Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 6.171
: :
Frente Amplio

Centrum-venstrealliancen Frente Amplio (FA, Den brede Front) fra Uruguay blev formelt dannet den 5. februar 1971 af en række partier og fremtrædende enkeltpersoner. Alliancen nød fra starten betydelig opbakning, der efter diktaturets fald i 1984 har været stadig stigende. Siden 1990 har alliancen haft borgmesterposten i hovedstaden Montevideo, hvor over halvdelen af vælgerne har stemt på FA. Det afslører samtidig et af alliancens hovedproblemer. Den er overvejende et hovedstadsfænomen og står svagt i de indre dele af landet, der styres af de traditionelle borgerlige partier, Blancos og Colorados. Trods alliancens meget store politiske spændvidde - den spænder fra hvad der kan sammenlignes med socialdemokrater til den yderste venstrefløj - har alliancen trods til tider heftige indre opgør formået at holde sammen. Den fastholder selv, at den væsentligste årsag hertil er dens grundprincipper om pluralisme og enhed.

FA blev dannet i en situation, der var præget af dyb økonomisk, politisk og social krise i Uruguay. Produktionen var i krise og landet plaget af høj inflation. Det var både udtryk for indgreb fra den internationale valutafond IMF's side, og for at den økonomiske model landet gennem 60 år havde fulgt var i dyb krise. En krise der især ramte landets folkelige sektorer.

Den sociale krise afspejlede sig i konstante protestdemonstrationer arrangeret af de folkelige organisationer, strejker arrangeret af fagbevægelsen og stigende vold pga. eskalerende sammenstød mellem byguerillaen Tupamaros og sikkerhedsstyrkerne.

På det politiske plan optrådte den borgerlige regering ledet af præsidenten Pacheco Areco stadig mere diktatorisk. USA var i færd med at introducere en ny national sikkerhedsdoktrin i regionen, der skulle dæmme op for tilslutningen til venstrefløjen. Først og fremmest gennem øget repression. Areco sætter de fundamentale rettigheder ud af kraft og indfører undtagelsestilstand, samtidig med at de politiske institutioner ikke umiddelbart berøres. Dette skaber en dyb politisk krise med stærke spændinger mellem parlament og regering, der regerer via dekreter. Regeringen lukker en række massemedier, fratager uddannelsessystemet dets autonomi, opløser fagforeninger og gennemfører militarisering af en lang række arbejdspladser. Det er under disse omstændigheder FA dannes i et forsøg på at standse processen mod diktatur, og for at bidrage til fred i landet. Det mislykkes. 2½ år senere tager militæret magten.

frente_amplio2.jpg (33477 bytes)
MPP udgør venstrefløjen indenfor Frente Amplio: «Ja til integration mellem folkene. Nej til fællesmarkedet Mercosur».
(Solidaritet)

Enhedsprocessen i årene forud for dannelsen af Frente Amplio

Langt den overvejende del af Uruguays befolkning nedstammer fra emigranter fra Italien og Spanien, der i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. måtte emigrere - ofte pga. deres faglige aktivitet i oprindelseslandet. Dette tilførte allerede fra starten af 1900 tallet Uruguay en stærk politisk dynamik, og var med til at gøre arbejderklassen stærk.

Siden slutningen af 1950'erne havde Uruguay gennemlevet en periode præget af store økonomiske, politiske og sociale forandringer. Afslutningen af Koreakrigen kastede eksporten af oksekød - Uruguays vigtigste eksportprodukt - ud i dyb krise. USA var i fuld gang med at befæste sin hegemoni på kontinentet i en periode præget af kold krig. I Cuba gennemførtes revolution. I denne situation udvikler de 2 traditionelle venstrefløjspartier - Socialistpartiet og kommunistpartiet - nye arbejdsformer og søger bl.a. at indgå bredere alliancer - bl.a. med sektorer indenfor de tradionelle højrefløjspartier, Blancos og Colorados.

Indenfor bevægelserne skabes der i 1958 en vigtig alliance mellem fagbevægelse og studenterbevægelse i kampen for selvstyre til landets Universitet. Denne alliance spiller en vigtig rolle i de følgende års massemobiliseringer. Klassekampen er gennem 60'erne præget af en lang række konflikter og strejker, og  samtidig arbejdes der på at samle de forskellige faglige organisationer fra både LO og funktionærområdet. Det lykkes i 1966 med dannelsen af den faglige enhedsorganisation CNT (Convensión Nacional de Trabajadores). Det gjorde med et slag fagbevægelsen til en meget stærk politisk aktør, der ofte fik vetoret overfor de borgerlige regeringers forsøg på økonomisk omstrukturering.

I 1968 gennemfører regeringen med udgangspunkt i USA's Nationale Sikkerhedsdoktrin de første undtagelsesbestemmelser. Det får en katalyserende effekt blandt de forskellige venstrefløjsgrupper, der er parlamentarisk repræsenteret, og gradvist opbygges der et parlamentarisk enhedsarbejde mellem disse grupper. De arbejder på at udvikle fælles holdninger, for på den måde at bygge bro over uoverensstemmelser.

FA dannes

Det var fra starten et grundlæggende princip for FA ikke blot at være en valgalliance, men at orientere sig mod permanent politisk aktivitet. FA skulle være et rum præget af fællesskab og enhed, men som samtidig garanterede de enkelte organisationers politiske identitet. Dette blev skabt gennem udviklingen af alliancens programmatiske basis, de fælles kandidaturer, organisationens vedtægter, aktionsgrundlaget og det politiske kompromis. Den programmatiske basis blev vedtaget i februar 1971 og markerede alliancens formelle oprettelse som en demokratisk, antiimperialistisk, antioligargisk, national, progressiv og folkelig politisk kraft. Samtidig udstikkes rammerne indenfor en lang række politikområder

FA får sin folkelige dåb den 26. marts 1971, da den gennemfører en massedemonstration med deltagelse af 200.000 mennesker for at dæmme op mod de tiltagende diktatoriske indgreb. Samtidig udser alliancen den afgåede general Liber Seregni som sin præsidentkandidat i valgene til november samme år. Samtidig udpeger FA fælles kandidater til borgmesterposterne. Ved valget får FA over 300.000 stemmer, svarende til 18,3 % af de afgivne stemmer. Det giver 5 senatspladser og 18 deputerede.

Over det næste 1½ års tid udvikler FA sin parlamentariske enhed, men det er for sent til at dæmme op for diktaturet. Den 27. juni 1973 tager militæret magten og lukker parlamentet.

Diktatur

De 12 år militæret havde magten frem til 1985 var præget af den kamp, USA havde sat på dagsordenen: Bekæmpelsen og destruktionen af venstrefløjen. Da byguerillaen Tupamaros først var nedkæmpet, blev FA diktaturets værste fjende. Mange af alliancens centrale skikkelser og masser af dens aktivister blev sat i fængsel, tortureret og dræbt. Mange valgte at gå i eksil, men andre blev i landet og indledte en stille kamp mod diktaturet.

Alliancens leder Liber Seregni sad i 2 perioder (1973-74 og 76-84) arresteret, men fortsatte fra fængslet med at lede FA. Han er med til at udvikle den politiske strategi, der er med til at give diktaturet dets strategiske knæk, da det i 1980 taber en folkeafstemning om ændring af forfatningen. Den gør det tydeligt, at diktaturet ingen folkelig støtte har. I 1983 lykkes det for første gang at gennemføre en 1. maj demonstration og den 27. november samme går hundredetusinder i demonstration for demokrati og danner en frihedens flod gennem Montevideo.

Den 15. februar 1985 må diktaturet afgive magten og parlamentet indsættes. Forud er gået en langvarig proces af forhandlinger mellem alle politiske partier og diktaturet for at etablere de rammer, overgangen skal gennemføres indenfor. Som led i denne proces blev Seregni løsladt 19. marts 1984.

Demokrati

Overgangen til demokrati var præget af enorm politisk og folkelig aktivitet. Specielt ungdommen var meget aktiv og havde store forventninger til det nye Uruguay. FA havde spillet en særdeles vigtig rolle i overgangen til parlamentarisk demokrati og fik ved valgene i november 84 over 400.000 stemmer svarende til 21,2 % af stemmerne. En fremgang på næsten 3 % - og 100.000 stemmer - ifht. valgene 13 år tidligere. Diktaturets formål - at knuse venstrefløjen - var slået totalt fejl.

De følgende års tomultagtige politiske udvikling førte også til spændinger internt i FA. Et par af alliancens organisationer på højrefløjen - PGP og de kristelige PDC - gik ud, og på venstrefløjen kom nye organisationer ind. Bl.a. den gamle byguerillabevægelse, Tupamaros, der nu var omdannet til et legalt politisk parti.

Ved valgene i 1989 fastholdt FA med 21,2 % af stemmerne sin opbakning fra 84, men denne gang fik alliancen over halvdelen af stemmerne i hovedstaden Montevideo og dermed borgmesterposten. I starten af 1990 kunne FA's kandidat, Tabaré Vazquez overtage posten.

Det omfattende folkelige politiske deltagelse medfører samtidig, at folkeafstemninger sættes på dagsordenen i en række centrale politiske spørgsmål. I april 89 går uruguayerne til afstemning om, hvorvidt diktaturets ansvarlige for tortur og mord skal stilles for retten. Højrefløjen fører en intens og hidsig kampagne for at hindre dette og truer åbent med, at militæret igen vil tage magten, hvis forslaget vedtages. FA gennemfører sammen med andre politiske sektorer en enorm kampagne for at sikre strafforfølgning af de skyldige, og trods højrefløjens trusler stemmer 46% af befolkningen for dette forslag. Det er bare ikke nok.

I 1992 går befolkningen atter til folkeafstemning. Denne gang om privatisering af offentlige virksomheder. Et forslag som forkastes med 72% af de afgivne stemmer. Uruguay er således det eneste land i regionen, hvor neoliberalismen ikke har kunnet gennemføre en omfattende privatiseringsproces.

Med borgmesterposten i Montevideo og halvdelen af stemmerne i hovedstaden har FA fået et solidt politisk fodfæste og en central placering i medierne. Ved valgene i november 1994 går alliancen derfor frem fra 21,2 % til 31,8 % af stemmerne. Den traditonelle blokdannelse i Uruguay, hvor de 2 gamle højrefløjspartier har delt stemmerne imellem sig er dermed endelig brudt. FA er kun nogle få procent fra at erobre præsidentposten.

At alliancen kommer så tæt på regeringsmagten giver samtidig politiske tømmermænd internt, for godt nok vil partiet gerne erobre regeringsmagten, men den er samtidig klar over, at med kun 30-35% af pladserne i parlamentet, vil den borgerlige blok kunne lamme regeringsarbejdet. Det rejser derfor en intens intern diskussion om betingelserne for at ville overtage regeringsmagten. Denne diskussion endte i 1996 med, at FA indgik en aftale med de borgerlige partier om, at præsidenten fremover skal have mindst 50% af stemmerne. Ved valget i november 1999 fik alliancens kandidat Tabaré Vazquez 44 % i anden valgrunde, mens regeringspartiets Jorge Battle fik 52 %. Alliancen er ikke interesseret i at opnå regeringsmagten, før den faktisk har et folkeligt og parlamentarisk grundlag for at kunne regere.

Som konsekvens af de voldsomme interne diskussioner om regeringsstrategien og fordi han nu var blevet 80 år, trak alliancens formand Liber Seregni sig i starten af 1996, og banede vejen for Tabaré Vazquez, der i dag er alliancens formand og præsidentkandidat.

FA har gennem 90'erne gjort en betydelig indsats for at fodfæste i det indre Uruguay, men det er endnu kun lykkedes i begrænset omfang. Det afspejler at der eksisterer en voldsom politisk, social og økonomisk polarisering mellem de indre dele af landet, der er præget af fattigdom, analfabetisme, tynd befolkning og kvægproduktion, og området omkring hovedstaden hvor landets industri er koncentreret, og hvor bevidstheden er højest. Selvom FA nyder stor respekt og har betydelig opbakning, er det tvivlsomt om alliancen vil komme blot i nærheden af regeringsmagten, før den slår igennem også i de indre dele af landet.

A.J.