Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 48.737
: :
Ernæring

Ernæring er betegnelsen for sammensætningen af måltider over en periode (uge, måned, år). Maden vi spiser indeholder blandt andet de næringsstoffer, som kroppen behøver. Alle næringsstoffer er kemiske forbindelser, der indgår i forskellige reaktioner (processer) i kroppen. De inddeles i forskellige grupper, alt efter hvilken funktion de har i organismen.

Energiafgivende næringsstoffer er kulhydrater i form af stivelse og sukker og det er fedt. Energi er cellernes brændselsstof. Energi er nødvendig for at opretholde kropstemperaturen, og gør det muligt for individet at udføre arbejde og anden fysisk aktivitet. Tilstrækkelig energi er nødvendig for normal vækst og udvikling. Den energi vi får fra fedt og kulhydrater, kan enten umiddelbart forbruges eller omdannes til lagret energi i form af fedt eller glykogen («lagret» druesukker). Kun en lille del af overskydende kulhydrater lagres som glykogen. Resten omdannes til fedt og forbrændes efter behov. Alkohol er et nydelsesmiddel der er meget energiafgivende, men som hverken hører til i gruppen af kulhydrater eller fedt.

Organismen behøver først og fremmest protein til opbygning og vedligeholdelse af cellerne. Behovet for protein er særligt stort under vækst. Hvis det indtages i større mængder, end der er behov for til vedligeholdelse og vækst, vil proteinerne forbrændes som energi eller lagres som fedt.

Ikke-energiafgivende næringsstoffer er vitaminer, vand og mineraler. Disse er nødvendige for, at de kemiske reaktioner i organismen skal kunne foregå normalt. Vand og mineralstoffer er også nødvendige for at opretholde væskebalancen i kroppen.

Behovet for de enkelte næringsstoffer afhænger blandt andet af alder, køn, aktivitetsniveau, og det er derfor meget individuelt. Gravide og ammende mødre har specielle behov. For at kunne vurdere ernæringen må man kende behovene, og vide hvad og hvor meget der spises. Derudfra kan mængden af de forskellige næringsstoffer i maden bestemme ved brug af næringsmiddeltabeller. Ud fra kendskab til behovene kan man så beskrive og vurdere ernæringen.

En sund og god ernæring er opbygget således, at den rummer alle de forskellige næringsstoffer i de ønskelige mængder. Der eksisterer mange forskellige sammensætninger af fødevarer, der kan give kroppen den rigtige blanding. Fødevarerne kan inddeles i grupper for at lette overskueligheden over, hvordan ernæringen bør se ud, her anskueliggort med «Kostfirkanten», der inddeler fødevarerne i fire grupper:

Gruppe I

Grundkost
Korn og kornprodukter af hvede, ris, majs, rug, byg, hirse osv. (F.eks. brød, grød, kogt ris, spaghetti)
Stivelsesrige rødder (kartofler, cassava, yams osv.)
Stivelsesrige frugter (bananer, brødfrugter osv.)

Betydning:
Al grundkost er billige energi-, protein-, vitamin- og mineralkilder (særligt mht. B-vitaminer og jern).

Gruppe II

Proteinrig tillægskost
Bælgfrugter (bønner, ærter, jordnødder, sojabønner osv.)
Nødder (hasselnødder, mandler, valnødder, cashewnødder)
Oliefrø (solsikkefrø, sesamfrø osv.)
Animalske produkter (mælk, ost, kød, fisk, æg, insekter osv.)

Betydning:
Kombineret med grundkosten øges proteinernes mængde og kvalitet i måltidet.

Gruppe III

Vitamin- og mineralrig tillægskost
Grøntsager (mørkegrønne, bladagtige grøntsager, puré, gulerødder, tomater, paprika osv.)
Frugt (appelsiner, mango, papaya osv.)

Betydning:
Giver særligt rigt tilskud af A- og C-vitaminer i kosten, samt jern.

Gruppe IV

Energirig tillægskost
Ren fedt (olie, smør)
fedtrig mad (nødder, olie, frø, bacon, fedt kød osv.)
Rene kulhydrater (sukker, honning osv.).

Betydning:
Disse fødevarer fylder lidt, men er meget energirige.

Et sundhedsmæssig god ernæring må bestå af madvarer fra alle fire grupper. Måltidet bør bygges op omkring en eller flere af madvarerne i grundkosten, som udgør den største andel. I Danmark vil det sige brød, kartofler og kornvarer. Fødevarerne i de andre grupper bliver derved et tillæg til grundkosten og behøves som antydet i Kostfirkanten kun i mindre mængder. Dette gælder både for folk i de underudviklede lande og i vor del af verden. Kød, mælk og andre dyreprodukter repræsenterer en mulig proteinkilde i kosten. Disse produkter kan erstattes med andre proteinrige madvarer som ærter og bønner. En stor del af jordens befolkning lever da også af plantekost. Det er muligt at leve på en balanceret diæt uden animalske produkter som kød, æg og mælk. Det er kombinationen af madvarer, der bestemmer kvaliteten af ernæringen.

De rige lande

Med stigende indtægter og levestandard i vor del af verden har kød- og mælkeprodukter, margarine og sukker optaget en stadig større plads i ernæringen, sådan at disse produkter efterhånden danner selve grundkosten. De stivelsesrige fødevarer i gruppe I udgør blot et tillæg til måltiderne. Som eksempel på denne udvikling kan vi se på Danmark.

Traditionelt bestod kosten i Danmark af kartofler, korn og mel, samt madvarer fra husdyrbrug og fiskeri. Siden starten af det 20. århundrede spises der stadig mindre korn, kartofler og skummetmælk. Der spises mere margarine, olie, sødmælk, sukker, frugt, bær og grøntsager. Der er desuden et stigende forbrug af kød og et faldende fiskeforbrug. Madvarerne er ofte forædlede - dvs. industrielt forarbejdede - således at næringsværdien er lavere end i det oprindelige produkt. Ved fremstilling af f.eks. kartoffelchips går værdifulde vitaminer og mineraler tabt. I stedet får vi en fedt- og stivelsesrig «kartoffel». Sådan er det også gået med mange kornprodukter, hvor jern, fiber og vitaminer går tabt, i forhold til den næringsværdi kornet oprindeligt havde. I «industrimad» er fedt- og sukkerandelen ofte stor, da de anvendes meget som smags- og konsistensjævnere. Fedt «drøjer» også kød - særligt i færdigtlavede kødprodukter. En stor del af «frikadellerne» og «kødpølserne» består af fedt.

En stigning i læskedrikforbruget bidrager til en øget indtagelse af sukker og dermed energi. Dette er oftest «tomme, unødvendige kalorier», der fortrænger andre vigtige næringsstoffer. En stigning i alkoholforbruget bidrager også væsentligt til energioptaget.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Der eksisterer en rigelig tilgang til alsidige fødevarer her i landet. Selv om der eksisterer klasser og sociale lag, findes der ikke længere udbredt fattigdom. Underernæringen er i Norden derfor så godt som udryddet. Der eksisterer en god dækning med vitaminer i kosten. Proteintilførslen er generøs - særligt hvad angår dyrisk protein. Energioptaget er tilstrækkeligt - dog i overkanten. Fedtforbruget  i form af animalsk fedt og sukkerforbruget er som nævnt steget kraftigt. De negative udslag er tydelige og alvorlige:

Flere og flere fører et stadig mere stillesiddende liv, og sammen med et højt energioptag fører det til fedme. Hvis energioptaget over en periode er højere end forbruget, vil man tage på. Fedme er den overflodssygdom, der er lettest at opdage, fordi den er synlig. Fedme synes at øge med stigende alder, men findes også blandt børn og unge. Overvægt er ikke jævnt fordelt blandt de forskellige sociale klasser, men forekommer hyppigere blandt kvinder i de laveste lag. Dette gælder også børn og unge. Årsagerne til dette er selvfølgelig mange. Reklamen fortæller os, at det er de smukke, unge, slanke, sunde mennesker der er lykkelige. Det er imidlertid et privilegium for grupper med tid, penge, kræfter og viden at følge dette ideal.

50 % af alle dødsfald i den industrialiserede del af verden skyldes hjerte-karsygdomme. Det høje fedtforbrug og særligt animalsk fedt er risikofaktorer for udviklingen af disse sygdomme. Forhøjet blodtryk er også en risikofaktor. En ernæring der er rig på salt mistænkes for at kunne give forhøjet blodtryk. Hjerte-karsygdomme rammer særligt mænd - også mænd i ung alder. Overalt i verden hvor folk følger en vestlig ernæring, synes udviklingen af disse sygdomme at øge.

Stadig flere får sukkersyge i en voksen alder. Man mener, at dette ofte kan forbindes med overforbrug af mad, samt en genetisk (arvelig) disposition. Der findes endvidere en sammenhæng mellem udviklingen af sukkersyge som voksen og fedme. Folk med sukkersyge er desuden i højere grad udsatte for hjerte-karsygdomme.

En række kræftsygdomme er taget til i den industrialiserede del af verden - blandt andet tykktarmskræft. Man mener, at dette kan hænge sammen med det lave indhold af fibre i fødevarerne. Det lave fiberindhold i den forarbejdede kost fører ganske ofte til træg mave og forstoppelse, og mange mennesker lider under dette. Den bedste måde at rette op på dette er ved at øge indholdet af fibre i maden, f.eks. ved at spise mere groft brød og grøntsager. De mange typer afføringstabletter bliver da mere eller mindre overflødige. Brystkræft øger også, og det kan have sammenhæng med en vestlig livsstil med blandt andet et stillesiddende liv og et øget optag af animalsk fedt og protein.

Caries hænger sammen med sukkerforbrug. Mennesker der ikke spiser sukker, får sjældent caries. Det er bakterierne i munden, der opløser sukkeret og nedbryder det til syre, der opløser emaljen og tandknoglen. Hvor meget og hvor ofte sukker spises har betydning, men også hvordan sukkeret spises. Det er særlig skadeligt med sukkerrige fødevarer (som f.eks. klæbrige søde sager, slik, kager og søde læskedrikke) mellem måltiderne. Fluor øger tændernes modstand mod caries.

Blodfattighed som følge af jernmangel (jern-Anæmi) er udbredt i befolkningen. Manglens omfang er dog ikke så stor som i de fattige dele af verden. Nedgangen i forbruget af kornprodukter og den stigende raffinering af fødevarer er en medvirkende årsag. Andre former mangelsygdomme synes at være mere sjældne i Norden i dag.

De fattige lande

For den fattige befolkning i verden er ernæringsforandringen gået i den stik modsatte retning. Færre og færre af madvarerne i tillægskostgrupperne er tilgængelige; Tilbage er blot selve grundkosten - de stivelsesrige madvarer. Desuden er mængden i madskålen skrumpet ind. Mange har ikke engang lejlighed eller råd til at spise sig mætte. Når ernæringen bliver ensidig og mangelfuldt sammensat, fører dette til mangelsygdomme.

Hvis energioptaget bliver for lavt, vil det optagne protein forbrændes som energi istedet for at udføre dets vigtige funktioner. Mennesker der viser tegn på proteinmangel får altså som regel for lidt mad. Det er altså ikke specielt protein de mangler. Proteinunderernæring er en fællesbetegnelse på denne sygdomstilstand, der fører til slaphed, sløvhed, apati og nedsat fysisk aktivitet. Omkring 1/8 af verdens befolkning regnes for underernærede. Ekstrem underernæring fører til døden. Dette forekommer oftest hos børn under fem år. Den kroniske underernæring - som ofte er skjult - er en langt farligere og mere udbredt form, end den der rammer børn ved akut fødevaremangel, og som viser sig som store maver og tynde lemmer. En moderat form for underernæring i barndommen hæmmer normal vækst og udvikling. Den kan ikke fuldt ud genoprettes senere i livet, selv med en tilstrækkelig ernæring.

Gravide og ammende mødre, der har et forhøjet næringsbehov, er sammen med børnene de mest sårbare grupper, når det gælder underernæring. I praksis vil dette sige kvinder i den frugtbare alder - pga. de hyppige børnefødsler. Underernæring blandt mødre fører til, at de nyfødte får en lavere fødselsvægt og derfor bliver mindre modstandsdygtige overfor mangelsygdomme og andre sygdomme. Underernærede personer er lettere modtagelige for infektioner og febersygdomme. Statistikker fra U-landene opviser derfor sjældent dødelighed som direkte følge af underernæring. Underernæringen fremtræder istedet som øget dødelighed som følge af lungebetændelse, diaré, influenza, tuberkulose, børnesygdomme og luftvejsinfektioner.

Udover protein- og energiunderernæring findes der sygdomme, der skyldes mangel på specifikke vitaminer eller mineraler. Disse sygdomme kan også eksistere side om side med underernæring. Den mest udbredte mangelsygdom er ekstrem Anæmi, som følge af for lavt jernoptag, af vitaminmangel eller af et stort blodtab pga. parasitter. Anæmi nedsætter arbejdsevnen og -ydelsen, og den nedsætter modstandsdygtigheden overfor andre sygdomme. A-vitaminmangel er særligt udbredt i Asien, og vil efter længere tid føre til blindhed. 20-30.000 børn mister hvert år synet som følge af sygdommen. Struma, som følge af jodmangel, er udbredt blandt 300 millioner. Af disse er 3 millioner af samme årsag åndssvage og krøblinger.

Der findes flere andre typer mangelsygdomme, der er udbredte i den fattige befolkning. Fælles for dem alle er, at de skyldes en mangelfuld ernæring, der som regel afspejler levestandarden, dvs. befolkningens fattigdom.

Faktorer der påvirker ernæringen

Den traditionelle ernæring var bygget på generationers erfaringer. Viden om madvarer man mente var sundhedsmæssigt gode, gik i arv fra generation til generation. Denne viden er i færd med at gå tabt, eller er allerede gået tabt for store dele af verdens befolkning.

I dag er det overvejende de sociale, økonomiske og politiske forhold, som en befolkning lever under, der bestemmer ernæringen. De fleste mennesker er afhængige af at købe deres mad. Købekraften og indtægten spiller derfor en stor rolle. I de udviklede lande spiser flere og flere bedre og bedre, samtidig med at den del af indtægten der går til husholdningen synker. I en husholdning med lille eller ingen købekraft bliver madindkøbet meget begrænset. I en befolkning hvor 60-70 % af indtægten går til mad, vil man under en «fødevarekrise» hvor priserne f.eks. fordobles ikke have råd til at købe nok mad af den enkle grund at man ikke har penge nok.

En stadig stigende del af den mad der tilbydes på markedet er industrielt forarbejdet. Den er dyrere og har lavere ernæringsmæssig værdi end de oprindelige produkter. Samtidig er de forarbejdede fødevarer ofte lettere at få fat i end råvarerne. Når vi endvidere er underlagt et større tids- og arbejdspres end tidligere, er der få, der har tid og kræfter til at lave en «gammeldags, god middag». Mangel på viden om mad og om tilberedning bidrager også til denne udvikling. Reklame og markedsføring spiller netop på disse omstændigheder, og på forbrugernes usikkerhed og fordomme. Folk anvender produkter, som de kun har ringe eller slet intet behov for, og som fortrænger andre værdifulde produkter. Dette har særligt negative konsekvenser i de underudviklede lande, hvor købekraften er lav, og hvor behovet for rigtig, billig mad er stor. Men der er læskedrikke og modermælkserstatninger populære produkter.

Reklamens magt er stor. Fremmede madvarer der introduceres skaber let usikkerhed og ødelægger det gamle kostmønster. Reklame er desuden ofte den eneste form for «oplysning», som folk verden over får. Det er en kendsgerning, at der i dag anvendes langt flere ressourcer på reklame for madvarer med ringe eller ingen næringsværdi, end på saglig oplysning om ernæringsspørgsmål. Dette er vel ikke specielt underligt. Fødevareindustrien er først og fremmest ude efter at skaffe sig profit, ikke efter at folk skal spise rigtigt.

Også slankning er blevet et offer for profitten. Firmaer der tilbyder slankning gennem et ændret kostmønster dukker op som paddehatte og spiller på folks uvidenhed og fremmedgjorthed overfor maden. Helsekost er et andet eksempel. Akkurat som ved slankning er der store selskaber, der satser på «helsekost», fordi efterspørgslen er stigende og priserne og profitten derefter.

Rigtig påvirkning af ernæringen

Priser og markedsføring af mad spiller i dag en stor rolle for folks ernæring. De samme virkemidler kan tages i brug for at påvirke ernæringen i en gunstig retning. Oplysningskampagner og en prispolitik der favoriserer fisk frem for kød, kornvarer istedet for sukker og søde sager, vil kunne ændre ernæringen.

En praktisk omlægning af ernæringen ville medføre, at vi skulle spise mere grød, brød, kornprodukter og mindre sukker, fordi grød og brød er mineralrig kost (jern, B-vitaminer og fibrer), og sukker er tomme kalorier, der fortrænger vigtige madvarer. Endvidere må man spise flere kartofler og rodfrugter og mindre fedt, fordi kartoflen er protein- og stivelsesrig og en vigtig C-vitaminkilde, mens fedtet udgør en alt for stor andel af energioptaget og er en vigtig årsag til hjerte-karproblemerne. Man må også spise flere fisk og mindre kød, fordi fisken er en ressource, der ikke foreløbigt behøver at blive dyrket! Vi fisker hvert år millioner af ton, og denne værdifulde proteinkilde går stort set via fiskemel til dyrefoder. Vi bør tænke på, at der kræves 6 kilo korn for at producere 1 kilo kød.

Det er vigtig at forstå, at det er de politiske og økonomiske forhold der fremmer ernæringstypen. Valget af madvarer er derfor ikke frit, men bestemmes af folks købekraft, varens tilgængelighed, viden om madvarer og om ernæring. Ved ernæringssygdomme nytter det ikke at angribe symptomerne, så længe man ikke tager hensyn til symptomernes bagvedliggende årsager.

A.L.E.