Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 151.570
: :
Industrielle revolution, Den

Der har fundet to grundlæggende økonomiske omvæltninger sted i menneskehedens historie. Den første var landbrugsrevolutionen fra omkring år 8000 f.Kr., som bestod i, at menneskene lærte at dyrke jord og holde husdyr for at ernære sig. I løbet af nogle tusinde år førte den det meste af jordens befolkning fra jæger- og samlerstadiet til landbrugssamfundet. Den anden fundamentale omvæltning var den industrielle revolution, der tog fart i sidste halvdel af 1700 tallet. Trods omkring 200 år med en samfundsomvæltning uden sidestykke i styrke og omfang, er overgangen fra landbrugs- til industrikultur dog endnu ikke fuldført på verdensplan.

Flere mennesker og bedre levekår

En afgørende forskel mellem de forskellige samfundstyper ligger i antallet af mennesker de giver mulighed for på jorden. Jæger- og samlersamfundet gav plads for højst 1 person pr. km2 i de frugtbare områder, og den samlede verdensbefolkning før landbrugsrevolutionen var antageligt mellem 5 og 10 millioner mennesker. Befolkningstætheden i de rene landbrugssamfund var under gunstige forhold 30-40 mennesker pr. km2. Hvis antallet i kortere perioder steg over dette niveau, blev befolkningsoverskuddet hurtigt renset ud gennem hungerkatastrofer og pest. Verdensbefolkningen før den industrielle revolution var antageligt på 750 millioner. Grænseværdien for industrisamfundets befolkningstæthed kender vi endnu ikke med sikkerhed, men vi ved, at den i store områder giver plads for 300 mennesker pr. km2, og det er sandsynligt, at vor klode under kapitalismen kan bære en samlet befolkning på 10 milliarder.

Vanskeligere at forstå men lige så vigtigt er omvæltningen i levevilkår fra den ene samfundsform til den anden. I en nøddeskal drejer den industrielle revolution sig om overgangen fra subsistensøkonomi, hvor det store flertal anvender den overvejende del af tiden og kræfterne på at skaffe sig mad, til et forbrugersamfund hvor mennesket til stadighed forrykker behovsgrænsen fremad.

Et talmæssigt udtryk for ændringerne er den gennemsnitlige levealder. I det førindustrielle samfund var den sjældent over 30 år. I industrisamfundet steg den hurtigt til det dobbelte. Dette er overvejende resultatet af, at adgangen til materielle goder for det store flertal af befolkningen øges radikalt.

Selv om lykke omfatter andre faktorer end de her nævnte, og der også findes negative poster i regnskabet, er der ikke tvivl om, at den industrielle revolution sammenfattende har bidraget til en verden, hvor mange flere mennesker kan leve meget bedre og meget længere end før.

Samfundsomformning med teknologisk kerne

Omvæltningen indledtes på de britiske øer i midten af 1700 tallet. Omkring 1850 havde den spredt sig til Belgien, Frankrig, Tyskland, Schweiz og USA. I 1900 var den i gang i Skandinavien, Italien, Rusland, Japan og Argentina. I vor tid er den i færd med at trænge igennem i Østasien og Latinamerika. Overgangen fra landbrugs- til industrisamfund har antaget forskellige former i de forskellige lande i løbet af den tid processen har foregået, afhængig af den historiske og geografiske sammenhæng. Men der findes mange fællestræk.

Kernen i den industrielle revolution er af teknologisk art. Den består i, at man over en bred front udnytter naturgrundlaget og andre produktionsfaktorer på nye måder med store og kumulative (ophobende) produktivitetsstigninger som resultat. Ændringerne kan skematisk samles i fire hovedkategorier:

  1. Muskelkraft fra dyr og mennesker og varmeenergi fra planter erstattes af livløs energi fra enorme, tidligere ubrugte kilder.
  2. Nye råvarer tages i brug i stor målestok, mineralske i stedet for organiske.
  3. Maskiner overtager en række arbejdsoperationer, som mennesker tidligere udførte.
  4. Store dele af produktionen organiseres i samlede enheder (fabrikker) under overvågning og med en helt ny arbejdsdisciplin.

Foruden klare spring i form af stærk befolkningsøgning, forlænget levealder og en betydelig vækst i produktionen pr. indbygger, er produktivitetstilvæksten i landbruget et af de mest synlige resultater af den industrielle revolution. Den har reduceret landbrugsbeskæftigelsen fra 70-80% til omkring 10% af den erhvervsaktive befolkning uden at den samlede landbrugsproduktion er mindsket. Bosætningsmønsteret forandrer sig tilsvarende ved at hoveddelen af befolkningen samles i byer og bymæssig bebyggelse. Industrialiseringen omformer samfundsstrukturen, gør det meste af befolkningen til lønarbejdere og giver nogle få, strategisk placerede beslutningstagere magt til at tage afgørelser med stor rækkevidde for alle. Samtidig bliver samfundet mere uoverskueligt, sammensat og fleksibelt. Men industrirevolutionen er også en kulturrevolution, som indebærer afgørende ændringer i folks vaner, tænkemåde og tro.

Det historiske brud som den industrielle revolution skaber, berører de fleste sider ved den menneskelige eksistens. Den giver ophav til en helt ny verden. Trods de betydelige ændringer der havde fundet sted i løbet af mere end halvandet årtusinde, ville en romer uden større vanskelighed have følt sig hjemme i London omkring år 1700. 150 år senere var denne sammenhæng brudt. En bonde fra vikingetiden kunne tilsvarende have dyrket jorden de fleste steder her i landet endnu i midten af 1800 tallet, uden større overraskelser hverken teknologisk eller socialt. Hundrede år senere ville han knapt kunne have genkendt sig selv.

Hvordan begyndte det?

Selv om den industrielle revolution betegner et historisk brud, har den rødder langt tilbage. Det er muligt at trække linier tilbage til 1000 tallet, hvor Vesteuropa oplevede en økonomisk opgangstid, hvor byerne begyndte at vokse, og hvor de første spirer til kapitalisme trådte frem. Meget af det vi anser som økonomiske, sociale og kulturelle forudsætninger for kapitalismen, blev udviklet fra 14-1500 tallet. Europæerne trængte da ind i fremmede verdensdele, rationalismen (tænkning bygget på fornuft) blev i højere grad rettesnor for folks forhold til omgivelserne og handelskapitalismen voksede frem.

Sammenhænge som disse er vigtige for at forstå baggrunden for det der fandt sted. Men den industrielle revolution som den tog fart i England, var ikke et nødvendigt resultat af disse udviklingslinier. Historien bevæger sig ikke på jernbaneskinner, og der findes mange eksempler på, at sådanne udviklingslinier blev brudt. Andre kulturområder som det kinesiske, havde tidligere nået tilsvarende udviklingstrin som Europa i 1400 tallet og var derefter stagneret. Andre lande som Spanien, Norditalien, Frankrig og Holland havde tidligere haft den ledende position i Europa, som Storbritannien fik omkring 1750, uden at det førte til nogen videre ekspansion. Alle forudsætninger var ikke blot til stede i England i 1700 tallet. De blev også udnyttet.

Teknologien forandrer samfundet, menneskets vaner og livsmønstre, men den er ingen selvstændigt virkende kraft, som bestemmer den sociale struktur. Årsagssammenhængen går overvejende den modsatte vej. De vigtigste grunde til at kapitalismen opstod må findes på det sociale og menneskelige plan.

Klasser, mentalitet og marked

En hovedforudsætning for den industrielle revolution i England var et socialt system, hvor de to produktionsfaktorer arbejde og kapital i stor udstrækning var blevet adskilt fra hinanden. Der eksisterede på den ene side i byerne og på landet en lønarbejderklasse, som var henvist til at sælge sin arbejdskraften og købe sine forbrugsvarer for penge. Arbejdskraften var dermed blevet væsentlig mere bevægelig end før og kunne let styres med økonomiske midler, samtidig med at den gav grundlag for et massemarked. På den anden side fandtes der en klasse af kapitalejere og forretningsmænd, som relativt frit disponerede over store dele af samfundets produktionsressourcer. De var indstillet på og trænet i at udnytte deres kapital, således at den gav størst muligt afkast, og de havde magt til at sætte deres vilje igennem. De der stod for den praktiske organisering af produktionen, høstede dermed selv de fleste frugter af de teknologiske forbedringer og kunne anvende overskuddet som de ville.

Men dette løser kun en del af problemet. Man må også søge svar på, hvorfor de første kapitalister brød med traditionerne og brugte deres frihed og profit til at gennemføre nye tekniske og organisationsmæssige former i produktionslivet. De kulturelle faktorer - mentalitetsaspektet - var åbenbart af stor betydning. Briterne levede i et samfund, hvor en praktisk-teknisk holdning stod højt i kurs. Landvindinger på det videnskabelige område blev knyttet sammen med konkrete og nyttige formål. Produktiv virksomhed blev ikke anset som socialt mindreværdig, som den ellers tidligere havde været og fortsat var i mange samfund. Sammen med en speciel årvågenhed overfor forretningsmæssige muligheder var den britiske praktikerånd en vigtig forudsætning for den industrielle revolution. Disse holdninger var blevet udviklet i nær sammenhæng med, at markedsøkonomien fik en dominerende plads, og det var i samspillet med kravene fra det ekspanderende marked, de fik betydning.

Den britiske økonomi var kendetegnet ved et stort, åbent nationalt marked med få institutionelle hindringer. Køb og salg af varer og tjenester for at dække hverdagens behov var normal for en stor del af befolkningen. Storbritannien havde desuden en dominerende stilling på det internationale marked som trods store transportomkostninger, sikrede tilførsel af og afsætning for varer ud over de nationale begrænsninger i tilbud og efterspørgsel. Begge disse markeder var omkring 1750 desuden blevet noget elastiske. Det betød, at man for mange varers vedkommende kunne øge afsætningen ved at sænke prisen og udvide tilførslen ved at betale mere.

Efterspørgselspres og flaskehalsforcering

Omkring 1750 var det britiske samfund relativt rigt. Gennemsnitsindtægten var antagelig dobbelt så høj som i vore dages Indien, og levestandarden for arbejdere væsentlig højere end i øvrigt i Europa på den tid. Det var desuden et samfund i økonomisk fremgang - allerede før den industrielle revolution. Det stigende indenlandske forbrug, koblet sammen med bølger af høj udenlandsk efterspørgsel efter engelske varer, satte produktionssystemet i en presset situation. Kapaciteten blev mange steder for lille med de gamle produktionsmetoder. Flaskehalse opstod, således at omkostningerne øgedes stærkt ved udvidelse af produktionen, og store profitmuligheder gik tabt.

Det var som svar på denne type pressede situationer - som også andre førindustrielle produktionssystemer havde været udsat for før med stagnation og tilbagegang som resultat - at engelske forretningsfolk fra omkring 1750 begyndte at udnytte teknologiske landvindinger, der øgede produktionskapaciteten og sænkede omkostningerne. Gennem stærkt stigende produktivitet og udnyttelse af nye råvarer og energikilder, blev varerne billigere. Dette skabte større efterspørgsel samtidig med at det oprindelige formål - øget fortjeneste - blev opnået. Nye flaskehalse eller «skranker» opstod og gennemtvang nye stimulerende forandringer. Gennem den stadige vekselvirkning af denne type kom der en selvforstærkende proces af teknologiske ændringer og økonomisk vækst i gang. Den industrielle revolution var udløst.

Processen kom i gang indenfor flere felter omtrent samtidig. Kul, jern og tekstilproduktionen stod centralt i den vekselvirkning som foregik, med udviklingen af en helt ny og kunstig energiomformer - dampmaskinen - som et centralt element.

Kul og damp

Adgangen til energi var en af de vigtigste flaskehalse i det førindustrielle produktionssystem. Bortset fra en vis udnyttelse af vind og vand, var man henvist til menneskers og dyrs muskler som trækkraft og kilde til bevægelsesenergi, og hovedsageligt træer og andre planter som kilde til varmeenergi. Adgangen til energi var dermed på lang sigt begrænset af det jordareal som skulle til, for at brødføde mennesker og dyr og til at reproducere skov.

I Storbritannien var grænsen mht. brændstof allerede overskredet tidligt i 1700 tallet. Forbruget af træ til opvarmning og trækul til fremstilling af jern, glas, teglsten og malt var - sammen med forbruget af træmaterialer - allerede fra 1500 tallet meget større end reproduktionen af disse ressourcer. Resultatet var afskovning og en voldsom prisstigning på træ og trækul.

Forekomster af stenkul som havde været kendt længe, blev langsomt taget i brug som brændsel i hjemmene og i en del varmekrævende produktionsprocesser udover jernfremstilling. Men omkring 1700 tallet var mange kulminer tilsyneladende udtømte. Man havde gravet så dybt, at grundvandet hindrede en yderligere udnyttelse af kulforekomsterne. Ved et mineanlæg blev 500 heste sat til at drive forskellige anordninger for at holde vandet ude. Bevægelsesenergien som skulle til for at udvinde varmeenergien blev en ny flaskehals.

Løsningen på denne energikrise var dampmaskinen. Den blev udviklet i 1700 tallet for at drive minepumper og sænkede radikalt prisen på kul ved at muliggøre udvinding af dette brændstof i en helt ny målestok.

Hovedpointen var imidlertid, at dampmaskinen selv blev drevet med kul, og derved var den gamle begrænsning i adgangen til bevægelsesenergi blevet ophævet. De enorme forekomster af varmeenergi som maskinen gjorde det muligt at udvinde, kunne den selv omforme til drivkraft. Grænserne som de biologiske energiomformere - mennesker og dyr - havde sat, var sprængt.

Behovet for drivkraft af denne type voksede samtidig meget hurtigt - bl.a. som følge af udviklingen i tekstilfremstillingen.

Lokomotivet blev selve kendetegnet for den nye tid: Maskinens tidsalder.

Tekstilindustri

Efterspørgslen efter tøj - en vare som briterne havde specialiseret sig i og lavet meget af - øgede både ude og hjemme i 1700 tallet. Dette anstrengte kapaciteten i det decentraliserede produktionssystem (forlagssystemet), hvor spinding og vævning i stort omfang foregik spredt ud over landsbyerne i håndværkerarbejdernes hjem. De producerede på bestilling fra handelskapitalister, som forsynede dem med råvarer og aftog det vævede produkt, som de så lod videreforarbejde før de solgte det. Med den stærke udvidelse af produktionen som fandt sted, øgedes transportomkostningerne uforholdsmæssigt meget, fordi arbejdet blev spredt over stadig større områder. Teknisk set var det også vanskeligt at øge produktionsvolumet. Endelig kom handelskapitalisten i knibe på grund af manglende kontrol med arbejderne. Når tiderne var gode, øgede de deres indtægt på bekostning af hans profit ved at arbejde en del for egen regning, og svindet øgedes faretruende.

For at komme ud af den profitklemme de var havnet i, satsede forretningsfolk på udviklingen af nye tekstilmaskiner, og de organiserede arbejdet i store, centralt placerede fabrikker under streng overvågning og med hård disciplin.

Produktion i stor målestok kendtes allerede - f.eks. indenfor skibsbygning og minedrift. Desuden fandtes der samlinger af håndværkerarbejdere under opsyn i de såkaldte manufakturer. Dette var imidlertid undtagelser, og maskinerne i fabrikken tilførte arbejdet en helt ny dimension.

Selve organisationsformen indebar en omformning af arbejdet til en fast og hård rytme i modsætning til det typiske lejlighedsarbejde i den førindustrielle tid. Det var det nye produktionsudstyr, som bestemte denne rytme, og som gjorde en sådan organisationsform uhyre profitabel. Dampmaskinedrevne spinde- og vævemaskiner erstattede rok og vævestol. Tekstilarbejderne som passede dem fik en højere dagløn, men langt mindre selvstændighed og fritid end de gamle spinde- og væverfamilier havde haft.

Det industrielle gennembrud fandt først sted i fremstillingen af bomuldstøj, fordi denne fiber egnede sig bedst til maskinel bearbejdning, og fordi både udbuddet af råvarer og efterspørgslen efter færdige produkter var mest elastisk her, således at produktivitetsøgninger gav hurtig og stor gevinst. Væksten var ujævn og var præget af stadig nye teknologiske spændinger. Effektiviseringen af væveteknikken gjorde, at det blev vanskeligt at skaffe nok garn med de gamle spindemetoder. Mekaniseringen af spindingen frembragte nye forbedringer af vævemaskinen, for at denne kunne opsamle garnet, som hobede sig op, og så videre. Bare i løbet af et tiår omkring 1780 blev produktiviteten mere end 20 doblet og samtidig var kvalitetsforbedringerne meget store. Prisen på bomuldstøj sank drastisk, og det der tidligere havde været luksusklæder blev snart hvermandseje. Millioner som til daglig havde gået i groft uldtøj, kunne for første gang skaffe sig fint bomuldsundertøj.

Jern

De første tekstilmaskiner var lavet af træ, som de fleste andre førindustrielle redskaber. Jern var meget dyrt, fordi fremstillingen var arbejdskrævende og fordi der behøvedes store mængder trækul til at smelte malmen og videreforarbejde råjernet. Det blev derfor kun anvendt til helt specielle dele af redskaberne og kun i små mængder.

Men dampmaskinerne som skulle drive minepumperne og det nye produktionsudstyr krævede meget jern. En videre udvikling af industrimaskinerne forudsatte også jern som konstruktionsmateriale. Behovet for jern var altså stærkt stigende, men adgangen til trækul blev stadig knappere, og priserne steg med faretruende hast. Gennem 1700 tallet igangsatte engelske jernproducenter en intensiv eftersøgning af nye produktionsmetoder for at forcere den skranke, der var opstået.

Hovedproblemet var adgangen til brændstof. De store forekomster af stenkul som dampmaskinen havde gjort tilgængelige til en lav pris, kunne ikke uden videre bruges til jernfremstilling, bl.a. fordi urenheder fra stenkullet under smeltningen blandede sig i jernet og ødelagde dets kvalitet. Gennem en række forbedringer af smelteovnene og anvendelsen af nye metoder til forbehandling af malm og kul - bl.a. til jernsmeltning og efterbehandling - lykkedes det gradvist at løse disse problemer. Fra omkring år 1800 kunne stenkul anvendes til fremstilling af de fleste typer jern. En række produktivitetsøgninger både mht. energi, råstof og arbejdskraft var en bivirkning af denne udvikling. Disse gennembrud førte til, at jern blev meget billigere og kunne fremstilles i tidligere ukendte mængder. Fra 1780 til 1840 øgedes den engelske produktion af råjern fra 40.000 til 2 millioner tons pr. år eller med næsten 5.000 %. Storbritannien som havde måttet dække en stor del af sit jernforbrug ved import, blev nu storeksportør af jern.

Parallelt med forbedringerne i fremstillingsmetoderne for jern foregik der en rivende udvikling af selve jernprodukterne. Denne udvikling var en følge af øgede krav til præcision, formbarhed og styrke, som konstruktionen af de nye maskiner og specielt værktøjsmaskinerne førte med sig.

I 1770 var det fortsat de samme redskaber der anvendtes i bearbejdningen af jern, som havde været kendt siden middelalderen. Omkring 1850 var de fleste af de moderne værktøjsmaskiner opfundet. James Watt brugte i 1740'erne pakninger af filler og fedt, for at den håndslebne cylinder skulle slutte tæt nok om stemplet til at hans dampmaskine kunne virke. Udviklingen af bore-, slibe-, dreje- og fræsemaskiner gjorde, at man hundrede år senere kunne opnå en millimeternøjagtig tilpasning af tunge metaldele og dermed skabe helt nye jernkonstruktioner.

En kædereaktion uden automatik

Den industrielle revolution bliver ofte beskrevet som en kædereaktion, og billedet rummer et gran af sandhed. Da processen først var kommet i gang, spredte den sig indenfor stadig bredere områder - indenfor industrisektoren og til landbrugs- og transportsektorerne. Ændringerne kædede sig også der sammen i selvforstærkende spiraler.

Processen selv frigjorde ressourcer, som gjorde en videre ekspansion mulig. Det meste af den første industritilvækst blev nemlig financieret gennem reinvestering af overskud fra driften - både i de enkelte virksomheder og i industrisektoren som helhed. Produktivitetsgevinsterne var så store i forhold til de små kapitalkrav der i begyndelsen blev stillet, at udbygningen kunne foregå trinvis uden betydelige kapitaltilførsler udefra.

Men billedet af den industrielle revolution som en kædereaktion er også misvisende. Spredningen af industrielle fremstillingsmetoder og udviklingen af ny teknologi gik efter startfasen ikke af sig selv. Nye problemer meldte sig til stadighed, og det var aldrig givet, at de skulle løses på en måde, der åbnede for videre ekspansion.

Lige så lidt som den engelske industrielle revolution var nogen selvfølge, lige så lidt automatik var der i den geografiske spredning. Man kan efterfølgende forklare den udvikling, som har fundet sted, men ikke på forhånd sige hvilken vej den ville tage. På væsentlige punkter har industrialiseringen i resten af verden fulgt andre veje end i England. I modsætning til den decentraliserede, spontane og hovedsageligt selvfinancierende startfase på de britiske øer, blev industrirevolutionen i Tyskland ledet af et lille antal storbanker og finansfyrster, som planmæssigt overførte kapital til industrien fra andre sektorer. I Rusland var det statsmagten, som helt fra starten i midten af 1800 tallet var den drivende kraft i industrialiseringen, og ikke markedspresset som i Storbritannien. Mens frihandel var af stor betydning for det land som tog springet, har beskyttelse af hjemmemarkedet i startfasen været afgørende for de der fulgte efter. De fleste lande indleder industrialiseringen fra et indtægtsmæssigt meget lavere udgangspunkt end Storbritannien gjorde, men prisen på «adgangsbilletten» i form af kapitalkrav og teknologisk ekspertise har vist sig at blive stadig højere. Samtidig er disse ressourcer nu lettere at få fat i, end de var før. Hvert trin i udviklingen forandrer den sammenhæng det følgende går ind i, og det er ikke kun formerne for industrialisering, som man af den grund ikke kan forudsige. Også i mere fundamental forstand er industrialiseringens fremtid uvis.

Perspektiver

Den industrielle revolution var i udgangspunktet et vesteuropæisk fænomen. Den gav europæerne - hvor på kloden de end slog sig ned - et enormt teknologisk og økonomisk forspring og gjorde dem til verdens herskere. Udviklingen de satte i gang og ledede, har ført til gennembrud for kapitalismen over en bred front. Mange ikke-europæiske nationer er nu industrialiserede, og flere står på tærskelen til at blive det. Men den økonomiske verdensorden som den industrielle revolution har givet grundlag for, indebærer også alvorlige hindringer for en videre spredning af denne civilisationsform. Den undertrykkelse og udbytning den historisk set har ført til og forbindes med, bremser i dag de frigørende muligheder som er dens vigtigste kendetegn.

Spændingerne som opstår i den ubalancerede vækst, som industri-revolutionerne skaber, har ofte været frugtbare stimulanser - fødselshjælp for en videre teknisk og økonomisk fremgang. Men det 20. århundredes krige og tilløb til økologiske katastrofer viser, at de ødelæggelsesmidler som den industrielle revolution har frembragt, er lige så formidable som de produktive.

Landbrugsrevolutionen indebar det første brud med den underkastende tilpasning til de naturforhold, som jæger- og samlermennesket havde levet under. Den industrielle revolution har definitivt vendt styrkeforholdet mellem menneske og natur i menneskets favør. Den har sat menneskeheden i en situation med svimlende perspektiver, som det ikke går an at flygte fra.

E.L.

Litteratur

J. Hicks: En teori om økonomisk historie, Oslo 1976.
C. M. Cipolla: Befolkning og økonomi gennem 10 000 år, Oslo 1971 og Before the Industrial Revolution, London 1976.
D. S. Landes: The Unbound Prometheus, Cambridge 1969.
The Fontana Economic History of Europe vol. 3: The Industrial Revolution, London 1975.