hare desuden i en række artikler forsvaret utilitaristiske svar på en lang række forskellige konkrete moralske spørgsmål, herunder abort, kunstig befrugtning, forsøg på fostre, slaveri, uddannelsespolitik og befolkningstilvækst.

N.H.


Litteratur

Poul Lübcke (red.): Engelsk og amerikansk filosofi, København, 2003.