Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 71.820
: :
Frihed

Frihed: Evnen til at kunne udføre det, man har bestemt sig for. Dette er ikke en definition af frihed, men et udgangspunkt for en videre diskussion af begrebet. Ordet «frihed» anvendes på så mange måder i dagligtalen, at der ikke findes grundlag for at fremdrage én betydning som den rigtige. Formålet med omtalen af frihedsbegrebet må snarere være at skelne mellem disse betydninger, og at undersøge forholdet mellem dem.

Med udgangspunkt i at frihed er evnen til at kunne udføre det man har bestemt sig for, bliver ufrihed det samme som, at man ikke kan realisere sine planer, f.eks. fordi man forhindres af ydre modstand. Naturlovene er i denne forstand en kilde til både frihed og til ufrihed. De begrænser vore handlingsmuligheder, og gør os derfor ufrie. Tyngdeloven hindrer os i at flyve frit. Samtidig er det kun ved at udnytte mekanismerne bag naturlovene, at vi kan finde de rigtige midler til at realisere vore mål. Naturlovene hindrer os i at flyve med armene, men gør det muligt at bygge fly. Hvis naturen var uden orden og mønster, ville ingenting være permanent umulig - og ingenting permanent mulig. Det ville betyde total ufrihed.

Andre mennesker indvirker også på vor frihed. Hvis alle samtidigt bestemmer sig for det samme, kan de ødelægge mulighederne for hinanden, sådan at ingen når deres mål, som når f.eks. alle tilskuerne på en fodboldsbane rejser sig for bedre at se. Samfundet - den organiserede helhed af mennesker - indvirker også på den enkeltes frihed, i negativ og i positiv retning. Samfundets vedtagne love binder den enkelte - og frigør ham. Bindingen forhindrer ham i at udføre en række handlinger, som samfundet betragter som skadelige, samtidig med at han beskyttes mod at andre gør det samme.

En almindelig opfattelse er, at lovene bør organiseres således, at den totale sum af frihed bliver størst mulig. Opfattelsen foreligger i tre hovedvarianter. Den svageste form tillader, at man kan beskære enkelte friheder for at fremme andre, men kræver at alle mennesker skal have de samme friheder. Talefriheden forudsætter f.eks., at den enkelte ikke er fri til at tage ordet når han vil, men er bundet af en talerliste. Da friheden til at få sagt hvad man vil, er vigtigere end friheden til at få sagt det når man vil, vil en sådan begrænsning øge den totale frihed. En mere radikal variant tillader endvidere, at enkelte personer får mere frihed end andre, på betingelse af at denne ulighed fører til, at også de mindst frie er friere end de ville have været i et samfund, hvor alle var lige frie. Sådanne argumenter er f.eks. blevet brugt for at begrænse stemmeretten: Hvis alle havde stemmeret, ville der opstå et flertalsdiktatur, hvor de andre borgerlige rettigheder ville gå tabt. En tredje mulighed er at tillade endnu større uligheder i frihed, så længe de fører til en større total frihed. Denne tanke har været brugt som argument for at fratage kapitalisterne deres borgerlige rettigheder efter en socialistisk revolution. Både den anden og specielt den tredje af disse varianter er vanskelige at retfærdiggøre. «Frihed kun for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af et parti - selv om der så er aldrig så mange af dem - er ingen frihed.» (Rosa Luxemburg).

Lovene frigør også i en anden forstand, ved at give den enkelte en sikkerhed for hvordan andre mennesker kommer til at handle i fremtiden, sådan at han kan forudse deres adfærd og lægge den til grund for sine planer. Jo mere samfundets love nærmer sig naturlovene i stabilitet og varighed, desto friere står den enkelte ifht. at lægge og iværksætte langsigtede planer. På den anden side er der også behov for at ændre lovene i takt med samfundsudviklingen generelt. Dette kan give den enkelte større frihed til at realisere de projekter han til enhver tid har, men samtidig ødelægge hans frihed ved at sparke benene bort under de planer, han har lagt i fortiden. Et samfund der til enhver tid realiserede den størst mulige totale frihed, i én af de tre varianter nævnt ovenfor, ville derfor gøre menneskene ufrie snarere end frie. Størst mulig frihed over tid realiseres ved et kompromis mellem kravet om stabilitet og kravet om tilpasning. Et problem vedrører friheden til at vælge sine planer og projekter. En ting er at kunne gennemføre det, man har bestemt sig for. Noget andet er at stå frit, ifht. at vælge hvad man vil bestemme sig for. Hvis et menneske har begrænsede objektive muligheder og ressourcer, vil det vælge beskedne mål, der er realistiske at gennemføre. Alligevel viger vi her tilbage for at tale om frihed, selv om «millionæren og vagabonden har den samme frihed til at sove under Seinens broer». Gensidig mistænksomhed og usikkerhed kan også medføre, at menneskene sætter sig forsigtigere mål, end de ville have gjort, hvis de havde stolet på hinanden. Vi må derfor skelne mellem den form for ufrihed, der skyldes, at man sætter sig lavere mål, end der ville have været mulig med en fornuftig organisering af samfundet, og den der skyldes, at man hindres i at realisere de mål, man har sat sig. Et socialistisk samfund baseret på lighed og solidaritet vil medføre øget frihed i den betydning, at dristigere mål kommer indenfor rammerne af det mulige.

Et dybere problem angår selve indholdet i vore planer - uafhængigt af hindringer og ambitionsniveau. Et menneske med et tvangsmæssigt behov i en bestemt retning er ufrit, selv om det har de materielle midler til at tilfredsstille behovet. Det er ikke personen, der har behovet, men behovet der har personen. Mere alment ved vi, at indholdet i vore ønsker og planer er resultatet af en socialiseringsproces, som den enkelte ikke selv har kontrol over. Det er derfor fristende at konkludere, at vi dybest set er uden frihed.

En sådan påstand er i én forstand rigtig, men med vigtige forbehold. På det tidspunkt i livet, da man bliver voksen, står man med et sæt af ønsker og planer, der er skabt gennem opdragelse og socialisering, uden at man selv har valgt dem. Alligevel er der ikke tale om uforanderlige karaktertræk, der spærrer os inde, men om midlertidige mønstre som vi kan gøre noget ved, hvis vi ønsker det. Vi kan forandre og planlægge vor karakter. For at gøre dette findes der to mulige veje, en indre og en ydre. Den indre vej er mulig, fordi der altid findes en vis variationsmulighed i vor karakter. Indenfor visse grænser kan man forandre sig selv ved at definere sig selv på en ny måde. At sige: «Jeg er ikke bange» kan være et slag i luften, men det kan også være en handling der fjerner rædslen. I vor personlighed findes der altid udkrystalliserede eller halvt krystalliserede mønstre, der kan formes i flere retninger, som trappetrinene på et maleri kan gå indad eller udad, alt efter hvordan vi vælger at se dem. Sartre mener, at denne indre vej giver os fuld frihed til at definere os selv, som vi måtte ønske, men dette er klart en enorm overdrivelse. Vore karaktertræk vil til enhver tid lægge stærke begrænsninger på, hvad vi kan opnå med sådanne besværgelser. Større muligheder for langsigtet og dybtgående karakterplanlægning finder vi i den ydre vej, der blev anbefalet af Aristoteles. Denne vej går gennem den ydre omverden og vender tilbage til os selv efter en tid. Et menneske kan forandre sig indirekte, ved at igangsætte uigenkaldelige processer i den ydre verden, som senere virker tilbage på det selv og fører til de ønskede forandringer. Selv om vi ikke ad ren viljekraft formår at holde op med at ryge, kan vi opnå det gennem en indirekte strategi, hvis vi fortæller vore venner, at vi vil slutte, og dermed binder så megen prestige i beslutningen at det bliver vanskeligere at omgøre den.

Man kan altså forandre sine ønsker, hvis man skulle ønske det. Men et gang må denne proces høre op. En gang må vi nå frem til en plan, der ikke selv er planlagt. Dette indebærer, at vi aldrig helt kan slippe bort fra vor fortid og vor baggrund, fordi vi aldrig kan trække os helt op ved håret. Dette indebærer også en nødvendig begrænsning af vor frihed, der altid må indeholde et vist element udenfor vor kontrol. I den forstand må mennesket være en del af naturen, og underlagt naturlige årsagsprocesser. En anden begrænsning ligger i muligheden af konflikt mellem karakterplanlægning og spontanitet. Den som rejser et hus af regler omkring sig kan opdage, at han forbliver stiv og hæmmet, også efter at han har revet det ned. Total impulsivitet er en form for ufrihed, men det er total binding til regler også. Idealet er at opnå kontrol uden rigiditet: At kunne bryde reglerne når det er nødvendigt, uden at falde for fristelsen til at bryde reglerne når det er behageligt. At skrive bundne vers giver mere frihed end at skrive frie vers, men de bedste digte er de der bryder rim eller rytme, når det er nødvendigt.

J.E.


Litteratur

J. Rawls: A Theory of Justice, Harvard 1971.
J.-P. Sartre: Utvalg ved Bernt Vestre, Oslo 1967.
Aristoteles: Etikken, Oslo 1973.
F. Sejersted: Rettsstaten og den selvdestruerende makt, i R. Slagstad (red.): Om staten, Oslo 1978.
J. Elster: Ulysses and the Sirens, Social Science Information 1977.