Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab
    .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
    .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Sociologi
Læst af: 44.811
: :
Determinisme

Determinisme er teorien om, at alt der hænder har en årsag. En anden definition - med nøjagtigt det samme indhold - er denne: Ifølge et deterministisk syn må to systemer der er identiske på ét tidspunkt også være identiske på alle senere tidspunkter. Der hersker derimod ikke noget krav om, at de skal have vært identiske på alle tidligere tidspunkter.

Determinismen er ingen videnskabelig teori, men derimod en metafysisk verdensopfattelse som er en forudsætning for videnskabeligt arbejde overhovedet. Determinismen siger, at universet er præget af en orden og et mønster, som videnskaben skal finde frem til. Dette betyder dog ikke, at alle videnskabelige teorier er deterministiske i deres form. En videnskabelig teori anvender et endeligt antal begreber, og to forskellige tilstande af universet kan på alle måder være ens når de beskrives med disse begreber, og samtidig være forskellige på andre måder og derfor udvikle sig forskelligt.

Den vigtigste form for ikke-deterministiske teorier er de, der angiver en sandsynlighedsfordeling for de mulige tilstande, der kan realiseres. Vi kan f.eks. sige, at sandsynligheden for at en arbejdersøn selv skal blive arbejder er 70 %. Dette betyder ikke, at erhvervsvalget er «objektivt tilfældigt». Vi går ud fra, at for en given arbejdersøn er det i princippet muligt at indsamle viden om hans familie, objektive muligheder og omgivelser, der tillader os med en tilnærmet sikkerhed at forudsige, hvilket fag han vil vælge. Når det i hvert enkelt tilfælde er vigtigt at kunne forudsige udfaldet, forsøger man gerne at give teorien en tilnærmet deterministisk form. Når det istedet er tilstrækkeligt at kunne sige noget om, hvad der gennemsnitligt vil være udfaldet af et stort antal tilfælde, nøjes man med en statistisk teori, det ofte er enklere at udvikle.

Indenfor kvantemekanikken har determinismen fået sit grundstød. Når vi skal forudsige, hvordan en enkelt partikel vil bevæge sig, kan vi alene sige noget om sandsynligheden for, at den vil være på det ene eller det andet sted. I dette tilfælde mener de fleste forskere, at der ikke findes en «egentlig» deterministisk proces, der ligger «bag» denne statistiske teori. Selv om et mindretal blandt forskerne mener, at det en gang vil blive muligt at give en deterministisk beskrivelse af enkeltpartikler i bevægelse, mener de fleste fysikere, at kvantemekanikkens statistiske karakter afspejler en «objektivt tilfældig» virkelighed. Enkelte marxistiske videnskabsteoretikere er veget tilbage for en sådan konklusion, som de mener er i strid med den dialektiske materialisme.

Uanset hvad man nu end måtte mene om dette, er det vigtigt at understrege, at tilfældigheden udviskes, når man bevæger sig fra elementarpartikler til molekyler og større genstande. Determinismens uanvendelighed i én del af fysikken betyder ikke, at det er forgæves at lede efter årsager indenfor andre områder af virkeligheden, fordi de store tals lov medfører, at man kan give deterministiske forudsigelser om, hvordan et stort antal partikler vil bevæge sig. Samtidig er det ikke udelukket, at de objektivt tilfældige processer som kvantemekanikken beskriver, kan have betydning også udenfor studiet af elementarpartikler. Teorien om naturlig udvælgelse i biologien hviler på en antagelse om, at mutationerne har en grundliggende tilfældig karakter - i det mindste i den forstand at de ikke har nogen sammenhæng med krav fra organismens omgivelser. Men måske er også de tilfældige i kvantemekanikkens betydning, og i så fald hviler den naturlige udvælgelse og mennesket selv - der er et resultat af naturlig udvælgelse - på en sådan objektiv ikke-determinisme.

Det har været almindeligt at se en modsætning mellem determinisme og fri vilje. Hvis vi kan konstruere en deterministisk teori, der forudsiger hvilket fag en arbejdersøn vil vælge, kan vi da sige, at han vælger faget frit? Nogle har her påberåbt sig kvantemekanikken, for at vise at viljen og tanken måske ikke er underlagt determinisme. Sådanne argumenter bygger på uklarheder og misforståelser. Selv om tankeprocessen skulle være knyttet til objektivt tilfældige processer i hjernen, ville dette ikke give grundlag for at tale om frihed. Vi ville snarere sige, at mennesket var ufrit, dersom tanker og beslutninger i denne forstand var tilfældige. Hvis frihed defineres som evnen til at udføre det, man bestemmer sig for, bliver determinisme en forudsætning for frihed snarere end en hindring, fordi deterministiske årsagsprocesser er de midler vi anvender for at udføre vore hensigter. Hvis frihed derimod defineres som evnen til at bestemme sig for, hvad man skal bestemme sig for, (evnen til at «vælge sig selv»), kan vi se en modsætning mellem frihed og determinisme. Frihed i denne sidste forstand eksisterer ikke. Mennesket kan aldrig helt abstrahere fra, at det er en del af naturen. At også tanker og beslutninger er styret af årsagslove betyder alligevel ikke, at videnskaben om mennesket kan reduceres til videnskab om kemiske processer i hjernen. Man kan være determinist og materialist uden at være reduktionist.

Sociale og historiske processer er fuldt ud deterministiske, med mulig undtagelse af objektivt tilfældige mutationer. Når det alligevel ofte siges, at den historiske udvikling ikke er deterministisk, kan dette opfattes på flere måder. For det første er det vanskeligt at formulere sande og deterministiske teorier om en sådan udvikling. I praksis må man ofte lade sig nøje med en ikke-deterministisk teori. For det andet har forudsigelser om den historiske udvikling ofte den egenskab, at de ikke kan gøres kendte, uden at indvirke på det samfund de angår - noget der kan føre til, at forudsigelserne ikke går i opfyldelse. For det tredje kan determinisme knyttes til stabilitet, og udviklingen siges da at være ikke-deterministisk, dersom en lille forandring i udgangspunktet kan føre til en stor forandring i resultatet. Spørgsmålet om enkeltindividers rolle i historien kan stilles i et sådant perspektiv. Man kan sige, at den historiske udvikling er deterministisk, hvis den ikke afhænger af usædvanlige enkeltpersoner og deres indsats. Dette er alligevel en afvigelse fra den almindelige anvendelse af begrebet, og spørgsmålet bør hellere omtales som et stabilitetsproblem. Med en stabil udvikling menes her ikke en jævn eller konstant udvikling, men derimod en udvikling der ikke bliver forstyrret af små ydre ændringer. En kugle der triller i en dalbund bevæger sig stabilt, i modsætning til en der triller udover en bakkekam.

J.E.