Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 22.035
: :
Eksklusion

Eksklusion kommer af latin og betyder udelukkelse. I politisk sprogbrug bruges eksklusion om organisatoriske beslutninger, som smider medlemmer ud af et parti eller andre politiske organisationer. Med suspension menes en tidsmæssig begrænset udelukkelse fra tillidshverv eller medlemskab. I partier som praktiserer demokratisk centralisme, er eksklusion en indbygget reaktion over for personer som udadtil går imod partiets officielle politik, danner organiserede fraktioner indenfor partiet, eller som indad til ikke anser en debat for afsluttet efter, at kompetente organer har indstillet og truffet beslutning. I sådanne sammenhænge er det ikke alene enkeltmedlemmer, der kan udelukkes; Højere organer kan vedtage at udelukke hele grupper i organisationen, hvis disse nægter at indordne sig under den vedtagne politik. Den kommunistiske internationale havde retningslinier for eksklusion af de partier, der tilsluttede sig den. I princippet kunne eksekutivkomiteen udelukke hele nationale sektioner (partier).

En af de vigtigste eksklusionssager i nyere dansk politik var eksklusionen af DKP's daværende formand, Aksel Larsen i 1958. Eksklusionen var en konsekvens af en magtkamp i partiet i forlængelse af Stalins død og Sovjets invasion i Ungarn i 1956. Larsen blev sammen med en række andre ledende DKP'ere smidt ud og dannede i stedet SF. Socialdemokratiet ekskluderede i 60'erne og 70'erne en del medlemmer, der blev beskyldt for trotskistisk virksomhed, i tråd med den trotskistiske tradition for entrisme - infiltrering og rekruttering fra beslægtede politiske organisationer.

Et argument for at udelukke medlemmer på denne måde er, at det er nødvendigt at et parti for at kunne være et effektivt redskab i kampen mod kapitalismen, at optræde samlet og enigt udadtil og som en samling enkeltindivider med højst forskellige mennesker. Endvidere skal partierne have mulighed for at beskytte sig mod personer, der benytter medlemskabet til at skade partiet eller organisationen.

Inden for partier, der ikke praktiserer demokratiske centralisme og som åbenlyst organiserer forskellige afskygninger af politiske opfattelser og holdninger, er det ikke indlysende, at der må eksistere sådanne organisatoriske reaktionsmuligheder. Argumenterne herfor er hovedsagelig, at mulighederne for udelukkelse kan føre til, at et tilfældigt flertal kan ekskludere besværlige mindretal, at uenighed ikke kommer frem af frygt for organisatoriske modtiltag, at meningskamp uvægerlig vil føre til magtkamp, og at politiske modsætninger kan blive reduceret til organisationsproblemer, hvis der åbnes mulighed for udelukkelse. Historien har mange eksempler på, at en sådan frygt er godt begrundet. Det er ofte flere tiltag som kan komme på tale, før det er nødvendigt at gøre brug af en eksklusionsparagraf. Hvis der anvendes et rotationsprincip for besættelse af de ledende poster, vil der ikke så let opstå selvforstærkende og selvbeskyttende pamperi. Hvis repræsentanterne er bundet til at følge flertalsvedtagelser og kan få frataget deres tillidshverv, så er partiet sikret, at det altid har de rette talerør til enhver tid. Endelig er det kun kontinuerlige politiske diskussioner og afprøvning af standpunkter som kan skabe en politik, der svejser medlemmerne sammen og får dem til at erfare nødvendigheden af kollektiv optræden i klassekampen.

P.H.