Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Storbritannien
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 16/10 2010
Læst af: 4.531
: :
Johannes Duns Scotus

Duns Scotus (1265-1308) menes at være blevet født et sted i mellem den 23. december 1265 og den 17. marts 1266 i Skotland, nærmere bestemt i landsbyen Duns, som ligger i grevskabet Roxburg på grænsen til England. Vi ved nemlig med sikkerhed, at han blev ordineret præst i prioratet Sankt Andrews, Northampton, England, den 17. marts 1291. Vi ved også, at han deltog i en disputatio (offentlig diskussion) under Philip af Bridlington i det akademiske år 1300-1301, som formodentlig markerede afslutningen på hans teologiske studier i Oxford. Han kom derefter til universitet i Paris, hvor han igen kommenterede Sentenserne i det akademiske år 1302-1303. Han blev imidlertid udvist fra Frankrig i juni 1303, da han havde taget parti for paven i striden mellem paven og Philip den IV. af Frankrig. I april 1304 kunne han dog vende tilbage, efter at kongen og den nye pave havde sluttet fred. Den 18. november 1304 blev han udnævt til magister regens for franciskanerne ved universitetet i Paris. I begyndelsen af 1305 fik han sin magistergrad i teologi. 1307 blev han sendt til franciskanernes studium generale i Køln som lector, hvor han døde kort efter den 8. november 1308.

Duns Scotus har kommenteret og diskuteret de små logiske værker (parva logicalia), desuden Aristoteles' afhandling om sjælen og metafysikken. Vi har hans kommentar til Peter Lombards Sentenser fra Oxford i en bearbejdet udgave (ordinatio), samt en afskrift (reportatio) af hans kommentar til Sentenserne fra Paris. Desuden nogle forskellige spørgsmål Duns Scotus diskuterede i Oxford og Paris (Collationes oxonienses et parisiensis). Derudover har vi hans Questiones quodlibetales (forskellige spørgsmål fra auditoriet). Til sidst har en lille Afhandling om det første princip. Afhandlingen Theoremata’s autenticitet er omstridt.

Duns Scotus er først og fremmest teolog og metafysiker, men han har også skrevet om moral og politik. Han ønsker at afklare grænserne for hvad fornuften egentlig kan lære os og vise, at teologien har sit helt eget felt, som bygger på den kristne åbenbaring. Det får også betydning for hans syn på moral og politik. Metafysikkens genstand er væren, og i en primær forstand er væren sammenfaldende med godhed. Dette er den essentielle godhed, der består i det værendes integritet og primære perfektion, og dermed også fraværet af ufuldkommenheder. Duns Scotus accepterer, at tingene i kraft af deres natur søger at realisere deres væsen. Et agern vil naturligt søge at slå rødder og blive til et egetræ. Noget tilsvarende gælder for mennesket, men Duns Scotus følger ikke Aristoteles og Thomas Aquinas, når de siger at menneskets naturlige mål også er dets moralske mål. Menneskets primære godhed har ikke noget at gøre med dets moralske godhed. Et ond og et godt menneske har den samme primære godhed, som på sin side kan være mindre end en engels primære godhed. Det hænger sammen med det hierarki der mellem forskellige værenders væren fra Gud og nedefter. Hvad der i naturens orden gør mennesket lykkeligt, såsom sundhed, rigdom, etc. har ikke noget at gøre med moral. Naturen er ikke længere normativ i moralsk forstand, men retter kun det enkelte væsen mod dets egen kontingente bestemmelse. Duns Scotus kan derfor ikke sige ligesom Thomas, at mennesket af naturen vil det gode, og at det kun drejer sig om at finde ud af, hvad det gode består i, for så kunne vi nemlig ikke, efter hans opfattelse, handle moralsk. For Duns Scotus er det normative derfor ikke noget, der ligger i tingende selv, men noget som vi projicerer ud over dem. Han modstiller derfor den naturlige godhed den moralske godhed, og hævder, at vi har en radikal frihed til at vælge i mellem dem. Viljen har nemlig to grundlæggende inklinationer, som er bekvemmelighed (affectio commodi) og retfærdighed (affectio iustitiae). Begge må nødvendigvis være tilstede, men den sidste skal sætte grænser for den første og forhindre den i kun at tilgodese sig selv. Inklinationen i retning af retfærdighed er nemlig styret af en højere regel, som er Guds vilje. Denne inklination vil nemlig, hvad Gud vil, at den skal ville, og har Gud som sit højeste mål. Eftersom Gud også er et frit handlende væsen, kan Gud gøre alt, hvad der ikke indebærer en selvmodsigelse. Heri ligger den skabte verdens radikale kontingens, som også kommer til at gælde for moralen, når vi ellers ser bort fra vores pligt til at elske og tilbede Gud. Det ville nemlig være en selvmodsigelse ikke at elske det højest, der er det højeste gode, nemlig Gud, og som derfor er mest elskeligt. Selv ikke Gud kan dispensere fra denne regel, og den tilhører derfor det, som Duns Scotus kalder naturret i streng forstand. Denne omfatter de Ti Buds første tavle og i særdeleshed 1. og 2. bud (Duns Scotus er lidt usikker vedrørende det 3. bud). Hvad angår de øvrige bud og lignende regler, så kunne Gud meget vel have valgt nogle andre. Dette ligger inden for Guds absolutte magt (potentia absoluta), men når Gud nu har valgt at gøre noget, og han følger sin egen beslutning, så taler man om Guds ordinære magt (potentia ordinata). Hvad Gud en gang har valgt kan vi til dels vide, fordi han har åbenbaret dette i Biblen, men Duns Scotus mener også, at vi kan erkende dette via fornuften. Her bliver det mere kompliceret, fordi reglerne på den anden tavle ikke kan udledes af reglerne på den første tavle. Duns Scotus taler om, at de harmonerer med (consonantia) med disse regler og kalder dette for naturret i løs forstand. Heri ligger ikke blot, at de ikke er i strid med disse regler, således som det gælder megen positiv lovgivning, hvor hverken reglen eller dens modsætning ville være i strid med den strenge naturret. En positiv lov kunne nemlig påbyde visse ceremonier, men den kunne også lade være med at gøre det, uden at komme i strid med den. Det samme gælder ikke for naturretten i løs forstand, for her vil den modsatte regel ikke have denne harmoni, men det betyder ikke, at reglen følger af disse principper. Duns Scotus bruger som eksempel ejendomsretten. Hvis vi har et generelt princip, som siger, at vi skal leve fredeligt sammen, så følger der ikke af dette princip, at vi skal have privat ejendom. Det følger kun, hvis vi antager, at mennesket er svagt og egoistisk og ikke kan leve i fred sammen, hvis de ejer tingene i fællesskab. Helt generelt er vores handlinger moralsk gode, når de besidder en bestemt relation (convenientia eller conformitas) til handlingens genstand, formål, form, samt tid og sted ifølge den rette fornuft (recta ratio). Duns Scotus taler derfor ikke om, at handlingen skal være god for den handlende. Handlingens godhed har ikke noget med den handlendes perfektion at gøre, men kun med handlingens egen sekundære perfektion. Handlingens godhed består ikke i at fremme noget konkret mål, men alene i at have den rette relation, og i den forstand er Duns Scotus' etik ikke teleologisk, selvom det i sidste ende drejer sig om det højeste gode, nemlig Gud.

Samfundet er naturligt organiseret i familier. Politiske samfund bliver til efter fælles overenskomst, når menneskene føler behov for sådanne. De vælger da en eller flere til at udøve en højere myndighed og beslutter om den skal overføres ved valg eller arv. Al politisk myndighed bunder i folks samtykke. Lovgiver skal virke for det fælles vel og må ikke komme i strid med naturretten eller den guddommelige lov. Privat ejendom er blevet indført på grund af syndefaldet. Ligesom andre skolastiske filosoffer mente Duns Scotus, at der var en retfærdig pris. Han argumenterede for, at den retfærdige pris var bestemt af produktionsomkostningerne, dvs. arbejde og udgifter. Udgifterne kunne imidlertid overdrives, sådan at den «retfærdige pris» blev kunstig høj, og han mente derfor, at det var nødvendigt med konkurrence for at etablere denne pris, og at monopoler var umoralske. De gode handelsfolk er dem, som transporterer, oplagrer, forbedrer varerne i kraft af deres egen flid og garanterer deres værdi over for dem, som ikke har den rette viden, mens dem, som blot køber varerne for umiddelbart efter at sælge dem videre (uden at udfylde nogen af de ovenstående funktioner), efter Duns Scotus opfattelse skal knuses af samfundet og forvises.

M.J.


Litteratur

Johannes Duns Scotus: Afhandling om det første princip. Det lille Forlag 2005 (dansk)
Kathrine Brandt: Erkendelsens vej til frihedens mulighed : aspekter af Johannes Duns Scotus' metafysik. Det Teologiske Fakultet, 2000
Leif Grane: Kirken i den europæiske middelalder : fra ca. 750-1500. Gad 1999