Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab
     .  Biologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 14/4 2011
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 6.965
: :
Lamarck, Jean Baptiste Pierre Antoine de Monet Chevalier de
Jean Baptiste Lamarck
Jean Baptiste Lamarck

Den store franske naturhistoriker Jean Baptiste Pierre Antoine de Monet, Chevalier de Lamarck (1744-1829) blev født 1. august 1744 i den lille by Bazentin-le-Petit i Nordfrankrig i en fattig, adelig familie som den yngste af 11 søskende. Militær karriere havde været tradition i familien i flere århundreder, og Lamarck ville som 16-17-årig ind i militæret ligesom flere af hans brødre, hvoraf den ældste var faldet på slagmarken, og to yngre stadig var i militæret, men det ville hans far ikke give ham lov til. Han skulle i stedet studere på det lokale jesuiterseminar i Amiens Ikke lang tid efter, at han var startet på seminaret, døde faderen  - i 1760. Lamarck skaffede sig en hest og en kårde og en anbefaling fra en nabokone og drog til Paris som en anden D’Artagnan for at tjene kongen. Han fik en glorværdig men kortvarig militærkarriere i Syvårskrigen mod Prøjsen. Efter en rygskade fik han arbejde i en bank og begyndte at studere medicin, men vendte sig snart mod botanikken.

Lamarck havde taget et kursus i botanik ved Jardin du Roi, da han fik lejlighed til at møde filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som tog ham med på botaniseringsekspeditioner i Paris' omegn. I 1778 (året for den store inspirator Linnés død) resulterede hans botaniske arbejder over en 10-årig periode i den første franske flora, 3-bindsværket Flore Française, hvilket foranledigede hans landsmænd til at give ham betegnelsen «den franske Linné». For at de botanik-interesserede skulle få større glæde af værket, forbedrede Lamarck de eksisterende metoder til plantebestemmelse til den metode, vi i dag kender som den dikotome metode: en meget enkel og effektiv nøgle til plantebestemmelse, hvor man går trinvist frem i et antal valg mellem to muligheder, lige til man har navnet på den plante, man står med i hånden.

Da der i forbindelse med revolutionen blev oprettet to professorater i zoologi, blev Lamarck i 1793 tildelt professoratet i dyregruppen «insekter og orme». Den knap 50-årige Lamarck stod på næsten bar bund, da han gik i gang med sit livs næste store værk: studiet af den uoverskuelige og overmåde store gruppe dyr, han navngav invertebrater (hvirvelløse dyr). Det var i forbindelse med dette arbejde, at ideen om organisk evolution opstod, idet det blev umuligt for Lamarck at se rækkefølgen fra simple til mere komplekse dyr som andet end resultatet af en udvikling.

Efter 8 års registrerings- og klassificeringsarbejder udgav Lamarck i 1801 det første bind af invertebraternes taxonomi: Système des Animaux sans Vertèbres. Herved og ved opdagelsen af evolutionen var grunden lagt til biologien som moderne videnskab og til studiet af invertebraternes taxonomi og palæontologi.

Tænkning

Gennem sit arbejde med invertebraterne opdagede Lamarck den organiske evolution, hvad Darwin, der udmærket kendte Lamarcks arbejde, anerkender i 3. udgave af The Origin of Species, 1861, s. xiii: «In these works he upholds the doctrine that species, including man, are descended from other species».

Den revolutionære idé blev i tale og tekst udviklet fra år 1800 og de følgende år. Blandt andet havde Lamarck brug for en teori om miljøets gradvise forandring for at kunne påvise en drivkraft bag evolutionen. Charles Lyell's geologi havde løst denne opgave for Darwin; Lamarck måtte selv udvikle sin, hvilket skete i værket Hydrogéologie fra 1802. Med værket Philosophie zoologique var hans evolutionslære så endeligt færdiggjort i 1809, året for Darwins fødsel.

Lamarck stiller sig spørgsmålet, hvordan det hele starter og livet opstår. Med udgangspunkt i en iagttagelse, der et halvt århundrede senere bliver formuleret som den anden termodynamiske lov, siger Lamarck, at alt ikke-levende stof er dømt til at undergå nedbrydning, hvorimod levende stof kan bygges op og kompliceres. Hans samtid tilskrev forskellen en særlig livsenergi, som levende væsener har, en slags ånden i naturen, som vi kender fra H.C. Ørsted, men Lamarck afviste enhver vitalistisk forklaring: kun henvisning til almindelig fysik og kemi var for Lamarck en acceptabel forklaring på livsfænomenet. Dette aspekt af Lamarcks arbejde satte Darwin pris på: «He first did the eminent service of arousing attention to the probability of all change in the organic, as well as in the inorganic world being the result of law, and not of miraculous interposition» (Origin of Species, 3. udgave, 1861, s. xiii).

Lamarcks gennemført materialistiske hypotese om livets opståen gennem en indvirkning på stoffet af fugtighed, varme, lys og elektricitet kan læses som opskriften på det berømte eksperiment, hvormed Stanley Miller i 1953 indleder den moderne videnskab om livets opståen.

Ved grundlæggelsen af invertebraternes palæontologi og opdagelsen af evolutionen var Lamarck kommet frem til en ny teori om det levende, som han mente er så forskelligt fra den livløse natur, at det måtte studeres som sit eget genstandsområde med en ny videnskab, som han gav betegnelsen biologi (hidtil havde man studeret planter og dyr og mineraler under ét). Darwin afviser Lamarcks forslag til, hvad der er evolutionens mekanisme og fremsætter i stedet sin egen teori om naturlig udvælgelse. Begge teorier er revolutionerende og afspejler i bogstaveligste forstand to forskellige samfundsrevolutioner, der fandt sted i samtiden.

Lamarcks teori er et barn af den franske revolution, hvor individet selv aktivt forandrer sine omstændigheder og dermed sig selv. Den kan opsummeres således: 

  1. Miljøet ændrer sig
  2. Dyrene forsøger aktivt gennem deres adfærd at tilpasse sig de nye omstændigheder (Aktiv tilpasning og ændret levevis)
  3. Gennem denne aktivitet (brug og ikke-brug) undergår deres fysiologi forandringer
  4. Forandringerne nedarves til den følgende generation

Darwins teori er et barn af den industrielle revolution og det kapitalistiske marked i England, hvor den naturlige udvælgelse bliver en slags pendant til Adam Smiths usynlige hånd. Den kan opsummeres således:

  1. Miljøet ændrer sig
  2. Organismerne udviser spontan variation i deres fysiologiske udtryk
  3. De variationer, der er i bedst overensstemmelse med miljøet overlever (Naturlig udvælgelse)
  4. Disse variationer nedarves til den følgende generation

Man ser, at mens Darwins teori let imødekommes af de senere genetiske opdagelser, hvilket fører til den syntese, der kaldes Neodarwinisme, dér strander Lamarcks teori, fordi den kræver, at de fænotypiske forandringer i trin 2 og 3 kan overføres som arv i trin 4, og det forbyder det centrale dogme, der siger, at strømmen af genetisk information kun kan gå fra cellekernens DNA og ud i cellen og ikke omvendt.

Man ser også, at Lamarcks teori er en psykologisk teori om dyrelivets evolution.

Dette fører os frem til Lamarcks forestilling om giraffen, der fik sin lange hals, fordi giraffer over generationer aktivt har stræbt efter bladene i høje akacietræer. En forestilling, der er blevet latterliggjort i generationer og ofte er det eneste, som selv uddannede mennesker forbinder med navnet Lamarck. Problemet er bare, at giraffer aldrig ville have fået en lang hals, hvis de ikke havde stræbt mod højtsiddende blade. For enhver anden levevis ville lange girafhalse være en katastrofe. Lamarcks forestilling om adfærden som retningsgiver eller stifinder i evolutionen må derfor siges at være korrekt. Vejen fra fænotypisk tilpasning til genetisk arv er imidlertid ikke direkte, som Lamarck troede, den skal over en omvej, nemlig Darwins naturlige udvælgelse. Trinene er disse:

  1. Miljøet ændrer sig
  2. Dyrene forsøger aktivt gennem deres adfærd at tilpasse sig de nye omstændigheder (Aktiv tilpasning og ændret levevis)
  3. Den ændrede levevis bestemmer hvilke tilfældige fysiologiske variationer, der er nyttige og hvilke, der er unyttige, og fungerer derfor som kriterium for den naturlige udvælgelse
  4. Forandringerne nedarves til den følgende generation

Darwins teori om naturlig udvælgelse ugyldiggør altså ikke Lamarcks teori om aktiv tilpasning som drivkraft i evolutionen. Tværtimod viser den hvordan det alligevel er muligt, at fænotypiske forandringer kan overføres til genotypen. Lamarck og Darwin er ikke i modstrid med hinanden, som det ofte opfattes, de supplerer hinanden. Lamarck opdager evolutionen, Darwin opdager den naturlige udvælgelse, der er evolutionens grundlæggende mekanisme, endelig demonstrerer denne mekanisme, hvordan dyrenes aktive liv faktisk spiller en helt central rolle i evolutionen, således som Lamarck forestillede sig det.

Betydning

Udgivelsen af den første franske flora, grundlæggelsen af de hvirvelløse dyrs taxonomi og palæontologi og ikke mindst opdagelsen af den organiske evolution og hermed grundlæggelsen af den moderne biologi som selvstændig videnskab, herunder en principielt korrekt erkendelse af såvel livets som menneskehedens begyndelse, er hver for sig videnskabelige bedrifter, der ville berømme sin ophavsmand eller -kvinde. Men ikke helt sådan skulle det gå for Lamarck.

Lamarckisme er betegnelsen for den opfattelse, at erhvervede egenskaber nedarves. Lamarck tog fejl på dette punkt. Han havde ikke en rigtig forklaring på nedarvningen af de forandringer, som udgør evolutionen. Men det havde Darwin heller ikke. Også Darwin gik ud fra som givet, at erhvervede egenskaber nedarves. I både Lamarcks og Darwins samtid var det en almindelig og selvfølgelig antagelse, at erhvervede egenskaber nedarves. Den rigtige forklaring fik man nemlig først i det 20. århundrede med opdagelsen af Gregor Mendels genetik og Hugo de Vries mutationer.

Så selvom «lamarckisme» burde være betegnelsen for Lamarcks evolutionsteori, så bliver denne betegnelse for nedarvning af erhvervede egenskaber, som det er fremgået, dog sat i perspektiv ved kombinationen af Lamarcks og Darwins teorier til en mere omfattende teori med en større forklaringskraft, hvor de forkætrede «erhvervede egenskaber» i den nye forståelse bliver en central faktor i forståelsen af dyrelivets evolution.

Neodarwinismen har haft en tendens til at underbetone, hvis ikke ligefrem glemme, at mellem miljø og genetik lever dyrene et aktivt liv. I moderne biologi er dette hul i overensstemmelse med Lamarcks teori imidlertid ved at blive fyldt ud med begrebet økoniche. Et komplekst sæt af krav og muligheder, ofte sammenfattet som en arts «profession» eller levevis. Kaniner og ræve lever i samme miljø, men deres «profession» er forskellig, og det er i forhold til denne «profession», at spontane variationer bliver udvalgt og ført videre i evolutionen; tænder der gavner ræven, gavner for eksempel ikke kaninen. I forbindelse med disse ideer taler man også om niche-konstruktion, hvilket refererer til, at dyr udsat for miljøforandringer aktivt kan ændre deres levevis, og med den erkendelse kan Lamarck igen inviteres ind i biologien.

Darwins teori er med rette berømmet, men det var i mere end én forstand den sejrende teori. Når englænderne kunne besejre Napoleon og slå den franske revolution ned, skyldtes det først og fremmest den industrielle revolution, der var begyndt i England. At sejrherrerne fremhævede deres egen mand og ikke fjendens er forståeligt. Ikke mindst da de sociale implikationer, man drog af Darwins lære om de bedst egnede, socialdarwinisme, passede godt til Englands superliberalistiske økonomi. Men heller ikke i Lamarcks hjemland var hans tanker velkomne. Efter revolutionen fulgte kontrarevolutionen, der optaget af at genetablere den gamle orden var imod alle revolutionære ideer om, at individet kunne lave sin verden om. Lamarcks kollega ved Museet, den fremragende anatom og palæontolog Georges Cuvier, der tjente som minister for lov og orden i den nye regering, skulle som præsident for Videnskabernes Selskab skrive mindeordene, da Lamarck døde i 1829. Mindeordene var imidlertid så skandaløst ringeagtende, at Videnskabernes Selskab besluttede, at de ikke kunne udgives, mens Lamarck selv blev gravlagt i en umarkeret fattigmandsgrav. Sådan har Lamarcks skæbne været. Selv fremsatte han dette håb: «Jeg beder ingen om at fæste lid til mine ord alene. Men så sikkert, som det vil ske før eller siden, at mænd, der er fordomsfrie og kompetente iagttagere af naturen, vil se denne sandhed, vil jeg være tilfreds med, at det bliver kendt, at det er en opfattelse, som jeg på trods af min tids fordomme har fundet det rigtigt at acceptere.»

K.G.H.


Litteratur

Darwin, Charles: Origin of Species, 3. udgave, 1861
Lamarck, Jean-Baptiste: Philosophie zoologique, 1809, vol. I
Lamarck, Jean-Baptiste: Philosophie zoologique, 2. ed. 1830, vol. II
Lamarck, Jean-Baptiste: Recherches sur l’organisation des corps vivans, 1802
Lamarck, Jean-Baptiste: Histoire naturelle des animaux sans vertèbres, 1815
Odling-Smee, F.J., K.N. Laland & M.W. Feldman: Niche Construction. The neglected process in evolution. Princeton University Press 2003

Lamarck, Jean-Baptiste: Zoological philosophy: An exposition with regard to the natural history of animals. With introductory essays by David L. Hull and Richard W. Burkhardt, The University of Chicago Press, 1984

Internet: