Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Politisk  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 27.581
: :
Arbeiderpartiet

Det norske Arbeiderparti (DNA) har altid været det største socialistiske parti i Norge. Ved valget i 1924, da 24% af arbejdervælgerne stemte på NKP og 18% på Norges Sosialdemokratiske Arbeiderparti, opnåede partiet sin laveste andel. Ved alle øvrige valg har DNA haft mindst 3/4 af arbejdervælgerne bag sig. Positionen som samlende parti for arbejderklassen i Norge er derfor stærk. Til trods for at udbrydergrupper og -partier har haft kontrol over ressourcer i form af skoling, uddannelsesniveau og indsatsevne, har DNA som bevægelsens moderparti aldrig oplevet varige alternativer til sit politiske lederskab - hverken til højre eller til venstre.

Denne position er praktisk talt enestående i verdensmålestok. Arbejderbevægelsen i Norge følger her mønstret fra Sverige, som har verdens forholdsvis største og mest stabile politiske arbejderbevægelse. Samlet tegner de to unionslande fra 1800-tallet et mønster, som knapt kan genfindes i noget andet land i verden. Partierne i begge lande opsuger de fraktioner af arbejderklassen, som i andre lande har dannet basis for socialistiske alternativer til hovedpartiet: anarkister, syndikalister, venstre- og højresocialister. I ingen af de to lande kan moderpartiet derfor betegnes som egentlig socialdemokratisk i international forstand.

Denne særegenhed ved socialismen på den skandinaviske halvø kan ikke siges at være helt oplagt. Men i forhold til det omkringliggende Europa - Finland, Danmark, Tyskland, Holland og Storbritannien - synes to træk at pege mod en forklaring: at Arbejderpartierne i begge lande blev stiftet tidligere, og fik regeringsmagten senere, end i mange andre lande. Den tidlige stiftelse koblede i begge lande partierne direkte til 1800-tallets folkeligt-religiøse organisationer, til afholdsforeninger og lavkirkelige netværk. Den sene regeringsmagt afskærmede dem fra en række af de situationer, som andre steder førte til splittelse mellem forskellige interessegrupper i arbejderbevægelsen.

Den tidligste udvikling

DNA er udsprunget af partiet Venstres traditioner. Dette skyldtes, som i Sverige, at overgangen til den kapitalistiske produktionsmåde gik langsomt, og længe gav håndværkerne en ledende stilling i arbejderbevægelsen. Desuden skete industrialiseringen via primærerhvervene. Den første industri var savværkerne, de første fabrikker fiskeforædlingsfabrikker. Og proletariatet herfra dominerede ikke talmæssigt de før-industrielle grupper som fiskerne eller minearbejderne. Arbejderbevægelsen fra 1880'erne - som på håndværkernes initiativ spredte sig i takt med stigningen i den almindelige foreningsdannelse i landet (kommunikation, aviser, foreninger som krævede modforeninger) - var derfor rodfæstet i visse traditionsbundne underklassekulturer, hvor den sociale radikalisme længe fik en tilstrækkelig formulering gennem partiet det radikale Venstre, etableret samtidig med arbejderbevægelsen. Venstre var frem til 1909 det største Arbejderparti i Norge.

En fase af rivalisering og afklaring af forholdet til det liberale parti er universel for de europæiske Arbejderpartier. Med indføringen af almindelig stemmeret - ironisk nok en typisk liberal reform - var det progressive borgerskabs rolle som konservatismens og storkapitalismens modpol dømt, og Arbejderpartierne tog over. I de lande hvor liberalisterne af institutionelle årsager hurtigt blev opslugt eller trængt til side, etablerede arbejderbevægelsens parti sig gerne som bredere institutioner. I de lande hvor liberale partier holdt stand, som i Norge, fik arbejderpolitikken en klarere radikal profil. Venstres dominans i landbruget gav Venstre og dets afskalninger - Arbeiderdemokratene (1902), Bondepartiet (fra 1918) og Kristelig Folkeparti (fra 1933) - gennem hele det 20. århundrede en konstant tredjedel af alle vælgere. Et «landsbyhjørne» i den politiske trekant som DNA aldrig formåede at trænge ind i, og som partiet gennem hele sin historie har måttet definere sig imod. Traditionelt har DNA nok altid tilstræbt at tolke norsk politik som to-polet, delt af borgerlige versus socialistiske interesser. I virkeligheden har DNA og Venstre stået sammen omkring alle socialt set vigtige afstemninger i stortinget, som skolespørgsmål, sager om udenlandsk kapital m.m. DNA's to-klassemodel er udfra denne synsvinkel mere ideologisk end praktisk anvendelig.

Denne kontinuitet med grundlæggende politiske traditioner i Norge har i mange perioder været en ressource for Arbeiderpartiet. Den lejlighedsvise debat med Højre om hvorvidt DNA er «demokratisk» eller ej, bider ikke meget på et parti, som rent praktisk fører 1800-tallets nationaldemokratiske idealer videre. Den revolutionære periode omkring første verdenskrig bliver i dette billede en variant, en situationsbestemt episode som nok har været til belastning for partiet siden, men som effektivt har kunnet afbalanceres af den grundlæggende folkelige trofasthed, som også er partiets arv. Det at replikken «Arbeiderpartiet er Venstres ægtefødte barn» stammer fra den revolutionære fraktions skarpeste politiske hjerne, Olav Scheflo, Kominterns ledende talsmand i Norge, siger meget om spændvidden i det sæt af traditioner og normer, som tilsammen udgør Det norske Arbeiderparti.

En model for DNAs historie

Den politiske udvikling af Det norske Arbeiderparti kan med fordel betragtes som en proces af to omtrent lige lange, men indholdsmæssigt skarpt adskilte faser. Den første strækker sig fra partigrundlæggelsen i 1887 til 1930'erne, og har som hovedmotiv striden mellem klassens forskellige fraktioner, og mellem forskellige landsdele, om herredømmet over arbejderbevægelsens parti. Denne strid kan regnes som afsluttet omkring 1930. Omtrent på samme tid blev det, af andre årsager som har med politikkens samspil at gøre, aktuelt for DNA at etablere sig som regeringsparti. De nødvendige kompromiser med andre klasser som denne situation medførte, og den nye funktion som partiet fik i staten, drejede fra 1930'erne DNA i helt andre retninger end dem nogen af de tidligere fraktioner havde forstået som socialisme. I denne fase blev DNA et statsbærende parti og socialismen en folkeideologi. Dette var en retning, alle socialister bevægede sig i. DNA kunne gå i spidsen og fremme den med relativt ringe opposition fra venstrefløjen.

I 1936 var 1. maj kravet støtte til regeringen Nygaardsvold. DNA var blevet et statsbærende parti, hvilket demonstrationen ad Karl Johans gate i Oslo tydeligt viste. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Fra og med 1940'erne blev Arbeiderpartiets politik ofte betegnet som socialdemokratisk. Men det var ingen klassisk socialdemokratisk linje, der blev ført. Tværtimod var bevægelsens gamle socialdemokrater dem blandt de tidligere fraktioner i partiet som måske stærkest opponerede mod folkestatspartiets krav.

Arbeiderpartiets politiske historie er i begge faser en del af kapitalismens dynamiske historie, og i sidste fase en del af statens skiftende opgaver i det kapitalistiske samfund.

Fraktionskampene i DNA

I udgangspunktet var DNA klassemæssigt betragtet et håndværkerparti, knyttet til de industrielle erhverv, som brugte højt specialiseret og derfor velorganiseret arbejdskraft. Den politiske linje var forsigtig, og i meget bleg forstand socialistisk. Omkring århundredeskiftet sluttede en del tidligere Venstre-tilknyttede husmandsforeninger sig til partiet. Et landbrugsprogram baseret på bondeselveje blev derfor vedtaget i 1902. De første stortingsrepræsentanter blev indvalgt i 1903 fra typiske fiskerikommuner i Troms. Problemerne med at tiltrække andre arbejderfraktioner til partiet viste sig i den lave organisationsmæssige vækst. Først i 1906/07 begyndte de ikke-håndværksmæssige grupper at strømme til partiet. Medlemstallet, som lå på knapt 10.000 omkring århundredeskiftet, øgedes til 50.000 i 1914 og 100.000 i 1919. Men partiets ledelse lå helt frem til verdenskrigen i moderate hænder. I den udstrækning programmet rummede marxistiske elementer - hvilket det første gang gjorde i 1891 - var det nærmest revisionistisk efter Bernsteins opskrift. I den faglige politik holdt man sig til langsigtede overenskomster, i sin politiske strategi til langsigtede reformer.

Men fra århundredeskiftet blev DNA hjemsøgt af nye strømninger: syndikalismen, i Norge kaldt «den nye retning». Syndikalismen havde andre sociale udgangspunkter end den gamle revisionisme. Den var en frugt af industriudviklingen i elektricitetens tidsalder. Maskinerne blev løsrevet fra floderne, fabrikkerne fra byerne. Industrien blev mobil, og i første omgang skulle de nye store anlæg bygges og forbindes med kommunikationslinier. Syndikalismen lagde hovedvægten på faglig strategi og kamp og bestod af arbejdere fra fag med relativt lav organiseringsgrad. De kæmpede både mod arbejdskøbere og mod uorganiserede, og havde derfor strategisk interesse i kortsigtede aftaler og dristige kampformer. Først og fremmest bygnings- og anlægsarbejderne, men også arbejdere i nye industrigrene og en del lønarbejdere fra landbruget, sluttede op bag den syndikalistiske linie. Deres radikalisme blev efterhånden et problem for DNA's ledelse, som i lighed med LO fandt sig belejret af en velorganiseret opposition anført af den begavede agitator og organisator Martin Tranmæl. (Se Fagoppositionen af 1911.)

I enkelte lande blev syndikalismen en selvstændig retning i arbejderbevægelsen. I Norge arbejdede den derimod indenfor moderpartiet, hvor den i første omgang smeltede sammen med dele af den marxistiske opposition i socialdemokratiet, som under højkonjunkturen frem mod verdenskrigen vandt frem i mange lande, og som også i Norge blev kraftig næret af revolutionerne i Rusland i 1905 og 1917. Den sociale basis for denne radikalisme - den senere kommunisme - er ikke entydig. Den synes dels at være et generationsfænomen (basis var Ungdomsforbundet), dels et udpræget byfænomen knyttet til de omfattende folkeflytninger i Norge i århundredets første årtier. Antagelig hænger den også sammen med begrænsningen i udvandringen til USA, som satte ind med første verdenskrig, og som lukkede en væsentlig ventil for det sociale tryk - specielt fra husmandsungdommens side.

Tre retninger eksisterede derfor side om side i Det norske Arbeiderparti i de afgørende år omkring verdenskrigen. De gamle socialdemokrater dominerede partiledelsen og DNA's hovedorgan Sosial-Demokraten (dagblad fra 1894). Deres kerneområder var Oslo- og Drammensfjordområdet samt Østfold og Møre, hvor det sociale underlag lå i den ældre industri samt i primærerhvervene. Den syndikalistiske fagopposition udsprang af Trøndelagsamterne og havde Trondheimsavisen Ny Tid som talerør (redigeret af Tranmæl 1913-18), men rekrutterede tilhængere over hele landet og især i den geografiske udkant af partiorganisationen, hvor oppositionen stadig stiftede nye afdelinger. Den kommunistiske retning kom med tiden til at få flertal i bevægelsen i en del nye industrikommuner på Vestlandet, og stod stærkt i Nedre Telemark. Jo større by, desto flere kommunister; det modsatte mønster gjaldt tranmælitterne.

Kampen om partiet mellem disse tre fraktioner blev yderligere tilspidset af impulserne fra den russiske oktoberrevolution i 1917 og dannelsen af Komintern i 1919. I alle lande tilførte dette arbejderbevægelsen svære indre konflikter. Det endelige udfald i Norge var forsåvidt det samme som de fleste andre steder: kommunismen blev en mindretalsretning, for revolutionsudsigterne fortonede sig med omslaget fra inflation til deflation efter verdenskrigen, hvor også den faglige kamp blev defensiv. Men afklaringen førte i Norge til bestemte ændringer i partiets struktur, som har præget det gennem den efterfølgende statskapitalistiske fase.

Partiet centraliseres

Partiet var i fraktionskampens første tid en svag organisation, ufærdig i sin opbygning og uden faste normer. Tilstanden kan føres tilbage til de almene rammebetingelser for organisationsetableringen i Norge: ressourceknaphed som følge af tyndt befolkningsunderlag og store afstande. Den gav i alle tilfælde oppositionsbevægelserne et langt friere spil end tilsvarende bevægelser havde i Sverige og især i Danmark, hvilket forklarer hvorfor fraktionerne så længe kunne trække sammen. Tranmælitter og kommunister vandt i fællesskab flertal på landsmødet i påsken 1918 efter en belejring, hvor oppositionen kunne stifte nye afdelinger, etablere nye aviser, indsætte lokale redaktører og sende repræsentanter til landsmøderne uden at møde generende kontrol fra partiledelsens side. Organisationen gav ingen effektive muligheder for kontrol. Men da organisationsopsplitningen først begyndte på spørgsmålet om tilslutningen til Komintern vinteren 1920/21, blev der skabt nye partier efter ganske andre mønstre. De gamle socialdemokrater etablerede sig efter flertallets indmelding i Komintern som Norges Socialdemokratiske Arbeiderparti nytår 1921 i en forholdsvis enhedsorienteret partiorganisation. Da flertallet i DNA med Tranmæl i spidsen vedtog udmelding af Komintern i 1923, blev Norges Kommunistiske Parti stiftet efter stram leninistisk partimodel. Mest væsentlig var det imidlertid, at flertalsfraktionen - Tranmæl og Fagoppositionen samt det loyale «centrum» i DNA - i 1920'erne blev et «rent» parti med stærk centralisering og klare kommandolinier. Af betydning var her den personlige indflydelse, som Tranmæl formåede at øve over hele partiet ved at knytte en gruppe af helt unge medarbejdere til sig, som blev sat ind på organisationens centrale poster: Einar Gerhardsen, Oscar Torp og deres generation, som blev siddende i ledelsen til op i 1960'erne. En anden kilde til indflydelse var den nære forbindelse mellem Tranmæl og fagbevægelsen, hvor tillidsmandslaget fra 1920'erne i stigende grad blev rekrutteret fra Fagoppositionens rækker.

Striden mellem de tre Arbeiderpartier i 1920'erne var mere en politisk magtkamp end en interessemodsætning mellem forskellige socio-økonomiske grupper. Partierne udsprang af forskellige klasse-grupper, men konjunkturomslaget i 1920 bragte de faglige interesser nærmere hinanden ved at udsætte alle for en ny fælles fare: arbejdsløsheden og deflationen. Også det drastiske frafald fra de faglige organisationer - LO havde 105.000 medlemmer i 1919, 83.000 i 1922 - skabte behov for en fælles strategi. Den politiske situation blev anset som uholdbar i den faglige ledelse, som lagde pres på de tre partier for at få dem samlet. Der blev gennemført forhandlinger om dette i 1925-26 (NKP holdt sig udenfor), og i januar 1927 blev socialdemokraterne atter optaget i moderpartiet. Samtidig skallede NKP stadig af - en proces der blev fremskyndet, da hovedbestyrelsen tog afstand fra dannelsen af landets første arbejderregering i februar 1928. (Se Hornsrud). DNA tiltrak sig mere og mere af arbejderbevægelsen, og fik ved valget i 1930 375.000 stemmer mod NKP's 20.000.

Den organisation som nu stod klar til at bære hegemoniet frem til et nærmest politisk monopol i arbejderbevægelsen, havde kun få træk tilfælles med DNA fra århundredeskiftet. Den politiske centralisering var stærk, og blev skærpet og ikke svækket efterhånden som tidligere fraktionsmodstandere sluttede sig til. Der blev i 1927 indgået kompromis med socialdemokraterne - både i program og valg af fælles ledelse - men ved næste landsmøde, i 1930, blev de fleste poster overtaget af Tranmæl-folk. Ved samme lejlighed blev der gennemført en markant programradikalisering, der havde til formål at indfange kommunisterne, som på denne tid syntes at have en vis fremgang i fagbevægelsen. Det bidrog til en yderligere isolering af socialdemokraterne. Indordningen under den centrale ledelse aflejrede visse oppositionelle tendenser hos de gamle socialdemokrater. Deres stærke stilling i stortingsgruppen bragte dem i hyppig modsætning til partiets centrale ledelse - også i store og principielle sager. Både ved forsvarsforliget i 1937, da regeringen tilskyndet af hovedbestyrelsen gennemtvang oprustningslinien, i konflikten om NATO i 1948 og i spørgsmålet om tjenestetidens udvidelse i 1950-54 var det stortingsgruppen, med sine socialdemokratiske traditioner, som markerede en forsigtig - men forgæves - opposition. Sit første store nederlag led denne opposition på landsmødet i 1930, da den ikke kunne hindre en klart opportunistisk venstremanøvre fra partiledelsens side. Sit største nederlag led den på landsmødet i 1949, da partidisciplinen krævede, og opnåede enstemmighed i tilslutningen til NATO. DNA var gået ud af fraktionskonflikterne med en skærpet intern undertrykkelse af afvigere.

Også de samlingssøgende kommunister kunne DNA møde med en ny organisationsmæssig fasthed efter 1923. Ethvert samlingsprojekt som ikke baserede sig på fuld sammensmeltning uden legaliserede fraktioner, og som derfor forudsatte kommunistisk indordning under DNA, blev afvist. Både fagforeningsledere og stortingsrepræsentanter for NKP måtte derfor enkeltvis søge tilbage til DNA i slutningen af 1920'erne. Fra 1929 slog kommunisterne desuden ind på den selvødelæggende Strassbourglinie, som krævede fuldstændig brud i alt samarbejde og en stempling af DNA som arbejderklassens hovedfjende. I foråret 1930 mistede NKP som konsekvens af dette ledelsen af de to sidste fællesorganisationer, som partiet kontrollerede, og mødte samtidig stigende modstand i de forbund hvor det endnu spillede en rolle. Fra og med efteråret 1930 regnede LO-ledelsen selv med, at den kommunistiske opposition indenfor fagbevægelsen var afgørende svækket. Dermed var også dens trussel mod DNA elimineret, og dens indflydelse på partiets politik ligeså. DNA kunne koncentrere sig om krisepolitikken uden at risikere afskalninger til venstre.

Folkefront-tilbudene fra NKP senere i 30'erne blev afvist som overflødige: arbejderklassen samlede sig alligevel - i DNA. Endnu stærkere stod partiet overfor kommunisterne i befrielsen efter 1945, da presset for samling af de to partier fra fagbevægelsens side var mindst lige så stærk som impulsen til sammenlægning med socialdemokraterne havde været det i 1920'erne. På lokalt niveau syntes stemningen efter krigen at være noget nær enstemmig for en sammenslutning af DNA og NKP. Alligevel besluttede partiledelsen at føre en hård linie. Gennem LO blev der sørget for, at fagbevægelsens valgkamptilskud centralt alene gik til DNA. Da Arbeiderbladet blev morgenavis umiddelbart før valget i 1945, blev NKP's Friheten tvunget til at omdanne sig til middagsavis efter krav fra det fælles og DNA-kontrollerede trykkeri. Valgresultatet gav NKP 22% af arbejderstemmerne, og stimulerede DNA til yderligere pres. Det skete ved at der blev presset på for systematisk at få NKP's tillidsmænd i fagbevægelsen erstattet af DNA-folk. Aktionen var ikke et ensidigt anslag fra DNA's side. Rivaliseringen gik begge veje i et fraktionsspil, som var mindst lige så intenst fra kommunistisk side. Pointen er at DNA i 1940'erne kunne sætte en helt anden styrke bag sine fremstød end i mellemkrigstiden. Organisatorisk var partiet definitivt slået igennem i arbejderbevægelsen i løbet af 1930'erne, og det var nu i stand til at hævde sit hegemoni med langt skrappere midler end i fraktionskampenes tid. Dette kunne definitivt ses i DNA's kamp for at få arbejderbevægelsen til at slutte op om Norges indmeldelse i NATO, da statsminister Gerhardsen i den berømte Kråkerøytale i 1948 gik så langt som til at stemple den gamle fraktionsmodstander NKP som et landsforræderisk parti. Den nye retnings allierede fra 1905-23 var ikke længere kun en politisk modstander af DNA, men et skadelig element i nationen som helhed. At DNA kunne fælde denne dom, og opnå den forventede effekt indenfor arbejderbevægelsen, siger mere end nogen statistik noget om de ændrede styrkeforhold.

Ligesom Komintern-spørgsmålet i 1920-23, splittede også EF-sagen 1971-72 arbejderbevægelsen dybt. Halvdelen af DNA's vælgere og omkring en fjerdedel af partimedlemmerne modstod ledelsens pres og stemte nej til norsk EF-medlemskab i 1972. Nej-grupper i og udenfor DNA fandt hinanden i et Sosialistisk Valgforbund (SV), som ved valget i 1973 vandt tilslutning fra ikke mindre end 24% af arbejdervælgerne. Denne svækkelse af hegemoniet var et slag mod DNA, som straks gik i gang med at vinde venstresocialisterne tilbage. Det er endnu ukendt, hvordan ledelsen greb sagen an, og i hvilken grad DNA's aktioner havde betydning for SV's valgnederlag i 1977, i forhold til de indre problemer venstresocialisterne stødte på i deres egne samlingsbestræbelser. At effekten af EF-splittelsen blev så kortvarig for DNA viser i alt fald, at dets magtstilling i arbejderbevægelsen langt fra var noget afsluttet kapitel i norsk historie. Mange andre oppositionsgrupper end SV har forregnet sig i den henseende. Sosialistisk Folkeparti håbede i midten af 1960'erne at kunne erobre hegemoniet ved for hvert valg at trække en stadig større del af de nye årgange af arbejdervælgere over til sig. I 1969 faldt SF's opbakning imidlertid fra 12% af arbejderstemmerne (1965) til 6,7%, og ungdomstilslutningen kunne vanskelig siges at ville rokke DNA andet end på meget langt, og derfor rent hypotetisk sigt.

DNA som statsbærende parti

Ved valget i 1933 stræbte DNA for første gang i sin historie efter at blive landets regeringsparti. I modsætning til Hornsrud-episoden i 1928 var partiet nu - efter en hurtig omlægning til parlamentarisk strategi - beredt til at gribe og bevare regeringsmagten. Lejligheden kom med dannelsen af regeringen Nygaardsvold i marts 1935, og partiet bevarede magten praktisk talt uafbrudt frem til 1965 - de sidste 20 år med Gerhardsen (1945-51 og 1955-65) og Torp (1951-55) som statsministre.

Dette skift i politisk målsætning har optaget historikere i mange år. Var det opportunisme, situationstvang, økonomisk nød eller trusler fra fascismen som drev partiet til regeringsmagten? Ud fra de resultater som nu foreligger, synes svaret at understrege partiets afhængighed af fagbevægelsen i denne sag. DNA var et redskab for kollektive faglige interesser. Og den interesse der tegnede sig omkring 1930, var knyttet til et grundlæggende strategiskift i fagbevægelsen som følge af den økonomiske udvikling i samfundet som helhed.

Traditionelt var arbejderbevægelsen i Norge båret af en stærk tro på egne kræfter. Efter gammel socialdemokratisk lære var «arbejdet kilden til al rigdom», og arbejderne holdt derfor nøglen til hele samfundets økonomi. I den syndikalistiske fagopposition fik denne forestilling endnu stærkere udtryk. Fagoppositionens arbejdere mente, at de ved kollektiv optræden var samfundets magtfaktor nr. 1. Hvis de opsagde overenskomsterne, ville alle hjul standse og kapitalismen forvitre - og med den borgerskabets magt. Derfor troede de også, at et alternativt samfund kunne opbygges på arbejdspladserne, som under arbejdernes kontrol ville kunne danne basis for rådsforsamlinger, som atter kunne forenes i netværk med en selvstændig magtstruktur, der var tilstrækkelig til at styre landet. Fagoppositionens tro på egen magt indtager en langt mere fremtrædende position end i nogen anden fase af den norske arbejderklasses historie. Den må forklares som et højkonjunkturfænomen, og kan knyttes til de arbejdsintensive erhverv, som var i stærk ekspansion efter århundredeskiftet.

Ved konjunkturskiftet 1920/21 blev vilkårene for denne tro brat ændret. Industrien indskrænkede, arbejdsløsheden steg. De nye årgange - de var særlig store i 1920- og 30'erne - fandt mindre arbejde end deres forældre. Arbejdskøberne kunne presse lønningerne. Og endnu vigtigere: de havde mindre brug for arbejdskraft end før. Kapitalismens organisation og nye teknologi krævede relativt mindre arbejdskraft. Arbejderklassens strategiske visioner visnede. Dens vigtigste magtmiddel, strejken, blev mindre og mindre værd. Dette viste sig især, da fagbevægelsen fra slutningen af 1920'erne blev inddæmmet af nye love og lovforslag, som svækkede den faglige kamp yderligere. Direkte aktion nyttede ikke - hverken for at få arbejde eller for at hindre det borgerlige stortingsflertal i at vedtage arbejderfjendtlige love.

1920'erne blev derfor den store overgangsperiode for arbejderbevægelsen. Taktikken var længe uklar. I flere arbejdskonflikter - bl.a. jernstrejken 1923 og bygningsarbejderstrejken 1928 - havde LO-ledelsen én opfattelse, den politiske opinion i bevægelsen en anden. Spørgsmålet om hvor langt aftalerne forpligtede var ikke afklaret. Forsøgene på at gribe til direkte aktion provokerede den borgerlige retsfølelses sans for kontraktfrihed og arbejdsret, og syntes ikke at lede nogen vegne. Det mest interessante udtryk for skiftet i denne periode er derfor ikke partiets egen overgang til at kræve regeringsmagt i 1933, men fagbevægelsens ændrede syn på det parlamentariske arbejde. Faglige tillidsmænd betragtede traditionelt Stortinget med endnu større skepsis på end partiets folk, og advarede mod regeringsdannelsen i 1928. Et par år senere havde de ændret holdning. Lovgivningsmagten blev nu anset som nødvendig for at værne fagbevægelsen selv, fordi det tidligere magtgrundlag, den direkte aktion, var slået fejl. I 1933 advarede LO mod aktioner rettet mod det farlige forslag om ny boykotlov, og anbefalede i stedet lovvejen - dvs. den parlamentariske vej via stortingsvalg og regeringsmagt til DNA.

DNA - ikke kun et parti, men en massebevægelse. «At kalde Arbeiderpartiet et parti, er kun korrekt i den forstand, at en ørn og en høne begge er fugle» (Frit efter Jens Arup Seip).

DNA tog regeringsmagten i Norge senere end arbejderpartierne i andre lande. Dette viste sig at være politisk meget fordelagtigt. DNA kunne derfor ikke belastes for mellemkrigstidens økonomiske problemer, og slap som de andre partier for at vise, at enhver regering i realiteten stod magtesløs. I Sverige, Danmark og Storbritannien blev socialdemokraterne ret hårdt belastet i kriseårene, skønt Brantings tredje regering i Sverige gik af i 1926, i god tid før krisen i 30'erne, således at også de svenske socialdemokrater stod i den gunstige position, at de kunne vende sig mod den nye krise i 1929-30 med rene hænder og radikale forslag. I Storbritannien og Danmark gav krisen derimod store problemer for de regerende socialdemokrater. McDonald i Storbritannien ødelagde Labour Party politisk for mange år fremover ved at omdanne sin partiregering til et nationalt samlingskabinet, og i Danmark måtte Staunings regering optage koalitionspartnere fra Folketinget for at ride stormene af. Svenske og norske socialdemokrater udarbejdede derimod deres egen krisepolitik i opposition, og greb regeringsmagten på basis af mindre forpligtende kriseforlig med bondepartierne, og på et tidspunkt da konjunkturerne var i færd med at vende.

Arbeiderpartiets første regering var en stor succes. Kriseprogrammet blev godt nok ikke gennemført, og valgløftet om hele folket i arbejde lod sig langt fra realisere. Men landet gik ind i en økonomisk opgangsperiode. Den politiske virkning indadtil i arbejderbevægelsen var slående. Med LO's advokat som justitsminister søgte regeringen aktivt at harmonisere statsmagtens krav med fagbevægelsens. De arbejderfjendtlige love blev afviklet, mens den solidariske lønpolitik på sin side bandt fagbevægelsen til regeringens politiske interesse i arbejdsfred. Harmoniseringen gik endnu videre under regeringens eksil i London 1940-45, da visionerne om en korporativ statsmagt blev udpenslet i detaljer. (Se Fællesprogrammet 1945). Den strategiske opfattelse som her blev lagt, har været styrende for arbejderklassen i Norge i alle år siden da: at en regering udsprunget af DNA giver det bedste grundlag for fagbevægelsens arbejde, fordi den sikrer statsmagtens deltagelse i det kompromis, som enhver overenskomst er nødt til at bygge på.

Men også partiets egen opfattelse af staten gennemgik store ændringer. I 1930'erne brød forestillingen om den aktive stat igennem i dele af partiledelsen - som den blev formuleret af forretningsmanden Ole Colbjørnsen (se Hele folket i arbejde). Efter krigen blev disse tanker mere udbredte. Endnu i 1940'erne var opfattelsen af staten dog fortsat præget af den klassiske socialisme: at staten skulle bruges til at nationalisere og regulere erhvervslivet for at danne overgang til socialismen, defineret som offentlig ejendom over produktionsmidlerne.

Men også dette dogme stod for fald. Efter en forholdsvis stram reguleringspolitik i genopbygningsårene efter 2. verdenskrig, gav højkonjunkturen gennem 1950'erne DNA den erkendelse, at socialisering og detailkontrol ikke var egnede midler for en norsk regering til at sikre rimelig beskæftigelse og gunstige overenskomster. Det viste sig, at en tilstrækkelig samfundsmæssig styring kunne opnås med makroøkonomiske virkemidler, som nu forelå gennem den nye økonomiske ekspertise som partiet tiltrak: først og fremmest penge- og valutapolitik, som gav mulighed for manipulering af erhvervslivets rammebetingelser i stedet for detailkontrol med irriterende pris- og mængderegulering. Banksocialiseringen blev derfor opgivet, kvotereguleringen afviklet, prisloven modificeret og socialiseringsafsnittet blev stadig nedtonet i partiets program.

Fagbevægelsen støttede denne udvikling. Så vidt efterkrigstidens økonomiske politik er blevet undersøgt, synes LO ikke på noget tidspunkt at have holdt igen overfor DNA's opgivelse af reguleringssocialismen. Til grund for dette lå en strategi, som prioriterede beskæftigelsen foran alt andet. Kravet om trygge og stabile arbejdspladser har været fagbevægelsens hovedkrav gennem hele efterkrigstiden. Både på lokalt og centralt plan har den bragt virksomhedsledelsen og arbejderne i samme båd og knyttet de to grupper til en fælles overordnet målsætning: virksomhedsbevarelse. Det interessante er, at arbejdere af alle politiske afskygninger - kommunister og venstresocialister indbefattet - har støttet denne strategi.

Strategien selv er noget helt nyt i arbejderbevægelsens historie i Norge. Den afviger klart både fra fagoppositionens og fra mellemkrigs-LOs kampmål. Der foreligger endnu ingen udtømmende analyse af denne opsigtsvækkende drejning. Det kan tænkes, at den er et «velstandsfænomen», men også at den hænger sammen med en langsigtet tendens i industrisamfundet til reduktion af det manuelle arbejde. Den faste arbejdsplads er blevet et sparsomt gode for arbejderbevægelsen, og bevægelsens parti orienterer sin politik tilsvarende. Arbejdspladsen var nok også et sparsomt gode under mellemkrigstidens arbejdsløshed, men da på grund af en midlertidig krise, som det blev socialdemokraternes mål at overvinde. Det nye siden 1920'erne er, at selv med økonomisk vækst og industriel udvikling stiger behovet for manuelt arbejde ikke. Arbejderklassen i denne forstand vil derfor aldrig blive landets flertal. I forhold til den syndikalistiske vision er arbejderbevægelsen blevet grundlæggende defensiv.

Men hvis målsætningen om virksomhedsbevarelse i 1950- og 1960'erne tvang DNA bort fra reguleringssocialismen - og i 1978 til og med førte til at partiet opgav den traditionelle lavrentepolitik - er statens myndighedsområde samtidig øget stærkt, og gjort staten selv til et middel i den samme målsætning. Statslig virksomhed, med arbejderne i offentlige og derfor uopsigelige stillinger reguleret efter tjenestemandsloven, var i vid udstrækning den principielle målsætning i 1970'ernes fagbevægelse. Partiets politiske linie er derfor i en højere grad end tidligere rettet mod offentlige tiltag, subsidier og reformer, og mindre vendt mod kapitalistens herredømme over det, der er tilbage af privat erhvervsvirksomhed. Det er her karakteristisk, at det øgede krav om samfundsmæssig kontrol med virksomhederne som udvikledes fra anden halvdel af 1970'erne, først og fremmest skyldes de statslige investeringer og hjælpeaktioner overfor virksomhederne, som må kvittere for hjælpen ved at indlemme offentlige repræsentanter i bestyrelserne. Den socialistiske vision af et samfund hvor erhvervslivet er underlagt offentlig opsyn, er forsåvidt endnu bevaret. Men ingen socialist ville for 50 år siden have ment, at Norge kunne blive socialistisk med Højre som det fortsat største oppositionsparti i Stortinget.

DNA i det korporative Norge

Det norske politiske system har undergået store forandringer i Arbeiderpartiets regeringstid. Magten, specielt den økonomiske magt, er gledet fra Stortinget over til korporative organer, til de omkring 1200 samarbejdskomiteer mellem stat og erhvervsliv, som der kun fandtes 200 af i 1939. Det demokratiske system, baseret på politisk opinionsdannelse og almene valg, har overført mere og mere af sin beslutningsmyndighed til korporationerne, der til gengæld baseres på eksperternes formulering af de involverede interesser.

Denne udvikling er universel i den kapitalistiske verden, og ville sikkert have fundet sted uanset den norske regerings partifarve. DNA's bidrag har været at smøre det korporative system ved at bringe fagbevægelsens synspunkter direkte ind i staten. Påvirkningen har antagelig været større den anden vej - fra korporativismen til arbejderbevægelsen.

Her synes tendensen at være følgende: fagbevægelsens organisatoriske magt øger, DNA's falder. LO har fordoblet sit medlemstal siden 1945. Partiets medlemstal har været på tilbagegang siden 1949. Vælgermæssigt har partiet bevaret 40-50% af stemmerne siden 1933. Men stemmerne er efter alt at dømme stærkere fluktuerende nu end tidligere, og i alle tilfælde mindre fast organisatorisk bundet til partiet. I 1918 var hver anden DNA-vælger partimedlem, i 1930'erne hver fjerde, i 1960- og 70'erne hver sjette. Livet i de 3000 partiafdelinger rundt om i landet går over tid klart mod det mere passive, mens fagbevægelsen stadig fornyes. 53.000 af de 143.000 DNA-medlemmer er i dag kollektivt tilsluttet partiet gennem deres fagforening. Også dette tal falder, relativt og absolut. Tal for medlemmernes aldersfordeling foreligger ikke, men ville sandsynligvis give et billede af en klar stigning i gennemsnitsalderen.

Om den sociale sammensætning af medlemmerne findes der ingen pålidelig statistik. Om vælgersammensætningen foreligger derimod et stort materiale fra de politiske meningsmålinger. Hovedtendensen er her, at DNA's sociale profil mere end noget andet partis ligger «gennemsnitligt». Et statistisk indeks som placerer alle partier relativt i forhold til tilhængernes sociale position målt i alder, indtægt, uddannelse, bosted osv. viser, at DNA som det eneste større parti i landet kommer ud med en jævn fordeling over faktorerne. Alle de andre partier har mere eller mindre social slagside. At DNA er landets folkeparti, kan derfor ikke bestrides.

Som bevægelse er partiet på retur. Men organisationen bliver bureaukratisk betragtet stadig fastere. Omkring 60 sekretærer i fuldtidsstillinger holder partilivet gående over hele landet. Eliten hentes i stigende grad fra DNA's egne professioner. Rekrutteringsmønstret i en del udvalgte år tegner sig på følgende måde (beregninger ved Knut Heidar):

Erhvervsmæssig baggrund ved indtræden i partieliten i % 1887-1903 1918-1926 1945-1949 1966-1971
Partiet, fagbevægelsen 12 28 35 44
Stortinget, statsrådet - 4 23 12
Pressen 6 19 8 3
Offentlig forvaltning 2 10 13 28
Frie erhverv 34 4 5 4
Håndværk 24 8 - 1
Funktionær - 4 6 2
Arbejder 22 12 2 4
Husmor - 2 3 2

Mens det tidligere var arbejdslivet og dets fagforeninger, og partiets egen presse (ca. 40 aviser siden 1920), som leverede emner til lederskabet, er efterkrigstidens ledelse med meget få undtagelser hentet blandt fuldtidsansatte i partiet selv, eller fra den forvaltning, partiet er rykket ind i. Ved besættelser af «juniorstillinger» i parti og forvaltning ses desuden i stigende grad tegn til nepotisme - dvs. begunstigelse af slægtninge og bekendte i eliten.

Det apparat som her er skabt gennem generationers virksomhed, er effektivt nok. Det kan i vanskelige situationer mobilisere forbavsende reserver - både af penge og stemmer. Hvorvidt det samtidig kan bruges til at fremme arbejderklassens interesser, er et andet spørgsmål. Siden partiets centralisering i 1920'erne har det flere gange - bl.a. ved EF afstemningerne - vist sig ret ufølsomt overfor den faktiske opinion i arbejderklassen. Selvom apparatets fuldkommenhed har givet DNA et faktisk hegemoni i norsk arbejderbevægelse, er berettigelsen af dette hegemoni derfor langt fra ukontroversielt i arbejderklassen selv.

Partiets største problem ligger i, at den bureaukratiske fasthed truer med at dæmpe kreativiteten og selvfornyelsen. Mødeaktiviteten tager de fleste steder form af hyggesammenkomster - hvor den ellers er opretholdt. Det store debatoplæg om «demokrati i hverdagen» 1969-70 blev betegnende nok pålagt de enkelte afdelinger og grupper efter et koordineret skema fra partiledelsen. Den teoretiske debat er siden 1950'erne stagneret. Ikke engang en sammenhængende social-reformistisk politik har fundet sin teoretiske begrundelse indenfor DNA. Studiet af både reformismens klassikere og dens moderne videreførere synes partiet fremmed. Principdebat og fornyelse er derfor regelmæssig foregået i oppositionen - i SF og senere SV - og i selvstændige institutioner som Pax. DNA udgav sit eget tidsskrift i årene 1947-54 - Kontakt - redigeret af Torolf Elster og farvet af ham. Efterfølgeren - Sosialistisk Perspektiv - fra 1960'erne udmærker sig ved perspektivløshed og fravær af socialisme i enhver principiel betydning. Den eneste kreative institution DNA har opbygget i den senere tid, er Arbejderbevægelsens Udredningskontor, hvor en lille gruppe samfundsforskere under ledelse af økonomen Per Kleppe gjorde et vist planlægningsarbejde i oppositionsårene 1965-71. Partiet kan også siges at have givet en vis intellektuel udfordring og stimulans til økonomer uddannet ved Universitetet i Oslo efter 1945, og herfra har det indhøstet nye tanker. Bortset fra disse spredte tiltag af økonomisk karakter er fornyelsen af arbejderbevægelsens program og visioner i Norge helt afhængig af andre grupper.

H.F.D.


Litteratur

E. Lorenz: Arbeiderbevegelsens historie I-II, Oslo 1972-74.
J. Seim: Hvordan Hovedavtalen af 1935 blev til, Oslo 1972.
T. Bergh og H. Pharo (red.): Vekst og velstand. Norsk politisk historie 1945-65, Oslo 1976.