 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Inflation
Inflation er vedvarende stigning i det almindelige prisniveau. Prisniveauet bliver i denne sammenhæng ofte målt ved konsumprisindekset, som alene omfatter de varer, som går til konsum (forbrug). Der skelnes ofte mellem efterspørgselsinflation og udgiftsinflation. Den første angiver, at priserne kan stige, når den samlede efterspørgsel overstiger produktionskapaciteten (udbudet).
Udgiftsinflation angiver, at priserne stiger, fordi kapitalisterne øger priserne, når udgifterne stiger. Udgifterne kan stige pga. øgede lønninger, afgifter eller råvarepriser. Øget produktivitet trækker i modsat retning.
En speciel forklaring på udgiftsinflation findes i teorien om løn-pris spiralen. Den tager udgangspunkt i en enkelt af udgiftsfaktorerne - nemlig lønnen. Når prisen på arbejdskraft øger, fører dette ifølge denne teori til øgede udgifter, som søges kompenseret gennem øgede priser. Marx mener, at dette er at vende tingene på hovedet. Stigende lønninger er ifølge Marx en konsekvens af prisstigninger på de varer, som medgår til at reproducere arbejderne, og er kun undtagelsesvis årsagen til øgede priser.
I forklaringen af den nationale inflation er det nødvendigt at inddrage de nationale kapitalers afhængighed af verdensmarkedet. Når verdensmarkedet er præget af høj inflation - som tilfældet var i 1970'erne hvor råvarepriser og færdigvarer steg hurtigt - smitter det kraftigt af på økonomierne i udviklede kapitalistiske lande som Danmark, der er tæt koblet til verdensmarkedet.
Dette indebærer, at priserne på mange af de varer der indgår i konsumprisindekset direkte eller indirekte er bestemt af verdensmarkedet. Men dette er ingen fyldestgørende forklaring på inflationen, fordi dette indikerer jo ikke andet, end at priserne stiger, fordi priserne stiger på verdensmarkedet, og at lønningerne dermed må stige (med faste valutakurser) hvis ikke reallønnen skal gå ned. Denne lønstigning kan igen føre til, at de kapitalister som er afskærmet fra konkurrence på verdensmarkedet, hæver deres priser. Det er altså nødvendigt at forklare inflationen på verdensmarkedet.
Det er især vigtigt at forklare den voldsomme stigning i inflationen fra ca. 1970. Denne kraftige inflation indtraf samtidig med en stagnerende vækst i produktionen - deraf udtrykket «stagflation», som hyppigt anvendtes i 1970'erne. Disse fænomener kunne forklares ud fra to synsvinkler: 1. Hvad er det ved stagnationen som gør, at de enkelte virksomheder forsøger at øge deres priser? 2. Hvilke samfundsmæssige betingelser må være til stede for at dette «inflationspres» skal kunne realiseres?
Set fra den enkelte kapitals synsvinkel, tager situationen sig således ud: Krisetendenserne i kapitalismen ytrer sig bl.a. i form af overkapacitet. Dvs. virksomhederne får ikke benyttet deres produktionsmuligheder (den konstante kapital) fuldt ud. Dette medfører, at en del af produktionsudstyret ikke svarer til det samfundsmæssige behov. Denne kapital skulle således være blevet reduceret - enten ved fysisk ødelæggelse eller ved prissænkninger. De virksomheder hvor den realiserede merværdi, profitten, er meget lille i forhold til den investerede kapital - dvs. hvor profitraten er lille - har to muligheder: Enten kan de gennemføre en faktisk nedskrivning af den faste kapital eller også kan de øge priserne for at øge profitten. Enhver virksomhed vil åbenbart søge at undgå det første alternativ længst muligt. Når den konstante kapital udgør en stor del af det det koster at producere en vare, vil udgifterne pr. vare stige ved faldende efterspørgsel. Hvis profitraten da skal opretholdes, må dette kompenseres gennem højere priser. Inflationen kan altså forklares med de kapitalistiske virksomheders ønske om at opretholde en «normal» afkastning af kapitalen. En anden sag er, at mindre virksomheder ikke altid har mulighed for dette, fordi de konkurrerer på et marked med mange producenter. De kan ikke vilkårligt hæve priserne, da de så bliver underbudt af andre. Store monopol virksomheder kan lettere kontrollere og fastsætte priserne, fordi priskonkurrencen kan overvindes - f.eks. i form af åbne eller skjulte aftaler koncernerne imellem. I samfundet som helhed eksisterer der altså en stagnerende varemængde, som man skal forsøge at omsætte til højere priser end før. Dette modsvarer en højere pengemængde og/eller en hurtigere omløbshastighed.
Øget bankkredit og forbrugerkredit vil være med til at finansiere betalingsdygtig efterspørgsel. Dertil kommer den statsligt finansierede efterspørgsel. Når staten øger sin efterspørgsel for at krisen ikke skal manifestere sig gennem for stor arbejdsløshed og i konkurser, vil den i høj grad blive finansieret gennem lån. Derfor er statsgælden i de fleste kapitalistiske lande øget drastisk siden 1970'erne. Lånene optages f.eks. ved øget udstedelse af statsobligationer. Disse kan køberne indløse i penge. På denne måde øger pengemængden, idet statsobligationerne har øget kreditten. En retning indenfor den borgerlig økonomi - «monetaristerne» med bl.a. Nobelprisvinderen Milton Friedman i spidsen - drog i slutningen af 70'erne derfor den konsekvens, at staten måtte begrænse væksten i pengemængden.
I starten af 80'erne blev denne økonomiske politik gennemført i bl.a. USA og England, hvilket kastede verdensøkonomien ud i endnu dybere krise. Konsekvensen af den monetaristiske politik er nemlig en opbremsning af statens intervention i økonomien. Det resulterer i, at krisens skjulte konflikter kommer åbent frem bl.a. i form af yderligere arbejdsløshed o.l., men for monetaristerne er dette imidlertid noget af formålet, idet kapitalismen må «renses», for at den skal komme ud af krisen. Kapitalisterne i USA brød sig imidlertid ikke om denne medicin, og tvang derfor i 82-83 USA's regering til at intervenere kraftigere i krisen. Det skete gennem voldsomt oppustede militærbudgetter - den såkaldte militær-keynesianisme (se Keynes).
Staten vil også kunne påvirke priserne mere direkte end gennem lånefinansieret efterspørgsel. En del varer bliver jo produceret af staten. Når prisen på de varer som indgår i produktionen stiger, vil også færdigvarepriserne stige. Hvis produktionen foregår efter princippet om balancerede budgetter, må dette resultere i prisstigninger. Også finansieringen af statslige aktiviteter mere generelt (bureaukrati, voldsapparat o.l.) sker i større udstrækning end gennem afgifter. Også dette får betydning for priserne.
Til forskel fra 1970'ernes højinflation, har 90'erne globalt været præget af lav inflation. Den historisk lave inflation har dels været baseret på hastigt faldende råvarepriser - verdenskrisen er i nogen udstrækning væltet over på råvareproducenterne i den tredje verden. Men den har også været baseret på en mere intens priskonkurrence mellem virksomhederne. Mange markeder er blevet lukket op overfor konkurrence fra udlandet, hvilket har reduceret mulighederne for lokale prisstigninger, og dermed inflation. Samtidig anvender udenlandske virksomheder priskonkurrencen som middel til at trænge ind på nye markeder.
Siden midten af 1999 har inflationen atter været svagt stigende, hvilket skal ses i sammenhæng med de stigende oliepriser. Olien er fortsat en vigtig produktionsfaktor i den kapitalistiske verdensøkonomi.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 89.077