Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 4/10 2010
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 11.733
: :
Uddannelsesvejledning og Erhvervsvejledning

Samfundet, magthaverne vil noget med vejledning: skabe bedre balance på arbejdsmarkedet. Dæmme op for frafald på uddannelsesinstitutioner. Inkludere de marginaliserede. Integrere de fremmede. Skabe et konkurrencedygtigt samfund. Skabe en bæredygtig fremtid. Alt dette skal vejledning støtte, hjælpe til med eller ligefrem ordne. Uddannelsesvejlederen, studievejlederen, coachen, mentoren, erhvervsvejlederen er og var nogle af samfundets svar på den kollektive omsorg for og kontrol med næste generations problemer mht. at finde en uddannelse og et arbejde. Men samfundets bekymring, interesse og kontrol rækker langt ud over ungdomsgruppen. Det mærker f.eks. de (voksne) arbejdsløse, som skal lægge en handlingsplan eller lægge deres CV på internettet – med hjælp fra en vejleder.

Dansk uddannelses- og erhvervsvejledning i de senere år undergået en revolution (Plant, 2009): Et skift fra den skolebaserede vejledning, hvor deltidsansatte lærere i grundskoler, ungdomsuddannelser og højere uddannelser udførte vejledningsopgaver – og til en ny, ekspertbaseret vejleder i nye, separate vejledningsenheder, nemlig Ungdommens Uddannelsesvejledning og Studievalg. Samtidigt med at de såkaldte gennemførelsesvejledere stadig findes på bl.a. ungdomsuddannelserne. Arbejdsformidlingen – som husede Erhvervsvejledningen – er nedlagt og fusioneret med kommunale jobcentre. Hvorfor nu det? Hvordan er det gået til? Med hvilke begrundelser? Vejledning er blevet stærkt politiseret, ja ligefrem en del af de politikker, der skal føre Danmark igennem globaliseringens udfordringer. Med den øgede politiske fokus på vejledningens rolle, især i forhold til uddannelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik, bliver vejledning også målt og vejet som aldrig før: Kvalitetssikret. Vejledning ses i stigende grad som et blødt styringsinstrument, der skal tjene til, at «valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet», som det hedder i den gældende lovgivning. Vægten ligger således på gavn: Vejledning skal gøre nytte. Både for den enkelte og samfundet. Men hvor ligger balancen mellem de to?

Begreber

Hvad er uddannelses- og erhvervsvejledning? Her er nogle definitioner:

  1. «Vejledning er en interaktionsproces, som støtter en meningsfuld forståelse af en selv og omgivelserne – og som resulterer i afklaring og valg af mål og vurderinger for den fremtidige adfærd» (Schertzer og Stone, 1980). Vejledning som psykologi.
  2. «Uddannelses- og erhvervsvejledning er en række planlagte aktiviteter, som i særlig grad har at gøre med valg vedr. uddannelse, arbejde og samfundslivet» (Bill Law, 1990). Vejledning som pædagogik.
  3. «Uddannelses- og erhvervsvejledning er en proces, der foregår i et samspil mellem oplysning, undervisning, praktiske aktiviteter og personlig samtale, og som kan give grundlag for valg af uddannelse og beskæftigelse og de levevilkår, der knytter sig hertil» («Etiske retningslinjer». RUE, 1995). Vejledning som proces. (Den moderniserede udgave af samme definition blev leveret af FUE (Fællesrådet for Foreninger for Uddannelses- og Erhvervsvejledning i 2006; se http://www.fue.dk/), som i forordet til de nye «Etiske Principper» skrev, at «uddannelses- og erhvervsvejledning er proces, der foregår i et samspil mellem oplysning, undervisning, praktiske aktiviteter og individuelle samtaler, og som kan danne grundlag for valg af uddannelse, erhverv og karriereforløb samt de levevilkår, der knytter sig dertil». Små glidninger i retning af karrierevejledningsbegrebet, men stadig en proces).
  4. «Uddannelses- og erhvervsvejledning er den bistand, som forskellige kategorier af vejledere yder vejledningssøgende i forbindelse med valg af uddannelse eller erhverv» («Minileksikon». RUE, 1989). Vejledning som struktur.
  5. «... en proces, der med udgangspunkt i den enkeltes situation og de arbejdsmarkeds- og uddannelsesmæssige vilkår sigter på at styrke den vejledningssøgendes handlingskompetence i forhold til arbejdsmarkedet» («Arbejdsmarkedsorienteret vejledning». AMS, 1995). Vejledning som arbejdsmarkedspolitik.
  6. «... et møde mellem to mennesker med hver deres sociale og kulturelle erfaringer» («Vejledning og vejlederliv». Landsforbundet for Voksen- og Ungdomsundervisere, 1995).

Vejledning som mødet mellem mennesker.

I det følgende anvender jeg definition nr. 3 i FUE's 2006-version som forståelsesramme.

Bagved definitionerne

I den humanistisk prægede psykologisk-pædagogiske tradition (ses mest i definitionerne 1-3, ovenfor) er det enkelte menneske et (næsten) frit handlende individ, som træffer et valg. Som vælger uddannelse, arbejde, livsstil (mere om forestillinger om erhvervsvalget nedenfor). I AMS's definition (5) er vejledningen «... arbejdsmarkedsorienteret, i og med den er forankret i en arbejdsmarkedssituation og som sådan underlagt den overordnede arbejdsmarkedspolitiske målsætning om et velfungerende arbejdsmarked». Eventuelle valg er i denne forståelse underlagt et generelt arbejdsmarkedspolitisk mål. Hvad går denne målsætning ud på? At skabe balance mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft, i al sin enkelhed og vanskelighed. Hvorfor er det vigtigt? For at holde lønudviklingen i ro og for at skabe basis for økonomisk vækst. Hermed er vi fremme ved bundlinjen: økonomisk vækst. Det er omdrejningspunktet: økonomi. I dette billede vælger personer ikke eller kun inden for en snæver ramme. Man kan sige, at de bliver valgt – af arbejdsmarkedet. Overvejelserne hos den enkelte er af økonomisk karakter: Kan det betale sig at uddanne sig? Kan det betale sig at tage dette arbejde? Og, kunne man spørge i forlængelse: Kan vejledning betale sig? Ja, hvis den bidrager til det generelle mål. Skal den kunne betale sig? Er spørgsmålet forkert? Skal biblioteker kunne betale sig? Over for de økonomiske argumenter står de humanistiske, som oftest slet ikke har de økonomiske perspektiver inden for synsvidde. Her står valget som begreb til gengæld ganske centralt. Skismaet mellem idealet om de frie erhvervsvalg og de faktiske muligheder for at realisere det spiller en betydelig rolle i diskussioner om vejledning. Vejlederne selv er ofte humanistiske idealister; de ser først og fremmest det individuelle perspektiv i deres indsats: De vil gerne hjælpe enkeltindivider. Med at vælge. Samfundsanalytikere ser ofte snarere vejledningens samfundsmæssige legitimerings- og sorteringsfunktion. Oftest bygger uddannelses- og erhvervsvejledning på en uudtalt forudsætning om eksistensen af det 'frie' valg. Men nogle forskere fremhæver, at individer kun i ringe grad selv vælger – og da slet ikke frit – men at der derimod bliver valgt for dem af sociale vilkår og lokale jobmuligheder. Vejledning spiller en beskeden rolle. Socialforskningsinstituttet og Socialkommissionen har utallige gange påvist, hvor stærkt den sociale arv slår igennem i uddannelses- og erhvervsvalget. Det er således velkendt, at det 'frie' valg er diskutabelt.

Nedenstående tabel kan give et overblik:

 

Samfundsorientering

Individorientering

Forandring

samfundsforandring

individudvikling

Status quo

social kontrol

individtilpasning

Danske vejledere placerer sig i alle fire felter. Dog sjældent i 'samfundsforandring'. Individperspektivet står klarest, men der tegner sig ikke et entydigt billede. Danske vejledere er «heterogene mht. de anførte holdninger», som det siges i en undersøgelse. Svenske vejledere udtrykker en forskel mellem, «hvordan det er nu» og, «hvordan det skulle være» i forhold til de fire felter: De ville gerne være mere individorienterede, men føler sig ofte presset ind i rollen som sociale kontrollører.

Hermed er vi ved et af de vanskelige balancepunkter i vejledningsindsatsen – og ved en af forklaringerne på, at vejledning ikke altid lever op til, hvad de vejledningssøgende forventer.

For når vejledning bliver en del af den sociale kontrol, kommer fx de officielle tekster på feltet til at lyde sådan. Med datidens håndfaste sprog hed det i Ungdomskommissionens betænkning (1946) at opgaven var, at «Kommissionen skal i sit Arbejde i første Række tage Sigte paa Mulighederne for gennem positive Foranstaltninger at sikre den normale Ungdom en harmonisk social og kulturel Udvikling, men skal samtidig optage Spørgsmålet om den asociale Ungdoms Problemer til Behandling med særlig Henblik paa Forebyggelse af Ungdomskriminaliteten». Et ubetinget gode? Der har faktisk været andre røster i den politiske debat:

«(Vejledning er) ... endnu et udtryk for velfærdstanken, dette, at man tror at staten kan og bør ordne det hele for den enkelte borger ... Skridtet fra rådgivning til henstilling er ikke stort, og skridtet fra henstilling til direktiv er heller ikke stort ... Lysten fra det offentliges side til at være folkets barnepige, rådgiver og vejleder er meget stærkt udviklet» (Folketingets Forhandlinger, 1953).

Denne politiker fremmaner kontrolsamfundet. Han advarer mod registrering, formynderi og dirigerende erhvervsvejledning. Desuden vender han sig mod pædagogiseringen af vejledningsarbejdet, herunder at lærere skulle kunne blive gode uddannelses- og erhvervsvejledere efter et kort kursus. Politikeren er Retsforbundets ordfører. Tiden er 1953. Men kritikken af vejledning som formynderi er aktuel, og modstrømme mod kontrol og overvågning opstår løbende. Nogle af de mest spændende udviklinger inden for vejledning i dette perspektiv foregik i en periode i de såkaldte vejledningshuse, hvor vejleder og bruger mødes på (næsten) neutral grund. Her havde vejlederen principielt ingen særlige kartofler at hyppe. Lidt længere ud ad den samme ikke-kontrollerende skala fandt nogle vejledere nye roller som ressource for selvhjælpsgrupper, f.eks. i forhold til initiativgrupper blandt arbejdsløse. Her var vejlederen en udvikler – sammen med brugerne.

Vejledningens rolle er – meget kort sagt – at være samfundets smørekande. Dvs. et af de midler, som skal nedsætte uddannelsessystemets og arbejdsmarkedets friktioner og dermed bl.a. dæmpe potentiel social uro. Ungdomskommissionens udtalelte i 1946: «(Det kan) i værste Fald gaa saaledes at han vagabonderer fra Beskæftigelse til Beskæftigelse. For saadanne bliver Fristelsen til at træde uden for Lovens Omraade stærkere end for de Kammerater, som har fundet et sikkert Fodfæste i Samfundet.» Svaret i 1946 på disse overvejelser var forslaget om indførelsen af en offentlig erhvervsvejledning: Vejledning skulle ses som en kriminalpræventiv indsats. Det ligger ikke langt fra nutidens situation. Men det udtrykkes i mere bløde og politisk korrekte vendinger. Men hvad gik forud? Vejledningens historiske udvikling kan ses som tre bølger: naturvidenskabelig, humanistisk og markedspræget. Og med bølger på en strand er det sådan, at de kan skylle op samtidigt. Blot er den ene bølge større end den anden. Den bruser mere end de andre. For en tid.

1. Naturvidenskab

Den naturvidenskabelige bølge i vejledning havde sin storhedstid i perioden 1886-1961. Sådan cirka. Dens praktiske udtryk for oprettelsen af Psykotekniske Institutter. Lad os lige kikke indenfor. Både kropsligt arbejde og intellektuelt åndsarbejde bliver centrale temaer i Psykofysisk Laboratorium, forløberen for Psykotekniske Institut. I omfattende undersøgelser af sjælelige tilstandes legemlige udtryk (publiceret i 1898 og 1905) indgår emnet 'arbejde'. Senere (1907-12) gennemføres en stor forsøgsrække over stofskifte ved psykisk virksomhed. Efter første verdenskrig får disse undersøgelser nye perspektiver. Gamle værdier bliver kasseret; et nyt samfund skal bygges op. Lehmann ser, hvordan psykofysikkens resultater kan anvendes i praksis: ethvert arbejde skulle udføres så økonomisk som muligt, det vil sige på den kortest mulige tid med den mindst mulige anstrengelse. Dette var aktuelt som aldrig før. Under første verdenskrig var psykoteknikken blev prøvet af for alvor: Det gjaldt om at få rette mand til rette kanon i en vis fart. Men hvad skal der ske med B-holdet, når A-holdet er blevet udvalgt via psykotekniske prøver? Svar lyder:

«For Samfundet som Helhed vil det naturligvis være en ringe Fordel, hvis dermed alle de mindre dygtige blev arbejdsløse, men det behøver aldeles ikke være Tilfældet. Fordi en Mand ikke er særlig skikket til en Beskæftigelse, kan han være udmærket egnet til en anden».

Kort sagt er synspunktet, at vi er udstyret med forskellige egenskaber og evner, som tilsammen foreskriver de optimale beskæftigelsesområder. Hver har sin plads. Hvis man finder den, er man sikker på at blive tilfreds. Psykoteknikken er et redskab til at foreskrive hvert menneske sin hylde, hvor man producerer mest med det mindste energiforbrug. I dagligt sprogbrug blev dette netop til: at finde sin 'rette hylde'.

Det psykotekniske testbatteri beskrev lederen Poul Bahnsen i bogen «Fra Skolebænk til Værksted», - med undertitlen «Praktisk Erhvervsvejledning». Med letfattelige eksempler og tydelige illustrationer møder vi Hans og hans mor. Citaterne i det følgende er fra bogen: Det giver et godt indtryk af den måleorienterede, naturvidenskabelige tilgang, som prægede de psykotekniske prøver. Vi er med til to dages prøver sammen med Bahnsen, som er ulasteligt klædt – inklusive gamacher, jakke, slips og vest på de gamle fotografier, måske til fotografens ære.

Med Hans til psykoteknisk prøve

Sammen med 11 andre drenge skal Hans til psykoteknisk undersøgelse. Hans udfylder et spørgeskema. Om hvad han vil være, om nogen har rådet ham til det, om fritidsinteresser og skolefag. Så begynder de egentlige prøver. De bærer præg af, at det er potentielle håndværkere, som prøves. Først undersøges, om Hans har håndelaget i orden: «Lad os nu se hvor sikker din Haand er! Du skal tage denne Stift og føre den igennem de Udskæringer og Aabninger, som du ser på denne Metalplade, men det skal være uden at berøre Randene!» Hver gang, Hans berører randene, tænder en lille elektrisk lampe – apparatet er et tremometer – og prøveresultatet sammenlignes nu med 500 andre drenges, altså det gennemsnitlige. Herefter følger en prøve på impulsmåleren, hvor Hans får en hammer i hånden til afprøvning af, hvor ensartet han kan hamre. «Kom her hen, Hans, og lad os se, hvordan det gaar, naar du skal arbejde med begge Hænder samtidigt!» lyder den næste instruktion. Det gælder om at dreje på to håndtag samtidigt og koordineret, som når man arbejder med en drejebænk. Hans sveder. Han skal sørge for at styre en metalplade hen under en skrivestift, sådan at den tegner efter en figur, som er anbragt på papiret nedenunder. Nu gælder det stanseprøven: samarbejdet mellem øje og hånd. Udstansningen af et stykke papir efterligner den tilsvarende værkstedsopgave med metal. Resultatet noteres. Fingerfærdigheden måles ved at lade drengene bøje en ståltråd til en almanakbøjle (en papirholder) med en tang – efter model. Det kommer der mange mærkelige figurer ud af.

Efter en halv times frokostpause – hvis vejret er godt, går drengene ned i Vartovs smukke gamle gård – tages der fat på syns- og farvesansen. Først undersøger Psykoteknisk Instituts læge synsskarpheden ved hjælp af et skema med forskellige bogstavstørrelser. Dernæst undersøges øjemålet. Hans skal halvere og tredele en linje ved hjælp af en lille skyder. Og derefter dreje på en skrue, indtil han mener, at to streger danner en ret vinkel. Centrum i en cirkel skal angives med et blyantsmærke, og han skal finde en bolt, der lige præcis passer til et hul i en metalplade. Syns- og læsehastigheden afprøves ved hjælp af et tachistoskop, hvor Hans skal nedskrive, hvad han opfatter af bogstaver, som vises i forskellige brøkdele af et sekund. Farvesansen afprøves med sortering af farver.

Til sidst får drengene et skema med hjem til forældrene med spørgsmål som:

Er Deres Søn praktisk anlagt?

Hjælper han sin Fader eller Moder i Hjemmet?

Holder han af at tegne?

Holder han af at læse?

Har Deres Søn været Medlem af nogen Drengeforening?

Er han flittig, punktlig og ordentlig?

Er han flink til at komme op om Morgenen?

Viser han paa noget Omraade en særlig Begavelse?

Er han i Besiddelse af Karakteregenskaber, der er særlig fremtrædende?

Næste dag undersøges reaktionstider, håndkraft, armkraft, legemskraft, rumsanskuelse, teknisk begavelse (forståelse, kombinationsevne, dømmekraft og arbejdsmåde). Til slut kommer de mere intellektuelle prøver med papir og blyant om bl.a. hukommelse. Et par dage efter kommer mor og Hans op på Psykoteknisk Institut. Bahnsen spørger: «Har du i Mellemtiden fundet ud af, hvad du vil være?» Drengen ryster på hovedet. «Kunne du ikke lide at blive Kontormand?» Igen nej. Bahnsen bruger denne spørgemetode, idet, som han skriver «... jeg gennem en Række Spørgsmål søger at udskyde de Fag, som den Unge ikke kan tænke sig at vælge». På denne måde når de igennem handel, kontor, landbrug og gartneri: Alle sammen områder, som Hans ikke egner sig til. Men nu nærmer resultatet af prøven sig. Spændingen stiger. Bahnsen konkluderer: «Jeg vil foreslaa Deres Søn et Håndværk ... (Jeg tror) det fornuftigste, du kan gøre er at gaa i Smedelære ... Den psykotekniske Prøve, Skolens Vidnesbyrd og dine egne Interesser peger jo alle sammen i den retning.» Herefter viser Bahnsen drengen nogle anskuelsesbilleder om smedens arbejde og essen, boremaskinen og maskinsaven. Hermed er erhvervsvejledningen fuldført.

Set med nutidens øjne er Bahnsen temmelig dirigerende i sin form, en autoritet, som har diagnosticeret drengen til at blive klejnsmed. Set med datidens øjne var psykoteknikken og Bahnsens afvejning af prøveresultater, skolens udtalelse og drengens interesser – fulgt op af den personlige samtale – et stort skridt i retning af et mere rationelt erhvervsvalg og dermed en mere effektiv erhvervsvejledning. Og et mere retfærdigt samfund, som ikke blot reproducerer sociale forhold. Nu var det den enkeltes evner der gjaldt.

Op gennem 1950'erne og 1960'erne (som i nutiden) samlede især den private sektors brug af psykoteknikken sig om en testpsykologi, som har til opgave at udvælge personer til ledende poster i et hierarki og til at opstille jobkrav i termer, som kan beskrive menneskelige egenskaber. Bag ved disse bestræbelser ligger nogle (ofte uudtalte) antagelser, en teori, som gør testningen meningsfuld:

– Produktionens organisering er udtryk for naturens orden og en naturlig udviklingsproces, fordi:

– Samfundet er en organisme, som stræber efter at opnå indre harmoni. Arbejdslivets krav harmonerer med samfundets krav og den enkeltes behov. Arbejdslivet er overordnet andet samfundsliv og de enkelte mennesker – og kan/bør derfor definere kravene over for andre dele af livet.

– Naturvidenskaberne er et ideal med henblik på at opnå objektiv viden. Den rationelle form for tænkning er styrende for samfundsmæssig og menneskelig virksomhed.

– Den ønskværdige harmoni kan opnås ved objektivt at beskrive forskellige erhverv set som krav til menneskelige egenskaber og derefter udvælge personer, som svarer til disse krav.

– Gennem matchning af individ og objektive krav legitimeres sammenhængen mellem demokrati, retfærdighed og rationalitet: Det er demokratisk, at alle har lige adgang til job og uddannelse; det er retfærdigt, at alle kan bruge deres muligheder i forhold til deres evner; det er rationelt, at alle kommer på deres rette plads.

Udvælgelse

Det var hele denne filosofi, som kom under kritik, specielt efter anden verdenskrig, hvor det ikke længere var så selvklart, at der var en sammenhæng mellem demokrati, retfærdighed og rationalitet. Krigen og nazismen i mellemkrigstiden havde modbevist det. Fremskridtstanken – som den rationelt begrundede psykoteknik var en del af – havde fået dødsstødet med koncentrationslejre og atombomber, som havde åbenbaret afgrunde og irrationelle dybder i den europæiske kulturarv. Samfundet var under stadig og hastig forandring. I et samfund, hvor produktion er løsgjort fra reproduktion, og hvor specialisering, teknologianvendelse og effektivisering bruges til rationalisering, aktualiseres udvælgelsesproblemer. Det bliver på en gang mere økonomisk betydningsfuldt at vælge den 'rette mand' til jobbet med et minimum af fejlplaceringer – og samtidigt meget vanskeligere netop på grund af specialiseringen af arbejdskraften. Samtidigt har behovet for mere sofistikerede udvælgelsesredskaber også en ideologisk præget side, hvor dette at udvælge den bedste (dvs. den mest velegnede arbejdskraft til en specifik funktion) kan tages som et udtryk for jobkravenes almene gyldighed; den naturlige samfundsorden. Man kan sige, at den herskende samfundsorden, det gældende hierarki, den aktuelle arbejdsdeling og kønsbetingede erhvervsopdeling er et udtryk for summen af enkeltindividers duelighed og begavelse.

Det var hele dette tankegods, som kritikken satte ind imod. Tilsammen tegnede kritikken et billede af de psykotekniske prøver som redskaber for en status quo-opfattelse, hvor de eksisterende samfundsforhold og arbejdsdelinger blev legitimeret med en vakkelvorn videnskabelighed. Alligevel kom kritikken oftest mere indirekte til udtryk, nemlig i et kursskift væk fra den diagnosticerende ekspertvejlederrolle og over til den pædagogisk prægede vejleder: den humanistiske katalysator.

2. Humanistisk (1961-2003)

Anvendt psykologi – praktisk pædagogik

Nogle få foregangspersoner var gået i gang i midten af 1940'erne med erhvervsvalgsforberedende aktiviteter i skolen, herunder erhvervsorientering og senere i nogle tilfælde også erhvervspraktik. Jens Ahm (1910-78) i Århus var en af dem. Han var selv erhvervsvejleder (1944-55) og gymnasielærer på Marselisborg Gymnasium, siden gymnasierektor i Esbjerg og Århus. Han spillede en betydningsfuld rolle som banebryder for skolernes større engagement i erhvervsvejledningsarbejdet og blev senere bl.a. formand for Erhvervsvejledningsrådet. Hans engagement rakte langt ud over gymnasiet; han interesserede sig for ungdommens uddannelses- og beskæftigelsesproblemer. Det var heri, han hentede sit engagement til erhvervsvejledningen, som han så som et fagområde, der rakte på tværs af og som kunne nedbryde uddannelsessystemets 'båse'. Jens Ahm var en debatterende vejleder med visioner om et bedre, mere retfærdigt samfund med muligheder for alle. Måske det tætteste tidlig dansk vejledning kom på en vejlednings- og uddannelsespolitisk reformator på et humanistisk grundlag:

«Mens erhvervsvejledning endnu i 1946 var et ukendt begreb for mange lærere, og kun ganske få havde forståelse af, at det var noget som kom skolen ved, er vi nu nået så vidt, at erhvervsvejledningen af mange deltagere i skoledebatten er blevet ... et af midlerne til at forny skolens indhold».

Det var disse perspektiver, han så i vejledning: en pædagogisk og uddannelsespolitisk forandringskraft. Vejlederen som fornyer.Gradvist skiftede grundlaget for uddannelses- og erhvervsvejledning naturvidenskabeligt-diagnosticerende psykologi til en mere udviklingsorienteret interesse på et pædagogisk og humanistisk grundlag. Det blev ført videre i den lange række af skole- og studievejledningsordninger som indført fra 1970erne og fremefter. Her var den personcentrerede (Rogers, 1951) og senere den konstruktivistiske vejledning (Peavy, 1998) stærkt som metodegrundlag

Mangefacetteret

Efter modellen fra HF og folkeskolen: En lærer udpeges til – på deltid – at varetage uddannelses- og erhvervsvejledningsopgaver, blev der i 1970'erne oprettet studievejledning i de fleste dele af uddannelsessystemet: på erhvervsskoler, ved gymnasier, videregående uddannelser, voksenuddannelse mv. Tidlige forløbere var forsøg inden for jern- og metaluddannelserne og HF, som begge fra deres start i slutningen af 1960'erne havde haft studievejledning. Forud for dette lå bl.a. enkelte forsøg i gymnasiet med erhvervsorientering og en tilhørende studiekreds for gymnasielærere i 1958-61 (se f.eks. Bjernum, 1961.). Begrundelserne var de samme overalt: Et mere kompliceret og differentieret uddannelsessystem med flere valgmuligheder måtte modsvares af en vejledningsindsats på de selvsamme uddannelsesinstitutioner. Dertil kom fra midten af 1970'erne (ungdoms)arbejdsløshedsordninger med tilknyttet vejledning: Vejledning kunne have en præventiv rolle i forhold til arbejdsløshed for særligt udsatte grupper. Dette argument blev brugt ved oprettelsen af den kommunale ungdomsvejledning (1982), som i sin tur udsprang af den 'udvidede skolevejledningsordning' (fra slutningen af 1970'erne): en ny form for social kontrol? At bygge på den eksisterende erhvervsvejledning ved AF blev fravalgt uden synderlig faglig eller politisk diskussion – og uden en evaluering. De sektorvise interesser i uddannelsessystemet udbyggede de enkelte ordninger uafhængigt af hinanden – med næsten lige så mange sektoropdelte vejlederuddannelser. Resultatet blev mangefacetteret vejledningssystem, som på en gang netop var svaret på et differentieret vejledningsbehov, og som samtidigt i sin opbygning indeholdt kimen til ressourcespild, uoverskuelighed, overlapninger og mangel på sammenhæng. Opgaven var vanskelig: Sektorvise ordninger kunne kun med vanskelighed bringes til at fungere som et organisk, sammenhængende hele – på trods af regionalt vejledersamarbejde og RUE (Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning). Hele denne konstruktion kom under stærk kritik fra politisk hold i begyndelsen af 2000-årene.

Institutionsuafhængig ?

Hvad der var rigtigt, acceptabelt og samfundsnyttigt, vekslede over tid, men der har i lange tider hersket en udbredt politisk opfattelse af, at det i hvert fald betød, at de unge skulle ikke blot vejledes, men også retledes ind i uddannelser og helst uddannelser, der ledte frem til et arbejde. Heri lå det socialt acceptable, og heri lå også den økonomiske begrundelse for at bruge samfundets økonomiske midler på vejledning. Denne investering har hele tiden haft to sider: en personlig og en samfundsmæssig. Hvis vejledning kun var et personligt gode, kunne folk blot betale for det selv. Men eftersom der også knytter sig samfundsmæssige interesser til vejledning, er der også tale om et fælles gode. Deraf den politiske interesse, som blev ganske meget forstærket, da to politikere i år 2000 fremsatte et beslutningsforslag i Folketinget: «B 131 om institutionsuafhængig vejledning» (Folketinget, 2000), som opfordrede regeringen til at oprette en ny institutionsuafhængig uddannelses- og erhvervsvejledning. Baggrunden for beslutningsforslaget var et ønske om at få etableret en uddannelses- og erhvervsvejledning, der i højere grad – som det hed – afspejlede den tilgængelige viden om den aktuelle og fremtidige udvikling på arbejdsmarkedet, og som gjorde det mere gennemskueligt, hvor de unge skulle henvende sig for at få vejledning. Hvad der egentlig blev sagt her, imellem linjerne, var, at alle disse deltidsansatte lærere/vejledere var ustyrlige i den forstand, at de netop var en del af uddannelsesinstitutioner og derfor ikke direkte kunne styres af kommuner eller stat. Der var for meget overlap mellem de enkelte dele af systemet, for meget ressourcespild, for lidt professionalitet. Vejledningen var ikke i tilstrækkelig grad rettet mod samfundets, læs arbejdsmarkedets, behov. Kort sagt: Vejledning skulle nu styres i bestemte retninger. Resultatet af analysen forelå i «Rapport om tværsektoriel vejledning – opfølgning på B 131» (UVM, 2001). Rapporten foreslog strukturelle ændringer af vejledningsindsatsen på hele uddannelsesområdet.:

Det var revolutionerende og ville givetvis have manglet politisk gennemslagskraft, hvis rapporten havde stået alene. F.eks. var grundskolens og gymnasieskolens vejledere og deres organisationer stærkt skeptiske over for centrale dele af forslagene. De mente, at nye, centraliserede tværkommunale og statslige vejledningscentre ville fjerne vejlederne fra eleverne. En fremmedgørelse af vejledning ville blive resultatet. De ønskede at fastholde og udbygge vejledningsordninger, som bygger på et nærhedsprincip. Altså at vejlederne var på skolerne og ikke dukkede op som fremmede fugle i hvide ekspertkitler. Og Arbejdsformidlingens erhvervsvejledning var helt uden for fokus. Men her kom OECD til hjælp. OECD tog i 2001 initiativ til, at der gennemførtes en analyse af «Policies for information, guidance and counselling» i 14 medlemslande. Initiativet blev taget i forlængelse af en tidligere gennemført OECD-aktivitet om unges overgange fra uddannelse til arbejdsliv, som bl.a. Danmark deltog i. Et af dette projekts hovedresultater var, at et effektivt og velfungerende vejledningssystem er en vigtig forudsætning for, at overgange imellem uddannelsessektorens forskellige niveauer og imellem uddannelse og arbejdsmarked fremmes bedst muligt.

På denne baggrund blev dansk uddannelses- og erhvervsvejledning undersøgt. Som så ofte før. Denne gang af eksperter udefra. OECDs projekt havde til formål at indsamle og bearbejde viden om centrale problemstillinger i de deltagende landes vejledningssystemer og disse systemers forbindelse til nationale uddannelsespolitiske og arbejdsmarkedspolitiske målsætninger, som det hed. Det lå helt på linje med de igangværende overvejelser i Undervisningsministeriet. På baggrund af den nationale afrapportering og OECD-besøget blev der udarbejdet en Country Note, som indeholder vurderinger og anbefalinger til brug for danske beslutningstagere inden for vejledningsområdet (OECD, 2002). De lignede til forveksling ministeriets egne holdninger: OECD spejlede i høj grad aktuel dansk vejledningspolitik, som den blev formuleret af Undervisningsministeriet.

Hermed var diskussionen om alternativer til eksterne vejledningscentre de facto slut. En alternativ debat om at forankre en mere professionaliseret vejledning i uddannelsesinstitutioner med regionale centre ift. vejledningsfaglig professionsudvikling – den kom aldrig rigtigt i gang. Det er værd at erindre sig, at der på dette tidspunkt var mere end en snes vejledningsordninger i Danmark – de fleste i netop uddannelsesinstitutioner – og næsten lige så mange vejlederuddannelser. Dette kludetæppe af ordninger var sin egen værste fjende: Nye forenklede strukturer blev fremstillet som den eneste mulige vej frem.

Men hermed var en revolution af dansk vejledning sat i gang. Af Undervisningsministeriet. Det var intet mindre end sensationelt. Af flere grunde:

3. bølge Markedsgørelse og New Public Management (2003-2009)

En analyse fra slutningen af 2008, bestilt af Finansministeriet, pegede på det ønskelige i, at vejledning i endnu højere grad end nu «målrettes og prioriteres bedre», dvs. med en «klar definition af de målgrupper, som vejledningsindsatsen skal koncentreres om» (UVM/Rambøll, 2008). Kernebudskaberne her var differentieret og målrettet vejledning, og så foreslog rapporten, at den personlige vejledning skulle være en ydelse, som brugerne skulle visiteres til (resten måtte klare sig med it-båret vejledning). Dette ville være et stort skridt væk fra princippet om, at vejledning skal være for alle igennem hele livet (jf. EU's Resolution om Livslang Vejledning, 2004) og i øvrigt et brud med dansk vejledningspraksis – og en stigmatisering af de vejledte. Men forslaget repræsenterede en vidtgående konsekvens af management-tankegangen, at vejledning netop ikke skulle være for alle, fordi den skulle målrettes yderligere. På baggrund af en økonomisk analyse fandt konsulentfirmaet, at der flere steder i vejledningssystemet var et betydeligt såkaldt omprioriteringspotentiale, og at der skulle være:

«Større fokus på sammenhængen mellem præsterede resultater og den økonomiske styring, herunder en klarere sammenhæng til de forskelle i brugergrupperne, som de forskellige vejledningssteder oplever, samt ansvarliggørelse i forhold til vejledningsstedernes performance.»

Eller med andre ord, at der skulle ske en strammere prioritering og målretning af indsatsen mod dem, der virkelig har vejledningsbehov. Resten kunne klare sig (selv) med:

«Større anvendelse af internettet som platform for vejledning og dialog på Vejledningsområdet … (og) … Større ansvarliggørelse af forældre og unge til selv at finde løsninger og svar på spørgsmål via internettet.»

Disse forslag skulle ses på baggrund af, at analysen havde regnet sig frem til, at der blev brugt 1.191 mio. kr. årligt på vejledning. Over en milliard kr. Et stort marked – som kunne markedsgøres yderligere. Det var der sprængstof i: Her var analysen lige ved at antage karakter af en cost-benefit-analyse.

Arbejde

Arbejde – ofte forstået som lønarbejde – er en af samfundets fundamentale værdier. Arbejde giver identitet, status, indkomst og en tilknytning til fællesskabet. Vejledning var/er et af midlerne til at fordele det sommetider knappe gode: arbejde. Således er (uddannelses-) og erhvervsvejledning samtidigt en af samfundets kontrolmekanismer til at dæmme op for evt. social uro forårsaget af arbejdsløshed og mangel på uddannelsesmuligheder. Det kommer bl.a. frem i Ungdomskommissionens betænkning «Ungdommen og Arbejdslivet» fra 1952, hvori det hedder, at erhvervsvejledning skal «forebygge vrangforestillinger», og at samfundet har en «væsentlig interesse i, at der sker en jævn og tilstrækkelig tilgang til de forskellige fag, således at man til enhver tid er i stand til at dække samfundets behov for arbejdskraft». Der skal «gennemføres et langsigtet samfundsbestemt arbejde med erhvervsorientering og erhvervsvejledning på det fri erhvervsvalgs grundlag». Det var dengang. Tonen er ikke meget forskellig fra nu.

Dér står vi så i 2009. På mange måder er vejledning på klassisk vis spændt op mellem individ- og samfundshensyn og interesser, men med et øget pres på vejlederne for via vejledning at få de fleste hurtigt igennem og de sidste (20%) med i det formelle uddannelsessystem - og sørge for at medvirke til et smidigt arbejdsmarked. Disse retninger er tydelige: den politisk-administrative styring taget til i de senere år. Vejledning er blevet en integreret del af en række andre politikker - og de tre bølger skyller stadig på stranden. Det er den økonomiske som for tiden buldrer mest.

P.Pl.


Litteratur

Plant, P.: Fæste. Dansk uddannelses- og erhvervsvejledning, 1886-2001. Fredensborg: Studie og Erhverv, 2009.
Roberts, K.: The Sociology of Work Entry and Occupational Choice. I: Watts et al. (eds.): Career Development in Britain. Cambridge: CRAC, 1981.
Hansen, E.J.: Hvem bryder den sociale arv? København: Socialforskningsinstituttet, 1982.
De unge – portræt af en generation i velfærdssamfundet.
København: Socialkommissionen, 1992.
Watts, A.G.: Education, Unemployment and the Future of Work. Milton Keynes. Open University Press, 1983.
Jørgensen, P. & Plant, P.: Vejledning i 80'erne. Fredensborg: Studie og Erhverv, 1986.
Lovén, A.: Vejledning i nærbillede. København: Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, 1995.
Etablering af en offentlig Erhvervsvejledning. Udtalelse fra Ungdomskommissionen samt Indstilling afgivet af det af Arbejds- og Socialministeriet nedsatte raadgivende Udvalg vedrørende den offentlige Arbejdsanvisning. København: Schultz, 1946.
Maaløe, I.: Unge i Danmark. Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, 1995.
Plant, P.: Eurocounsel, Fase 3, Danmark. Vejledning og forandringer på arbejdsmarkedet.
Dublin: European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions, 1994.
Plant, P.: Eurocounsel, Fase 2, Danmark. Dublin: European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions, 1993.
Lehmann, A.: De sjælelige Tilstandes legemlige Ytringer. København, 1898.
Lehmann, A.: Om legemligt og aandeligt Arbejde. Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning. København, 1905.
Lehmann, A.: Størst Udbytte ved legemligt og aandeligt Arbejde. Bind 1-2. København, 1919.
Vedel-Petersen, K., Bahnsen, P. & Værnet, C.: Fra Skolebænk til Værksted. Praktisk Erhvervsvejledning. København: Haase & Søns Forlag, 1925.
Floto, I.: Historie. Nyere og nyeste tid. København: Gyldendal, 1985.
Ahm, J.: Debatten der lod vente på sig – fra 20 års deltagelse i uddannelsesdebatten. Århus, 1978.
Ahm, J.: Skolen og erhvervsvejledningen. I: Dansk Pædagogisk Tidsskrift 8/1956. København, 1956.
Rogers, C.R.: Clientcentered Therapy. Boston, 1951.
Peavy, R.V. Konstruktivistisk vejledning. Teori og metode. København: RUE, 1998.
Bjernum, V.: Fremtiden? I: Nordisk Erhvervsvejledning 3/1961. Stockholm, 1961.
Folketinget: B 131 om institutionsuafhængig vejledning. København: Folketinget. Se http://www.ft.dk/doc.aspx?/Samling/ 19991/beslutningsforslag_som_fremsat/B131.htm
UVM: Rapport om tværsektoriel vejledning – opfølgning på B 131. København: UVM, 2001. Se http://pub.uvm.dk/2001/b131/vejl.pdf
OECD: Country Note. Guidance Policy Review. Paris: OECD. Se http://www.uvm.dk/vejl/denmark.pdf 
Uddannelses- og erhvervsvejledning i uddannelsessektoren. Analyse. København: Rambøll Management, 2008. Se http://www.uvm.dk/Uddannelse/Vejledning/ Om%20vejledning/Nyheder/Vejledning/Udd/Vejl/ 2008/Dec/081205%20Vejledningsrapport.aspx
Ungdomskommissionen: Ungdommen og arbejdslivet. Betænkning afgivet af Ungdomskommissionen. København: Schultz, 1952.