Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Psykologi
   .  Andet  .  Barn
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 8/11 2010
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 54.319
: :
Barndom

- som psykologisk begreb
- som sociologisk begreb

Barndom betyder en periode i livet, hvor man er barn. Begrebet er oldnordisk, hvor «barn» henviser til «at være båret» (i en kvinde) og   –dom (af –dómr) markerer en  tilstand eller en særlig kvalitet ved det, at «være et barn».  Barndom vedrører således de særlige kvaliteter ved den periode i livet, hvor mennesket forstås som et barn.

Normalt undersøger barndomsforskere grupper af børns liv knyttet til bestemte perioder, f.eks. barndommen i 1930'erne, senmoderne barndom eller knyttet studiet til særlige steder, som f.eks. barndommen på landet eller under nationalsocialismen i Tyskland.  Men man kan ifølge den fremstilling af barndomsforskning, der senere vil blive præsenteret, godt argumentere for, at barndom kan anvendes som kategori for enkeltpersoners liv i børneårene, f.eks. «Min barndom» eller H.C. Andersens barndom. Begrebet tåler altså, at der er mere eller mindre stærke subjektive/individuelle komponenter i fremstillingen af «en barndom» og de subjektive komponenter gør ikke i sig selv beskrivelsen af barndommen uvidenskabelig.

Hvornår kom barndommen og hvad består den af?

Philippe Aries satte bevægelse i debatten, da han med sin bog «Centuries of Childhood»  (1962) tog selvfølgeligheden ud af barndommen med tesen om, at barndommen ikke altid har været, men er opstået historisk.  Som ét aspekt i hans analyse, studerede han portrætter af børn, og så, hvordan børn op til midten af attende århundrede fremstilledes som miniature-voksne. Derefter markeredes forskelle; børn afbildedes anderledes end voksne, rundere og med andet tøj, og fra tekster blev det synligt at de også behandledes anderledes (ømt og med sigte på opdragelse) og at voksne begyndte at tage afstand fra selv at være barnlige, f.eks. at lege. Aries’s analyse er et meget vigtigt arkæologisk værk, især om familiens opståen i borgerskabet, men hans grundlæggende påstand om barndommens opståen er senere blevet kritiseret. Den vægtigste kritik er, at «Kilder er ikke i stand til at vise, at tidligere samfund manglede et barndomsbegreb. Kilderne viser højst at de havde en anden opfattelse» (Archard, i James, Jenks & Prout, 1999, s. 11).

Det giver god mening at tænke sig, barndom har eksisteret, så længe der har været menneskebørn. Dels fordi det nyfødte barn er mere sårbart end det voksne menneske og ville gå til uden særforhold og dels fordi deltagelse i et samfund kræver viden og erfaring. Der findes ingen nutidig kultur, hvor børn fra fødslen betragtes, behandles og forventes at indgå ligesom voksne. Tværtimod er der, i alle verdens kulturer særlige typer arrangementer for de yngste mennesker, fordi de er unge.  Men disse arrangementer varierer enormt.

Længden af barndommen er helt forskellig. I visse centralafrikanske kulturer er børn i dag voksne, når de taber deres mælketænder. Når tandskiftet sker, forventes drengene at deltage i jagt på lige fod med stammens mænd og pigerne forventes at indgå «voksent» i husarbejde.  De forventes også at holde op med at lege sammen, styre deres aggression og tildække deres ellers nøgne krop. (Rogoff, 1975 ). Her varer barndommen altså 5 – 6 år. I et samfund som vores, der har ratificeret Konventionen om Barnets Rettigheder, er man voksen ved sit fyldte 18 år. Men sådan har det ikke altid været. I bedstefars og oldefars tid, «trådte man ind i de voksnes rækker» ved konfirmationen.

Synet på, hvad et barn «er», og på hvad forskelle mellem børn og voksne består i, er tilsvarende yderst varierende. I vores samfund, ses børn tendentielt som «mangelfulde voksne». De mangler noget, men det kommer – med tiden. Men i andre samfund, er udviklingsforestillingen mere balanceret. Man vinder noget ved at blive voksen, men man mister også noget.  I den omtalte afrikanske kultur, hvor børn bliver voksne med tab af mælketænderne, mister børnene samtidig f.eks. evnen til at kommunikere med ånder, når de hvide stumper falder ud. Børn antages altså at kunne noget, voksne ikke kan fordi de er voksne(Rogoff, 1975). Det er nærmest umuligt at forestille sig i vores samfund.

Indholdet i barndommen og det, der forventes af barnet, varierer betragteligt.  Omsorg og ansvar for andre børn er et eksempel. Forventningen om, hvornår børn kan tage sig af yngre børn, uovervåget af voksne er gennemsnitligt 5 år i ikke-vestlige lande, men der er også eksempler på kulturer, hvor 3 årige er omsorgsgivere.  I vestlige lande er gennemsnitsalderen for omsorgskrav overfor yngre børn, uovervåget af voksne, ca. 13 år. (Rogoff, 1991).

Fortolkningen af det «lovende barn» varierer tilsvarende. Hvor vi i vores samfund værdsætter den føjelige, blide og medgørlige baby, vækker den samme baby bekymring i Brasiliens slum. Den insisterende, krævende, anmassende baby, den baby der ikke lader sig sætte til side, fortolkes derimod som lovende og overlevelsesdygtig. (Cole, Cole & Lightfoot, 2005)

Børns erfaringer med deres barndom vil variere, ikke blot afhængigt af de varierende omstændigheder, men også afhængigt af de kulturelle værdier der eksisterer og de repræsentationer af mulige menneskelige tilstande, også følelsesmæssige tilstande (følelser er kulturelt skabte), som kulturens medlemmer bruger til at fortolke deres oplevelser med. Og her er det vanskeligt at sætte sig ud over sin egen fortolkningsramme, for det forekommer os eksempelvis så selvfølgeligt, hvornår man føler skam, stolthed eller sorg. Som 10 årigt barn i 1800 tallets Danmark, oplevedes det givetvis anderledes at være fabriksarbejder, end det ville opleves i dag, blandt andet fordi det generelt ansås som et gode, at sætte børn til noget fornuftigt og fordi barnets arbejde var et værdifuldt bidrag til familiens økonomi. Hermed naturligvis ikke sagt at al barndom er ok, bare vi er enige om det.  Pointen er blot her, at oplevelsen varierer med de dominerende kulturelle repræsentationer.

Det er på den måde mindre interessant at diskutere om der er en barndom for børn, men snarere hvordan den er komponeret, i hvilke successive arrangementer, hvem der deltager i disse, hvordan, hvor længe og hvorfor. I den horisont giver det megen mening at sammenligne barndomme, også meget forskellige barndomme (dem vi normalt ikke sammenligner os med) for at lære andre versioner at kende, men også for at blive klogere på vores egen kultur, og de valg af barndomskomponenter, der virker så selvfølgelige for os, som medlemmer i netop vores samfund.

I denne forbindelse er det vigtigt at betone, at barndomsarrangementer kun i beskedent omfang er skabt «for børns skyld» eller «af hensyn til børn».  Barndomsarrangementer afspejler kulturers fortolkninger af, hvad børn «er» og har brug for, hvad de skal beskyttes mod og hvilket samfund, de indgår i og skal forberedes til, så det kan videreføre det.  Børnehaver er ikke primært lavet for børns skyld, men for mødres adgang til arbejdsmarkedet og børnearbejdet i fabrikker blev ikke primært afskaffet i Danmark fordi det var «synd for børn», men fordi skolen krævede deres tilstedeværelse og mekaniseringen af fabriksarbejdet gjorde dem mindre egnede. 

Hvad betyder barndommen for det senere liv?

Dette spørgsmål er et af de store klassiske spørgsmål i udviklingspsykologien. Forestillingen om, at det tidlige liv former det senere har været fremført, både i udviklingspsykologien og i den mere populære folkepsykologi. Denne enkle udviklingsdeterminisme er imidlertid afvist så mange gange, at den må opgives. Mennesker er meget plastiske størrelser, og det er deres potentielle nye livsforhold også.  Forskning i risikoforhold og resiliens (modstandsdygtighed) undersøger, hvilke særlige livsbetingelser i barnelivet og i barnets håndtering af sit eget liv, der kan skade, eller modsat - modarbejde - opståen af udviklingsproblemer.  Risikoforhold kan eksempelvis være forældres arbejdsløshed, fattigdom eller misbrug af stoffer, hvorimod et solidt socialt netværk, eller gode skolefærdigheder kan ses som en «buffer» mod udviklingsproblemer. Men forskningen kan slet ikke give nogle enkle svar. Den tegner snarere et systemisk dynamisk net af mange samvirkende forhold, der yder modstand mod eller giver medløb til at skabe både diskontinuitet og kontinuitet – og dette både af det gode og det svære liv. Næsten ingen tilstand er principielt irreversibel, stort set alt kan forandre sig, både til det bedre og til det værre, men kompositionen af genetiske, neurologiske, personlige, sociale og kulturelle systemer kan undertiden stille sig sådan, at «skuden næsten ikke kan vendes», og det kan både være til menneskets fordel og ulempe.  Det er ikke et enkelt regnestykke, det kan kun delvist besvares, og ikke på nogen enkelt måde.

Barndom i samfundsforskningen

Barndomsforskningen er bredspektret og interdisciplinær. Viden om barndom bruges og skabes indenfor en lang række felter så som historieforskning, sociologi, antropologi, kulturstudier, folkesundhed, psykologi og pædagogik m.m..  Men den barndomsforskning der tager mest plads i dag er barndomssociologien. Barndomssociologien fik for alvor vind i sejlene i 1980'erne og 90'erne. Den opstod især som et veritabelt angreb mod udviklingspsykologien, og dennes relativt enevældige position i fortolkningen og begrebssætningen af barnet og barnets liv.  Kritikken er relevant at omtale her, netop fordi barndomsforskningen bestræbte sig på at udvikle sig som modstykke hertil.
-    Angrebet mod adultocentrismen var et kernepunkt. Adultocentrisme kan lettest oversættes med «voksen-selvoptagethed». Udviklingspsykologien så godt nok på børn, markerede barndomssociologien, men dens referencepunkt i vurderingen af barnet, var det voksne menneske. Den logik, de tog afstand fra var: «Jo mere børn ligner voksne, jo mere udviklede er de. Det, der ikke peger i retning mod det voksne menneske, er uinteressant, eller måske en udviklingsfejl.»  I barndomssociologien skulle børn ikke ses i forhold til det, de vil blive til, dvs. voksne, men som det de var, dvs. børn. Fokus blev rettet mod «being» i stedet for «becoming».
-    Udviklingspsykologiens tendens til at skabe helt abstrakte børn, fuldstændig løsrevet fra deres livssammenhænge blev ligeledes kritiseret. Barndomsforskningen ville forstå børn i og med deres konkrete livsforhold, fra det nære hverdagsagtige til de mere overordnede kulturelle, samfundsmæssige strukturer.  
-    Udviklingspsykologiens objektiverede barn fik ligeledes hård medfart. Børn skal tales med, forstås og gives plads til at ytre sig, de skal ikke måles, testes og bedømmes i deres forskellige funktionsaspekters relative udviklethed, lød kritikken.  Dette punkt var særligt vigtigt overfor «de anderledes børn», der ikke fulgte udviklingsnormen og dermed klassificeredes af udviklingspsykologien som unormale.
-    Og endelig blev udviklingspsykologiens villighed til at træde i samfundets tjeneste med måleredskaber, tests og sorteringsteknologier kritiseret på et mere overordnet politisk plan. Barndomsforskningen havde et andet demokratisk ærinde, og sammenlignede sig vel til en vis grad med den feministiske forsknings emancipatoriske indtog i socialvidenskaberne.

Det var en tid med klare «good guys» og «bad guys» i børneforskningen, og omend det kritiske afsæt var for generaliseret og karikeret, fik både udviklingspsykologien og barndomssociologien kreative udviklingsfordele ved stormen.

Hvem interesserer sig for barndomme og barndomsforskning?

Barndomsforskningen har på meget kort tid fået etableret sig som et stort og slagkraftigt forskningsfelt herunder med navne som Alison James, Chris Jenks og Alan Prout (1998) i England, Linne Chisholm (1990) i Tyskland, William Corsaro (1997) i USA, Olav Tiller (1989) i Norge og Jens Quortrup (1999) fra Danmark og mange, mange flere. Tiden var åbenbart moden til denne udvikling. Det er i dag et forskningssamfund, der lyttes til af en lang række af andre discipliner, men også af folk udenfor den videnskabelige verden, som eksempelvis politiske organisationer, NGO'er, det kommercielle marked og forvaltning.

Så intentionen med barndomsforskningen er faktisk lykkedes. Udviklingspsykologien monopoliserer ikke længere diskursen om barnet og børnelivet, der lyttes fra mange steder til det aktive, refleksive og artikulerede barn, og der viser sig også her og der overskud til, at børn tages med på råd, eller i det mindste lyttes til, i sager, der vedrører dem. Endvidere giver forskningen løbende anledning til samfundsdebatter om, hvad barndommen er ved at udvikle sig til og hvordan den kan gøres bedre.  Men samtidig anes der også en fremtidig diskussion. For børn og barndom et blevet eksponeret som aldrig før, og også uforudsete interessenter har lyttet og taget forskningsmetoderne til sig. Det drejer sig eksempelvis om det kommercielle børnekulturmarked, der således informeret kan henvende sig endnu mere slagkraftigt til sine købedygtige unge forbrugere. Også i forvaltningen er dette stærke, refleksive og artikulerede barn taget til efterretning og bragt i spil. Faktisk passer dette barn som hånd i handske med dagens institutionelle fordringer. Den Foucault inspirerede Govermentality – tilgang fremanalyserer samstemmigt et disciplineringsskift i institutioner og skoler fra ydrestyring til selvforvaltning, fra inspektion til introspektion. Dagens barn skal italesætte, fremstille, reflektere over sig selv via selvteknologier som eksempelvis  log-bog, portefolio, elevplan etc.  Der er en påfaldende samtidighed mellem de magt og videns strategier, der i dag sættes i spil overfor børn, og den forskningsmetodologi, der har villet fremme børns stemme og demokratiske indflydelse.  (Kampmann, 2006) Dette samspil var formodentlig ikke forudset, men barndomsforskningen er ikke jomfruelig længere.  Det gør den ikke mindre vigtig i den fortsatte forskning og samfundspolitiske udvikling.

P.Hv.


 

Barndom

I alle typer samfund har man klare definitioner af livets faser: barndom, ungdom, voksenstadiet og alderdommen, men synet på disse faser, er kulturelt betinget og varierer meget. I det moderne, kapitalistiske samfund, har barndommen visse karakteristika, det er vigtigt at forstå baggrunden for.

I vort samfund udelukkes børn fra produktionen gennem opdragelsen, skolen osv. - og dermed fra store dele af det sociale liv, der er forbundet med produktionen. Her adskiller børn i vort samfund sig fra børn i alle andre samfund i historien. Hos os rendyrkes arbejdslivet af økonomiske årsager; både af effektivitetsmæssige og humanistiske grunde marginaliseres børnene sammen med de handicappede, syge og gamle. Rammen om tilværelsen er ikke længere gården eller godset, hvor næsten alle som kunne krybe og gå, deltog i arbejdet, men derimod et langt mere opdelt industrisamfund, hvor bolig og arbejdsplads for langt de fleste erhvervsaktive, er skarpt adskilt. Her forenes ægtefæller ikke i fælles arbejde - det, der forener dem - og som fremprovokerer konflikter - er forbrug, kærlighed, det åndelige fællesskab og børnene.

Det er grundlaget for de seneste århundreders stærkt omtalte «opdagelse af barndommen», som en verden for sig selv; børnene adskilt fra produktionen og opfattede som den lille kernefamilies følelsesmæssige centrum, med al den opmærksomhed og omsorg som denne position indebærer.

Barndom og socialisme

I et samfund, der ikke er indrettet til børn - dvs. hvor børn ikke kan færdes trygt og hvor deres blotte tilstedeværelse opfattes som forstyrrende - dér bliver den naturlige løsning at internere børnene i specielle, beskyttede institutioner: de hjemmegåendes boliger, børnehaver, skoler og fritidsklubber.

Landene i Østeuropa har været foregangsmænd for denne opbevaring af børn. Efter een verdenskrig, een revolution, besættelser og hungersnød, fandtes et enormt antal forældreløse børn og børn fra familier, der knapt kunne forsørge sig selv.

Det blev en offentlig opgave at tage ansvaret for disse børn, samtidig med at man forudså at kvindernes frigørelse ville være afhængig af etablering af offentlige serviceinstitutioner, der tog sig af madlavning, vask og børnepasning.

Grundlaget for denne tro på institutionerne, var en generel tillid til den teknologiske rationalisering og masseproduktionens muligheder og delvist også et snævert syn på menneskets rolle og på børns behov, men i 1920'erne var der også de, der indså dette og - som lidt utopisk - vendte sagen på hovedet: Er det ikke bedre at ændre hele samfundet til fordel for børnene i stedet for at isolere dem på institutioner? Den gang et utopisk spørgsmål - og alligevel må det stilles, for ellers vil de negative træk ved den aktuelle børneopbevaring automatisk følge med - også i forsøget på at skabe socialistiske samfund.

Den systematiske institutionalisering af børnene betyder at der sættes skarpe skel mellem børn og voksne, dvs. at optagelsen af barnet i de voknes verden, bliver vanskelig og eensidig - og lige så mangelfuld som forbindelserne mellem børneinstitutionerne og arbejdslivet. Nogle af disse mangler kan kompenseres ved at barnet oplyses om hvorledes samfundet fungerer. Både i Øst- og Vesteuropa forfladiges denne oplysning til ren propaganda og heller ikke i et socialistisk samfund, kan man erstatte børnenes egne sociale erfaringer, selvoplevelser og aktive deltagelse i livet uden for børneinstitutionerne.

Et langsigtet perspektiv på forholdet mellem barndom og samfund kan ikke undgå at inddrage spørgsmålet om hvorledes hele samfundet - og ikke kun børneinstitutionerne - skal udformes i lyset af børnenes interesser og muligheder for en gradvis optagelse i de voksnes verden. Valg af teknologi, organisationsformer, arbejdspladser, transportsystemer og boligmiljøer får afgørende betydning for opvækstvilkårene og må derfor vurderes som børnevenlige - eller det modsatte!

Konsekvent at tage udgangspunkt i børns interesser betyder at forstyrre de voksnes sindsro og vaneprægede lyster: Børnene vil have os med på deres tidsbegreb - det, der skal ske, skal ske hér og nu og ikke være drømme om fjerne mål. De hiver og slider i os, de vil have at vi skal vise følelser, de vil have os med hud og hår! De respekterer ikke vor pinlighed, når det angår modsætningen mellem det private og det offentlige - de vil have os til at deltage i alle mulige lege, mens de fleste voksne forlængst er blevet afrettede til at udvise forsigtighed og tilbageholdenhed. I alt dette ligger kimen til nye livsformer og værdier for de voksne, næsten et kulturrevolutionært program, med større vægt på fællesskab og alsidigt samvær end på materielle goder.

Netop fordi de er anbragt i særlige institutioner, er børnene blevet bærere af værdier, der ellers bliver nedprioriterede af samfundet. Derfor er det ikke et paradoks at hævde, at voksne må blive bedre til at lære af børnene, også når det gælder opfattelsen af socialismen. Det drejer sig om selve «opdagelsen af barndommen» og den efterfølgende fremstilling kommer nærmere ind på det historiske grundlag for denne opdagelse.

Børnearbejde

Udvidet skolegang og en begyndende udskillelse af børnene fra produktionen foregik for øjnene af Marx og Engels, men for dem var det den nye anvendelse af børn i produktionen, som virkede mest slående.

Det nye ved industrialiseringen var ikke, at den fik almuens børn i arbejde, men at de indgik som lønmodtagere under bestemte industrielle forhold. Tidligere foregik størsteparten af børnearbejdet inden for landbruget - udendørs og ofte sæsonbetonet. I de gamle bondesamfund var det almindeligt at børn sendtes ud for at tjene som 7-8 årige, eller at de arbejdede sammen med forældrene. Overalt i samfundet vrimlede det med små og større børn, der arbejdede som «håndlangere».

Det nye ved industrialismen var for det første den storbyslum, hvor arbejderfamilierne boede, og for det andet det stramt regulerede arbejde, hvor børn indgik som abstrakte brikker i et system af «arbejdskraft», ansatte af en profitorienteret arbejdsgiver. Mekanisering af arbejdet betød at kvinder og børn kunne varetage opgaver som tidligere kun blev udført af mænd. Der opstod stor efterspørgsel på børn som billig arbejdskraft. For forældrene kunne selv den mindste ekstraindtægt være nødvendig for at kunne opretholde livet.

I perioden 1800 - 1850 blev den kapitalistiske rovdrift på arbejdskraften - og især på børnearbejderne - ikke voldsomt hæmmet af love og etiske normer. Det siger noget om forholdene at en engelsk lov fra 1788 forbød skorstensfejere at antage lærlinge under 8 år. Tidligere sendtes 4-5 årige ned i skorstenene - eet af mange eksempler på livsfarligt børnearbejde. I 1819 kom loven, der forbød beskæftigelse af børn under 9 år i bomuldsspinderierne, i 1842 indførtes forbud mod at bruge børn under 10 år i minerne og i 1846 blev det ulovligt at ansætte børn som skorstensfejere. Charles Kingsleys roman «The Water Bables», medvirkede til at få gennemført dette forbud. Charles Dickens blev den, der med sine romaner, bidrog mest til at få sat en stopper for børnearbejdet; mest centralt står hans «Oliver Twist» (1838), der også anses for at være den første roman, hvor børn er i centrum i handlingen.

Indtil 1850 foregik størstedelen af børnearbejdet stadig på landet, senere arbejdede børn mest som tyende, avissælgere o.lign., men mest grotesk forekom anvendelsen af børn som arbejdskraft i miner og fabrikker - og det var disse børn, Marx havde i tankerne, da han skrev «Kapitalen»: «Børn på 9-10 år rives ud af deres skidne senge klokken 2, 3 eller 4 om morgenen og tvinges til at arbejde for det daglige brød indtil klokken 10, 11 eller 12 om natten. Deres kroppe visner ind, skikkelserne falder sammen, ansigtstrækkene bliver sløve og deres væsen stagnerer - så man skulle tro de var af sten!»

Den hensynsløse «underminering» af proletarfamilien, førte til så store sociale problemer, at de borgerlige samfund, af hensyn til egne interesser, måtte sætte visse grænser for udnyttelsen af børn som arbejdskraft. Samtidig krævede den stadigt udvidede arbejdsdeling og specialisering, en mere kvalificeret arbejdskraft. Forholdsvist fremsynede liberalistiske reformatorer, kunne ligeledes med dette i tankerne, gå ind for en kraftig reduktion af børnearbejdere. Det førte så igen til at store børnebander drev omkring i byer som London og Manchester uden egentlig beskæftigelse. Frygten for tiltagende børnealkoholisme, børne- og ungdomskriminalitet og anden «moralsk opløsning», blev derfor en hoveddrivkraft bag Englands første lov om obligatorisk skolegang, (1870). Børnene måtte både ideologisk og i praksis integreres bedre i det bestående samfund.

Opdagelsen af barndommen

Børnearbejdet og skikken med at betragte 7-8 årige som små voksne begyndte altså ikke med industrialismen. Man kan sige at børnearbejde på sin vis intensiveredes under den industrielle revolution, som dog efterhånden også fik afskaffet børnearbejdet, men før det skete for arbejderklassens børn, havde der fundet omfattende ændringer sted i det borgerlige familieliv og i dets syn på børn. Det er disse forandringer, Marx og Engels ikke fæstede sig ved og som opsummeres i begrebet «opdagelsen af barndommen».

Udtrykket er ikke logisk - barndom er ikke noget nyt. Man kan f.eks. sammenligne med begrebet teenagers. Hvad var egentlig det nye? I flere hundrede år havde vi da haft ord for ungdom, unge mænd, unge kvinder osv., men det at være i alderen fra 13 til 19 år, har ikke altid betydet det samme, og det er helt sikkert, at denne aldersgruppe blev noget helt for sig selv i løbet af 1950'erne og 60'erne. Drengene fik ikke længere en herrehat i konfirmationsgave og i modsætning til før krigen, fortsatte de fleste drenge og piger med videregående uddannelser. Der opstod en hel teenagerkultur, med særligt tøj og blade - en livsstil, der satte klare skel mellem børn, teenager og voksne end man havde set tidligere.

Fra 1500 og 1600-tallet findes mange tegn på at der indenfor adel og borgerskabet udvikles en ny indstilling til barndommen.

Det tydeligste tegn er at børnene (altså drengene!) kommer i skole og adskilles fra produktionen. Børnenes tøj er ikke længere kopier af de voksnes, blot i mindre størrelser - børn får deres egne klæder; først smådrengene, der klædes ud som piger med kjole. Børnenes verden fyldes af leg, legetøj og børnebøger, der mere og mere målrettes mod børnene. Først hen mod slutningen af 1800-tallet kommer borgerskabets piger også regelmæssigt i skole. Også på andre måder fastholdes pigerne i rollen som «små voksne»; tyende underlagt flere af de voksnes krav til «dannet» opførsel - noget, de «vilde» drenge lettere kunne unddrage sig.

Udskillelsen af børnene stod i skarp kontrast til det folkeliv, som skildres på Brueghels malerier og i Troels Lunds' «Dagligt liv i Norden. Her leger børn og voksne de samme lege, og der kan dårligt ses forskel på deres klædedragter. I 1500 og 1600-tallet var karnevalstraditionen stadig i live, selv i Nordeuropa, og i det sociale mylder, som karnevallet var, vrimlede dyr og mennesker, unge og gamle, adel og almue, mellem hinanden. Men så oversvømmes især det protestantiske Nordvest-Europa af håndbøger, der forskriver at dannede mennesker ikke kaster brødkrummer på hinanden, når der spises, at man skal bruge kniv og gaffel, at man ikke bør miste værdighed ved at le i utide, at det ikke passer sig for en gentleman at færdes i løb, at forældrene bør følge med i deres børns udvikling osv. Hvad foregik der? Har det noget med kapitalismen at gøre?

Nogle af sammenhængene kan antydes: Den begyndende udbredelse af kapitalistisk økonomi, betyder større vægt på økonomiske kalkyler, regnskaber, investeringer, målrettethed og selvkontrol. De unge mænd måtte omhyggeligt forberedes på at træde ind i et samfund med større arbejdsdeling og stærkt præget af vanskeligt forudsigelige svingninger på verdensmarkedet. Familieformuen og ikke slægtsgården kommer i fokus. 1600-tallet, «kriseårhundredet», er den periode, hvor de sociale konsekvenser af den nye, kapitalistiske verdensøkonomi, for første gang registreres og slår ud i lys lue, som en årsag til krige og revolutioner - social opløsning i manges øjne, mest dramatisk udtrykt hos filosoffen Hobbes i midten af 1600-tallet.

Reaktionerne på disse uroligheder satte ind over hele Europa med indførelse af enevælden som statsform og en kolossal propaganda for en generel disciplinering af hele samfundet, med de nye samfundsborgere - børnene - i stigende grad i centrum. Mere autoritære systemer og strengere etikette bliver normen og noget af det vigtigste er borgerskabet selvpålagte orden og disciplin inden for hjemmets fire vægge.

To tendenser i de efterfølgende århundreder forstærker fokuseringen på børnene: Skellet mellem bolig og arbejdsplads - særligt for mændene - og nedgangen i antallet af børn pr. familie. For store erhvervsgrupper fører den øgede specialisering efterhånden til en skarp adskillelse mellem arbejdsplads og hjem. Det tømmer familien for lønproduktive funktioner og gør samtidig hjemmet, dvs. kvinden, til specialist i forbrug, børneopdragelse og «rasteplads» for manden. Det kapitalistiske systems strenge rationalisering af arbejdet, afskaffelse af længere pauser, varieret socialt samvær og fester på arbejdspladserne, kan ligeledes have bidraget til at øge behovet for at have et privat hjem at trække sig tilbage til; et roligt, afskærmet sted, langt fra den verden, hvor «business er business».

Når det gælder antallet af børn pr. familie, var normen helt op til det 20. århundrede mange fødsler og høj børnedødelighed. Det var ikke ualmindeligt at kun halvdelen af børnene i en famille nåede at blive voksne. I 1800-tallet var både antallet af fødsler og dødeligheden væsentligt højere hos arbejderklassen end hos borgerskabet, hvilket medførte at der i den borgerlige familie var færre børn at koncentrere sig om og af materielle årsager var det dermed også letter at vie børnene større opmærksomhed.

At der efterhånden blev færre børn i familierne, forstærkede båndene mellem de enkelte medlemmer. Hele det borgerlige samfund blev bygget op om teorien om personlig dygtighed og mobilitet kontra standsprivilegier og slægtstraditionalisme, derfor blev intimiteten i familien og kærligheden til børnene, uløseligt knyttet til uddannelsen af dem - for at de kunne indgå i et konkurrencesamfund med dets krav om individualisme, originalitet og selvtillid.

Det gamle nærsamfund kunne reagere med social udstødning eller materielle sanktioner mod uønskede afvigelser. I den borgerlige familie, med dets værn mod omverdenen, opstod et specielt intenst følelsesmæssigt forhold mellem børn og forældre, med rige muligheder for forældrene til at indpode skyld og til at reagere med afvisning af kærlighed.

Det blev til den borgerlige opdagelse af barndommen: Børn adskilt fra produktionslivet; større interesse for detaljerne i et barns liv; både mere disciplin og tættere følelsesmæssige bånd; barnet udstyret med større individualitet. Dette er i store træk resultatet af en udvikling med store variationer i tid og rum og mellem forskellige socialgrupper. I vore dage er livsvilkårene blevet så udjævnede, at også arbejderklassefamilierne er blevet til den lille familie med 2 børn, hvor børnene er i centrum for følelseslivet og med mange af de samme neurotiske bindinger.

Barndom og klassebevidsthed

Med udbredelsen af børnehaver og den forlængede skolegang, svækkes forbindelsen mellem børns klassebaggrund og deres egen bevidsthedsudvikling sandsynligvis. Fremvæksten af en omfattende «børnekultur» i massemedierne og af «børnemode» i modeindustrien, peger i samme retning. Det vil ikke nødvendigvis betyde borgerliggørelse, men er i hvert fald en meget tidlig og massiv appel til udefinerede lyster og behov.

I børneopdragelse får småbørnsforældre råd om at «de første leveår er vigtige». Her ligger også noget af grundlaget for senere politiske holdninger, men socialister har været sent ude med at få overført denne viden til analysen af klassebevidsthed. I det perspektiv er «barndom påvirket af kapitalisme», et stort set uudforsket område. De «barnlige» følelser og erfaringer regner man på en måde overhovedet ikke med. Resultatet bliver let en grå og fantasiløs socialistisk propaganda, der undlader at tage lyst og subjektive behov i betragtning - alt det, som reklamerne, den glitrende og velsmagende vareproduktion og underholdningsindustri har præpareret hele vores barndom med.

At drage korrekte, politiske konsekvenser af «opdagelsen af barndommen», må bl.a. betyde at børn og deres behov, tillægges en helt anden vægt inden for forskning og i politisk arbejde i det hele taget. Et fænomen som socialistiske søndagsskoler for børn, kom først rigtig i gang i 1890'ernes England. Interessen for at skabe kulturalternativer for børn er stigende, men f.eks. spejderbevægelsens dominans er ret tydelig. Det er foreløbigt usikkert, hvad «socialistisk børnearbejde» i et kapitalistisk samfund, indebærer.

Inden for den etablerede forskning er der, især i USA, kommet gang i barndommens historie og beslægtede emner som familiehistorie og psykohistorie.

Når man i dag konfronteres med fotos af børnerige arbejderfamilier i bittesmå lejligheder fra 1920'erne, fortæller de magre ansigter om underernæring og slid, med det er vanskeligere at udforske den mentale nød; autoritetsangsten, de fordrejede sociale forestillinger, de psykiske forstyrrelser, som også kunne være en del af opvækstvilkårene. For at komme videre i forståelsen af barndom, klassebevidsthed og klassekamp, behøver vi sådanne studier.

E.R.


Litteratur

Pernille Hvids opslag:
Aries, P. (1962). Centuries of Childhood. London: Cape
Chisholm, L. , Büchner, P., Krüger, H-H & Brown, P. (eds.) (1990). Childhood, Youth and Social Change: A comparative perspective. London: the Falmer Press.
Cole, M. Cole, S. & Lightfoot, C. (2005). The development of Children. New York: Worth Publishers.
Corsaro, W.A. (1997). Barndommens sociologi. København: Gyldendal.
Kampmann, J. (2003). Barndomssociologi – fra marginaliseret provokatør til mainstream leverandør. Dansk Sociologi, vol. 14, no. 2, s. 79-93.
James, A., Jenks, C. & Prout, A. (1998). Den teoretiske barndom.  København: Gyldendal
Qvortrup, J. (1999). Barndom og samfund. I: Dencik, L. & Jørgensen, P.S. (red): Børn og familie I det postmoderne samfund. København: Hans Reitzels Forlag.
Rogoff, B., Sellers, M.J., Pirrotta, S., Fox, N & White, S.H. (1975). Age of assignment of roles and responsibilities to children: A cross-cultural survey. Human Development 18, 353-369.
Rogoff, B. (1991). Apprenticeship in thinking. Oxford: Oxford University Press
Tiller, P. O. (1989). Hverandre. En bok om barneforskning. Gyldendal norsk forlag, 1989.

Erik Rudens opslag:
P. Ariès: Centuries of Childhood: A Social History of Family Life, New York 1962 (udg. på fransk 1960).
Annales de Démographie Historique 1973 («Enfants et sociétés»).
Chr. Lasch: Haven in a Heartless World, New York 1977.
W. Reich: Hvad er klassebevidsthed? (1934), København 1974
Tidsskriftene The Journal of Psychohistory, tidl. The History of Childhood Quarterly (1972) og Journal of Family History (1976).