Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Hornsrud, Christopher

Hornsrud (1859-1960). En af norsk arbejderbevægelses vigtigste parlamentarikere, statsminister i den første Arbejderpartiregering i 1928. Christopher Hornsrud var af bondeslægt fra Eiker. Han arbejdede i sin ungdom som handelsbetjent og handelsmand, før han i 1891 slog sig ned som landmand på Modum.

Politisk profil

I 1880 var han med til at stifte Buskerud amts venstreforening. Han kom til at stå på partiets yderste radikale fløj og stod bl.a. bag det første grundlovsforslag om almen stemmeret for mænd og kvinder. Han stiftede i 1888 Buskerud amts arbejderforening. Sammen med bl.a. Gunstein Andersson og Torgeir Vraa fulgte han denne forening over i Arbejderpartiet i 1893.

I 1890'erne deltog han på partilandsmøderne. Hornsruds arbejde med landbrugsspørgsmål førte frem til Arbejderpartiets nye jordprogram i 1902. I sine første årtier krævede Arbejderpartiet kollektiv ejendomsret til jorden. Jordprogrammet af 1902 satte privat småejendom i centrum, uden at gøre dette til den enerådende form. Det har været almindeligt at betragte dette som en af betingelserne for, at Arbejderpartiet i Norge - i modsætning til arbejderbevægelserne på kontinentet - formåede at få tilslutning fra småbrugere og småbønder. Hornsrud og Vraa indførte programmet for det de kaldte «arbejderbønder» - småproducenterne i landbruget. Horsrud formulerede dette program i en række artikler og brochurer, bl.a. «Frem til jorden» (1918) og «Vejen frem» (1933). I en særegen stil med retoriske gentagelser, bibelske billeder og stor agitatorisk kraft, udvikler han en analyse af kapitalismen set ud fra den enkle vareproducent: Arbejder og bonde udgør én klasse, der gennem gældsrenter og høje varepriser udbyttes af kapitalen, der ses som en snyltermagt udenfor produktionen. Hornsrud repræsenterer således en før-marxistisk tænkning, der ikke forstår den specielle værdiskabende rolle, som lønarbejdet har i den kapitalistiske produktionsmåde.

Fra 1902 til 1909 var Hornsrud bosat i Kristiania (Oslo), hvor han bl.a. var medlem af bystyret, næstformand i partiet og i 1903-1906 formand. Han ledede partiet efter det, der blev kaldt en «opportunistisk» linie. Dvs. han satsede på samarbejde med Venstre ved valg. I 1905 styrede han udenom de nationalistiske strømninger. Efter at blive vraget som formand vikarierede han for Vraa som redaktør af «Fremtiden» i Drammen. I 1912 blev han valgt til stortingsrepræsentant for Buskerud og beholdt denne plads frem til 1936.

Som parlamentariker arbejdede Hornsrud indenfor et bredt felt: Som Arbejderpartiets repræsentant i Provianteringskommissionen under 1. Verdenskrig, var han den første Arbejderpartirepræsentant i et offentligt udvalg. I 1921 var han parlamentarisk leder og fra 1928-1934 visepræsident i Stortinget. I Stortinget koncentrerede Hornsrud sig om landbrugssager og finans- og skattesager. Han var bl.a. medlem af en række centrale parlamentariske kommissioner, som valutakommissionen af 1926 og gældskommissionen af 1928. I sit parlamentariske arbejde med finanssager i 1920'erne havde Hornsrud en opfattelse af den såkaldte modkonjunkturpolitik der, før den «keynesianske revolution» i 30'erne, var blandt de mest avancerede i samtiden: Virksomhederne skulle pålægges at henlægge fonds i gode tider. I nedgangstider kunne disse så sættes ind for at modvirke svigtende efterspørgsel.

Hornsrudregeringen

Ved stortingsvalget i 1927 blev Arbejderpartiet det største med 59 mandater, men uden rent flertal. Partiet dannede regering med Hornsrud som stats- og finansminister, men blev fældet efter kun 18 dage (15. februar1928). Historien om regeringen Hornsrud i 1928 er på flere måder paradoksal: Den var dels et resultat af en voksende moderation indenfor partiet - bl.a. som følge af sammenslutningen med Norges Socialdemokratiske Parti i 1927. Trods det at han opretholdt sit medlemskab af Arbejderpartiet under partisplittelserne i 1921 og 1923, var Hornsrud «ministersocialist» - dvs. parlamentarisk reformist - og ivrede for regeringsdannelse. Dels mente han, at visse reformer kunne opnås, dels var han bange for at skuffe de nye vælgere, der havde givet partiet valgsejren i 1927. Men partiets hovedbestyrelse med Edvard Bull i spidsen udformede en «antiparlamentarisk» regeringserklæring ved at erklære, at regeringen var udgået fra Arbejderpartiet, og ikke fra Stortinget som parlamentarisk skik og brug ellers krævede. De borgerlige partier der havde søgt at hindre Arbejderpartiets tiltræden, blev udspillet af kong Haakon VII, der valgte at henvende sig til Arbejderpartiet med regeringsopgaven. For de borgerlige var erklæringen både en provokation og et velegnet påskud til at fælde Hornsrudregeringen. Den dybere årsag lå i det udenomsparlamentariske pres: Repræsentanter for bankkapitalen hævdede, at flere banker var i færd med at gå konkurs, fordi folk trak deres midler ud pga. mistillid til regeringen. Det blev gennem direktøren i Norges Bank, Nikolai Rygg, fremført overfor Venstres parlamentariske leder Mowinckel, der fremsatte mistillidsforslaget mod Hornsrud. Indadtil i Arbejderpartiet blev hændelserne set som bevis på det umulige i en parlamentarisk strategi. Denne opfattelse var en af grundene til, at partiet i 1930 igen radikaliserede sit program i en antiparlamentarisk retning.

Hornsrud var politisk aktiv i næsten tre menneskealdre. Noget af det mest karakteristiske ved ham - som ved flere andre af de gamle socialdemokrater, som f.eks. Kaare Fostevoll og Olav Oksvik - var stædighed. De grundlæggende synspunkter fra århundredeskiftet bevarede han til sin død. Det forklarer det paradoksale i, at den gamle reformist efterhånden kom til at stå til venstre i Arbejderpartiet: Han var skeptisk overfor kriseforliget med Bondepartiet i 1935, fordi han syntes det indebar indrømmelser overfor storbønderne. Han var i 1953 med til at stifte oppositionsorganet «Orientering». I et interview fra 1960, kort før han døde, konkluderede han: «I partiets politik er der ingen socialisme tilbage... pensioner og god løn er ikke socialisme, og velfærdsstaten har ikke afskaffet den kapitalistiske udbytning og den grundlæggende modsætning mellem kapital og arbejde».

K.K.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 24.884