Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 36.476
: :
Materialisme

Materialisme er en livsanskuelse eller holdning som fremhæver, at det materielle eller materien er vigtig. Der findes flere slags materialisme, som på ingen måde behøver at forekomme samtidig hos en og samme person.

Når der i kulturpolitisk sammenhæng tales og skrives f.eks. om «vor tids omsiggribende materialisme», sigtes der som oftest til den - antagne - kendsgerning, at stadig flere mennesker bryder sig stadig mere om brugsgenstande og forbrugsgoder af de forskelligste slags: Boliger, fritidshuse, indretning af hjemmet, biler, lystbåde, mad og drikke, klæder, kosmetik, hotelophold osv. Levestandardsindekset giver et mål for omfanget af brug og forbrug af sådanne ting, og materialistiske mennesker i denne betydning af ordet kan da siges at være mennesker, som først og fremmest er optaget af at have en så høj levestandard som mulig.

Som modsætning til religion

Anderledes forholdet det sig, når materialismen stilles op overfor visse religiøse overbevisninger, som f.eks. troen på guder der efter forgodtbefindende griber ind i naturens forløb og samfundslivets begivenheder - såkaldte «mirakler». Materialismen går her ud på at hævde, at virkeligheden består af stof - materie - som kan erfares gennem sanserne, og at alt som sker beror på, at visse dele af materien påvirker andre dele, og det på regelmæssige måder som er tilgængelige for menneskenes forstand. I den græske oldtid var Demokrit (460-370) en kendt talsmand for denne holdning, og i 1700 tallet fandt vi tilsvarende talsmænd i La Mettrie (1709-1751) og Holbach (1723-89).

Newton (1643-1727) var godt nok selv religiøs, men hans astronomi og fysik gav stærk støtte til den opfattelse, at verdensordenen var et mekanisk system, og at også mennesket var en maskine. Det samme gjorde bl.a. lægevidenskabens opdagelse af blodomløbet. De officielle kirkers lære om Gud og Djævelen, om engle og dæmoner, om menneskenes udødelige sjæl, om paradis, helvede og skærsilden syntes at stride mod den nye matematiske naturvidenskab, og en del af dennes tilhængere så den mekaniske materialisme som den livsanskuelse, som stemte bedst med naturvidenskaben.

Fremvæksten af den industrielle kapitalisme var tæt knyttet til den matematiske naturvidenskabs fremskridt og den tekniske anvendelse af disse fremskridt. Denne filosofiske materialisme forekom derfor for mange af industriens tilhængere og talsmænd at være en passende livsanskuelse: Den kunne bekæmpe ærværdige vrangforestillinger og fejltagelser - såkaldte «fordomme» - og således lette industriens indpas overalt.

For disse materialister var kirkens virksomhed egnet til at svække menneskenes virkelighedssans og gøre dem til indbyggere af en skinverden. Den politiske betydning af dette var ikke entydig: Det kunne både tænkes, at religiøse forestillinger gjorde menneskene til lydige undersåtter - al øvrighed er indsat af Gud, jordelivet er uden betydning o.l. - og til oprørske og genstridige undersåtter - man skal lyde Gud mere end mennesker o.l. De fleste materialister vurderede alligevel situationen således, at øvrigheden var tjent med kirkens virksomhed - dvs. at religionen skabte mere underdanighed end den skabte trods. Dette var også kommunisterne Marx og Engels' opfattelse: « Religionen er opium for folket.» En vigtig side ved lønarbejderklassens frigørelseskamp ville være at gennemskue præsteskabets mystifikationer.

Lenin (1870-1924) bedømte situationen således: Religionens og kirkens magt over sindene var en alvorlig hindring for kommunismens sag. Da Lenin først og fremmest havde den russiske, græsk-katolske kirke i tankerne, virker denne situationsbedømmelse rimelig. For det er almindelig antaget, at kirken i Østeuropa i højere grad end vestens kristne kirker har stillet sig ligegyldig overfor de politiske og sociale forhold, og stået i et særligt nært forhold til de herskende samfundslag.

Lenin hævdede også, at en agnostisk livsanskuelse - dvs. det at afholde sig fra at tage stilling til om Gud findes - ikke kunne accepteres indenfor den kommunistiske bevægelse. Enhver tvivl om at der kun eksisterer én verden - nemlig den materielle - medfører et tab af politisk handlekraft. Der kunne ikke accepteres nogen skelen til noget hinsidigt, overnaturligt eller åndeligt, og ej heller en form for subjektivisme der anser ens egne sanseindtryk for at være de eneste virkelige. I sit kampskrift fra 1909, «Materialisme og empirio-kritisisme», går Lenin derfor til angreb på den østrigske fysiker og filosof, Ernst Mach (1838-1916), som havde lanceret en filosofisk enhedslære (monisme): Virkeligheden var hverken åndelig eller materiel, men det åndelige og materielle var begge konstruktioner af noget tredje, neutralt - nemlig sansninger.

Dialektisk materialisme

Efterhånden som den kommunistiske bevægelse fik kontrol over statsapparatet i flere lande, blev der udarbejdet og udbredt en officiel materialistisk lære, kaldet dialektisk materialisme, ofte forkortet til «diamat».

Grundtanken i denne materialisme er ikke, at virkeligheden består af «materie», men at virkeligheden findes udenfor og uafhængigt af menneskenes bevidsthed. «Materien er den objektive realitet, som vi opfatter gennem sanserne», skrev Lenin. Og en autoriseret russisk lærebog hævdede: «Ved materie har den marxistiske filosofiske materialisme altid alene forstået: den objektive realitet som eksisterer udenfor menneskenes bevidsthed og som genspejles af denne bevidsthed.» (Denne definitionen synes at være for bred ud fra dens formål: Den udelukker ikke Guds eksistens.)

Dialektisk materialisme adskiller sig fra 1700 tallets materialisme ved, at de mekaniske forhold tillægges mindre vægt end de dialektiske: Foranderlighed, «spring» fra en kvalitet til en anden, tingenes iboende modsætninger gør, at verden ikke må tænkes som en klokke e.l., men som en historie.

Den dialektiske materialisme havde især front mod de filosofiske retninger som hævder, at virkeligheden i grunden er et produkt af menneskenes bevidsthed. Dialektisk materialisme påberåber sig i denne forbindelse en række almindeligheder: Universet er ældre end menneskeslægten og dermed den menneskelige bevidsthed, ingen åndsfriske mennesker tvivler på, at tingene eksisterer, selv når man ikke har bevidsthed om dem. Når man slår hovedet i dørkarmen er det indlysende, at denne ikke er et produkt af ens bevidsthed, for smerten i hovedet er der mod ens bevidste vilje osv. Det er slag i luften, for der kan altid svares tilbage, at skellet mellem materie og bevidsthed selv er frembragt af bevidstheden. Den officielle dialektiske materialisme synes ikke at have hævet sig over det, der kaldes naiv realisme.

Historisk materialisme

En anden form for materialisme er den som Sartre i 1960'erne udarbejdede og fremstillede som en videreføring af Marx' historiske materialisme. Marx erstatter Descartes' «Jeg tænker» (cogito) med «Vi arbejder» som udgangspunkt for erkendelseslæren. Menneskene er som dyrene væsensmæssig forbundet med naturen, men adskiller sig fra dem ved at de arbejder og laver redskaber. Der igennem omformes de naturlige omgivelser som resultat af og udtryk for menneskers behovstilfredsstillelse og andre formål. Men herigennem omformes også menneskene selv: Arbejdsmåderne skifter, redskaberne skifter, ligeså produktionsforholdene menneskene indbyrdes, og i tråd med det opfattelsen af omverdenen, selvopfattelsen og selve behovene. Arbejdet som «menneskets stofskifte med naturen» - Marx' udtryk - gør således mennesket til et historisk væsen: Dets egenskaber og evner er ikke fastlagte, men i stand til at udvikle sig ubegrænset, fordi omverdenen kan forandres ubegrænset af menneskene og give vilkår for nye og højere former for menneskeliv.

Marx - og Engels - hævder derfor, at det er produktionsmåden i et samfund - tænkt som helheden af råmaterialer, produktionsudstyr, arbejdskraft og arbejdsforhold - som hovedsagelig bestemmer om og i hvilken retning et samfund skal udvikle sig: Menneskenes historie skal ikke beskrives som idéhistorie, kamp mellem trosretninger eller moralopfattelser («kulturkamp»), men som produktionsmådernes historie og som klassekamp, hvor samfundsklasserne defineres ud fra deres plads i produktionsprocessen. Arbejdet som materiel virksomhed fremhæves altså her som et princip for historisk forandring: I denne forstand har det materielle forrang fremfor det åndelige.

I tråd med denne tolkning af Marx' historiske materialisme skriver Sartre så: «Marxismens vigtigste opdagelse er, at arbejdet som historisk realitet og som brug af bestemte redskaber i et socialt og materielt miljø som allerede er bestemt, er det reelle grundlag for organiseringen af de sociale relationer.» Det er ved at bearbejde materien - som allerede er blevet bearbejdet af mennesker tidligere og således har en social betydning - at menneskene erkender tilværelsen, omformer den og sig selv, dvs. skaber historie. Menneskets bevidsthed er et moment ved dets praksis, som er materiel påvirkning af materien. Praksis og materie er to momenter i en uadskillelig enhed, begge refererer gensidigt til hinanden. Materien er for Sartre ikke uafhængig af og forud for (a priori) menneskene, som den officielle dialektiske materialisme hævder, for «tingene er menneskelige i nøjagtig samme grad som menneskene er ting ... Er dette et tilbageskridt til dualisme? Slet ikke: Vi placerer mennesket i verden, og konstaterer simpelthen, at denne verden for og ved mennesket ikke kan være andet end menneskelig.»

Menneskets krop - som materiel organisme - formidler mellem ånd og materie. Denne lære har således front, både mod den form for materialisme som gør menneskets bevidsthed til et produkt eller en funktion af materien, og mod de former for idealisme og spiritualisme som tænker sig et åndeligt liv, et åndsliv, uafhængigt af («hævet over») menneskenes materielle forhold.

Som rettesnor for handling peger denne materialisme mod at virke for en tilværelse, hvor samfundets materielle omgivelser udtrykker samfundet, og omvendt, i et ligevægtsforhold. De materielle omgivelser kan overvælde menneskene - f.eks. ved år med fejlslagen høst - eller menneskene kan overvælde de materielle forhold - f.eks. ved rovdrift. En uligevægt som normalt er udtryk for og en følge af herskerforhold og modsætninger indenfor samfundet selv - klassekampe o.l. Disse modsætninger er imidlertid ifølge Sartre - atter på linie med Marx - skabende: De afdækker menneskets behov og skaber nye behov. Dvs. de gør at mennesket er et historisk væsen.

Det udjævnede ligevægtige forhold mellem samfund og materie bliver derfor et fjernt mål, som vejleder praksis, selv om det måske selv aldrig nås. For ifølge Sartre, og før ham Lukács, er marxismen selv historisk, og vil en dag have gjort sig selv forældet. «Så snart der findes en margin af virkelig frihed for alle hinsides produktionen af livet, vil marxismen være udlevet; En frihedens filosofi vil tage dens plads. Men vi har ikke noget middel, ikke noget intellektuelt redskab og ingen konkrete erfaringer som gør det muligt for os at fatte denne frihed eller denne filosofi.»

D.Ø.

Litteratur

F. A. Lange: Geschichte des Materialismus, bind I-II, Frankfurt a.M. 1974.
Marxismen-leninismens grunnlag, Oslo 1962.
J. Wasiutynski: Universet, Oslo 1963.
J.-P. Sartre: Critique de la raison dialectique, Paris 1960.
N. O. Brown: Life against death, New York 1959.