Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lotte Kærså

Lotte Kærså (3. juni 1929 - 10. januar 2022), børnehavelærerinde uddannet på Frøbelseminariet 1953-55, komponist, forfatter og underviser gennem et langt liv i børnehaver, skoler, konservatorier, Danmarks Pædagogiske Universitet m.v.  Lotte var gift med Poul Kærså og sammen med sønnerne Mads, Morten og Rasmus Kærså og også med Klaus, Mentzer, Jakob Andersen og mange børn har hun udgivet LP’er og CD’er. Sangene er mange, f.eks.: Jeg har lommerne fulde af kastanierne, Ude på det store hav, Se det lille tog og Her bor jeg. Hun har bl.a. modtaget Emil Holms hæderslegat, givet af DR Symfoniorkesteret, til personer, der har udført et særligt musisk arbejde, Erna prisen givet af Dansk Pædagogisk Historisk Forening og Gerda prisen givet af Fobu.

Lotte Kærså kom fra et sydsjællandsk hjem med musik. Alle talte om musik og lyttede til musik. Hendes bedstemor satte sig ved kakkelovnen og lyttede til middagskoncert, når det var Lumbye og Strauss, der blev spillet. Hendes mor spillede orgel, og der blev hver dag sunget sange fra Højskolebogen. Moderen ville gerne, at Lotte skulle være noget ved musikken, så da hun var 8 år, begyndte hun at gå til spil hos organisten. 

Lotte Kærså valgte imidlertid en anden musikalsk vej end den klassiske, da hun havde stiftet bekendtskab med Jens Sigsgaard og Frøbelseminariet.

Allerede i forpraktikken blev Lotte opmærksom på reformpædagogikken, og en helt ny verden åbnede sig for hende. Der var klaver i børnehaven, og Lotte blev selvfølgelig hende, der spillede til sange og lege i det daglige rytmikforløb, hvor der også brugt trommer og rytmeinstrumenter. Siden har utallige børn og pædagoger oplevet, hvordan Lotte kunne fange børns ideer og med tromme og improviseret sang kunne sætte ideerne i værk.

Lotte Kærsås interesse for reformpædagogikken blev yderligere styrket i den tid, hun gik på Frøbelseminariet. Hun skriver selv, at «Reformpædagogerne har været mine læremestre, Astrid Gøssel, Bernhard Christensen, Grethe Agatz, Jens og Kirsten Sigsgaard og mange flere af de gamle frontkæmpere fik stor betydning for de ideer og metode, jeg inden for musik- og bevægelsesområdet har praktiseret med førskole og skolebørn og med en omfattende efteruddannelse af pædagoger, lærere og musikpædagoger» (Kærså, 2004, s. 188).

Virke

Lotte udviklede en helt unik og selvstændig musik-, sang- og rytmikforståelse, hvor hun solidarisk videreførte Astrid Gøssels og Bernard Christensens rytmisk-motoriske fundament og hvor hun med egne ord understreger, at Gøssels begreb «den ledende bevægelsesleg klart er et modspil til den misforståede selvforvaltning eller den voksenstyrede se på mig og gør som mig pædagogik» (Kærså, 2004, s. 188).

Lotte så børnene, forstod deres musik- og bevægelsesmønster og ledte dem videre ud fra hvert enkelt barns grundlag. Også sangteksterne tog afsæt i børnenes verden, for eksempel fortællinger fra hverdagen som børnene kan identificere sig med og hvor teksten appellerer til deres følelser og tankevirksomhed:

Hvorfor er der no’en der vil drille
drille hvis en er lidt lille.
For tyk eller for tynd –
Jeg synes det er synd
at de ikke ka’ la’ vær med at drille.
Hjemme i vores gade
laver de ballade
midt i vi leger –
hvisker de og peger.

«Sangen lægger op til, at børnene kan bearbejde og udtrykke sig om det, der næsten altid er aktuelt: at drille» (Kærså, 2004, s. 197).

Som Lotte Kærså i et interview med Dansk Pædagogisk Historisk Forening har udtrykt det: «Musikken er børns sprog, fra de er babyer. De synger den nedadgående terts (afstand mellem to toner, på tre tonetrin, som f.eks. Aura for Laura eller Lege, nu skal vi lege) over hele verden. Det er vigtigt at påvirke børn på deres eget sted – videreudvikle det, de kan. Alle børn kan det med at se på – lytte til – tage andres mønstre op. De er noget i sig selv og den pædagogiske opgave er at lede dem videre. Ja, skabe rammerne for udvikling, så børn tør. Man kan jo først lære polkatrin, når man er parat. Så man skal ledes med nænsom hånd. Det er ikke bongo-bongo pædagogik, hvor alt er lige meget. Pædagogen skal kunne lytte til musikken i børnenes sprog og lede videre». (Birgit Boelskov, 2020, interview Dansk Pædagogisk Historisk Forening)

«At kunne krybe og kravle er en væsentlig del af den tidlige barndom, men børnene skal selvfølgelig meget videre. Takt og tone – i den egentlige betydning, dette at fornemme en rytme i musikken – er noget reelt, som pædagogen skal kunne. Det kræver uddannelse at kunne se, hvor barnet er og selv kunne noget, der smitter og griber barnet».

Gennem et langt liv underviste Lotte Kærså. På Den lille skole, Værebroskolen (hvor Lottes mand underviste og senere blev leder) Freinetskolen, Gøsselskolen, Frøbelseminariet, Rytmisk Musikkonservatorium og mange flere samt utallige kurser.

Det, man lærte på kurserne, førte én videre. Som en pædagog, der selv - og hvis kolleger også - ofte deltog i Lotte Kærså’s kurser beskriver det: «En bustur hjem fra koloni i Gilleleje til Frederiksberg tror jeg ikke, chaufføren glemmer. Vi var enige om at vi kunne synge børnesange hele vejen hjem uden at gentage en sang og det kunne vi (ingen sangbøger). Da vi nåede til Frederiksberg, sagde chauffør Peter, at nu trængte han til kaffe, meget stærk kaffe».

Eller som en anden deltager udtrykte det: «Det, som Lotte kan, er at få og give det bedste. Hun får musik til at blive en fest og en glæde. Hun sætter sig ikke bag en elev, tager fat i hendes hænder/arme og tvinger hende til at tromme på den rigtige måde. Hun tager udgangspunkt i det, barnet kan. Alle børn kan synge og tromme og danse - hvis de får lov».

At deltage i Lotte Kærsås kurser prægede én både musikalsk og pædagogisk. Det at se det enkelte barn og bringe barnet videre. Det af give børnene glæde og samvær – give dem noget nyt og spændende, hvor deres bidrag hele tiden blev set og udviklet, det var kærnen i kurserne. Mange kurser sluttede af med, at Lotte aflagde besøg i en børnehave og startede musik og bevægelses aktiviteter med børn, hun for så vidt ikke havde mødt før. Der gik ikke mange minutter, før alle børn var med. Ingen stod bare og kiggede på – og Lotte så, hvad de kunne og fik det med i musik og bevægelse. Som Lotte engang udtrykte det: «I aktiviteterne ser børnene på hinanden, lytter til hinanden, rører ved hinanden!»

B.Bo.