Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Koht, Halvdan

Halvdan Koht
Halvdan Koht

Koht (1873-1965), norsk historiker og socialdemokratisk politiker. Halvdan Koht er placeret i rækken blandt Norges største historikere sammen med P.A. Munch og Ernst Sars. Som de to andre fremtræder han som en af sin tids betydeligste ideologer med en nærmest overmenneskelig empirisk flid. Munch begrundede den nationale opvågning efter 1814, mens Sars leverede legitimationen for den nationaleradikale bølge i anden halvdel af 1800-tallet. Koht er arbejderbevægelsens store ideolog, videnskabsmanden som begrundede, hvorfor arbejderbevægelsen i Norge måtte komme og måtte vinde.

Koht voksede op under små kår i Tromsø og Skien, tog alle eksaminer med udmærkelse, blev stipendiat i historie i 1901 og professor i 1910. Han skrev bøger om alt fra kongesagaer til samtidspolitik, de fleste i en populær form. Han skrev lærde studier og kildeanalyser af mindre format fra alle områder i norsk historie og bandt sine ideer sammen i overskuelige essays («Innhogg og udsyn», «På leit etter liner i historia» o.a.), som han strøede ud i tidsskriftslitteraturen. I lange perioder skrev han én avisartikel pr. dag og bidrog flittigt til opslagsværk og antologier. Hans specialitet var biografien. Han skrev de helt grundlæggende biografier over Johan Sverdrup og Henrik Ibsen, skrev talrige livsskildringer i Norsk Biografisk Leksikon samt nekrologer og jubilæumsartikler gennem hele livet.

To ideologiske hovedmotiver synes at løbe gennem dette vældige forfatterskab. Det ene er klassekampen: at den findes, er universal og (i hvert tilfælde i norsk historie), at den er et gode, som gør samfundet og dermed menneskene i det rigere og lykkeligere. Det andet hovedmotiv er viljen: betydningen af viljekraft og kaldsfølelse samt individernes fælles handling med omgivelserne.

Hans taler om og skitser af arbejderlederne i Norge, både de socialistiske og de før-socialistiske, forenede disse to motiver. Arbejderbevægelsen var et klasseoprør, som gjorde Norge til et bedre sted at leve, sådan som bondeopstanden havde været det tidligere. Og oprørets ledere var mænd med vilje, eller mennesker, hvis personlige indsats lå i spændingen mellem egen vilje og sociale krav.

Koht var selv en ener, blev opfattet som utilnærmelig og blev i løbet at sit liv til en dramatiske historisk person af den type, som han selv kunne lide at skrive om. Han var udenrigsminister i Nygaardsvolds regering fra 1935 og blev ved tyskernes overfald 9. april 1940 sat på sit livs prøve. Han bestod den med glans - historikere, som senere studerer krigen, må slåes af beundring for hans kraft og vilje.

Han blev stemplet og udstødt som den, der nærmest var skyld i, at landet blev overfaldet. Der opstod myter om hans fejlgreb og om hans moral, og i foråret 1940 blev han tvunget til at tage sin afsked fra regeringen. Efter krigen formåede han delvis at rejse sig igen. Han skrev flere bøger om besættelsen, som hører til de vigtigste kildeskrifter, og han korrigerede den syndebuksmyte, som i 1940 havde været medvirkende til at udstøde ham. Da han døde i 1965, 92 år gammel, var det med ry som en åndshøvding, der i format og type hører det forrige århundrede til.

H.F.D.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 24.264