Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Kunst  .  Arkitektur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 70.749
: :
Funktionalisme

Funktionalisme er en tænkemåde, der i vid udstrækning betjener sig af funktionsbegrebet indenfor psykologi, sociologi og byggekunst.

Arkitektur

Funktionalismen opstod som retning indenfor arkitekturen efter verdenskrigen 1914-1919, og havde som forgænger bl.a. futurismen. Ønsket om at udvikle en funktionel arkitektur var flertydig. Den funktionalistiske bevægelse havde dels front mod ydre pryd og forskønnelse, dels rettede den sig mod alle former for stilforvirring, og endelig prøvede den at reflektere de nye muligheder, som bygningsindustrien kunne give, og på de nye begrænsninger som de nye produktionsmetoder indebar. Ordene funktion og funktionalisme blev efterhånden stående som fællesbetegnelse for modernisering, teknisk effektivitet og industriel standardisering af byggeelementerne. Funktionalismen kendetegnes på detaljernes niveau ved enkelhed i liniespillet, ved vægt på brugssammenhænge og en purisme, der på samme tid virkede streng og befriende. Overklassens tyngende og opstyltede byggestil forlades til fordel for en ny saglighed, den almindelige brug af genstande og omgivelser. På byniveauet kendetegnes den ved en ny kollektivisme, ved høj boligkoncentration, trafikmaskiner, et biologisk rigtigt forhold mellem bebyggelse, bosætning, lys, luft, plæner og træer. Ved at inddele byerne i funktionsområder, således at rekreations- og arbejdssteder blev adskilte, ville funktionalismen redde byerne fra støjplagen og andre plager, som masseanvendelsen af teknikken havde ført med sig.

Funktionalismen er både stolt, dristig og fuld af tro på fremtiden - og bekymret og optaget af at redde stumperne. Den latterliggør opstyltet arkitektur og græske søjler som forfængelig staffage, eller døre og porte der er så monumentale, at de knapt er mulige at komme igennem. Men på den anden side fremhæver den i og for sig selvfølgelige ting, at genstande og bygninger må tilfredsstille visse brugsmæssige krav. På samme måde tager funktionalismens byplanlægning sigte på at redde industrisamfundet, dvs. det samfund hvor den kapitalistiske produktionsmåde lader de tekniske fremskridt fremtræde som naturprocesser, der vælter ind over samfundet. Med andre ord: Funktionalismens by-teori vil kompensere for visse virkninger af teknisk-økonomisk fremmedgørelse uden at rette opmærksomheden mod selve denne fremmedgørelse.

Som defensiv strategi trækker funktionalismen sig tilbage til det nødvendige, det strengt sagligt påkrævede, det rent hensigtsmæssige. Som offensiv strategi fremstår funktionalismen som en befrier fra ufornuft, og som teknikkens selvrepræsentation og selvtilbedelse.

En række funktionalistiske arkitekter og formgivere knyttede sig til den socialistiske bevægelse i Europa. Det forenklede formsprog var både gunstigt for massefremstilling af boliger, møbler osv., og fortonede sig også som et godt udtryk for en socialistisk livsanskuelse: Det borgerlige samfunds mystifikationer viger for lønarbejderklassens interesse i at se verden som den er, uden falske facader, udskæringer og eksotiske indretninger af hjemmet. Men netop ved at den formåls-rationelle side ved den menneskelige virksomhed og handling blev så stærkt betonet i funktionalismens byggekunst, blev funktionalismen efterhånden ramt af mange af de indvendinger, der rettes mod det teknologisk fremskredne kapitalistiske samfund: En forarmning af det følelsesmæssige, og frembringelse af rationelle processer og forhold indenfor en samfundsmæssig helhed som selv er irrationel.

Samfundsvidenskab

Funktionalismen i samfundsvidenskaben og psykologien er umiddelbart forskellig fra arkitekturens, og prøver at forstå menneskesindet og samfundet som helheder (totaliteter), med en iboende tendens til selvbevarelse. De træk eller forløb som bidrager til eller opretholder den psykiske eller sociale integration hævdes at være funktionelle for helheden, eller også hævdes det, at disse træk eller forløb har denne funktion.

Funktionstænkningen indenfor sociologien og etnografien var oprindelig tænkt som et brud med den historiske betragtning af samfundsforholdene. Mens historikerne forstår en samfundsinstitution ved at finde ud af, hvordan den er opstået, vil den funktionalistiske tolkning bestå i, at vise hvordan den pågældende institution danner en helhed sammen med andre institutioner, der eksisterer samtidigt. Funktionalismen er altså overvejende en samtidig (synkron) betragtningsmåde. Sociologen Talcott Parsons' tolkning af familien i industrisamfundet er ét eksempel på denne (synkrone) funktionalisme. Kernefamilien og ægteskabet med dets følelsesladede forhold er komplementære til (udfylder) det økonomiske livs præstationsorienterede forhold. Den ene institution er overvejende følelsesbetonet, den anden overvejende nyttebetonet, og begge refererer til hinanden, er funktionelle for hinanden. De udgør tilsammen en differentieret helhed. På lignende vis er det alment accepteret, at de religiøse institutioner har en integrativ (sammenbindende) funktion i samfundslivet. De religiøse ritualer og symboler forener på en mere omfattende måde samfundsmedlemmerne end andre sociale institutioner kan gøre.

Det mest omstridte punkt i den sociologiske funktionalisme er dens overindividuelle tendens. Alle funktionalister går ikke lige så langt som f.eks. Talcott Parsons, der lige ud siger, at «sociale systemer» har en iboende tendens til at opretholde deres ligevægt ved visse «integrative mekanismer». Alligevel er de fleste tilbøjelige til at tænke på samfundet som et væsen, der har sine egne behov og aktiviteter. Behov og aktiviteter der ikke kan tilbageføres til de enkelte samfundsmedlemmer, kort sagt, tænke på samfundet som et kollektivt væsen. Uviljen mod denne tanke er umiddelbar og politisk: De der er forankrede i den liberale og individualistiske tradition betragter med frygt og afsky dette «totalitære» tankesæt, som forbindes med f.eks. fascismens «totalitære» styreform og samfundsteori. Men uviljen har også mere videnskabelige årsager, eftersom det er uafklaret, hvorvidt «samfundet som helhed», «et socialt system» kan tilskrives hensigter og behov. Det er alligevel forhastet at afvise den yderliggående funktionalisme med, at samfundet er summen af enkeltmedlemmernes sindstilstande og handlinger, da det individuelle formes og formidles af det sociale, og da resultaterne af menneskelig virksomhed (f.eks. arbejdsprodukter, bygningsværker, malerier) indgår i samfundslivet som en slags deltagere. Samfundet består ikke alene af individer.

Funktionalismen er ofte blevet beskyldt for at være ensidig konservativ, i betydningen at beskrive samfundslivet som grundlæggende harmonisk, baseret på fælles værdier og orienteringer, og fortrænge betydningen af konflikter i samfundslivet. I denne form har funktionalismen nok en ideologisk rolle og er gavnlig for statens herskende lag, der gerne omtaler samfundet som et nationalt fællesskab, med fælles interesse i et stort nationalprodukt, et effektivt nationalt forsvar osv. Men som påvist af Robert K. Merton (og efter ham mere udførligt af Arthur Stinchcombe) er der intet til hinder for at behandle samfundsmodsætninger indenfor funktionalismen.

Marx' teori om klassekampen er også funktionalistisk, når vi opfatter begrebet bredt. Det er fordi samfundsklasserne danner en helhed, at modsætningerne mellem dem frembringer ændringer i produktionsmåden. Klassekampens funktion er at være historiens drivkraft. De herskende ideologier som mystifiserer de undertrykte klasser, har som funktion at dæmpe modsætningerne og bevare produktionsmåden som den er. Marx betragter helt alment samfundsformationen som en totalitet som ændres indefra, og de forskellige interessegrupper og institutioner beskrives udfra denne vinkel.

D.Ø.


Litteratur

Le Corbusier: La ville radieuse, Paris 1931.
R. K. Merton: Manifest and latent functions, i Social theory and social structure, Glencoe, Illinois 1949.