Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Fængsel

Man har kendt til fængsler langt tilbage i historien. Men fængslet som straf er en forholdsvis ny foreteelse. Lidt afhængig af hvad vi mener med fængsel, er denne straffeform kun 150 eller 300 år gammel. Helt frem til 1600-tallet forekom frihedsstraffen næsten ikke. Man havde fængsler men det var blot til varetægt indtil dom og straf faldt. I Skånske, Sjællandske og Jyske Lov findes fængselsstraffen ikke. I stedet var der et system af fysisk afstraffelse og bøder: prygl, pisk, brændemærkning, afskæring af øre, tunge, lemmer eller hovedet sammen med straffeformer som fredløshed, landsforvisning og formuestraffe. Det var stadig først og fremmest kroppen man straffede med pine og smerte.

Først i løbet af det 16. og 17. århundrede vandt fængselsstraffen indpas i Danmark. I midten af 1600-tallet befalede kongen, at stærke og ledige lovovertrædere skulle tvangsudskrives til arbejde på Holmen. Denne fængsling fandt sted uden dom for et ulovligt forhold, selve løsgængeriet var tilstrækkelig for indespærring i tugthus. Frihedsstraffen havde karakter af statslig økonomisk vinding, samtidig med at man forsøgte at løse problemerne med det løsgængeri som feudalismens opløsning medførte, at beskytte samfundet mod «de farlige klasser».

I slutningen af 1700-tallet tillagdes fængslet endnu en opgave. Formålet var nu ikke alene at beskytte samfundet mod forbrydere og skaffe arbejdskraft, men også at forbedre disse til atter at blive gode og nyttige samfundsborgere. Ved Tyveriforordningen af 20.2. 1789 anføres det, at hensigten med straffen for tyveri er forbryderens forbedring. Mottoet for straffen er ikke alene afskrækkelsen, men også et håb om forbedring via straffen. Fængslerne blev kaldt forbedringshuse.

Årsagen til ændringerne i straffesystemet kan med den franske idehistoriker Foucault ses som en dybtgående strukturændring af lovbruddene (Foucault 1994a s. 83). Denne strukturændring hænger sammen med kapitalismens gennembrud:

«Med de nye former for kapitalakkumulation, produktionsforhold og juridiske ejendomsforhold skifter synet på folkets stilfærdige, tolererede og dagligdags, eller tværtom voldelige krænkelser af andres rettigheder. De omdefineres som forgribelser på anden mands ejendom. Tyveriet tenderer mod at blive en hovedform for lovovertrædelse, når et samfund med juridisk og politisk begrundede afgifter forvandles til et samfund grundet på tilegnelse af midler og arbejdsprodukter. Eller sagt på en anden måde: Lovbruddets økonomi bliver omstruktureret med udvikling af det kapitalistiske samfund.» (Foucault 1994a, s. 81)

Samtidig med ændringerne i lovbruddene sker der en forvandling af straffemetoderne. I stedet for tidligere tiders tortur og legemsstraffe indføres fængselsstraffen. I følge straffereformatorerne skulle fængslet påvirke forbryderens sjæl. Lovovertræderen skulle resocialiseres således, at vedkommende kunne genindtræde i samfundet. Ændringen af straffemetoderne blev præsenteret som en «humanisering» af straffesystemet - som mindre grusom. Foucaults påstand er, at det drejer sig om en «humanisering» i en anden betydning. Hvor man i det gamle straffesystem havde fokuseret på selve ugerningen og kroppen, fokuserede man nu på individet og dets sjæl. Det der egentligt er tale om, er et skift og en effektivisering af magtens teknologi.

Mellem det 16. og 19. århundrede blev der udviklet en række teknikker med henblik på at indramme, kontrollere, måle og afrette individerne. At disciplinere dem, d.v.s. dressere og manipulere kroppen for at frembringe en tvungen forbindelse mellem øget færdighed og skærpet underkuelse, gøre dem føjelige og nyttige på engang. Overvågning, eksercits, optegnelser, rapportering, inddeling, undersøgelse og registrering udviklede sig som teknikker til at beherske og manipulere mennesker med. Disciplinen udvikles først og tydeligst i forskellige institutioner: i galehuset, hospitalet, militæret, skolen, fabrikken og fængslet, men det er Foucaults påstand, at de breder sig ud i samfundet og forvandler det til «det disciplinære samfund.»

Frihedsstraffen

Men hvis pinen ikke længere er den fysiske smerte som påføres kroppen, hvori består da pinen ved fængslet da. Fængselsstraffen kaldes også «frihedsberøvelse». En forudsætning for fængselsstraffens udbredelse og udviklingen er således dannelsen af det «frie individ». Uden frihed ingen frihedsstraf. Det frie individs opståen er en historisk proces som får sit gennembrud i slutningen af 17-hundredetallet. Med feudalismens sammenbrud og ophævelsen af livegenskabet skabes den «frie» arbejder. Den amerikanske uafhængighedserklæring og Den franske Revolution formulerer ideer om det enkelte menneskes frihed, universelle menneskerettigheder osv. Ideen om det frie individ er en historisk og social konstruktion. «Selvet» bliver en videnskab med psykologien og Freud og Jungs teorier om «jeget» Fængslet som straf forudsætter således ideen om den individuelle frihed udbredelse og samtidig konstruerer fængslets praksisser en individuel identitet - den kriminelle, der videnskabeliggøres i kriminologien. For at forstå frihedsstraffens logik må man forstå det omgivende samfund og omvendt kan man forstå dele af det omgivende samfund ved analyserer fængslets praksisser.

Det danske fængselsvæsens opståen

I Danmark blev der i begyndelsen af 1800-tallet nedsat en række kommissioner, der skulle omsætte de nye tanker om straf til handling. Det var først og fremmest nationaløkonomen C.N. David, der var drivkraften i denne proces. Han skrev en lang række artikler, foretog studierejser og deltog i kommissionsarbejde. Der blev udarbejdet planer om en ny fængselsstruktur, men på grund af landets dårlige økonomi, krig og de omvæltninger den «borgerlige revolution» medførte i statsapparatet, gik der adskillige år før disse planer blev til virkelighed.

Der var to opfattelser af hvordan det nye fængselssystem burde indrettes i den betænkning fængselskommissionen afgav i 1842. C.N. David var tilhænger af Philadelfiamodellen: Et cellefængsel med total isolation af fangen både nat og dag. Dette havde til formål at bevæge de straffede, dels gennem udelukkelse fra menneskelig samkvem, og dels ved hjælp af selvransagelse og anger at forbedre sig og indstille sig på en ny livsform. En anden holdning repræsenteret ved M. Lange foretrak den såkaldte Auburnmodel. Dette system holdt fangerne isolerede om natten, mens dagen tilbragtes på fælles arbejdssale, hvor tavshed dog var strengt påbudt.

Kongens resolution faldt den 25 juni 1842 og forenede de stridende opfattelser ved at inkorporere begge systemer som led i en nyordning af det danske fængselssystem. For lange straffe skulle Auburnmodellen tages i anvendelse - det såkaldte tugthus. For kortere straffe kunne isolationsfængslet efter den philadelfiske model benyttes - det såkaldte forbedringshus. C.N. David blev 27 november 1848 udnævnt til overinspektør for fængselsvæsnet. I praksis betød dette opførelsen af Blegdammens fængsel i 1848, tugthuset i Horsens i 1853, forbedringshuset på Vridsløselille mark i 1859 og endelig Vestre Fængsel i 1895.

De nye fængsler var prestigebyggeri, som man var stolte over, og som man opfattede som moralske hospitaler. Til indvielsen af Blegdammens fængsel var kongen til stede. Adam Oenhlenschlæger havde skrevet en kantate med musik af H. Rung til lejligheden. Ved ibrugtagningen af fængslet i Vridsløse i 1859 var der indlagt vand, gas til belysning samt vandskyldende toilet i hver celle. Kedler i kælderen sørgede via varmerør, som gik gennem samtlige celler, for opvarmningen. Endvidere var der i hver celle særskilt frisklufttilførsel og udsugningsrør. Disse tekniske finesser var dengang nye og næsten ukendte her i landet. (Kildemoes 1959, s. 12) Fængslets første overlærer, digteren H.V. Kaalund skrev i 1862:

«Det nye cellefængsel på Vridsløselillemark har vistnok et gyldigt krav på at anses for vort lands mønsterfængsel. Enhver, som kender lidt til dets indretning, som har kastet et blik ind i disse lyse, kirkelignende fløje, hvori man til alle sider kan overse hundrede af celledøre, indenfor hvilke der fra morgen til aften hersker en nyttig virksomhed, vil uden tvivl have modtaget et velgørende indtryk af, at dette fængsel, så intelligent i sit hele præg, så skikket til at indgyde ærefrygt for loven, har grumme lidt tilfælles med de ældre såkaldte forbedringshuse, ... Det er ikke blot en straffeanstalt, det er tillige i ordets sande betydning et forbedringshus, et slags moralsk hospital...» (Kildemoes 1959, s. 3-4).

Behandlingen i disse moralske hospitaler bestod af arbejde, belæringer fra præst og lærer og isolation. Færgselskirken og skolen var indrettet med små aflukker i amfiteatralsk stigende kredse med prædikestol og kateder som centrum, således at fangerne ikke kunne se eller kontakte hinanden. Det bærende princip var isolation af fangerne. I Vridsløse var de isoleret døgnet rundt, såvel i arbejdstiden som i den sparsomme «fritid». Kun vogteren og præsten måtte fangen tale med. Formålet var, at fangen skulle have tid og mulighed for at angre sin synd og forlige sig med sin Gud. Isolationen af fangerne fremkaldte sindssyge og selvmord. Isolationsprincippet blev gradvist lempet efter århundredeskiftet, da det viste sig, at fangerne i stort omfang blev sindssyge. Men først ved Kgl. anordning af 10/5 1947, angående fuldbyrdelse af fængselsstraf, bortfaldt afsondringsprincippet helt.

Hvad foregår der i et fængsel?

Hvad går dagen med i et nutidigt dansk fængslet? Hovedparten af betjentenes tid går med at holde fangerne indespærret samt at opretholde ro og en bestemt orden via udøvelse af overvågnings-, kontrol- og disciplineringsteknikker. Det vil sige handlinger og praksis'er der søger at forme fangernes handlinger.

Rent magtteknisk er et fængsel således et forsøg på styring og kontrol af menneskers geografiske rum, tid og aktivitet. Det der karakteriserer specielt fængslets styring er dels, at det omfatter så at sige hele individets tid, rum og aktivitet, og dels at magtteknikkerne udøves med en intensitet, der detaljeret fastlægger rum, tid og aktivitet, og endvidere at styringen indeholder et stort element af tvang.

For det første begrænses det mulige rum af ringmuren, inden for hvilken fangen skal opholde sig i et eller andet bestemt tidsrum. Men desuden organiseres livet inde i fængslet som en minutiøs planlægning af fangens bevægelser i tid og rum. Alting i fængslet foregår på forud bestemte tider og steder - i en bestemt rytme. Hvert individ har sin bestemte geografiske plads på et bestemt tidspunkt, med regler for hvad vedkommende må foretage sig i dette rum - på denne tid. Enhver bevægelse fra et lokale til et andet overvåges og noteres i protokol. Fangen har nummer og identitetskort, der skal medbringes, når han bevæger sig ind og ud af rum eller eskorteres rundt i fængslet.

Det er ikke kun fangernes rum og tid fængslet søger at styre. Det er også aktiviteten i tiden og rummet. Tvangsarbejdet har altid været en vigtig del af fængslets styringsteknikker, ikke primært for produktionens eller fortjenestens skyld, men fordi man betragtede det som disciplinerende. Straffearbejdet skaber orden og regelmæssighed, fordi det definerer hvad der er den tilladte aktivitet. Straffearbejdet udelukker uro, og gør bevogtningen lettere, fordi mange fanger koncentreres i få rum. Arbejdet er opgivet som resocialiserende eller profitgivende projekt. Fangen er ikke en ressource der kan bruges, men et individ som skal disciplineres.

Det er ikke kun i arbejdstiden fangen disciplineres. Livet i fængslet reguleres af et meget omfattende regelsystem. Ud over reglerne for dagens forløb i tid og rum er der regler for opførsel og sprogbrug. Der føres journal over fangen. Der skrives notater om opførsel, vaner og hvem man omgås. Der er regler for, hvordan fanger skal omgås hinanden. Der er nøje regler for indretning af celle, størrelse af gulvtæppe og møbler. Disciplinens formål er dels at sikre ro, en bestemt orden og punktlighed, dels at minimere fangernes egenvilje og selvbestemmelse.

Styring af fangernes tid, rum og aktivitet kræver kontrol og overvågning. Overvågningen kan sammenfattes i panoptikon-pricippet. Ordet er sammensat af «pan», der på græsk betyder «alle» og «optikon», som betyder «se». Begrebet stammer fra englænderen Jeremy Bentham (1748-1832), der foreslog at bygge fængsler som panoptikons, dvs. med en arkitektur og en organisering, der muliggjorde at få vogtere kunne overvåge mange fanger. Benthams oprindelige Panoptikon-fængsel var tænkt med celler i flere etager organiseret i en cirkel med kun gitterdøre mod midten, således at alle fanger kunne overvåges samtidig fra et tårn midt i cirklen. Benthams princip er, at magten skal være synlig og ukontrollerbar. Synlig: uden ophold skal fangen have centraltårnets høje silhuet foran sine øjne. Det er derfra han udspejdes. Ukontrollerbar: fangen skal aldrig vide om han virkelig bliver iagttaget. Fangen kan ses, men ser ikke selv. Han er objekt for information, men aldrig subjekt i kommunikation.

Selv om den klassiske panoptiske arkitektur ikke længere er fremtrædende, så lever princippet videre. I nutidens fængsler er centraltårnet erstattet af videokameraer, som overvåger fangerne, sammen med mikrobølgealarmer på gårdtursarealerne og langs ringmuren. Indvendigt er cellefløjene overvåget af bevægelsesalarmer, når fangerne er lukket inde i cellerne. Desuden er der patruljevirksomhed omkring fængslet. Personalet er udstyret med personlige overfaldsalarmer og bærbare radioer. Panoptikon princippet eksisterer således i bedste velgående, blot er observationstårnet afløst af en central kommandostation med tv-monitorer og radiobase.

Visitation er en anden gennemgående kontrolfunktion i fængslet. Kropsvisitation foretages rutinemæssig efter udgang fra fængslet og efter besøg. Den består af total afklædning og visitation af tøj. Ved konkret mistanke kan der gennemføres visitation af «legemets hulheder» under medvirken af en læge. Kropsvisitation udføres ligeledes stikprøvevis inde i selve fængslet. Hvis en fange mistænkes for narkotikamisbrug indkaldes fangen med mellemrum til urinprøve. Al post og effekter, der indleveres til fængslet, underkastes visitation.

Overvågning og kontrol hindrer fangen i uantastet at bryde reglerne. Ved overtrædelse af regler træder et internt straffesystem i værk bestående af advarsel, bøde, strafcelle, udelukkelse fra fællesskab, forflyttelse til anden anstalt. Ordenen opretholdes om nødvendigt med fysisk tvang. Ved optræk til uro i fængslet, f.eks. hvis der er begået hærværk eller der strejkes, isoleres samtlige fanger i deres celle, med henvisning til opretholdelse af orden og sikkerhed.

Hvorfor fængsler?

Men hvilken rolle har det moderne fængsel? 1950´ernes og 60´ernes fængsel var industri- og velfærdssamfundets fængsel. Det var kendetegnet ved at arbejde og resocialisering var centrale begreber. Man anså fangen for en social ressource. Han skulle lære at arbejde således, at han ved løsladelsen kunne indtræde i produktionen igen.

I 70´erne og begyndelsen af 80´erne betragtede man fængslet som en institution i krise. Et dyrt og udueligt straffesystem, som der ikke kom noget godt ud af. Fængslet blev betragtet som en fiasko.

«...de undersøgelser, der foreligger om frihedsstraffens indflydelse på den indsattes personlighed, giver ikke grundlag for at bedømme frihedsstraf som et velegnet middel til resocialisering af den indsatte.» (Justitsministeriet 1977, s. 10).

Kyvsgaard (1989) har lavet en undersøgelse af levevilkårene for de mennesker, som kommer i fængsel samt hvorledes deres levevilkår er efter løsladelsen. Kun en fjerdedel af de fængselsdømte var i arbejde ved fængslingen og halvdelen af dem var helt uden tilknytning til arbejdsmarkedet. 78% af de fængselsdømte havde ingen erhvervsuddannelse, mod 35% i befolkningen. Mens 1 ud af 10 i befolkningen har modtaget kontanthjælp, er det næsten kun 1 ud 10 fængselsdømte, der ikke har modtaget denne hjælp. Antallet af førtidspensionister er 2-3 gange højere blandt fængselsdømte end i befolkningen som helhed. Dødeligheden blandt mandlige lovovertrædere er fem gange så stor som i befolkningen som helhed. Næsten halvdelen af den fjerdedel, der inden strafafsoningen var i arbejde, bliver arbejdsløse efter løsladelsen. En stor del af dem der ikke modtog hjælp inden strafafsoningen, er blevet kontanthjælpsmodtagere.

Kriminologien har således i overvejende grad betegnet fængslet som en fiasko. Rusche og Kirchheimer (1939 s. 207) skrev allerede for mere end 50 år siden:

«Det nyttesløse i strenge straffe og grusom behandling kan bevises tusind gange, men så længe et samfund ikke er i stand til at løse de sociale problemer, vil undertrykkelse - den nemme løsning - altid blive accepteret. Den skaber illusionen om sikkerhed ved at skjule symptomerne på sociale problemer med et system af legale og moralske domme. Der er et paradoks i det faktum, at fremskridtene i menneskelig viden, har gjort problemerne omkring straffesystemet mere forståelige og mulige at løse end tidligere, men samtidig synes en grundlæggende revision af straffepolitikken fjernere i dag end nogen sinde før, på grund af straffepolitikkens funktionelle afhængighed af den givne sociale orden.»

Det er imidlertid kun et paradoks, hvis man fastholder, at fængslets opgave er at løse kriminalitetsproblemet. Hvis fængslet ikke har til formål at forhindre lovovertrædelser, men at skille dem ud og indordne dem i en almen underkuelsestaktik, hvis straffesystemet er en måde at styre den ulovlige virksomhed på, at ridse visse tolerancegrænser op, give nogle former for ulovlig virksomhed frit løb og øve pres på andre former, er situationen en anden (Foucault 1994a. s. 242). Forholder det sig sådan, er fængslet kun tilsyneladende en «fiasko». I så fald når fængslet sit mål, fordi det definerer det kriminelle, som isoleres, stilles i fuldt dagslys og organiseres som et relativt lukket, men gennemtrængeligt miljø. Fængslet bidrager til at skabe en synlig og stigmatiseret lovstridig virksomhed. Fængslet producerer forbrydere, et miljø som tilsyneladende er gjort marginalt, men som samtidig kontrolleres fra centralt hold. Det er lykkedes fængslet at producere forbryderen som et patologiske subjekt. Fængslet forvandler lovovertræderen til «forbryderen» og krystalliserer kriminaliteten i strømmen af lovstridige virksomheder (Foucault 1994a, s. 246). Hvor man tidligere anså mere fængsel som en fiasko for resocialiseringstanken, ser man i dag mere fængsel som mere effektiv kontrol. Dette er et væsentligt træk ved 90´ernes neoliberale fængsel.

Det neoliberale fængsel

Globaliseringen har betydet en stadig frigørelse af markedskræfterne fra den politiske ramme, som har omgæret nationalstaten de sidste tre århundreder. Hvor økonomien tidligere var indlejret i nationalstaternes politik, indlejrer den globale økonomi i dag i stadig højere grad den nationale politik. Vi lever i en postkeynesiansk tid.

Det påtvungne tab af evnen til at regulere de økonomiske kræfter, som globaliseringen har medført, præsenteres som en ønskværdig modernisering af den politiske styringsrationalitet.

Neoliberalismen betegner således et skift i rationalitet i forhold til velfærdsstaten og dermed nye disciplineringsformer, strategier og mål for styring. Neoliberalismen adskiller sig fra den klassiske liberalisme ved ikke at anse markedet for en «naturlig» dynamik, der uden indblanding fra staten og overladt til sig selv vil optimere velstand. Den neoliberale stat er ikke en minimalstat. Tværtimod er det den neoliberale stats opgave at oprette, sikre og pleje et «naturreservat», inden for hvilket markedskræfterne har de bedste betingelser for at udvikle sig. I stedet for som tidligere at søge at regulere og kontrollere markedet bliver det i stadig stigende grad statens rolle at servicere og facilitere markedet med arbejdskraft, infrastruktur og sikkerhed, osv. Markedet trives bedst under visse politiske, legale og institutionelle betingelser, som staten aktivt må skabe.

Neoliberalismen søger at udbrede markedsformen til nye områder og organisationer: Til offentlige institutioner, til selve regeringsførelsen, til styringen af individer. Teorier fra mikroøkonomien overføres til disse sektorer. Det betyder ikke, at den centrale magt svinder bort. Den styrer per distance. Hvor det før var socialvidenskabelige eksperter, der definerede hvad der var rigtigt og forkert, er det nu management, økonomiske og regnskabsmæssige eksperter, der gennem budgetter og revision disciplinerer og definerer hvad der er rigtigt og forkert. Der har udviklet sig en række teknikker, som skaber en øget grad af selvansvarlighed, selvdisciplin og evne til at styre sig selv. Neoliberalismen konstruerer en relation mellem styret og den styrede, som i stadig stigende grad afhænger af måder, hvor individerne selvansvarligt selv skal styre deres liv efter markedsprincipper. I dette nye neoliberale regime af ansvarlige individer er man ikke forpligtet gennem gensidige afhængighedsforhold til sine medborgere. Der sker en stadig erosion og fragmentering af lokalsamfundet. Man søger at tilfredsstille sig selv inden for en række mikrosammenhænge: i familien, på arbejdspladsen, i skolen.

Denne højere grad af individuel selvstyre forudsætter imidlertid en intensivering af normgivende diskurser, og her spiller den kriminelle afviger og fængslet en rolle. Tænk blot på mediernes fokusering på kriminalitet som nyheder og som underholdning. Afvigelsen bliver et centralt objekt for den normaliserende magt. Den margen som definerer midten. Fængslet tydeliggør afvigelsen og gør den brugbar i et videre disciplinerende projekt. Afvigelsen styrker de normaliserende diskurser. Diskursens konklusion på fængslets «fiasko», hvad angår at reducere afvigelse, er at fængslet ikke er tilstrækkelig korrigerende, og at der derfor må mere og strengere fængsel til. Et fængsel, der så vil mobilisere og finde nye former for afvigelse, og dermed reproducere og intensivere disciplinen i samfundet.

En neoliberal tendens i straffesystemet er at optage tankegange fra mikroøkonomien. I stedet for som tidligere at se forbryderen som et socialt utilpasset individ, anses vedkommende for at være en rationel økonomisk aktør, der reagerer på belønning og straf og hvis opførsel er statistisk forudsigelig. Der har etableret sig en tro på, at kriminelle udfører cost-benefit analyser - at kriminalitet er udtryk for rational choice. I følge denne tankegang er det vigtigt at «sende signaler» til de kriminelle. Signaler, der skal vise «at det ikke kan betale sig», «at vi ikke vil finde os i det.» Denne rationelle selvansvarlige figur er begyndt at dukke op alle vegne fra politiets udtalelser over politiske diskurser til fængselsvæsnet.

Den neoliberale straffepolitik interesserede sig ikke så meget for årsagen til kriminalitet som for at identificere højrisikogrupper med det sigte at kontrollere og inkapacitere dem. Straffepolitikken har tabt interessen for «dybden» og beskæftiger sig i stedet med overfladen. Kriminaliteten søges løst ved at manipulere med situationen i stedet for at forandre dispositionen

Også management-diskursen er trængt ind i de straffepolitiske organisationer. Man taler om resourceallokering, organisatorisk effektivitet osv. Udgifterne til systemet er blevet en ligeværdig faktor på linie med værdier som retfærdighed og humanitet. Straffesystemet er blevet til management af input og output, risikovurdering og resourceallokering.

Men det neoliberale fængsel har også en anden mere direkte og kontant rolle. Nedbrydning af velfærdsstaten og markedskræfternes øgede styrke har medført en øget polarisering af samfundet og dermed skabt marginaliserede grupper af arbejdsløse, bistandsklienter, unge andengenerations indvandrere, hjemløse, psykisk syge osv. Individer i disse grupper bryder til tider loven. Dem der således falder igennem det neoliberale regime af individuel risk-mangement-konsumtion er ifølge diskursen individer, som mangler de bevidsthedsmæssige og praktiske evner til at tage et personligt ansvar for rationel selvforvaltning. At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl, ikke det nuværende politiske systems fejl, men deres egen fejl. Vedkommende har handlet uansvarligt. Det neoliberale samfund har accepteret at der er grupper der ikke kan/skal integreres men kontrolleres. Et iøjnefaldende resultat af ændringer i straffepolitikken i de vestlige lande de seneste årtier har således været øget kontrol over en større del af befolkningen (Christie 1997).

I 1960'ernes straffepolitiske tænkning udgjorde kriminalitetsproblemet en væsentlig grund til at udvide statsmagtens rolle som velfærdsskaber, for at reintegrere marginaliserede mennesker i samfundet. Den neoliberale tænkning søger derimod at adskille straffepolitikken fra problemer med social velfærd. I følge den neoliberale diskurs skal fængslet beskytte borgerne mod disse mennesker, ikke ved at søge at integrere dem, men ved at kontrollere dem, holde dem væk fra gaden, udskille og isolere dem. Det gælder ikke om at reformere den enkelte, men om at styre højrisikogrupper. Men ikke kun det. Fængslet har også en lokal kynisk uformuleret strategi: at neutralisere forbryderne ved at desocialisere dem, gøre dem hjælpeløse og passive, forvandle dem til sociale tabere.

Hvis 1960´ernes fængsel var arbejderklassens fængsel, er 1990´ernes fængsel de «farlige klassers.» Neoliberalismen har skabt og defineret nye grupper af udstødte og marginaliserede. Nutidens fængsel er de udstødtes og marginaliseredes fængsel: Narkomanernes, de psykisk syge, de sociale klienters, subkulturenes og udlændingenes fængsel. Neoliberale diskurser fokuserer på kriminaliteten blandt disse og gør dem til en «farlig klasse» af voldsmænd, rockere, narkobagmænd. Kriminaliteten skildres som international og organiseret - som et sikkerhedsproblem. De kriminelle er unyttige og potentielt farlige. De skal ikke resocialiseres, men opbevares, kontrolleres og uskadeliggøres. Hvor Foucaults fængsel var «fabrik, hospital og kaserne» (Foucault 1994, s. 25), er det neoliberale fængsel parkeringshus, nedbrydningsanstalt og losseplads.

T.L.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 107.748